ROMER

Oprindelig og i den snævre betydning en indbygger i byen Rom. (Apg 2:10; Ro 1:7) Efterhånden som riget blev udvidet, blev navnets betydning også udvidet. I nogle tilfælde var „romerne“ ensbetydende med den kejserlige øvrighed, og „romersk skik“ betegnede denne øvrigheds regeringsmetoder. (Joh 11:48; Apg 25:16; 28:17) I andre tilfælde blev betegnelsen „romer“ brugt om enhver som havde romersk borgerret, uden hensyn til vedkommendes nationalitet eller fødested. — Apg 16:21.

I sidstnævnte forstand kunne man blive romer ved at købe sig romersk borgerret, sådan som militærtribunen Claudius Lysias havde gjort. Men man kunne også være romer af fødsel. Det var apostelen Paulus, for skønt han af afstamning var jøde og var født i Tarsus i Kilikien, hundreder af kilometer fra Italien, var han født med romersk borgerret. — Apg 21:39; 22:3, 25-28; 23:26, 27; se BORGER, BORGERRET.

Romerske borgere havde mange privilegier og stod under særlig beskyttelse. Efter at Makedonien var blevet erobret i 167 f.v.t., var romerske borgere stort set fritaget for at betale skat. Lex Valeria og Lex Porcia, der blev indført på forskellige tidspunkter mellem 509 og 195 f.v.t., fritog romerske borgere for at blive pisket — Lex Valeria når borgeren appellerede til folket, og Lex Porcia uden en sådan appel. Senere blev appeller rettet direkte til kejseren. Ved visse forbrydelser som krævede dødsstraf, kunne borgeren anmode om at blive sendt til Rom og få sin sag prøvet af kejseren selv. (Apg 25:11, 12) Som det fremgår af to tilfælde i forbindelse med Paulus, var det en alvorlig sag at overtræde disse love. — Apg 16:37-40; 22:25-29.