Forfulgt for retfærdigheds skyld

„Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld.“ — MATTÆUS 5:10.

1. Hvorfor stod Jesus over for Pontius Pilatus, og hvad sagde Jesus til ham?

„DERTIL er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Da Jesus sagde disse ord, stod han over for Pontius Pilatus, den romerske landshøvding i Judæa. Han var der ikke af egen fri vilje eller fordi Pilatus havde indbudt ham. Nej, han var der fordi jødernes religiøse ledere falskeligt havde beskyldt ham for at være en forbryder der fortjente at dø. — Johannes 18:29-31.

2. Hvad gjorde Jesus, og hvad blev udfaldet?

² Jesus vidste udmærket at Pilatus havde magt til at frigive ham eller at få ham henrettet. (Johannes 19:10) Men det afholdt ham ikke fra frimodigt at fortælle Pilatus om Riget. Selv om Jesu liv var i fare, greb han frimodigt lejligheden til at vidne for den højeste myndighedsperson i området. Alligevel blev Jesus dømt til døden og henrettet på en pæl — en smertefuld martyrdød. — Mattæus 27:24-26; Markus 15:15; Lukas 23:24, 25; Johannes 19:13-16.

Vidne eller martyr?

3. Hvilken betydning havde ordet „martyr“ på Bibelens tid, men hvad betyder det i dag?

³ I dag forbinder mange ordet „martyr“ med en fanatiker eller en ekstremist. De der er villige til at dø for det de tror på, især hvis det er en religiøs overbevisning, bliver mistænkt for at være terrorister eller i det mindste for at udgøre en trussel mod samfundet. Ordet „martyr“ stammer imidlertid fra et græsk ord (marʹtys) som på Bibelens tid betød „et vidne“, en person der aflægger vidnesbyrd, eventuelt i en retssag, om det han mener er sandt. Det var først senere at udtrykket fik betydningen „en der ofrer livet som et vidne“, eller en der aflægger vidnesbyrd ved at give sit liv.

4. I hvilken forstand var Jesus først og fremmest en martyr?

⁴ Jesus var først og fremmest martyr i ordets oprindelige betydning. Som han sagde til Pilatus, var han kommet for at „vidne om sandheden“. Hans vidnesbyrd fik folk til at reagere meget forskelligt. For eksempel gjorde det stort indtryk på nogle fra den jævne befolkning, og de fik tro på Jesus på grund af det de hørte og så. (Johannes 2:23; 8:30) Folk i almindelighed, og de religiøse ledere i særdeleshed, reagerede også stærkt — men negativt. Jesus sagde til sine ikketroende slægtninge: „Verden har ingen grund til at hade jer, men den hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.“ (Johannes 7:7) Nationens ledere blev vrede på Jesus fordi han vidnede om sandheden, og det førte til hans død. Han var virkelig „det trofaste og sande vidne (marʹtys)“. — Åbenbaringen 3:14.

’I vil blive genstand for had’

5. Hvad sagde Jesus i begyndelsen af sin tjeneste om forfølgelse?

⁵ Ikke alene blev Jesus selv voldsomt forfulgt, men han advarede også i forvejen sine disciple om at det samme ville ske for dem. I begyndelsen af sin tjeneste sagde Jesus til dem der lyttede til hans bjergprædiken: „Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres. Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ — Mattæus 5:10-12.

6. Hvilken advarsel gav Jesus sine 12 apostle da han sendte dem ud?

⁶ Da Jesus senere udsendte sine 12 apostle, sagde han til dem: „Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til lokale domstole, og de vil piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ Men de ville ikke kun blive forfulgt af religiøse myndigheder, for Jesus sagde også: „Broder [vil] overgive broder til døden, og en fader sit barn, og børn vil sætte sig op imod forældre og bringe død over dem. Og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn; men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Mattæus 10:17, 18, 21, 22) Beretningen om de kristne i det første århundrede er et vidnesbyrd om at det gik sådan.

Trofast udholdenhed

7. Hvad førte til at Stefanus blev martyr?

⁷ Kort efter Jesu død blev Stefanus som den første af de kristne slået ihjel fordi han vidnede om sandheden. Han var ’meget vindende og fuld af kraft og gjorde store undere og tegn blandt folket’. Hans religiøse fjender „kunne ikke stå sig imod den visdom og ånd hvormed han talte“. (Apostelgerninger 6:8, 10) Skinsyge som de var, slæbte de Stefanus for den jødiske højesteret, Sanhedrinet. Ansigt til ansigt med dem der rettede falske anklager mod ham, aflagde han et magtfuldt vidnesbyrd. Men det endte alligevel med at dette trofaste vidne blev myrdet af sine fjender. — Apostelgerninger 7:59, 60.

8. Hvordan reagerede disciplene i Jerusalem på den forfølgelse de blev udsat for efter Stefanus’ død?

⁸ Efter mordet på Stefanus „udbrød der stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne“. (Apostelgerninger 8:1) Satte forfølgelsen en stopper for de kristnes forkyndelse? Nej, tværtimod siger beretningen at ’de der var blevet spredt gik gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed’. (Apostelgerninger 8:4) De havde samme indstilling som apostelen Peter der tidligere havde sagt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) På trods af forfølgelsen blev disse trofaste og modige disciple ved med at vidne om sandheden, selv om de vidste at det ville føre til flere prøvelser. — Apostelgerninger 11:19-21.

9. Hvilken forfølgelse blev Jesu disciple fortsat udsat for?

⁹ Prøvelserne fortsatte uden ophør. Først læser vi om at Saulus, der havde overværet og billiget at Stefanus blev stenet, „stadig åndede trussel og mord imod Herrens disciple“. Han „gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han kunne føre alle som han fandt der tilhørte Vejen, både mænd og kvinder, bundne til Jerusalem“. (Apostelgerninger 9:1, 2) Dernæst, omkring år 44, „lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden og mishandlede dem. Han henrettede Jakob, Johannes’ broder, med sværdet.“ — Apostelgerninger 12:1, 2.

10. Hvilken beretning om forfølgelse indeholder Apostelgerninger og Åbenbaringens Bog?

¹⁰ Resten af Apostelgerninger indeholder et uudsletteligt vidnesbyrd om hvordan de kristne blev udsat for prøvelser, fængsling og forfølgelse. Det gjaldt også apostelen Paulus, der tidligere selv havde forfulgt de kristne. Han led sandsynligvis martyrdøden omkring år 65 for den romerske kejser Neros hånd. (2 Korinther 11:23-27; 2 Timoteus 4:6-8) I Åbenbaringens Bog, der er skrevet hen imod slutningen af det første århundrede, læser vi at den aldrende apostel Johannes holdes i forvaring på straffeøen Patmos for at have „talt om Gud og vidnet om Jesus“. Bogen omtaler desuden Antipas, „han som var mit vidne, min trofaste, som blev dræbt“ i Pergamum. — Åbenbaringen 1:9; 2:13.

11. Hvordan gik Jesu ord om forfølgelse i opfyldelse på de første kristne?

¹¹ Herren Jesus Kristus havde givet sine disciple befalingen: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) De troende og trofaste kristne i det første århundrede var forberedt på at det kunne betyde at de måtte ofre livet — som følge af tortur, ved at blive kastet for vilde dyr eller på anden måde. Jesu ord til disciplene viste sig dermed at være sande: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Johannes 15:20.

12. Hvorfor er forfølgelsen af kristne ikke et overstået kapitel?

¹² Hvis nogen har den opfattelse at det kun var i fortiden at Jesu disciple ville blive udsat for en så grusom behandling, tager de sørgeligt fejl. Paulus, der som nævnt fik prøvelserne at mærke på sin egen krop, skrev: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) Desuden skrev Peter vedrørende forfølgelse: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Helt frem til „de sidste dage“ for denne tingenes ordning som vi nu oplever, er Jehovas folk blevet hadet og har været udsat for fjendtligheder. (2 Timoteus 3:1) Overalt på jorden er Jehovas Vidner på et eller andet tidspunkt blevet forfulgt, enten som enkeltpersoner eller som gruppe betragtet, og det både i lande med demokrati og diktatur.

Hvorfor bliver kristne hadet og forfulgt?

13. Hvad må Jehovas tjenere i dag ikke glemme i forbindelse med forfølgelse?

¹³ Selv om de fleste af os i øjeblikket kan glæde os over at vi relativt frit kan forkynde og samles fredeligt til møder, må vi ikke glemme at Bibelen siger at „denne verdens scene skifter“. (1 Korinther 7:31) Situationen kan ændre sig så hurtigt at medmindre vi er mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt forberedt, vil vi let kunne miste fodfæstet. Hvad kan vi gøre for at det ikke sker? Noget der vil være en stor beskyttelse, er at gøre sig klart hvorfor fredselskende og lovlydige kristne bliver hadet og forfulgt.

14. Hvad var ifølge Peter grunden til at kristne blev forfulgt?

¹⁴ Apostelen Peter omtalte dette i sit første brev, som han skrev mellem år 62 og 64, da kristne i hele Romerriget blev udsat for trosprøver og forfølgelse. Han skrev: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt.“ Peter forklarede hvad han tænkte på da han videre sagde: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager. Men hvis han lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn.“ Peter understregede at de kristne ikke led fordi de havde gjort noget forkert, men slet og ret fordi de var kristne. Hvis de havde væltet sig i „den samme udsvævelsernes sump“ som andre, ville folk have accepteret dem. Men nu led de uret fordi de bestræbte sig for at leve som kristne. Det samme gælder sande kristne i dag. — 1 Peter 4:4, 12, 15, 16.

15. Hvordan bliver Jehovas Vidner i dag paradoksalt nok behandlet meget forskelligt?

¹⁵ I mange dele af verden roser folk Jehovas Vidner for deres enhed og deres evne til at samarbejde, for eksempel ved deres stævner og byggeprojekter. De bliver også rost for deres ærlighed, flid, familieliv og høje moral samt for deres gode manerer og måde at klæde sig på.a Ikke desto mindre er deres arbejde i skrivende stund forbudt i hele 28 lande, og mange Jehovas Vidner bliver udsat for overgreb og lider tab på grund af deres tro. Hvorfor dette paradoks? Og hvorfor tillader Gud at sande kristne bliver forfulgt?

16. Hvad er den vigtigste grund til at Gud tillader at hans folk forfølges?

¹⁶ Først og fremmest må vi huske ordene i Ordsprogene 27:11: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Ja, vi er involveret i det gamle stridsspørgsmål om hvem der har retten til at være universets suveræne hersker. Alle der i århundredernes løb har bevaret deres integritet, har tilsammen fremlagt et væld af vidneudsagn. Men det har ikke hindret Satan i at fortsætte med at spotte Jehova ligesom han gjorde da den retfærdige Job levede. (Job 1:9-11; 2:4, 5) Nu hvor Guds rige er solidt grundfæstet og har loyale undersåtter og repræsentanter overalt på jorden, er Satan uden tvivl endnu mere rasende i sit fortvivlede forsøg på at bevise sin påstand. Vil Guds tjenere forblive trofaste uanset hvilke prøvelser og trængsler de kommer ud for? Det er et spørgsmål som vi hver især selv må besvare. — Åbenbaringen 12:12, 17.

17. Hvad mente Jesus med ordene: „Det vil føre til et vidnesbyrd for jer“?

¹⁷ Da Jesus fortalte sine disciple om de begivenheder der ville finde sted ved „afslutningen på tingenes ordning“, angav han endnu en grund til at Jehova tillader at hans tjenere bliver forfulgt. Han sagde: „I vil blive ført frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld. Det vil føre til et vidnesbyrd for jer.“ (Mattæus 24:3, 9; Lukas 21:12, 13) Jesus aflagde selv vidnesbyrd over for Herodes og Pontius Pilatus. Også apostelen Paulus blev „ført frem for konger og landshøvdinger“. Ledet af Herren Jesus Kristus søgte Paulus at komme til at aflægge vidnesbyrd for datidens mest magtfulde hersker ved at erklære: „Jeg appellerer til kejseren!“ (Apostelgerninger 23:11; 25:8-12) Også i vor tid har prøvende situationer ofte resulteret i at der er blevet aflagt et godt vidnesbyrd for både myndighedspersoner og offentligheden.b

18, 19. (a) Hvordan vil det gavne os at vi holder ud under prøvelser? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?

¹⁸ Endelig kan man sige at det at holde ud under prøvelser og trængsler kan gavne os personligt. Hvordan det? Disciplen Jakob mindede sine kristne trosfæller om følgende: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed.“ Forfølgelse kan altså forædle vores tro og gøre os mere udholdende. Derfor gruer vi ikke for den, og vi forsøger heller ikke at undgå den eller bringe den til ophør ved hjælp af ubibelske metoder. Nej, vi følger Jakobs formaning: „Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.“ — Jakob 1:2-4.

¹⁹ Bibelen hjælper os til at forstå hvorfor Guds trofaste tjenere bliver forfulgt, og hvorfor Jehova tillader forfølgelsen. Men det gør det ikke nødvendigvis let at udholde den. Hvad kan styrke os til at klare forfølgelse? Hvad kan vi gøre når vi bliver forfulgt? Disse vigtige spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

Udholdenhed under prøvelser er til ære for Jehova

„Hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud.“ — 1 PETER 2:20.

1. Hvilket spørgsmål melder sig eftersom sande kristne er indstillet på at leve op til deres indvielse?

KRISTNE har indviet sig til Jehova og vil gerne gøre hans vilje. For at leve op til deres indvielse gør de deres yderste for at følge i Jesu Kristi fodspor og ligesom deres forbillede vidne om sandheden. (Mattæus 16:24; Johannes 18:37; 1 Peter 2:21) Jesus og andre ofrede livet for deres tro og døde som martyrer. Betyder det at alle kristne kan forvente at skulle dø for deres tro?

2. Hvordan betragter kristne prøvelser og lidelser?

² Som kristne tilskyndes vi til at være trofaste indtil døden, ikke nødvendigvis til at dø for vores tro. (2 Timoteus 4:7; Åbenbaringen 2:10) Det betyder at selv om vi er villige til at lide og om nødvendigt dø for vores tro, er det ikke noget vi synes om. Vi finder ikke glæde ved lidelser og har intet ønske om at blive pint og ydmyget. Men eftersom vi kan forvente at blive forfulgt og udsat for prøvelser, må vi omhyggeligt overveje hvordan vi vil reagere når det sker.

Trofaste under prøve

3. Nævn bibelske eksempler på hvordan nogle reagerede når de blev forfulgt. (Se rammen på næste side: „Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt“.)

³ I Bibelen findes der mange beretninger som viser at Guds tjenere i fortiden reagerede forskelligt i livstruende situationer. Det kan være en rettesnor for kristne i dag hvis de skulle komme ud for noget lignende. Se de eksempler der er nævnt i rammen „Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt“, og overvej hvad du kan lære af dem.

4. Hvad er der at sige om den måde Jesus og andre af Guds trofaste tjenere reagerede på når de kom ud for prøvelser?

⁴ Selv om Jesus og andre af Guds trofaste tjenere reagerede forskelligt på forfølgelse, alt efter omstændighederne, er det tydeligt at de ikke satte livet unødigt på spil. Når de befandt sig i farlige situationer, var de modige, men forsigtige. (Mattæus 10:16, 23) Deres mål var at fremme forkyndelsen og bevare deres integritet og et godt forhold til Gud. Den måde de reagerede på i forskellige situationer, er et eksempel som de kristne der i dag bliver udsat for trængsler og forfølgelse, kan følge.

5. Hvilken forfølgelse opstod i Malawi i 1960’erne, og hvordan reagerede Jehovas Vidner?

⁵ I nyere tid er Jehovas tjenere ofte blevet udsat for ekstreme trængsler og har måttet lide afsavn på grund af krig, forbud eller direkte forfølgelse. I 1960’erne blev Jehovas Vidner i Malawi for eksempel voldsomt forfulgt. Deres rigssale, huse, afgrøder og forretninger — praktisk taget alt hvad de ejede — blev ødelagt. De blev slået og udsat for andre rystende overgreb. Hvordan reagerede brødrene? I tusindvis måtte flygte fra deres landsbyer. Flere søgte tilflugt i bushen, mens andre midlertidigt slog sig ned i nabolandet Mocambique. Mange trofaste brødre mistede livet, men andre valgte at flygte ud af farezonen, hvilket tilsyneladende var fornuftigt under sådanne forhold. Derved fulgte de Jesu og Paulus’ eksempel.

6. Hvad undlod forkynderne i Malawi ikke trods voldsom forfølgelse?

⁶ Selv om brødrene i Malawi måtte flygte eller skjule sig, søgte og fulgte de teokratisk ledelse og udførte så godt de kunne, deres kristne aktiviteter under jorden. Som følge heraf nåede de et højdepunkt på 18.519 forkyndere umiddelbart før forbuddet i 1967. Selv om forbuddet stadig stod ved magt og mange var flygtet til Mocambique, blev der i 1972 rapporteret et nyt højdepunkt på 23.398 forkyndere som i gennemsnit brugte 16 timer i forkyndelsen om måneden. Der er ingen tvivl om at det disse trofaste brødre gjorde, var til ære for Jehova, og at han velsignede dem i denne særdeles svære tid.a

7, 8. Hvorfor undlader nogle at flygte, selv om modstand skaber problemer?

⁷ I andre lande hvor der også er modstand mod vores arbejde, vælger nogle brødre måske at blive, selv om de ville være i stand til at forlade landet. Måske vil det løse nogle problemer at flytte, men det vil sikkert også medføre udfordringer. Vil de for eksempel kunne bevare kontakten med det kristne brodersamfund og undgå at blive afskåret fra det åndelige fællesskab? Vil de kunne fortsætte med deres åndelige rutine mens de kæmper for at etablere sig, måske i et mere velstående land hvor der er flere muligheder for at anskaffe sig materielle ting? — 1 Timoteus 6:9.

⁸ Nogle vælger at lade være med at flytte fordi de bekymrer sig om deres brødres åndelige velfærd. De vælger at blive og udholde genvordighederne for at kunne fortsætte med at forkynde i deres hjemland og være til opmuntring for deres trosfæller. (Filipperne 1:14) Nogle der har truffet dette valg, har også kunnet bidrage til at der er blevet vundet juridiske sejre i deres land.b

9. Hvilke faktorer må man overveje når man skal afgøre om man vil blive eller flytte på grund af forfølgelse?

⁹ Det er naturligvis en personlig afgørelse om man under sådanne omstændigheder vil blive eller flytte. Man bør dog først træffe afgørelsen efter at have søgt Jehovas ledelse i bøn. Men uanset hvad man vælger, må man huske apostelen Paulus’ ord: „Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ (Romerne 14:12) Det Jehova kræver af os hver især, er som nævnt at vi forbliver trofaste under alle forhold. Nogle af hans tjenere kommer ud for prøvelser og forfølgelse netop nu; andre vil måske komme ud for det senere. Alle vil på en eller anden måde blive prøvet, og ingen bør forvente at gå ram forbi. (Johannes 15:19, 20) Som Jehovas indviede tjenere kan vi ikke holde os uden for det universelle stridsspørgsmål om helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet. — Ezekiel 38:23; Mattæus 6:9, 10.

„Gengæld ikke nogen ondt med ondt“

10. Hvad kan vi udlede af den måde Jesus og apostlene reagerede på under modstand og pres?

¹⁰ Et andet vigtigt princip som vi kan uddrage af den måde Jesus og apostlene reagerede på når de blev udsat for pres, er aldrig at give igen med samme mønt. Ingen steder i Bibelen siges der noget om at Jesus eller hans disciple sluttede sig sammen i en slags modstandsbevægelse eller søgte at kæmpe mod deres forfølgere med voldelige midler. Apostelen Paulus gav tværtimod kristne denne vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ Desuden skrev han: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Romerne 12:17-21; Salme 37:1-4; Ordsprogene 20:22.

11. Hvad har en historiker sagt om de første kristnes holdning til staten?

¹¹ De kristne i det første århundrede fulgte denne vejledning. I sin bog The Early Church and the World beskriver historikeren Cecil J. Cadoux de kristnes holdning til staten i perioden fra år 30 til år 70. Han skriver: „Vi har ingen direkte vidnesbyrd om at de kristne i denne periode nogen sinde reagerede på forfølgelse ved at gøre brug af magt. De gik så langt som til i kraftige vendinger at fordømme herskerne eller forpurre deres planer ved at flygte. Men den normale kristne reaktion på forfølgelse gik ikke videre end til behersket, men konsekvent at nægte at adlyde myndighederne når de forlangte noget der hindrede de kristne i at være lydige mod Kristus.“

12. Hvorfor er det bedre at udholde forfølgelse end at gøre gengæld?

¹² Men er en sådan tilsyneladende passivitet virkelig fornuftig? Vil de der reagerer på den måde, ikke blive et let bytte for nogle der er indstillet på at udrydde dem? Ville det ikke være klogt at forsvare sig? Det ville det måske nok set fra et menneskeligt synspunkt. Men som tjenere for Jehova har vi tillid til at det er bedst at følge Jehovas vejledning på alle livets områder. Vi husker Peters ord: „Hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud.“ (1 Peter 2:20) Vi ved at Jehova udmærket er klar over situationen og ikke vil lade forholdene vare ved i det uendelige. Hvorfor kan vi være sikre på det? Jo, Jehova sagde til sit folk da det var i fangenskab i Babylon: „Den der rører jer, rører min øjesten.“ (Zakarias 2:8) Hvor længe ville man lade nogen røre ved ens øje? Jehova vil sørge for lindring, eller udfrielse, i rette tid. Det er der ikke skyggen af tvivl om. — 2 Thessaloniker 1:5-8.

13. Hvorfor lod Jesus sig arrestere af sine fjender?

¹³ Også i denne forbindelse kan vi følge Jesu eksempel. Da han lod sig arrestere af sine fjender i Getsemane Have, var det ikke fordi han ikke kunne have forsvaret sig. Faktisk sagde han til en af sine disciple: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Mattæus 26:53, 54) Gennemførelsen af Jehovas vilje var det der havde størst betydning for Jesus, selv hvis det betød at han måtte lide. Han havde fuld tillid til ordene i den profetiske salme af David: „Du vil ikke efterlade min sjæl i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale ser gravens dyb.“ (Salme 16:10) Flere år senere sagde apostelen Paulus om Jesus: „For den glæde der lå foran ham, udholdt [han] en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ — Hebræerne 12:2.

Glæden ved at hellige Jehovas navn

14. Hvilken glæde gav Jesus den nødvendige styrke under alle hans prøvelser?

¹⁴ Hvilken glæde var det der hjalp Jesus til at udholde den værst tænkelige prøve? Guds elskede søn Jesus var den af Jehovas tjenere som Satan først og fremmest rettede sine anslag imod. Så hvis Jesus bevarede sin integritet under prøve, ville han tilvejebringe det ultimative svar på Satans anklage. (Ordsprogene 27:11) Kan du forestille dig den glæde og tilfredshed Jesus må have følt da han blev oprejst? Han må være blevet uendelig lykkelig da det stod klart for ham at han havde gennemført det han skulle udrette som fuldkomment menneske! Han havde hævdet Jehovas suverænitet og helliget hans navn! Det at han nu har fået pladsen ved „højre side af Guds trone“, er en storslået ære og uden tvivl den største glæde Jesus kunne få. — Salme 110:1, 2; 1 Timoteus 6:15, 16.

15, 16. Hvilken satanisk forfølgelse udholdt Jehovas Vidner i Sachsenhausen, og hvad gav dem den nødvendige styrke?

¹⁵ Det er også en glæde for kristne at have en andel i helligelsen af Jehovas navn ved, ligesom Jesus, at udholde prøvelser og forfølgelse. Det viser eksemplet med de Jehovas Vidner der måtte gennemleve trængslerne i den berygtede koncentrationslejr Sachsenhausen, og som ved slutningen af den anden verdenskrig overlevede den grufulde dødsmarch. Tusinder af fanger døde som følge af kulde, sygdom og sult eller blev brutalt henrettet i vejkanten af SS-vagterne. Men alle 230 Jehovas Vidner overlevede ved at holde sammen og hjælpe hinanden selv om det kunne have kostet dem livet.

¹⁶ Hvad gav disse brødre styrken til at udholde denne sataniske forfølgelse? Umiddelbart efter at de var nået i sikkerhed, gav de udtryk for deres glæde og taknemmelighed over for Jehova i en resolution der lød: „Vedtaget af 230 Jehovas vidner af seks nationaliteter, samlet i en skov nær Schwerin i Mecklenburg. . . . En lang og hård prøvelsens tid ligger bag os, og de der er blevet bevaret, så at sige reddet ud af ildovnen, har ikke engang den mindste brandlugt hængende ved sig. (Se Daniel 3:27.) De er tværtimod fulde af styrke og kraft fra Jehova og afventer ivrigt nye befalinger fra Kongen, til fremme af Teokratiets interesser.“c

17. Hvilke trosprøver kommer nogle blandt Guds folk ud for i øjeblikket?

¹⁷ Det kan også være at vi ligesom disse 230 trofaste kristne får vores tro prøvet, selv om vi endnu ikke har „stået imod så langt som til blodet“. (Hebræerne 12:4) Men prøvelser kan antage mange former. Det kan være latterliggørelse i skolen, eller det kan være gruppepres til at begå umoralitet eller noget andet forkert. Desuden kan vi blive udsat for et stærkt pres og prøvelser fordi vi er besluttede på at afholde os fra blod og kun at gifte os i Herren. Og det at skulle opdrage børn i troen i en delt husstand kan også være en prøvelse. — Apostelgerninger 15:29; 1 Korinther 7:39; Efeserne 6:4; 1 Peter 3:1, 2.

18. Hvilken forvisning har vi om at vi kan udholde selv den vanskeligste prøve?

¹⁸ Uanset hvilke prøvelser vi bliver udsat for, ved vi at de skyldes at vi sætter Jehova og hans rige først, og vi betragter det derfor som en forret og en glæde. Vi henter mod i Peters trøstende ord: „Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ (1 Peter 4:14) Jehovas ånd giver os styrke og kraft til at holde ud selv under de vanskeligste prøvelser, alt sammen til pris og ære for ham. — 2 Korinther 4:7; Efeserne 3:16; Filipperne 4:13.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 15]

Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt

• Ledet af en engel tog Josef og Maria spædbarnet Jesus og flygtede til Ægypten før Herodes’ soldater nåede frem til Betlehem for at slå alle drengebørn på to år og derunder ihjel. — Mattæus 2:13-16.

• Under Jesu tjeneste forsøgte hans fjender adskillige gange at slå ham ihjel på grund af hans magtfulde forkyndelse. Men hver gang slap Jesus bort. — Mattæus 21:45, 46; Lukas 4:28-30; Johannes 8:57-59

• Da soldaterne og betjentene kom til Getsemane Have for at arrestere Jesus, gav han sig to gange til kende for dem og sagde ligeud: „Det er mig.“ Han hindrede også sine disciple i at sætte sig til modværge og lod skaren føre ham bort. — Johannes 18:3-12.

• I Jerusalem blev Peter og andre arresteret, pisket og beordret til at holde op med at tale om Jesus. Men da de blev løsladt, gik de bort „idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ — Apostelgerninger 5:40-42.

• Da Saulus, der senere blev apostelen Paulus, fik kendskab til at jøderne i Damaskus pønsede på at få ham ryddet af vejen, firede brødrene ham i en kurv ned gennem en åbning i muren så han slap bort. — Apostelgerninger 9:22-25.

• Flere år senere valgte Paulus at appellere til kejseren, selv om landshøvdingen Festus og kong Agrippa nåede til den slutning at han intet havde gjort ’som fortjente død eller lænker’. — Apostelgerninger 25:10-12, 24-27; 26:30-32.