Intet er bedre end sandheden

FORTALT AF G. N. VAN DER BIJL

I juni 1941 blev jeg overgivet til Gestapo og ført til koncentrationslejren Sachsenhausen nær Berlin i Tyskland. Der forblev jeg, som fange nummer 38190, indtil den berygtede dødsmarch i april 1945. Men før jeg beskriver disse begivenheder, lad mig da fortælle hvordan jeg havnede der.

JEG blev født i Rotterdam i Holland kort efter den første verdenskrigs udbrud i 1914. Far arbejdede ved jernbanen, og vores lille lejlighed lå nær jernbanesporet. Mod slutningen af krigen i 1918 så jeg mange af de såkaldte krisetog dundre forbi. De var uden tvivl fyldt med sårede soldater som blev fragtet hjem fra krigen.

Som 12-årig gik jeg ud af skolen for at finde et job. Otte år senere tog jeg hyre på et passagerskib som hovmester, og i de næste fire år sejlede jeg mellem Holland og USA.

Da vi i sommeren 1939 lagde til i New Yorks havn, truede endnu en verdenskrig. Så da en mand kom om bord på skibet og tilbød mig bogen Regering, der fortalte om et retfærdigt styre, tog jeg med glæde imod den. Ved hjemkomsten til Rotterdam begyndte jeg at søge arbejde i land eftersom livet på havet begyndte at forekomme mig lidt usikkert. Den 1. september invaderede Tyskland Polen, og nationerne blev kastet ud i den anden verdenskrig.

Jeg lærer sandheden fra Bibelen at kende

En søndag formiddag i marts 1940 besøgte jeg min bror og hans hustru da et af Jehovas vidner ringede på døren. Jeg fortalte at jeg allerede havde bogen Regering, og stillede blandt andet spørgsmål om hvem der kommer i himmelen. Det svar jeg fik, var så klart og fornuftigt at jeg sagde til mig selv: ’Det her er sandheden.’ Jeg gav ham min adresse og bad ham besøge mig dér.

Efter blot tre besøg med dybe bibelske samtaler begyndte jeg at følges med forkynderen fra hus til hus. Da vi nåede frem til distriktet, viste han mig hvor jeg skulle begynde, og derefter var jeg overladt til mig selv. Sådan blev mange nye kastet ud i forkyndelsesarbejdet dengang. Jeg fik det råd altid at præsentere vore publikationer inde i en entré så jeg ikke kunne ses fra vejen. I begyndelsen af krigen var der behov for at udvise forsigtighed.

Tre uger senere, den 10. maj 1940, invaderede den tyske hær Holland, og den 29. maj erklærede Reichskommissar Seyss-Inquart at Jehovas Vidners organisation var forbudt. Vi mødtes udelukkende i små grupper og holdt vore mødesteder hemmelige. Det var især styrkende for os at få besøg af rejsende tilsynsmænd.

Jeg var storryger, og ved en lejlighed tilbød jeg forkynderen som studerede med mig, en cigaret. Da jeg fandt ud af at han ikke røg, sagde jeg: „Jeg kan aldrig holde op med at ryge!“ Men kort efter var jeg ude at gå en tur, og jeg tænkte: ’Hvis jeg skal være et Jehovas vidne, så vil jeg være et rigtigt Jehovas vidne.’ Jeg har aldrig røget siden.

Jeg tager standpunkt for sandheden

I juni 1940, mindre end tre måneder efter at jeg havde truffet forkynderen ved min brors dør, symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe. Nogle måneder efter, i oktober 1940, begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner. Da fik jeg det man kaldte en pionerjakke. Den havde mange lommer til bøger og brochurer, og den kunne bæres under en frakke.

Praktisk talt lige fra begyndelsen af den tyske besættelse blev Jehovas vidner systematisk forfulgt og arresteret. En formiddag i februar 1941 var jeg ude at forkynde sammen med et par andre forkyndere. Vi begyndte fra hver sin ende af en karré. På et tidspunkt gik jeg hen for at se hvorfor de ikke kom, og her mødte jeg en mand som spurgte: „Har du også nogen af disse små bøger?“

„Ja,“ svarede jeg. Han arresterede mig og tog mig med på politistationen. Jeg blev tilbageholdt i næsten fire uger. De fleste betjente var venlige. Forkyndere der endnu ikke var blevet overgivet til Gestapo, kunne gå fri ved blot at underskrive en erklæring om at de ikke længere ville uddele bibelske publikationer. Da jeg blev bedt om at underskrive en sådan erklæring, sagde jeg: „Om så jeg fik en eller to millioner gylden, ville jeg ikke underskrive.“

Efter at have været tilbageholdt i yderligere nogen tid blev jeg overgivet til Gestapo og derefter ført til koncentrationslejren Sachsenhausen i Tyskland.

Livet i Sachsenhausen

Da jeg ankom i juni 1941, var der allerede omkring 150 forkyndere i lejren — flest tyskere. Nye fanger blev ført til et område af lejren der blev kaldt Isolation. Der tog vore kristne brødre os under deres vinger og forberedte os på det der ventede. En uge senere kom endnu et hold forkyndere fra Holland. Først fik vi ordre til at stå på samme sted foran barakkerne fra klokken syv om morgenen til klokken seks om aftenen. Nogle fanger skulle gøre dette hver dag i en uge eller mere.

Trods den hårde behandling forstod brødrene vigtigheden af at forblive organiserede og tage åndelig føde til sig. Hver dag fik én til opgave at forberede nogle tanker ud fra et skriftsted. Senere, når vi var samlet i gården, gik de enkelte forkyndere hen i nærheden af vedkommende og lyttede til det han havde forberedt. På en eller anden måde blev der jævnlig smuglet bibelske publikationer ind i lejren, og vi kunne faktisk mødes hver søndag og studere dem sammen.

Det lykkedes også at få smuglet et eksemplar af bogen Børn ind i lejren; den var blevet udgivet ved et stævne i St. Louis i USA i sommeren 1941. Vi ville gerne mindske risikoen for at bogen blev opdaget og ødelagt, så vi skilte den ad, og de forskellige afsnit cirkulerede mellem brødrene så de på skift kunne læse i dem.

Efter nogen tid fandt lejrledelsen ud af at vi holdt møder. Jehovas vidner blev derfor splittet op og anbragt i forskellige barakker. Dette gav os en enestående mulighed for at forkynde for andre fanger, og det resulterede i at mange polakker, ukrainere og andre tog imod sandheden.

Nazisterne gjorde ikke nogen hemmelighed ud af at de ville knække eller dræbe enhver Bibelforscher, som Jehovas vidner blev kaldt. Presset på os var derfor enormt. Vi fik at vide at vi kunne blive sat fri hvis vi underskrev en erklæring om at vi afsvor vores tro. Nogle brødre tænkte som så, ’hvis jeg er fri, kan jeg gøre mere i tjenesten for Jehova’. Skønt nogle få skrev under, forblev de fleste trofaste trods afsavn, ydmygelser og mishandling. Nogle af dem der gik på kompromis, hørte man aldrig mere til. Lykkeligvis kom andre på bedre tanker og er stadig aktive forkyndere.

Vi blev jævnlig tvunget til at se på hvordan fanger blev underkastet brutal fysisk afstraffelse, som for eksempel 25 slag med en kæp. En gang skulle vi overvære at fire mænd blev hængt. Sådan noget gør indtryk på én. En høj, pæn broder der boede i samme barak som jeg, sagde til mig: „Før jeg kom her, kunne jeg ikke se blod uden at besvime. Men nu er jeg blevet hærdet.“ Skønt vi nok blev hærdede, blev vi ikke ufølsomme. Jeg må sige at jeg aldrig bar nag eller nærede had til vore forfølgere.

Efter at have arbejdet sammen med en kommando (et arbejdshold) i nogen tid blev jeg indlagt på hospitalet med høj feber. En venlig norsk læge og en tjekkisk sygeplejerske hjalp mig, og deres venlighed reddede sandsynligvis mit liv.

Dødsmarchen

I april 1945 stod det klart at Tyskland ville tabe krigen. De allierede rykkede hastigt frem fra vest, og russerne fra øst. Det var umuligt for nazisterne at likvidere de hundredtusinder af fanger i lejrene og fjerne ligene i løbet af et par dage uden at efterlade nogen spor. De besluttede sig derfor til at dræbe de syge og føre resten af fangerne til den nærmeste havn. Der ville de så sætte dem om bord på skibe som skulle sænkes i havet.

Om natten den 20. april begyndte cirka 26.000 fanger at marchere fra Sachsenhausen. Før vi forlod lejren, reddede vi vore syge brødre fra infirmeriet. Vi havde en kærre som de kunne transporteres på. Vi var i alt 230 fra seks forskellige lande. Blandt de syge var broder Arthur Winkler, som i høj grad havde bidraget til den store vækst i Holland. Vi Jehovas vidner dannede bagtrop og opmuntrede hele tiden hinanden til at holde ud.

Først marcherede vi 36 timer uden pause. Mens jeg gik, faldt jeg nærmest i søvn på grund af kvalerne og udmattelsen. Men det var ikke muligt at falde bagud eller at hvile, da man så risikerede at blive skudt af vagterne. Om natten sov vi på marken eller i skoven. Der var ingen eller kun lidt føde. Når sultsmerterne blev for store, tog jeg lidt af den tandpasta som det svenske Røde Kors havde givet os.

På et tidspunkt var de tyske vagter i vildrede med hvor de russiske og amerikanske tropper befandt sig, og derfor slog vi lejr i skoven i fire dage. Det var heldigt, for ellers ville vi have nået Lübecks havn tids nok til at komme om bord på de skibe der skulle føre os i døden på havet. Efter 12 dage og en march på omkring 200 kilometer nåede vi omsider skoven i Crivitz, ikke langt fra Schwerin, en by der ligger cirka 50 kilometer fra Lübeck.

Russerne kom fra højre, og amerikanerne fra venstre. Bragene fra de store kanoner og den uophørlige geværild fortalte os at vi var nær ved frontlinjerne. De tyske vagter gik i panik; nogle flygtede, andre byttede deres militæruniformer ud med fangedragter som de stjal fra døde, idet de håbede at undgå genkendelse. Midt i al denne forvirring samledes vi for at bede Gud om vejledning.

De ansvarlige brødre besluttede at vi tidligt næste morgen skulle drage af sted mod de amerikanske linjer. Skønt næsten halvdelen af de fanger som havde påbegyndt dødsmarchen, var døde eller blevet dræbt undervejs, havde alle Jehovas vidner overlevet.

Jeg fik et lift af nogle canadiske soldater til byen Nijmegen, hvor en af mine søstre boede. Men da jeg nåede frem, fandt jeg ud af at hun var flyttet. Jeg besluttede mig derfor til at gå til Rotterdam. Heldigvis fik jeg tilbudt kørelejlighed med en privatbil helt frem til mit bestemmelsessted.

Sandheden har været mit liv

Selv samme dag jeg ankom til Rotterdam, ansøgte jeg igen om at virke som pioner. Tre uger senere befandt jeg mig i mit nye distrikt i byen Zutphen, hvor jeg tjente i halvandet år. I denne periode genvandt jeg noget af min fysiske styrke. Derefter blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand, som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd kaldes. Nogle måneder senere blev jeg indbudt til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing i New York. Efter at være udgået fra denne skoles 12. klasse i februar 1949 blev jeg sendt til Belgien.

Jeg har virket i forskellige tjenestegrene i Belgien og har blandt andet tjent næsten otte år på afdelingskontoret og i mange år i rejsetjenesten som både kredstilsynsmand og områdetilsynsmand. I 1958 giftede jeg mig med Justine, som blev min rejseledsager. Nu tynger alderen mig efterhånden, men jeg har stadig den glæde at kunne yde en begrænset tjeneste som vikar for den rejsende tilsynsmand.

Når jeg ser tilbage på min tjeneste, kan jeg af hjertet sige: „Intet er bedre end sandheden.“ Selvfølgelig har det ikke altid været lige let. Jeg har indset behovet for at lære af mine fejl og ufuldkommenheder. Når jeg taler med unge, siger jeg derfor ofte til dem: „I vil også begå fejl, måske endda alvorlige overtrædelser, men lyv ikke om dem. Tal med jeres forældre eller en ældste om det, og foretag derefter de nødvendige forandringer.“

Mine næsten 50 år i heltidstjenesten i Belgien har givet mig den forret at se nogle jeg har kendt som børn, blive ældste og kredstilsynsmænd. Og jeg har set de cirka 1700 forkyndere i landet vokse til mere end 27.000.

Jeg spørger: „Kunne der være en mere velsignet livsvej end tjenesten for Jehova?“ Det har der aldrig været, og det vil der heller aldrig blive. Jeg beder Jehova om fortsat at lede og velsigne min kone og mig så vi kan tjene ham til evig tid.

[Illustration på side 26]

Sammen med min kone kort efter at vi blev gift i 1958