Inden længe blev smidige og lærde jesuitter eftertragtede som lærere og statsmænd, hoffolk og skriftefædre. Men måske gik de længere end Ignatius havde tænkt sig. Succes på mange områder — især inden for politik — gav dem magt og penge, men den såede også katastrofens sæd.

I 1773 bøjede pave Clemens XIV sig for pres fra Frankrig, Portugal og Spanien og ophævede jesuiterordenen „for al tid“. Hvorfor? For at „skaffe ægte og varig fred inden for Kirken“. På grund af deres politiske indflydelse var jesuitterne blevet en belastning for kirken. Denne pavelige beslutning blev tilbagekaldt 41 år senere, men jesuitterne genvandt aldrig igen deres tidligere magtstilling.

Offensiv mod den protestantiske storm

Uddannelse og skriftemål var jesuitternes stærkeste våben i kampen mod protestantismens voksende magt. Næsten ved et tilfælde opdagede de at deres nydannede eliteskoler kunne indpode konger og adelige den katolske tro langt mere effektivt end nogen missionskampagne. Og i det 16. århundrede var det dem der havde magt til at afgøre hvilken religion der skulle være rådende i deres område.c

Ignatius bemærkede selv at „det gode ordenen gør for at fremme den romerske sag mindre foregår ved forkyndelse end ved undervisning på vore læreanstalter“. Jesuitiske eliteskoler uddannede og indoktrinerede mange af Europas fremtidige herskere som, når de kom til magten, var tilbøjelige til at undertrykke protestanterne. Denne succes blev fulgt op af en ny skrifteform. Historikeren Paul Johnson skriver: „I skriftemålet havde jesuitterne og deres magtfulde skriftebørn et advokat-klient-forhold.“ Denne nye skrifteform var forståeligt nok mere populær. Inden længe havde mange europæiske monarker deres private jesuitiske skriftefædre, som udmærkede sig ved at være alt for de indflydelsesrige mænd de rådgav.

De jesuitiske skriftefædre var overbærende i moralspørgsmål men kompromisløse med hensyn til „kætteri“. Den franske kong Ludvig XV’s jesuitiske skriftefader anbefalede at kongen „i velanstændighedens navn“ byggede en skjult trappe mellem sit soveværelse og sin elskerindes. Hans oldefader, Ludvig XIV, blev imidlertid overtalt af sin jesuitiske skriftefader til at ophæve Nantes-ediktet (en lov som gav de franske protestanter, huguenotterne, en begrænset tilbedelsesfrihed). Dette udløste en veritabel bølge af terror imod huguenotterne, hvoraf mange blev slået ihjel.

Jesuitternes tilpasningsevne

I Østen fulgte jesuitterne samme fremgangsmåde som i Europa, idet de forsøgte at omvende herskerne og derefter deres undersåtter. I deres forfølgelse af dette mål gik de meget langt for at efterleve Ignatius’ befaling om at være alt for alle. Roberto de Nobili, en jesuitisk missionær i Indien i det 17. århundrede, levede som højkastebramin for at kunne forkynde for den herskende klasse. Da han ikke ville støde andre braminer, benyttede han en stav når han skulle række eukaristien, messens hellige oblat, til de urørlige (de kasteløse pariaer).

Matteo Ricci blev et indflydelsesrigt medlem af det kinesiske hof, hovedsagelig på grund af sit kendskab til matematik og astronomi. Han holdt sin religiøse overbevisning for sig selv. Hans jesuitiske efterfølger ved Ming-hoffet, Johann Adam Schall von Bell, oprettede endog et kanonstøberi og trænede kinesiske tropper i at betjene kanonerne (som blev opkaldt efter katolske „helgener“). For at vinde tilhængere tillod jesuitterne kinesiske katolikker at dyrke forfædrene, en omstridt beslutning der senere blev forkastet af paven. Trods disse kompromiser blev herskerne hverken i Indien eller i Kina omvendt til katolicismen.

I Sydamerika forsøgte man at oprette kolonier. I ukoloniserede områder i kontinentets indre oprettede jesuitterne autonome områder hvor guarani-indianerne mere eller mindre blev behersket af jesuitiske missionærer. Til gengæld underviste jesuitterne dem i landbrug, musik og religion. Disse bebyggelser, som i deres storhedstid talte 100.000 indfødte, gik senere i opløsning da de kom i konflikt med portugisernes og spaniernes økonomiske interesser. Skønt jesuitterne trænede en hær på 30.000 indianere, som udkæmpede mindst ét regulært slag imod portugiserne, blev bebyggelserne i 1766 ødelagt og jesuitterne blev landsforvist.

I århundredernes løb har mange jesuitter bragt heltemodige ofre for at udbrede det katolske budskab vidt og bredt. Nogle led en grusom martyrdød for deres virksomhed, især i Japan, hvor de havde haft en vis succes før shogunen forbød deres aktivitet.d

Skønt jesuitterne var nidkære og offervillige mislykkedes deres forsøg på at omvende verden, hovedsagelig på grund af deres egne intrigante metoder.

Et politisk evangelium

Trods fortidens dårlige erfaringer lader det ikke til at jesuitterne her i det 20. århundrede vil overlade politik til politikerne. En markant ny tendens har imidlertid gjort sig gældende. Efter i århundreder at have støttet konservative, højreorienterede regimer har nutidens jesuitter mere støttet revolutionære bevægelser, især i ulandene. Nicaragua er et eksempel.

Da sandinisterne kom til magten i Nicaragua kunne de regne med støtte fra Fernando Cardenal og Álvaro Argüello, to fremtrædende jesuiterpræster som tog imod poster i regeringen. Argüello forsvarede dette skridt og hævdede at „hvis nogen i Nicaragua ikke ønskede at deltage i revolutionen, var han bestemt ikke kristen. For at være kristen i dag er det nødvendigt at være revolutionær.“ Forståeligt nok støder et sådant politisk budskab mange mennesker.

I 1930’erne kritiserede Miguel de Unamuno y Jugo, en berømt spansk filosof, jesuitternes politiske engagement for at være i modstrid med Jesu lære. Han skrev: „Jesuitterne . . . kommer med den gamle historie om Jesu Kristi sociale rige, og med den politiske ideologi vil de løse de politiske, økonomiske og sociale problemer. . . . Kristus har intet med socialisme eller privat ejendomsret at gøre. . . . Han sagde at hans rige ikke var af denne verden.“

[Illustration på side 13]

På grund af deres dårlige rygte som politiske intrigemagere blev jesuitterne udvist af Spanien i 1767