Jesuitterne — „alt for alle“?

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

JESUITERORDENEN har aldrig søgt at opnå ry for at være eftergivende. Pavebullen som stadfæstede Jesu Selskab i 1540 bar titlen „For Ledelsen af den kæmpende Kirke“.a Dengang syntes denne nye militante orden at være skræddersyet til at forsvare katolicismen i de religiøse kampe der rasede.

Skønt Ignatius befalede sine tilhængere at „kæmpe . . . under korsets banner“, lærte han dem også at de skulle være „alt for alle“. Jesuitterne troede at hvis de var det, ville de lettere kunne kæmpe. Fleksibilitet skulle være en nøgle som åbnede mange døre.

Inden længe blev smidige og lærde jesuitter eftertragtede som lærere og statsmænd, hoffolk og skriftefædre. Men måske gik de længere end Ignatius havde tænkt sig. Succes på mange områder — især inden for politik — gav dem magt og penge, men den såede også katastrofens sæd.

I 1773 bøjede pave Clemens XIV sig for pres fra Frankrig, Portugal og Spanien og ophævede jesuiterordenen „for al tid“. Hvorfor? For at „skaffe ægte og varig fred inden for Kirken“. På grund af deres politiske indflydelse var jesuitterne blevet en belastning for kirken. Denne pavelige beslutning blev tilbagekaldt 41 år senere, men jesuitterne genvandt aldrig igen deres tidligere magtstilling.

I dag, hvor jesuitterne tæller 23.000 på verdensplan, er de stadig genstand for katolsk strid i forbindelse med både fødselskontrol, befrielsesteologi og præsters engagement i politik. Ved deres frisind har de pådraget sig pavens mishag. I 1981 ophævede Johannes Paul II jesuitternes valgprocedurer og indsatte sin egen mand som deres ordensgeneral.

I de senere år har paven i stigende grad støttet sig til Opus Deib som et konservativt bolværk for sin kirke. Men jesuitterne er ikke en katolsk orden i almindelig forstand. Hvorfor har de altid fremkaldt splid, selv blandt katolikker? Har de levet op til deres navn — Jesu Selskab? Hvad går deres mission helt præcis ud på?

Mænd med en mission

I begyndelsen var det Ignatius af Loyolas intention at hans lille korps skulle omvende indbyggerne i Det Hellige Land. Men begivenhederne i det 16. århundrede pegede i en anden retning. Det protestantiske skisma underminerede den katolske kirke, og nye søveje til Østen og Amerika blev åbnet. Jesuitterne fik således en dobbeltsidig mission — at bekæmpe „kætteriet“ inden for kristenheden og at gå i spidsen for omvendelsen af den ikkekatolske verden. Den opgave de påtog sig var umådelig og de var få i antal. Ignatius af Loyola besluttede derfor at hver eneste jesuit skulle være veluddannet.

Han udfærdigede fire jesuitiske løfter og en serie åndelige andagtsøvelser for novicer, samt konstitutionerne, den jesuitiske moralkodeks. (Se rammen.) Absolut lydighed under kirken var jesuitternes feltråb. Francisco Xavier, en af Ignatius’ første følgesvende, sagde: „Hvis kirken forbød det, ville jeg ikke engang tro på evangelierne.“ Intet kunne afholde dem fra at udføre deres mission. „Kæmp for sjælene hvor end I finder dem, og med alle forhåndenværende midler,“ sagde Ignatius til sine mænd. Hvilke midler var der til deres rådighed?

Offensiv mod den protestantiske storm

Uddannelse og skriftemål var jesuitternes stærkeste våben i kampen mod protestantismens voksende magt. Næsten ved et tilfælde opdagede de at deres nydannede eliteskoler kunne indpode konger og adelige den katolske tro langt mere effektivt end nogen missionskampagne. Og i det 16. århundrede var det dem der havde magt til at afgøre hvilken religion der skulle være rådende i deres område.c

Ignatius bemærkede selv at „det gode ordenen gør for at fremme den romerske sag mindre foregår ved forkyndelse end ved undervisning på vore læreanstalter“. Jesuitiske eliteskoler uddannede og indoktrinerede mange af Europas fremtidige herskere som, når de kom til magten, var tilbøjelige til at undertrykke protestanterne. Denne succes blev fulgt op af en ny skrifteform. Historikeren Paul Johnson skriver: „I skriftemålet havde jesuitterne og deres magtfulde skriftebørn et advokat-klient-forhold.“ Denne nye skrifteform var forståeligt nok mere populær. Inden længe havde mange europæiske monarker deres private jesuitiske skriftefædre, som udmærkede sig ved at være alt for de indflydelsesrige mænd de rådgav.

De jesuitiske skriftefædre var overbærende i moralspørgsmål men kompromisløse med hensyn til „kætteri“. Den franske kong Ludvig XV’s jesuitiske skriftefader anbefalede at kongen „i velanstændighedens navn“ byggede en skjult trappe mellem sit soveværelse og sin elskerindes. Hans oldefader, Ludvig XIV, blev imidlertid overtalt af sin jesuitiske skriftefader til at ophæve Nantes-ediktet (en lov som gav de franske protestanter, huguenotterne, en begrænset tilbedelsesfrihed). Dette udløste en veritabel bølge af terror imod huguenotterne, hvoraf mange blev slået ihjel.

Paul Johnson skriver i sin bog A History of Christianity: „Jesuitterne var, frem for alt, kendt for det synspunkt at morallove kunne overtrædes hvis katolske interesser stod på spil. . . . Jesuitterne er et slående eksempel på at en højt uddannet og stærkt motiveret elite lod stærke religiøse konflikter bringe forvirring i deres moralbegreber.“

Trods — eller måske på grund af — deres mangel på moralske skrupler, spillede jesuitterne en hovedrolle under modreformationen. Allerede 41 år efter ordenens grundlæggelse skrev pave Gregor XIII: „I øjeblikket er der intet instrument skabt af Gud til bekæmpelse af kættere som er mægtigere end jeres hellige orden.“ Fleksibilitet, samt indflydelse i de høje kredse, viste sig at være magtfulde våben i kampen imod „kætteriet“. Men fandt der også omvendelser sted?

Jesuitternes tilpasningsevne

I Østen fulgte jesuitterne samme fremgangsmåde som i Europa, idet de forsøgte at omvende herskerne og derefter deres undersåtter. I deres forfølgelse af dette mål gik de meget langt for at efterleve Ignatius’ befaling om at være alt for alle. Roberto de Nobili, en jesuitisk missionær i Indien i det 17. århundrede, levede som højkastebramin for at kunne forkynde for den herskende klasse. Da han ikke ville støde andre braminer, benyttede han en stav når han skulle række eukaristien, messens hellige oblat, til de urørlige (de kasteløse pariaer).

Matteo Ricci blev et indflydelsesrigt medlem af det kinesiske hof, hovedsagelig på grund af sit kendskab til matematik og astronomi. Han holdt sin religiøse overbevisning for sig selv. Hans jesuitiske efterfølger ved Ming-hoffet, Johann Adam Schall von Bell, oprettede endog et kanonstøberi og trænede kinesiske tropper i at betjene kanonerne (som blev opkaldt efter katolske „helgener“). For at vinde tilhængere tillod jesuitterne kinesiske katolikker at dyrke forfædrene, en omstridt beslutning der senere blev forkastet af paven. Trods disse kompromiser blev herskerne hverken i Indien eller i Kina omvendt til katolicismen.

I Sydamerika forsøgte man at oprette kolonier. I ukoloniserede områder i kontinentets indre oprettede jesuitterne autonome områder hvor guarani-indianerne mere eller mindre blev behersket af jesuitiske missionærer. Til gengæld underviste jesuitterne dem i landbrug, musik og religion. Disse bebyggelser, som i deres storhedstid talte 100.000 indfødte, gik senere i opløsning da de kom i konflikt med portugisernes og spaniernes økonomiske interesser. Skønt jesuitterne trænede en hær på 30.000 indianere, som udkæmpede mindst ét regulært slag imod portugiserne, blev bebyggelserne i 1766 ødelagt og jesuitterne blev landsforvist.

I århundredernes løb har mange jesuitter bragt heltemodige ofre for at udbrede det katolske budskab vidt og bredt. Nogle led en grusom martyrdød for deres virksomhed, især i Japan, hvor de havde haft en vis succes før shogunen forbød deres aktivitet.d

Skønt jesuitterne var nidkære og offervillige mislykkedes deres forsøg på at omvende verden, hovedsagelig på grund af deres egne intrigante metoder.

Et politisk evangelium

Trods fortidens dårlige erfaringer lader det ikke til at jesuitterne her i det 20. århundrede vil overlade politik til politikerne. En markant ny tendens har imidlertid gjort sig gældende. Efter i århundreder at have støttet konservative, højreorienterede regimer har nutidens jesuitter mere støttet revolutionære bevægelser, især i ulandene. Nicaragua er et eksempel.

Da sandinisterne kom til magten i Nicaragua kunne de regne med støtte fra Fernando Cardenal og Álvaro Argüello, to fremtrædende jesuiterpræster som tog imod poster i regeringen. Argüello forsvarede dette skridt og hævdede at „hvis nogen i Nicaragua ikke ønskede at deltage i revolutionen, var han bestemt ikke kristen. For at være kristen i dag er det nødvendigt at være revolutionær.“ Forståeligt nok støder et sådant politisk budskab mange mennesker.

I 1930’erne kritiserede Miguel de Unamuno y Jugo, en berømt spansk filosof, jesuitternes politiske engagement for at være i modstrid med Jesu lære. Han skrev: „Jesuitterne . . . kommer med den gamle historie om Jesu Kristi sociale rige, og med den politiske ideologi vil de løse de politiske, økonomiske og sociale problemer. . . . Kristus har intet med socialisme eller privat ejendomsret at gøre. . . . Han sagde at hans rige ikke var af denne verden.“

På den læremæssige front har nutidige jesuitter også tendens til at være revolutionære. Michael Buckley, en fremtrædende amerikansk jesuit, har offentligt kritiseret Vatikanets syn på kvindelige præster. Jon Sobrino i El Salvador forsvarer befrielsesteologien og „Marx’ indflydelse på begrebet teologisk forståelse“. I 1989 følte jesuiterordenens general sig nødsaget til at sende et brev til alle jesuitter med besked på at de skulle afholde sig fra at kritisere Vatikanets syn på svangerskabsforebyggelse.

Kan man, i betragtning af jesuitternes historie, før og nu, sige at de er Jesu Selskab?

Jesu Selskab?

Jesus sagde: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ (Johannes 15:14) En sand ven og discipel af Jesus skylder Gud og Kristus — ingen andre — absolut lydighed. (Apostelgerninger 5:29) At adlyde mennesker mere end Gud vil føre til misbrug og politisering af Kristi budskab.

Jesuitterne vandt uden tvivl nogle sejre i deres kamp mod protestantismen. Men hvad var prisen? Succesen beroede mere på politiske intriger end på næstekærlighed. Ved deres evangelisering spredtes et budskab som var forplumret af politiske idéer og ambitioner. Under deres forsøg på at omvende verden blev jesuitterne en del af den. Havde Jesus ønsket at det skulle gå sådan?

Jesus sagde om sine sande disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Sandt nok blev apostelen Paulus ’alt for alle’. (1 Korinther 9:22, da. aut.) Men at man skal blive ’alt for alle’ betyder blot at man skal tilpasse budskabet til tilhørerne, ikke at man skal gå på kompromis med de kristne principper for at omvende folk eller vinde politisk indflydelse.

Ignatius ønskede at jesuitterne over for verden skulle fremtræde som efterlignere af Jesus Kristus, men dette billede blev noget anløbet af politik og intriger. De er blevet „alt for alle“ men ikke „til Guds ære“. — 1 Korinther 10:31.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 12]

En jesuits oplæring

De fire løfter. Der er tre indledende løfter, om fattigdom, kyskhed og lydighed. Efter 12 år aflægger jesuitten sit fjerde løfte, som forpligter ham til at „adlyde enhver befaling fra paven i Rom“.

Åndelige øvelser er en håndbog som indeholder et fireugers meditationsprogram der har til hensigt at indgive novicen livslang troskab mod jesuitternes sag.

I den første uge skal novicen — med alle sine sanser — forestille sig helvedes lidelser. I den anden uge skal han beslutte om han ønsker at være jesuit. Tredje uge er viet til meditation over Jesu lidelse og død, og den sidste uge er sat til side til at „opleve“ Kristi opstandelse.

Skridt for skridt gives der instruktioner. Den første uge får novicen for eksempel besked på at „lugte røgen, svovlet, den hæslige stank og fordærvet i helvede“ og „fornemme hvordan flammerne får fat i sjælen og fortærer den“.

Konstitutionerne er en talmudagtig bog med regler og forskrifter nedfældet af Ignatius af Loyola. Jesuitten får blandt andet at vide hvor han skal holde sine hænder, hvordan han skal betragte en myndighedsperson, og hvorfor han skal undgå at rynke på næsen.

Konstitutionerne lægger først og fremmest vægt på jesuittens absolutte lydighed mod sine foresatte: „Den underordnede er som et lig i hænderne på sin overordnede.“

[Ramme/illustration på side 15]

Hvorfor en jesuit blev et af Jehovas vidner

Det var mens jeg arbejdede i de fattige sogne i Bolivia at jeg begyndte at tvivle. I begyndelsen gjaldt min tvivl ikke kirken, men dens repræsentanter. Hver måned måtte jeg for eksempel tage til den lokale biskop med en vis procentdel af den kollekt og de penge der kom ind ved specielle messer og ved bryllupper, begravelser og lignende. Eftersom folk i mit sogn var fattige, var denne andel aldrig særlig stor. Det sårede mig dybt når biskoppen åbnede konvolutten og som regel foragteligt sagde: „Er dette det ynkelige bidrag du bringer mig?“ Enkens skærv betød tydeligvis ikke noget særligt for ham. — Lukas 21:1-4.

Noget andet der bekymrede mig, var at hierarkiet anerkendte hedenske tanker og skikke og indlemmede dem i dyrkelsen af Cristo de la Vera-Cruz (Det sande kors’ Kristus), et krucifiks i min sognekirke. I mange tilfælde viste det sig slet og ret at være dæmonisk fanatisme. Folk blev desuden ofte stærkt berusede under disse religiøse højtider, men ingen præster rejste indvendinger mod dette hedenske drikkeri.

Jeg blev overbevist om at den katolske kirke i århundredernes løb var afveget fra Bibelens sandhed, idet den havde holdt sig til menneskers traditioner og filosofi, og at det ikke blot var enkeltpersoner der tog fejl. Jeg indså derfor at jeg ikke længere var katolik i hjertet. — Fortalt af Julio Iniesta García.e

[Fodnote]

[Illustrationer på side 11]

Jesuiterordenens stifter, Ignatius af Loyola, og hans helgenkirke i Spanien

[Illustration på side 13]

På grund af deres dårlige rygte som politiske intrigemagere blev jesuitterne udvist af Spanien i 1767