Ikke længere en forbudt bog

I DE seneste årtier har den katolske kirkes indstilling til Bibelen ændret sig drastisk i visse katolske lande. Ældre katolikker kan stadig huske dengang læsning af Bibelen var ildeset eller ligefrem forbudt. I mange overvejende katolske lande betragtede almindelige mennesker Bibelen som en protestantisk bog der burde undgås.

Georges Auzou, der er professor ved Det store Præsteseminarium i Rouen i Frankrig, har i sin bog La Parole de Dieu (Guds ord), der er godkendt af kirken, skrevet følgende om situationen i Frankrig i det 18. og 19. århundrede: „Man opmuntrede ikke folk til at læse i Bibelen. . . . Bortset fra gejstligheden og visse intellektuelle kredse, læste katolikker faktisk ikke længere i Bibelen. Den var forsvundet fra [de katolske] boghandeler. Man havde fortsat den idé at Bibelen var en farlig, ja endog skadelig bog . . . Den var forbudt i nonneklostre og på kristne [katolske] læreanstalter.“

Men så begyndte tingene at ændre sig. Mignot, den katolske biskop af Fréjus og Toulon i Frankrig, skrev i sit forord til Vigouroux’s Dictionnaire de la Bible (1891-1912): „Vi oplever virkelig bibelstudiets renæssance i Frankrig. For 20 år siden interesserede [bibelske spørgsmål] . . . kun en meget snæver kreds af indviede. . . . Der blev lagt mindre og mindre vægt på bibellæsning og bibelstudium. Det var aldrig noget man drøftede, og hvis en eller anden from lægmand måske citerede fra Esajas’ eller Ordsprogenes bog, ville folk se overrasket på ham og mistænke ham for i al hemmelighed at hælde til protestantismen!“

Stillet over for de protestantiske bibelselskabers øgede aktiviteter, udsendte pave Leo XIII i 1893, pave Benedikt XV i 1920 og pave Pius XII i 1943, rundskrivelser vedrørende læsning af Bibelen. Men disse pavelige breve berørte teologerne og gejstligheden snarere end de berørte den katolske offentlighed.

Den egentlige forandring indtraf med Det andet Vatikankoncil (1962-65). Denne udtalelse blev fremsat: „Desuden opfordrer den hellige synode indtrængende alle troende kristne, især munke og nonner, til gennem hyppig læsning af Den hellige Bibel at tilegne sig ’dét langt højere at kende Kristus Jesus’. (Fil. 3:8, da. aut.) ’Uvidenhed om Skrifterne er nemlig uvidenhed om Kristus,’ [sagde Hieronymus].“

I 1966 kunne forfatterne til A Guide to Catholic Reading (Vejledning i katolsk læsning) således skrive: „I århundreder har den jævne katolik regnet Bibelen for en guddommeligt inspireret bog der, sammen med traditionen, var kilden til hele den katolske lære. Men han er også blevet advaret om at være yderst forsigtig hvis han går i gang med at læse Bibelen, og er blevet rådet til fortrinsvis at læse den under omhyggeligt gejstligt tilsyn. . . . Heldigvis har situationen ændret sig fuldstændigt, og i dag bliver katolikker fra alle sider tilskyndet og formanet til at læse Bøgernes bog.“ — Kursiveret af os.

Bibelen eller traditionen? — Et dilemma for oprigtige katolikker

INDEN for de seneste år er Bibelen i stadig højere grad blevet tilgængelig i katolske lande. I Spanien, for eksempel, er der i løbet af de sidste 50 år blevet udgivet flere bibeloversættelser på castiliansk end i de 500 år der gik forud. Franske katolikker har på samme måde adgang til adskillige oversættelser af Bibelen fra grundteksten der er godkendt af kirken. Engelsktalende katolske teologer har også foretaget flere nye oversættelser af Bibelen.

Enhver katolik der i dag ønsker at læse Bibelen, har altså mulighed for det. Men han må kun læse en oversættelse der er behørigt godkendt af kirken og som er udstyret med forklarende noter. Hvorfor tager den katolske kirke dette forbehold? Fordi den hævder at der findes en yderligere guddommelig åbenbaring — traditionen — og man anser sådanne noter for nødvendige til at forene disse to kilder. Men hvilken af disse to kilder betragter kirken som vigtigst — Bibelen eller traditionen?

Tilladt, men ingen absolut betingelse

I bogen A Catholic Commentary on Holy Scripture stilles dette spørgsmål: „Er det nødvendigt at læse Bibelen for at opnå frelse?“ I svaret siges der: „Der findes ingen universelle forskrifter, hverken guddommelige eller apostolske, om at alle troende — hver mand, hver kvinde og hvert barn — personligt bør læse Bibelen.“

Selv om den katolske kirke nu tillader sine medlemmer at læse Bibelen, og endda skænker fuldt aflad „hvis læsningen fortsætter i mindst en halv time“, anser den altså ikke læsning af Bibelen for en absolut nødvendighed.a I den franske, katolske Dictionnaire de la Bible forklares hvorfor: „Det er fortrinsvis gennem traditionen at hele troslæren når frem til menneskeheden. Brugen af Det nye Testamentes skrifter kom senere. De indeholder ikke hele den betroede skat, hele troen, og brugen af dem er ikke det væsentlige.“

Traditionen sættes over Bibelen

Det stilles således ikke som et krav til katolikker at de skal læse Bibelen. Og hvis de gør det, må det de læser i Bibelen komme i anden række, efter traditionen. Den katolske kirke hævder at de første kristne var henvist til en mundtlig tradition inden de modtog det skrevne ord og at Bibelen derfor må forstås i lyset af traditionen sådan som den er blevet bevaret af kirken.

I en bog der er udarbejdet med det formål at hjælpe fransktalende katolikker til at læse Bibelen, bekræftes dette synspunkt: „Den guddommelige åbenbaring, også den som kommer til udtryk i Skriften, er blevet overdraget et samfund af troende, den levende Kirke; dette rejser det vigtige spørgsmål om det indbyrdes forhold mellem Bibelen, traditionen og Kirken. . . . Dette yderligere lys som er givet [i Bibelen], forenes med og fuldstændiggør traditionens skat. . . . Derfor er Skriften helt og holdent underordnet traditionen.“ — Initiation Biblique, siderne 963, 971. Kursiveret af forfatteren selv.

Men hvor megen tillid vil en oprigtig katolik have til Bibelen, når han i en bog skrevet af en katolsk professor med speciale i De hellige Skrifter kan læse: „Traditionen går forud for, omslutter, ledsager og går videre end Skrifterne“?b Eller hvad skal han tro når han i værket A Catholic Dictionary kan læse: „Kirken . . . bekræfter at hele Bibelen er Guds ord, men samtidig fastholder den at der findes et uskrevet ord fra Gud der står over Bibelen“?

Et dilemma for katolikker der læser i Bibelen

I århundreder har katolikker i almindelighed uden videre antaget kirkens dogmer, eftersom lægmænd ikke har været i besiddelse af en målestok hvormed de kunne vurdere troværdigheden af kirkens læresætninger. De fleste katolikker har lært deres tro på remse ved at blive undervist i katekismus. Hvis de bad kateketen eller præsten om at forklare vanskeligt forståelige dogmer som treenigheden eller Marias ubesmittede undfangelse, ville de sandsynligvis få svaret: „Det er et helligt mysterium.“

Men med Det andet Vatikankoncil indtraf der en forandring. Den romersk-katolske kirke gennemgik en aggiornamento, eller ajourføring, der åbnede mulighed for at katolikker kunne foretage en hidtil ukendt selvransagelse. Det andet Vatikankoncil gav grønt lys for at der kunne udgives nye „passende og nøjagtige oversættelser“ af Bibelen, og gav de katolske biskopper besked om at „give de troende der var betroet i deres varetægt passende vejledning om de guddommelige bøgers rette anvendelse“. Menige katolikker kan altså i dag anskaffe sig bibler, læse dem og sammenligne det de læser med det de har lært.

Denne gennemgribende forandring har imidlertid ikke fundet sted uden problemer. Mange katolikker har for første gang i deres liv opdaget at de fleste af kirkens dogmer ikke findes i Bibelen. Det gælder blandt andet relikviedyrkelsen, læren om at man kan bede til „helgener“, Mariadyrkelsen, samt læren om aflad, om skærsilden og om limbus.

Vedrørende det sidste dogme indrømmes det i A Catholic Dictionary: „Der har været en udbredt modvilje mod at tro at de der ikke har begået synder skulle pines i helvede, og denne vanskelighed har fået teologer til at fremsætte forskellige teorier for at komme uden om problemet.“ Læren om limbus er en af disse teorier.c

Bibelen forklarer imidlertid at de døde sover i graven, hvorfra de venter en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29) Da der ikke findes nogen udødelig sjæl, kan der heller ikke findes pinsler i helvede. Det har derfor været unødvendigt at opfinde en teori om limbus for at slippe ud af denne teologiske knibe! Dette er blot ét eksempel på hvilket dilemma mange katolikker der læser i Bibelen nu befinder sig i. Hvad skal de tro på: menneskeskabte traditioner eller Bibelen?

Et dilemma for den katolske kirke

Men problemet er langt mere omfattende. En præst ville sandsynligvis vige uden om dilemmaet ved at sige: ’Det er ikke noget problem. Bibelens åbenbaring fuldstændiggøres blot af traditionen. Godtag derfor Kirkens tradition.’ Så enkelt er det imidlertid ikke.

Den jesuitiske professor Paul Henry fra Det katolske Institut i Paris har skrevet: „Skriften er normgivende [fastslår den autoritative standard] for livet, gudsdyrkelsen, moralen og Kirkens teologiske læresætninger. At den er normgivende vil dog ikke sige at alt hvad Gud har åbenbaret eller ønsker, udtrykkeligt og i enkeltheder er nedskrevet i Bibelen, men det vil sige at intet af hvad Kirken gør eller ufejlbarligt lærer, kan være i modstrid med Skriften.“

Det er slemt nok at påstå at traditionen fuldstændiggør Bibelen. Dette strider nemlig mod hvad katolikker kan læse i deres bibler i Første Korintherbrev 4:6. Men at undervise i læresætninger som helvedeslæren, læren om skærsilden og limbus, der, foruden at være ubibelske, klart „er i modstrid med Bibelen“, bringer den katolske kirke i et dilemma. — Ezekiel 18:4, 20; Romerne 6:23.

Traditionen eller Bibelen?

Ved Det andet Vatikankoncil lød der en offentlig tilskyndelse fra den katolske kirke til „alle troende kristne“ om „hyppigt at læse i De hellige Skrifter“.

Et katolsk bibelundervisningsarbejde

Det katolske verdensforbund for Bibelforkyndelse afholdt sin tredje generalforsamling i august 1984 i Bangalore i Indien. Der var delegerede fra 53 lande. Verdensforbundet blev grundlagt i Rom i 1969. Dette var tre år efter at pave Paul VI havde udnævnt en tysk kardinal i Rom til at undersøge den katolske kirkes behov i bibelske anliggender. For tiden er monsignor Ablondi, biskoppen af Livorno i Italien, præsident.

I sit budskab tilskyndede pave Johannes Paul Verdensforbundet til at tage sine mål op til fornyet overvejelse. Han sagde: „Verdensforbundet har forpligtet sig til at gøre Guds ord let tilgængeligt for katolikker i hele verden. . . . Ethvert af Kirkens hverv og ethvert vidnesbyrd bør udspringe fra det levende ord . . . Guds folks ’profetiske hverv’ må udøves samvittighedsfuldt som en sand ordets gerning. . . . Ved at deltage i arbejdet med at oversætte, udgive og udbrede ordet, medvirker man til at dække behovet hos dem der hungrer og tørster efter Guds ord (jfr. Amos 8:11). Det samme gælder sådanne som arbejder med at forme dem der en dag vil vie sig til at forkynde og undervise ud fra Den hellige Skrift.“

På linje med sit tema fremsatte den katolske bibelforsamling følgende i sin afsluttende erklæring: „Forbundet erkender at hvis alle i Guds folk skal være med til at profetere, må de have adgang til Guds ord (et personligt eksemplar af Bibelen på deres eget sprog). De har krav på at blive oplært i bibelkundskab . . . Denne generalforsamling stadfæster endnu en gang at Kirkens evangeliearbejde bør være koncentreret om Bibelen.“

En umulig situation

Nu opfordres katolikker altså ikke blot til at læse Bibelen, men også til at tage aktivt del i et evangeliearbejde der er bygget på Bibelen. Dette er meget prisværdigt. Men det sætter dem i en umulig situation.

For det første lærer den katolske kirke at den kirkelige tradition går forud for Bibelen. Hvordan kan man da forvente at en katolik skal blive en nidkær bibelunderviser og på samme tid forblive trofast over for sin kirke? For eksempel læser han i Bibelen: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20, da. aut.) Men hans kirke lærer at sjælen er udødelig og at alle sjæle befinder sig i enten helvede, limbus, skærsilden eller himmelen. Hvad skal han så undervise andre i — et katolsk dogme eller i Bibelen?

For det andet godkender den katolske kirke udgivelsen af bibeloversættelser der indeholder noter og kommentarer som kun kan undergrave læserens tillid til at Bibelen er Guds inspirerede ord. For eksempel har The New American Bible et forord der hedder „Hvordan man læser Bibelen“, hvor pave Paul VI velsigner denne bibeludgave med ordene: „Hvordan kan man vide om man beskæftiger sig med historiske kendsgerninger eller med en eller anden form for billedtale? . . . De fleste videnskabsmænd mener at menneskeracerne har udviklet sig fra en form for laverestående liv. En sådan viden har hjulpet kristne til at tage spørgsmålet om hvordan Guds skabervirksomhed fandt sted, op til fornyet overvejelse. Man må forstå at Første Mosebog, kapitlerne 2 og 3, ikke er tænkt som antropologiundervisning men er en allegori der lærer os at synd er en rod til alt ondt.“

Allerede før de første sider af Første Mosebog vil læserne af denne katolske bibel have fået at vide at det de nu skal læse ikke er historie men slet og ret en allegori. Dermed siger man faktisk at Jesus, som grundlag for kristen monogami, anvendte en allegori når han brugte eksemplet med Adam og Eva. (Mattæus 19:3-9; 1 Mosebog 1:27; 2:24) Og hvis menneskeheden ikke har én fælles stamfader, vil den grundlæggende kristne lære om Kristi genløsningsoffer også falde til jorden. — Mattæus 20:28; Romerne 5:12, 17-19; 1 Korinther 15:45.

Den samme katolske bibel går så vidt at den sætter spørgsmålstegn ved ægtheden af Jesu ord som de er nedskrevet i Bibelen. Under afsnittet: „Hvordan man læser Bibelen“ hedder det: „Vi må huske på at evangelieskribenterne ikke havde til hensigt at skrive historie i videnskabelig forstand . . . Deltog Jesus i disse samtaler? Svarede han nøjagtig på den måde som Bibelen beskriver? Det kan man ikke sige med sikkerhed.“

Hvordan kan man forvente at oprigtige katolikker skal læse Bibelen i tro og „vie sig til at forkynde og undervise ud fra Den hellige Skrift“ når deres kirke anerkender udgivelsen af sådanne trosnedbrydende udtalelser? Lignende undergravende kommentarer kan findes i The Jerusalem Bible og i andre katolske bibeloversættelser og opslagsværker.