-
Hvordan kan vi beskytte vore børn?Vågn op! – 1993 | 8. oktober
-
-
Time bemærker imidlertid at dette fortielsessystem er ved at gå i opløsning. Hvorfor? Kort sagt skyldes det bedre uddannelse. Som Asiaweek skriver: „Alle eksperter er enige om at det bedste forsvar mod børnemisbrug er folkeoplysning.“ For at kunne beskytte deres børn må forældrene forstå at problemet eksisterer. Bliv ikke ført bag lyset af misforståelser som beskytter misbrugerne og ikke børnene. — Se rammen på side 6.
Undervis dit barn!
Den vise kong Salomon fortalte sin søn at kundskab, visdom og tænkeevne kunne udfri ham „fra den onde vej, fra enhver der fører fordærvet tale“. (Ordsprogene 2:10-12) Er det ikke netop hvad børn har brug for? I en folder udgivet af FBI med titlen Child Molesters: A Behavioral Analysis (Børnemisbrugere: En adfærdsanalyse) siges der under overskriften „Det ideelle offer“: „For de fleste børn er sex et tabuemne som de modtager meget få nøjagtige oplysninger om, især af deres forældre.“ Lad ikke dine børn være „ideelle ofre“. Fortæl dem om kønslivet.a Intet barn der kommer i puberteten bør således være uvidende om hvilke kropslige forandringer han eller hun vil gennemgå. Uvidenhed vil gøre dem forvirrede, skamfulde — og sårbare.
En kvinde som vi kan kalde Jane blev seksuelt misbrugt som barn, og flere år senere blev hendes egne to børn seksuelt misbrugt. Hun fortæller: „Under min egen opvækst talte vi aldrig om kønslivet. Jeg forbandt det derfor med noget pinligt. Da jeg selv fik børn gentog historien sig. Jeg kunne tale med andre folks børn, men ikke med mine egne. Jeg tror at det er skadeligt, for børn er sårbare hvis man ikke kan snakke med dem om den slags.“
Forebyggelsen skal begynde tidligt. Når du lærer dine børn hvad de forskellige kropsdele hedder, så fortæl dem at visse legemsdele, såsom skeden, brysterne, anus og penis, har en særlig funktion, men at de er private, intime. „Andre mennesker må ikke røre dem — ikke engang deres mor eller far — og heller ikke lægen medmindre mor eller far er til stede eller har givet ham lov.“b Ideelt set bør begge forældre eller begge værger fortælle børnene dette.
I The Safe Child Book forklarer Sherryll Kraizer at selv om det skulle være en naturlig sag at ignorere en misbruger, at skrige eller løbe væk fra vedkommende, giver mange børn der er blevet misbrugt, senere udtryk for at de ikke ønskede at være uhøflige mod den voksne. Børnene skal altså have at vide at der findes voksne som begår onde handlinger, men at ikke engang et barn er forpligtet til at adlyde den slags mennesker når det de vil have dem til at gøre er forkert. I sådanne tilfælde har et barn sin fulde ret til at sige nej, ligesom Daniel og hans venner gjorde da nogle voksne babyloniere ønskede at de skulle spise uren mad. — Daniel 1:4, 8; 3:16-18.
En anbefalet undervisningsmetode er at lege „Hvad vil du gøre hvis . . . ?“ For eksempel kunne du spørge: „Hvad vil du gøre hvis din lærer siger at du skal slå et andet barn?“ Eller: „Hvad vil du gøre hvis (mor, far, en præst, en politimand) siger at du skal springe ned fra en høj bygning?“ Barnets svar kan være utilstrækkeligt eller direkte forkert, men dét bør ikke få forældrene til at fare hårdt frem. Legen skal ikke bestå i chok- eller skræmmebehandling. Mange eksperter anbefaler at man leger denne leg på en venlig, kærlig og endda sjov måde.
Lær dernæst børnene at afvise udtryk for hengivenhed som er upassende eller som får dem til at føle sig ilde til mode. Du kan for eksempel spørge: „Hvad vil du gøre hvis en af mors eller fars venner forsøger at kysse dig på en måde du synes er underlig?“c Det er ofte bedst at opmuntre barnet til at vise hvad det i så fald vil gøre.
På samme måde kan børn lære at modstå de øvrige metoder som misbrugerne benytter. Man kan for eksempel spørge barnet: „Hvad vil du gøre hvis nogen siger: ’Du er den jeg holder allermest af. Vil du ikke være min ven?’“ Hvis barnet har lært at afvise sådanne tilnærmelser, kan man gå videre i sin oplæring. Man kan spørge: „Hvis nogen siger: ’Du ønsker da ikke at gøre mig ked af det, vel?’ Hvad vil du så sige?“ Lær barnet hvordan man kan sige nej gennem ord og gennem et klart, afgjort kropssprog. Husk at misbrugeren ofte afprøver barnets reaktion på listige tilnærmelser. Barnet må derfor lære at stå fast og svare: „Jeg siger det!“
Vær grundig i din opdragelse
Nøjes ikke med at tale med barnet én gang. Børn har brug for at få tingene gentaget ofte. Brug dømmekraft når du skal finde ud af hvor direkte opdragelsen skal være. Men vær grundig.
Kom enhver hemmelig aftale i forkøbet som en misbruger måtte forsøge at indgå. Børn bør vide at det aldrig er rigtigt af en voksen at bede dem om at holde noget hemmeligt for deres far eller mor. Du må forsikre dem om at det altid er rigtigt af dem at fortælle det de har hørt eller oplevet — selv hvis de har lovet ikke at fortælle det. (Jævnfør Fjerde Mosebog 30:12, 16.) Nogle misbrugere forsøger at lægge pres på barnet ved at true med at fortælle familien om noget det har gjort forkert. De siger: „Jeg vil ikke sladre om dig hvis du ikke sladrer om mig.“ Børnene skal derfor vide at de aldrig vil komme i vanskeligheder hvis de betror sig til deres forældre — selv ikke under sådanne omstændigheder. De kan trygt lette deres hjerte.
Din opdragelse bør også lære børnene at modstå trusler. Nogle misbrugere har dræbt små dyr i børns påsyn og truet med at gøre det samme med deres forældre. Andre har advaret deres ofre om at de vil forgribe sig på deres mindre søskende. Lær børnene at de altid skal ’sladre’ om en misbruger, uanset hvor alvorligt de bliver truet.
I denne henseende kan Bibelen være et nyttigt redskab. På en meget levende måde understreger Bibelen Jehovas almagt, og dette kan tage brodden af misbrugerens trusler. Børnene må vide at uanset hvilke trusler de bliver udsat for, er Jehova i stand til at hjælpe dem. (Daniel 3:8-30) Selv når de onde gør dem Jehova elsker fortræd, kan han altid gøre skaden god igen og rette op på tingene. (Job, kapitel 1, 2; 42:10-17; Esajas 65:17) Du kan forsikre dem om at Jehova ser alt hvad der foregår, også når onde mennesker gør noget ondt og gode mennesker prøver at holde stand mod dem. — Jævnfør Hebræerbrevet 4:13.
Forsigtige som slanger
Det er de færreste pædofile personer der bruger vold for at tvinge et barn. Almindeligvis foretrækker de først at blive venner med barnet. Jesu råd om at være „forsigtige som slanger“ er derfor værd at følge. (Mattæus 10:16) En af de bedste beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug er forældrenes nøje opsyn med deres børn. Nogle misbrugere er på udkig efter børn som befinder sig alene på offentlige steder og indleder en samtale med dem for at gøre dem nysgerrige: „Kan du lide motorcykler?“ eller: „Kom og se dukkerne i min bil.“ Du kan ganske vist ikke konstant holde øje med dine børn, men må give dem en vis bevægelsesfrihed, hvilket også eksperterne mener. Men ansvarsbevidste forældre vil passe på ikke at give deres børn større frihed end de er modne til at forvalte.
Sørg for at kende alle voksne og unge som kommer i berøring med dine børn, og vær ekstra forsigtig når du beslutter hvem der skal passe dine børn mens du er væk. Vær især forsigtig med babysittere der får dine børn til at føle sig underligt eller ubehageligt tilpas. Vær ligeledes opmærksom på teenagere der synes usædvanligt interesserede i dine mindreårige børn og som ikke har jævnaldrende venner. Undersøg også barnets børnehave eller skole. Gå rundt i lokaliteterne og tal med personalet, idet du lægger mærke til hvordan de kommer ud af det med børnene. Spørg om de har noget imod at du en gang imellem kommer uanmeldt for at se hvordan det går dine børn. Hvis der er noget du er utryg ved, så overvej situationen igen. Se Vågn op! for 8. december 1987, side 3-11.
Men sandheden er desværre at selv ikke de bedste forældre kan have et øje på hver finger. — Prædikeren 9:11.
Hvis forældrene samarbejder kan de imidlertid holde et vågent øje i hjemmet. Og hjemmet er det sted hvor der hyppigst finder børnemisbrug sted. Dette emne vil vi fokusere på i næste artikel.
a Se Vågn op! for 22. februar 1992, side 3-11, og 8. juli 1992, side 30.
b Naturligvis må forældrene bade og skifte helt små børn og vaske deres intime legemsdele. Men lad børnene lære at vaske sig selv så tidligt som muligt. Nogle eksperter anbefaler at man prøver at lære børnene at vaske deres intime legemsdele allerede i treårsalderen.
c Nogle eksperter peger på at et barn der tvinges til at kysse eller omfavne alle og enhver, ikke vil have gavn af ovenstående undervisningsmetode. Nogle forældre lærer derfor deres børn venligt at undskylde sig eller finde på en anden form for „hilsen“ hvis nogen forlanger noget upassende af dem.
-
-
Forebyggelse i hjemmetVågn op! – 1993 | 8. oktober
-
-
Morallove
Har Bibelens bud indflydelse på din familie? I Tredje Mosebog 18:6 siges der for eksempel: „Ingen som helst af jer må nærme sig sin nære kødelige slægtning for at blotte vedkommendes blusel. Jeg er Jehova.“ På samme måde håndhæver den kristne menighed i dag love imod alle former for seksuelt misbrug. Enhver der misbruger et barn seksuelt risikerer at blive udstødt, fjernet fra menigheden.a — 1 Korinther 6:9, 10.
Alle familier bør kende disse love og gennemgå dem sammen. I Femte Mosebog 6:6, 7 gives følgende tilskyndelse: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ At indprente børnene disse love betyder mere end blot at undervise børnene i ny og næ. Det kræver en regelmæssig udveksling af tanker. Fra tid til anden bør både moderen og faderen bekræfte over for børnene og hinanden at de anerkender Guds love om incest og de kærlige principper der ligger til grund for disse love.
Du kan også bruge beretninger som den om Tamar og Amnon, Davids børn, for at vise børnene at der på det seksuelle område er visse grænser som ingen — selv ikke nære slægtninge — må overskride. — 1 Mosebog 9:20-29; 2 Samuel 13:10-16.
Man kan også vise respekt for disse principper ved den måde man rent praktisk indretter sig på. I ét asiatisk land har forskning vist at der ofte forekommer incest i familier hvor børn sover sammen med forældre selv hvor der økonomisk set ikke er nogen grund til det. Tilsvarende er det uklogt at lade søskende af forskelligt køn dele seng eller værelse når de bliver ældre, hvis det på nogen måde kan undgås. Selv hvis levevilkårene er trange bør forældrene vise sund dømmekraft når de beslutter hvor de forskellige i familien skal sove.
Bibelens lov forbyder drukkenskab, idet den siger at det kan føre til fordærv. (Ordsprogene 23:29-33) Ifølge en undersøgelse siger 60 til 70 procent af incestofrene at deres far/mor havde drukket da misbruget begyndte.
Et kærligt familieoverhoved
Forskere siger at børnemisbrug hyppigst forekommer i familier med dominerende mænd. Den udbredte forestilling om at kvinden kun er til for at opfylde mandens behov er bibelsk set forkert. Nogle mænd bruger denne ukristne holdning som undskyldning når de søger til datteren for at få det hustruen ikke kan give dem. En sådan undertrykkelse kan få kvinder til at miste deres følelsesmæssige ligevægt. Mange mister endog den naturlige trang til at beskytte deres børn. (Jævnfør Prædikeren 7:7.) På den anden side har en undersøgelse også vist at når fædre som er arbejdsnarkomaner for det meste er borte fra hjemmet, er der nogle gange opstået et seksuelt misbrug mellem mor og søn.
Hvad med din familie? Tager du som ægtemand din rolle som overhoved alvorligt, eller overlader du den til din hustru? (1 Korinther 11:3) Behandler du din hustru med kærlighed, ære og respekt? (Efeserne 5:25; 1 Peter 3:7) Regner du også med hendes synspunkter? (1 Mosebog 21:12; Ordsprogene 31:26, 28) Og hvad med dine børn? Betyder de noget for dig? (Salme 127:3) Eller betragter du dem blot som byrder, nogle du bare kan udnytte? (Jævnfør Andet Korintherbrev 12:14.) Undgå et forkvaklet, ubibelsk syn på rollerne i jeres familie, så vil I være mere modstandsdygtige over for misbrug.
Et følelsesmæssigt sikkert sted
En ung kvinde som vi vil kalde Sandi siger: „Alle de forhold som leder til misbrug var til stede i min familie. Vi kom ikke sammen med andre, og hver enkelt i familien havde ikke noget med de andre at gøre.“ Isolation, strenghed og sygeligt hemmelighedskræmmeri er usunde, ubibelske tendenser der ofte kendetegner familier præget af misbrug. (Jævnfør Anden Samuelsbog 12:12; Ordsprogene 18:1; Filipperbrevet 4:5.) Prøv derfor at skabe en atmosfære i hjemmet der giver børnene følelsesmæssig tryghed. Hjemmet bør være et sted hvor de kan blive opbygget, og hvor de føler sig fri til at tale og åbne deres hjerte.
Børn har også et stort behov for fysiske udtryk for kærlighed — at omfavne, at kærtegne, at holde i hånd og at kunne tumle med andre i leg. Vær ikke så angst for seksuelt misbrug at du undlader at vise din kærlighed. Lær børnene at være åbne og kærlige og fortæl dem at de er værdsatte. Sandi fortæller: „Mor mente at enhver form for ros var forkert. Det ville gøre én høj i hatten.“ Sandi blev seksuelt misbrugt i mindst ti år uden at sige noget. Børn som ikke føler sig sikre på at de er elskede, kan måske lettere falde for en misbrugers ros, „hengivenhed“, eller trusler om at få ’den kolde skulder’.
En pædofil der misbrugte i hundredvis af drenge seksuelt over en 40-årig periode, indrømmer at drenge som havde et følelsesmæssigt behov for en ven som ham, var de „nemmeste“ ofre. Lad ikke et sådant behov opstå hos dit barn!
Bryd den onde cirkel
Den hårdt prøvede Job udtalte engang: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 10:1) Mange forældre har fundet at de kan hjælpe deres børn ved at hjælpe sig selv. I The Harvard Mental Health Letter stod der for nylig: „Stærke sociale sanktioner mod at mænd giver udtryk for smerte lader til at styrke misbrugets onde cirkel.“ Det ser ud til at mænd der aldrig fortæller om deres følelser ved at være blevet seksuelt misbrugt, er i fare for selv at blive misbrugere. I The Safe Child Book siges der at de fleste børnemisbrugere selv er blevet seksuelt misbrugt som børn men aldrig har fået hjælp til at komme over det. De retter deres vrede og smerte imod næste generation af børn.b — Se også Job 7:11; 32:20.
Børn kan også være mere udsatte hvis deres mødre har været udsat for et misbrug som de ikke har fået bearbejdet. For eksempel har det vist sig at kvinder der er blevet seksuelt misbrugt som børn, ofte gifter sig med pædofile mænd. Hvis en kvinde ikke lærer at leve med det hun selv har været igennem, kan det desuden være svært for hende at tale med sine børn om incest. Hvis der finder et misbrug sted vil hun måske ikke være hurtig til at opdage det og gøre noget ved det. Børnene må så betale en frygtelig pris for moderens passivitet.
Misbruget kan således fortsætte fra den ene generation til den anden. Mange enkeltpersoner der vælger ikke at tale om dette smertelige afsnit af deres liv synes at klare sig udmærket, og det er al ros værd. Men hos mange stikker smerten dybere, og de må gøre en bevidst indsats — om nødvendigt søge kompetent professionel hjælp — for at deres sår fra barndomstiden kan heles. Deres mål er ikke at svælge i selvmedlidenhed, men at bryde denne syge, smertelige cirkel af børnemisbrug som berører deres familie. — Se Vågn op! for 8. oktober 1991, side 3 til 11.
Når misbrug ikke længere findes
Hvis du bruger ovennævnte oplysninger rigtigt kan risikoen for børnemisbrug i dit hjem begrænses betydeligt. Husk dog at misbrugere arbejder i det skjulte, at de udnytter et tillidsforhold og bruger de voksnes kneb over for et troskyldigt barn. Det kan derfor ikke undgås at nogle misbrugere tilsyneladende slipper godt fra deres afskyelige forbrydelse.
Men du kan være sikker på at Gud registrerer hvad de gør. (Job 34:22) Medmindre de angrer og vender om, vil han ikke tilgive deres modbydelige handlinger. Han vil bringe dem for dagen når hans tid er inde. (Jævnfør Mattæus 10:26.) Og han vil kræve at der øves retfærdighed. Jehova Gud lover at der vil komme en tid hvor alle der øver uret vil blive ’revet bort fra jorden’, og hvor kun de milde og sagtmodige, de der elsker Gud og næsten, vil få lov at blive tilbage. (Ordsprogene 2:22; Salme 37:10, 11, 29; 2 Peter 2:9-12) Takket være Jesu Kristi genløsningsoffer har vi et storslået håb om en ny verden. (1 Timoteus 2:6) Til den tid, og først til den tid, vil ethvert misbrug af andre mennesker høre op.
Indtil da må vi gøre alt hvad vi kan for at beskytte vore børn. De er dyrebare! De fleste forældre vil villigt sætte liv og lemmer på spil for at beskytte deres små børn. (Jævnfør Johannes 15:13.) Hvis ikke vi beskytter dem, kan det få tragiske konsekvenser. Hvis vi passer på dem, giver vi dem en skøn gave — en barndom i uskyld og tryghed. De kan få det på samme måde som salmisten, der skrev: „Jeg siger til Jehova: ’Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’“ — Salme 91:2.
-