Alle længes efter sikkerhed

SIKKERHED. Verdenslederne forhandler i håb om at opnå sikkerhed. Religiøse ledere beder for freden og sikkerheden. Men for manden på gaden er tanken om virkelig sikkerhed stadig blot en fjern drøm. Det viser følgende eksempel med Ron, der bor i Sydafrikas største by, Johannesburg. På vej til sit arbejde kom han ud for følgende:

„Fem mænd omringede mig. En af dem pressede en kniv mod min strube, en anden pressede en mod min ryg. På få sekunder endevendte de mine lommer. Jeg følte mig som en plukket høne. De forbipasserende lod som ingenting.“ Ron gjorde ikke modstand og slap helskindet fra episoden.

Mange er bange for at færdes på storbyernes gader. Spørgsmålet ’Hvordan undgår jeg at blive overfaldet?’ lurer hele tiden i baghovedet. Folk forsøger at få deres indkøb klaret i en håndevending så de hurtigst muligt kan komme hjem i sikkerhed. Men hvordan er det med trygheden inden for hjemmets fire vægge? „For hvert år der går øges risikoen for at nogen trænger ind i dit hjem og raner nogle af dine ejendele, eller dem alle, for derefter at forsvinde uden at efterlade sig det mindste spor,“ siges der i bogen Total Home Security.

For at holde ubudne gæster borte har nogle husejere derfor sat skilte eller mærkater op der advarer om at ’hunden bider’ eller om at ejendommen bliver overvåget af et vagtværn. Og i mange kvarterer har beboerne allieret sig med hinanden for at forhindre indbrud. „Alene i Storbritannien er der mere end 60.000 nabohjælpsordninger som omfatter 750.000 husstande,“ oplyser tidsskriftet Security Focus. „Med den voksende kriminalitet kan man ikke længere tillade sig at være uvenner med sine naboer,“ udtaler en forsikringsagent i Afrika.

Nabohjælp går ud på at naboer holder øje med hinandens huse og melder alt mistænkeligt til politiet.a Men som en der var med i en sådan ordning og som alligevel blev udsat for indbrud, fik at vide: „Nabohjælp er desværre ingen garanti for at man ikke får indbrud igen. Det er der ingen form for tyverisikring der er. . . . Man må stadig sørge for at låse dørene, slå tyverialarmen til og træffe andre nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.“

Nabohjælp har haft en vis virkning, men det er tvivlsomt om det har nedbragt kriminaliteten som helhed. Ifølge Politiken for 17. marts 1989 sagde lektor Berl Kutchinsky, Københavns Universitet, ved Det Kriminalpræventive Råds årsmøde sidste år: „Nabohjælp har haft en vis effekt, og der er formentlig sket en flytning til andre former for indbrud.“ Samtidig med at Operation Nabohjælp har været en succes i visse kvarterer, har nabokvarterer hvor det måske er sværere at stable en lignende ordning på benene, oplevet en markant stigning i antallet af indbrud.

„I nogle områder har nabohjælpen ikke fungeret,“ indrømmer sekretæren for en landsdækkende amerikansk nabohjælpsordning med 20.000 medlemmer. Hun tænker her på de store ejendomme „uden for byerne hvor man ikke kan se nabohusene og hvor det ikke lader sig gøre at patruljere“. Et amerikansk ægtepar flyttede for eksempel fra byen ud på en 20 hektarer stor landejendom nær en lille landsby. På få år havde de to gange indbrud i deres hjem. Konen talte sikkert på mange landboeres vegne da hun sagde: „Jeg forsøger at tage det roligt, men jeg er bange. . . . Jeg føler mig aldrig tryg.“ I nogle lande bliver landbefolkningen også udsat for voldelige overgreb på grund af politiske stridigheder og ofte tvunget til at vælge side.

Det er ikke så sært at mange længes efter ’de gode gamle dage’. „Ved århundredets begyndelse,“ hedder det i bogen The Growth of Crime, „var der en almindelig tiltro til at [kriminaliteten] med tiden ville blive af mindre alvorlig karakter.“ Men hvad skete der i stedet? Forfatterne Sir Leon Radzinowicz og Joan King forklarer: „I de første tyve år af dette århundrede — selv under den første verdenskrig — holdt kriminaliteten sig på et ret lavt niveau, og voksede ikke hurtigere end befolkningen. Det var først under efterkrigstidens depression at man for alvor mærkede en ny tendens. I løbet af årene med økonomiske omvæltninger, arbejdsløshed og en ny stor krig, voksede [kriminaliteten] med rasende fart . . . Det som springer i øjnene når man betragter kriminaliteten på verdensplan er at den konstant og alle vegne tager til.“

Selv om mange ikke havde forventet „den tiltagende lovløshed“, er den faktisk forudsagt. Hovedparten af de ulykker der er væltet ind over menneskeheden siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har været forudsagt i Bibelen. Om den onde menneskeverdens sidste krampetrækninger sagde Jesus således profetisk: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Mattæus 24:3, 7, 12; se også Lukas 21:10, 11.

„Når disse ting begynder at ske,“ tilføjede Jesus, „da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ Så der er grund til at være optimistisk. I den lange søgen efter sikkerhed og tryghed er målet i sigte. — Lukas 21:28-32.

[Fodnote]