Kampen for at bringe kriminalitet til ophør

„UNGE hævder at kedsomhed er hovedårsagen til ungdomskriminalitet,“ lød en overskrift i en førende britisk avis. „Stridigheder i hjemmet får skylden for den stigende kriminalitet,“ stod der i en anden avis. I en tredje hed det: „Substansmisbrug ’årsag til i tusindvis af forbrydelser’.“ Ja, 75 procent af alle voldelige forbrydelser i Manila bliver begået af stofmisbrugere, anslår tidsskriftet The Philippine Panorama.

Andre faktorer kan også medvirke til at fremme en kriminel adfærd. „Fattigdom i kontrast til stor rigdom“ var én årsag der blev nævnt af det nigerianske politis generalinspektør. Af andre forhold kunne nævnes gruppepres, ringe muligheder for at få arbejde, blødsødenhed ved udmåling af straffe, sammenbrud af familiens værdinormer, manglende respekt for lov og orden samt den udprægede vold i tv- og videofilm.

Endnu en årsag er at mange er begyndt at tro at forbrydelse betaler sig. En sociolog ved Bolognas Universitet i Italien lagde over en periode på mange år mærke til at „antallet af anmeldte tyverier og antallet af tyveridømte gik i hver sin retning“. Han bemærkede at „antallet af domsafsigelser i forhold til det totale antal registrerede tyverier var faldet fra 50 til 0,7 procent“.

Det er sørgeligt, men sandt hvad der siges i The New Encyclopædia Britannica: „Den stigende kriminalitet synes at være et karaktertræk ved alle moderne, industrialiserede samfund, og ingen udvikling med hensyn til love eller straffelære kan siges at have haft nogen nævneværdig effekt på problemet. . . . I det moderne bysamfund, hvor økonomisk vækst og personlig succes er fremtrædende værdinormer, er der ingen grund til at tro at kriminaliteten ikke fortsat vil øges.“

For negativt?

Er situationen virkelig så skræmmende? Rapporteres der ikke om faldende kriminalitet i nogle områder? Jo, men statistik kan være vildledende. For eksempel blev der fra Filippinerne rapporteret om et fald i kriminaliteten på 20 procent efter indførelsen af et våbenforbud. Men som Asiaweek forklarer, mente en embedsmand at biltyve og bankrøvere var „gået over til kidnapning i stedet for“. De færre bankrøverier og biltyverier fik det totale antal forbrydelser til at falde, men det hjælper jo ikke meget når der samtidig er sket en firdobling i antallet af kidnapninger!

Tidsskriftet HVG skriver om Ungarn: „I forhold til den første halvdel af 1993 er kriminaliteten faldet med 6,2 procent. Hvad politiet har glemt at nævne, er at nedgangen . . . hovedsagelig skyldes administrative ændringer.“ Den økonomiske bundgrænse for hvornår tyveri, bedrageri og vandalisme bliver registreret, er blevet hævet med 250 procent. Berigelsesforbrydelser under bundgrænsen registreres ikke længere. Eftersom berigelsesforbrydelser tæller tre fjerdedele af alle forbrydelser i landet, har der næppe været tale om et egentligt fald.

Det er svært at gøre antallet af forbrydelser nøjagtigt op. En af grundene er at mange forbrydelser, måske op til 90 procent i visse kategorier, ikke bliver anmeldt. Men i virkeligheden er det irrelevant at diskutere om der begås flere eller færre forbrydelser. Folk længes efter at kriminalitet bringes helt til ophør og ikke blot reduceres.

Myndighedernes indsats

En FN-undersøgelse fra 1990 afslørede at de industrialiserede lande bruger mellem to og tre procent af deres årlige budget på kriminalitetsbekæmpelse, mens udviklingslandene bruger endnu mere, i gennemsnit mellem 9 og 14 procent. Nogle steder lægger man vægt på større politistyrker med bedre udstyr. Resultaterne er imidlertid ikke entydige. Nogle ungarere klager: „Der er aldrig politi nok til at fange de kriminelle, men altid nok til at fange trafiksynderne.“

Mange regeringer har for nylig fundet det nødvendigt at indføre strengere straffelove. Time siger for eksempel at eftersom „der foregår stadig flere kidnapninger i Latinamerika“, har myndighederne reageret ved at udstede love som „på én gang er hårde og virkningsløse. . . . At udstede love er én ting,“ indrømmer bladet, „men at håndhæve dem er noget helt andet.“

Det er blevet anslået at der i 1992 var 100.000 nabohjælpsordninger i England, hvilket dækker mindst fire millioner hjem. Lignende tiltag blev gjort i Australien i midten af 1980’erne. Ifølge Det Australske Institut for Kriminologi er målet at nedbringe kriminaliteten „ved at gøre borgerne mere opmærksomme på den offentlige sikkerhed, ved at ændre borgernes indstilling og handlemåde, så de i højere grad indgiver anmeldelse om kriminalitet og mistænkelige hændelser i nabolaget, og ved at gøre folk mindre sårbare over for kriminalitet gennem mærkning af indbo og installation af gode sikkerhedssystemer“.

Internt tv bruges nogle steder som en direkte forbindelse mellem politistationer og forretningsejendomme. Videokameraer bruges af politi, banker og forretninger til at afskrække forbrydere eller som en måde at identificere disse på.

I Nigeria har politiet opsat kontrolposter på større veje med henblik på at kunne fange tyve og bilkaprere. Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe der tager sig af uregelmæssigheder i handel, med det sigte at bekæmpe bedrageri. Nogle af lokalsamfundenes ledere er med i en komité der skal sikre et godt forhold mellem politiet og lokalsamfundet, og disse komitéer oplyser politiet om kriminelle handlinger og folk af tvivlsom karakter.

Folk der besøger Filippinerne, lægger mærke til at hjemmene som regel bliver overvåget, og at mange har en vagthund. Forretningsfolk ansætter private sikkerhedsvagter til at beskytte forretningen. Tyverisikringer til biler sælger godt. De der har råd til det, søger i sikkerhed i bebyggelser eller kvarterer med øgede sikkerhedsforanstaltninger.

Londonavisen The Independent siger: „I takt med at tilliden til lovene daler, organiserer borgerne i stadig højere grad lokale vagtværn.“ Flere og flere er desuden bevæbnede. I USA anslås det for eksempel at hver anden husstand ejer mindst ét skydevåben.

Myndighederne udtænker til stadighed nye metoder til bekæmpelse af kriminalitet. Men V. Vsevolodov fra Akademiet for Indenrigsanliggender i Ukraine peger på at der ifølge FN-kilder er så mange dygtige mennesker der finder på „unikke metoder til at fortsætte deres kriminelle virke“, at „oplæringen af lovens håndhævere“ ikke kan holde trit. De drevne kriminelle leder store summer tilbage i forretningsverdenen og i socialt arbejde, hvorved de blander sig med samfundet og „opnår store stillinger“ i det.

Tilliden svækkes

I nogle lande mener flere og flere at myndighederne i sig selv er en del af problemet. Asiaweek har citeret en leder af et vagtværn for at sige: „Omkring 90 procent af de mistænkte vi anholder, er enten politi- eller militærfolk.“ Sande eller ej, rapporter som denne har fået et medlem af en lovgivende forsamling til at sige: „Hvis de der ved en ed har forpligtet sig til at holde loven, selv er lovovertrædere, har vort samfund store problemer.“

Korruptionsskandaler hvor højtstående embedsmænd er involveret, har rystet regeringerne i mange dele af verden og yderligere svækket borgernes tillid. Ud over at folk mister troen på at myndighederne kan standse kriminaliteten, er de nu også begyndt at tvivle på at de vil. En lærer har spurgt: „Hvordan skulle myndighederne kunne bekæmpe kriminaliteten når de selv er dybt begravet i sølet?“

Regeringer kommer og går, men kriminaliteten består. Der vil dog snart komme en tid hvor der ikke mere vil være nogen kriminalitet.

[Illustration på side 7]

Afskrækkende midler i kampen mod kriminalitet: Intern videoovervågning, stålgitre og vagt med trænet hund

[Illustration på side 8]

Kriminalitet har gjort folk til fanger bag deres egne døre