Befolkningstilvæksten — et stigende problem

„SPÆDBARN nummer fem milliard.“ Sådan kaldte de kinesiske myndigheder en pige, Wang He, som blev født på et hospital i Beijing ved midnatstid den 11. juli 1987. Om det netop var dette barn der bragte verdens samlede befolkning op på 5 milliarder, er der ingen der kan sige. Men hun blev født præcis på det tidspunkt hvor De Forenede Nationer havde anslået at verdens befolkning ville runde ovennævnte tal. De kinesiske myndigheder greb lejligheden til at henlede opmærksomheden på den befolkningstrussel som Kina og resten af verden står over for.

Statistikken viser at befolkningstallet på jorden stiger med alarmerende hast. Hvis den nuværende udvikling fortsætter vil verdens befolkning være fordoblet om blot 40 år. Det vil ifølge eksperter betyde at fødevarebehovet snart overstiger fødevareproduktionen, med massehungersnød til følge. Eftersom verdens naturressourcer er begrænsede, vil de blive opbrugt langt hurtigere af en voksende befolkning, hvilket kun kan resultere i en verdenskatastrofe. Hvis mangelen på fødevarer og andre ressourcer ikke bringer undergang over os, vil miljøødelæggelserne ifølge eksperterne gøre det. Vi er ved at kvæle os selv fordi vi forurener luften, vandet og jorden, og flere mennesker vil blot betyde at denne udvikling accelererer. Det lader altså til at vi er på vej ned i afgrunden.

Men hvad kan der gøres ved det? Det er der mange meninger om. Nogle mener at hvis der ikke bliver taget drastiske skridt til at begrænse befolkningstilvæksten, vil hele menneskehedens velfærd stå på spil. Andre mener at man ligesom før i tiden vil finde nye metoder til at råde bod på fødevaremangelen, energimangelen og forureningen. Atter andre tror at den samlede befolkning til sidst vil finde et stabilt leje og at der ikke er grund til bekymring. Der er altså vidt forskellige meninger om hvert eneste aspekt af emnet. Det er tydeligt at befolkningstilvæksten er et vigtigt og kontroversielt emne.

Imidlertid er det interessant at det ofte er folk i velhavende lande med relativt god plads der er mest bange for den forestående katastrofe. De slår alarm fordi de føler at deres levestandard eller fremtidige velfærd er truet. Men hvad med folk i fattige, underudviklede og overbefolkede lande? Hvad mener de om befolkningstilvæksten? Hvordan former tilværelsen sig i de overbefolkede dele af verden?

Vågn op! tager dig med til nogle af de tættest befolkede steder i verden for at give dig et førstehåndsindtryk af livet i befolkningstruslens skygge. Det vil sætte sagen i relief.

En dag i det tætbefolkede Hongkong

Hongkong er et af de tættest befolkede steder i verden. Med 5,8 millioner indbyggere på 1070 kvadratkilometer har Hongkong en befolkningstæthed på 5.592 personer pr. kvadratkilometer. Eftersom kun 10 procent af arealet er udnyttet bor der i gennemsnit 54.000 pr. kvadratkilometer! Men lokalbefolkningen har i forbavsende grad tilpasset sig storbyens mylder, med dens trængsel, trafikstøj og forurening.

KLOKKEN halv otte blev jeg vækket af vækkeurets skingrende ringen. Jeg rejste mig fra sovesofaen og fik hurtigt tøj på. Jeg bor i en lille lejlighed sammen med mine forældre og mine tre yngre søstre, som alle har arbejde. Så der er altid rift om badeværelset, og tiden er knap. Efter et hurtigt morgenmåltid cykler jeg til stationen for at komme med toget. Nu begynder den daglige kamp. Jeg indsluses i de myldrende skarer som drager på arbejde i det pulserende Hongkong.

Toget suser forbi tætpakkede boligblokke og skyskrabere. Derefter tager jeg en bus for at komme over på den anden side af havnen. Vi kører gennem en tunnel hvor trafikken er så tæt at bilernes kofangere næsten rører hinanden. Hvilken lettelse at nå frem til Hongkong Island. Kontoret hvor jeg arbejder ligger i det centrale finanskvarter. Hele rejsen tager en time til halvanden, afhængigt af trafikken. Jeg møder klokken 9.30. Men der er ikke tid til at puste ud, for straks begynder telefonen at kime. Det er dagens første kunde. Og sådan fortsætter det hele dagen — det ene opkald følger efter det andet, røret ligger sjældent på apparatet. Jeg har dog tid til en kort frokostpause.

Nu er problemet at finde et ledigt bord på en af de mange restauranter. Det virker som om alle ønsker at spise samtidig, det samme sted og ved det samme bord! Endnu en gang indtager jeg min mad sammen med vildt fremmede. Sådan er livet i det tætbefolkede Hongkong. Efter et hurtigt men nærende kinesisk måltid kalder pligterne atter.

Officielt slutter arbejdsdagen halv seks, men det gør den sjældent i praksis. Når jeg endelig kan slutte arbejdet er den ofte kvart over seks eller endda syv. Dertil skal lægges transporttiden hjem.

Først tager jeg bussen, derefter toget. Til sidst ruller det ind på min station og jeg finder min cykel. Mens jeg cykler hjem, tænker jeg over hvordan vores lille by er svulmet op til en travl, pulserende moderne by. De lave landsbyhuse har veget pladsen for knejsende højhuse på 20-30 etager. En stor del af området er dækket af store, brede veje og broer med en uophørlig strøm af støjende køretøjer. Den gamle afslappede livsstil er passé.

Hjemme bor vi seks mennesker på 28 kvadratmeter, og jeg har ikke mit eget værelse. Derfor må jeg sove på en sofa i dagligstuen. Mine forældre har deres eget værelse, og mine tre søstre sover i køjesenge på deres lille værelse. Privatliv er en luksus for os.

Selv om lejligheden er lille er den en klar forbedring i forhold til hvad vi havde før, da vi alle boede i samme værelse i et socialt boligbyggeri. Men selv dét var godt når man tænker på at mange tusinde i Mong Kok-distriktet må leje „tremmelejligheder“, der stables i tre lag oven på hinanden og måler 1,80×0,80×0,80 meter. I dem er der kun plads til en madras og nogle få personlige ejendele, ingen møbler.

Klokken ni om aftenen er alle hjemme, og vi sidder ved aftensbordet. Efter måltidet tænder en eller anden for fjernsynet. Dette slukker mit håb om at få fred til at læse og studere. Jeg venter indtil alle er gået i seng ved ellevetiden, så har jeg værelset for mig selv, og har fred og ro til at koncentrere mig. Ved midnat overmandes også jeg af træthed.

Jeg har haft arbejde siden jeg for 12 år siden gik ud af skolen. Før eller siden vil jeg gerne giftes, men jeg arbejder så hårdt at jeg ikke har meget tid til at finde en ægtefælle. Og at finde et sted at bo er sværere end at storme himmelen — som vi siger. Selv om vi har lært at klare os, virker dette hektiske byliv ikke naturligt på mig. Jeg ved godt at jeg har det bedre end millioner, ja måske milliarder af mennesker i andre dele af verden som hverken har et hjem, elektricitet, rindende vand eller ordentlige sanitære forhold. Men vi trænger hårdt til et bedre system, en bedre verden, et bedre liv. — Fortalt af Kin Keung.

’Børn er dyrebare, men sønner er uundværlige’

Med en befolkning på over 850 millioner og en fødselsrate på 3,1 procent må Indien hvert år tage imod 26 millioner nyfødte — lige så mange som der bor i Canada. Ikke overraskende står det højt på myndighedernes prioritetsliste at få dæmmet op for den hurtige befolkningstilvækst. Men hvor stor succes har man haft? Hvilke forhindringer støder man på?

„FØR 20, nej! Efter 30, afgjort ikke! Kun to børn — godt!“ Sådan lyder teksten på en af de farverige plakater i forhallen til familieplanlægningens hovedkvarter i Bombay i Indien. På en anden plakat ses en hærget moder omgivet af fem børn. Den advarer: „Fortryd ikke senere!“ Budskabet er tydeligt og klart: To børn pr. familie er nok. Men det er ikke nemt at få folk til at acceptere det og følge regeringens opfordring.

„Hinduerne måler en mands lykke i hvor mange børn han har. Blandt hinduer betragtes børn som en velsignelse for en husstand. Uanset hvor stor en familie en mand har fået, holder han aldrig op med at bede for dens vækst,“ fortæller bogen Hindu Manners, Customs and Ceremonies. Fra et religiøst standpunkt har et drengebarn størst værdi for patriarken. „Der findes ingen større ulykke end det ikke at efterlade sig en søn eller en sønne- eller dattersøn der kan sørge for ens begravelse,“ forklares det videre i bogen. „I så fald mener man at enhver adgang til lyksalighedens bolig efter døden er spærret.“

Sønnerne fører også an i forfædredyrkelsen, eller sraddha. „Det er afgørende at have mindst én søn,“ skriver A. L. Basham i The Wonder That Was India. „Den stærke familiefølelse i det hinduiske Indien har næret ønsket om at få sønner, uden hvilke slægten ville uddø.“

Foruden den religiøse overbevisning er der en kulturel faktor som nærer ønsket om at berige Indiens traditionelle tætsammenknyttede storfamilie med sønner der gifter sig og fortsætter med at bo hos forældrene. „Døtrene gifter sig og flytter ind i deres svigerforældres hjem, men sønnerne bliver hos forældrene; og forældrene forventer at deres sønner sørger for dem på deres gamle dage,“ forklarer Dr. Lalita S. Chopra fra Bombay Kommunes Afdeling for Sundhed og Familieplanlægning. „Det er deres sikkerhed. Forældre føler sig trygge med to sønner. Det er derfor logisk at et ægtepar der har nået den anbefalede tobørnsgrænse og kun har piger, forsøger at få en søn.“

Skønt alle børn i teorien er fra Gud, betragtes de i praksis ikke som ligeværdige. „Det er tydeligt at piger forsømmes lægeligt set,“ rapporterer Indian Express. „Deres overlevelse betragtes ikke som vigtig for familiens fremtid.“ Bladet skriver at en undersøgelse i Bombay har afsløret at ud af 8000 aborter foretaget efter kønsbestemmelsestest er 7999 pigefostre.

En drøj kamp

„Det er almindeligvis faderen der bestemmer antallet af børn og familiens størrelse,“ forklarer sundhedsinspektør dr. S. S. Sabnis fra Bombay i et interview. Uanset om en kvinde ønsker familieforøgelse eller ej, er hun under pres fra manden. „Det er derfor vi sender både mandlige og kvindelige hold til hvert hjem i slumkvartererne i håb om at den mandlige rådgiver kan tilskynde faderen til at begrænse familiens størrelse og hjælpe ham til at indse at han bedre vil kunne drage omsorg for et mindre antal børn.“ Men som vi har set, lægger der sig mange hindringer i vejen.

„Blandt de fattige er spædbørnsdødeligheden høj på grund af de elendige levevilkår,“ siger dr. Sabnis. „Da man ved at nogle børn vil dø, er der et udtalt ønske om at få mange børn.“ Men børnene får ikke megen omsorg. De strejfer omkring uden opsyn og tigger, eller roder måske i affald efter noget spiseligt. Og forældrene? „De ved ikke hvor deres børn er,“ siger dr. Sabnis beklagende.

På indiske reklamer ser man ofte et lykkeligt, velbjærget par som nyder livet sammen med deres to børn, almindeligvis en dreng og en pige, som der tydeligvis bliver sørget godt for. I det sociale lag personerne tilhører — middelklassen — er tobørnsprincippet almindeligt accepteret. Men det er det langtfra blandt de fattige, der ræsonnerer som så: ’Hvis vore forældre eller bedsteforældre fik 10 eller 12 børn, hvorfor kan vi så ikke? Hvorfor skulle vi begrænse os til to?’ Det er blandt Indiens underprivilegerede flertal at kampen om befolkningskontrollen udkæmpes. „Befolkningen er ung og i den fødedygtige alder,“ siger dr. Chopra. „Det ser ud til at være en håbløs kamp. Der ligger et uhyre arbejde foran os.“

Min opvækst i en afrikansk by

Befolkningstilvæksten i de afrikanske lande syd for Sahara er en af verdens højeste. Hver kvinde får i gennemsnit mere end seks børn. Fattigdom, miljøødelæggelse og ressourcemangel gør ondt værre. Her er en førstehåndsberetning om hvordan livet former sig i den del af verden.

JEG er vokset op i en større vestafrikansk by. Vi var syv børn i familien, men to døde tidligt. Vort hjem bestod af et soveværelse og en dagligstue. Mor og far sov i soveværelset, og vi børn sov på måtter i dagligstuen — drengene i den ene ende af rummet, pigerne i den anden.

Ligesom de fleste andre i vores nabolag havde vi ikke ret mange penge, og vi fik ikke altid vores behov dækket. Nogle gange var der ikke engang mad nok. Om morgenen måtte vi ofte spise de opvarmede ris fra dagen før. Til tider havde vi ikke engang dét. Nogle siger at faderen, der er forsørgeren, skal have den største portion, og moderen den næststørste, mens børnene kan få resterne. Men vores forældre lod os børn få den smule der var, og undværede hellere selv. Jeg er taknemmelig for deres offervilje.

Min skolegang

Nogle afrikanere mener at det kun er drenge der skal gå i skole. De føler ikke at det er nødvendigt for piger, eftersom deres mænd vil tage sig af dem når de bliver gift. Sådan tænkte mine forældre ikke. De sendte os alle fem i skole. Men det var en økonomisk belastning for mine forældre. Papir og blyanter var ikke det store problem, hvorimod lærebøgerne og de obligatoriske skoleuniformer var dyre.

Da jeg begyndte i skolen havde jeg ingen sko. Det var først da jeg blev 14 at mine forældre havde råd til at købe sko til mig. Imidlertid havde jeg et par sko som jeg brugte når jeg gik i kirke, men dem måtte jeg ikke bruge i skolen eller andre steder. Derfor gik jeg barfodet. Nogle gange havde min far råd til at give os buskort, men når han ikke havde, måtte vi gå til og fra skole. Det var 3 kilometer hver vej.

Hvordan vi vaskede og hentede vand

Vi vaskede tøj i et vandløb. Jeg husker når jeg gik derhen med mor, som medbragte en spand, et stykke sæbe og tøjet. Nede ved vandløbet fyldte hun spanden med vand, lagde tøjet i og gnubbede det med sæben. Derefter bankede hun tøjet på en glat klippe og skyllede det i vandet. Så bredte hun det ud på klipperne for at det kunne tørre. Det var nemlig for tungt at bære det våde tøj hjem. Jeg var lille dengang, og fik til opgave at passe på tøjet og holde øje med at ingen stjal det. Mor gjorde selv det meste af arbejdet.

Da kun få havde indlagt vand, bestod en af mine opgaver i at hente vand fra en udendørs taphane. I tørkeperioden var mange af hanerne imidlertid lukkede for at spare på vandbeholdningen. Engang fik vi ikke noget at drikke en hel dag. Ikke en eneste dråbe! Nogle gange har jeg måttet gå mange kilometer efter blot en enkelt spand vand. Eftersom jeg bar vandspanden på hovedet over lange afstande, forsvandt håret dér hvor spanden hvilede. Jeg havde allerede måne som ti-årig! Men heldigvis kom håret igen.

Børn — en sikkerhed

Når jeg ser tilbage vil jeg tro at vores levestandard svarede til gennemsnittets, ja var måske over middel i vores del af Afrika. Jeg kender mange andre familier hvis levestandard var langt ringere end vores. Mange af mine skolekammerater måtte sælge varer på markedet før og efter skoletid for at tjene penge til familien. Andre kom i skole uden morgenmad og madpakke. Jeg kan huske mange tilfælde hvor et af disse børn kom hen og tiggede når jeg spiste mit brød. Så brækkede jeg et stykke af og gav ham.

Trods de strabadser og besværligheder det medfører vil de fleste stadig gerne have store familier. „Ét barn er ikke noget barn,“ er der mange her der siger. „To børn er ét, fire er to.“ Sådan siger de fordi spædbørnsdødeligheden er blandt de højeste i verden. Forældrene ved at nogle af børnene dør, mens andre vil overleve, vokse op, få arbejde og tjene penge. De vil så kunne sørge for forældrene i deres alderdom. I et land uden socialvæsen har dette stor betydning. — Fortalt af Donald Vincent.

Befolkningsudviklingen — hvordan vil det gå?

FORFALDNE huse, uhygiejniske forhold, mangel på fødevarer og rent vand, sygdom, underernæring — disse og andre genvordigheder er hverdagskost for størsteparten af verdens befolkning. Men som vi har set, klarer de fleste der lever under sådanne forhold sig på den ene eller den anden måde.

Men hvad med fremtiden? Må mennesker leve på et eksistensminimum for tid og evighed? Hvad med forskernes dystre prognoser om følgerne af en fortsat befolkningstilvækst? Forskerne siger at vi tilsviner vor egen rede ved at forurene luften, vandet og landjorden som vi er afhængige af. De peger også på drivhuseffekten som forårsages af drivhusgasser som kuldioxid, metan, klorfluorkarboner (fra køleanlæg og skumplastprodukter) og som vil medføre en opvarmning af atmosfæren og ændre jordens klima, med forfærdende konsekvenser til følge. Vil dette til sidst føre til at civilisationen i dens nuværende form lider undergang? Lad os undersøge nogle få vigtige faktorer.

Er der for mange mennesker?

Vil jordens befolkning vokse i det uendelige? Er der nogle strømpile for hvor stor den vil blive? Det er et faktum at verdensbefolkningen er fortsat med at vokse trods bestræbelserne på at indføre familieplanlægning. Den årlige tilvækst er nu på 90 millioner (hvilket svarer til Mexicos befolkning). Der synes ikke umiddelbart at være mulighed for at bremse udviklingen. Men demografer er enige om at man vil nå et balancepunkt. Spørgsmålet er blot hvornår og ved hvilket niveau.

Ifølge prognoserne fra FN’s Befolkningsfond vil verdensbefolkningen stabilisere sig ved 14 milliarder. Andre mener at den vil nå sit højdepunkt ved 10 til 11 milliarder. Men spørgsmålet er: Vil det være for mange mennesker? Har jorden plads til to-tre gange sin nuværende befolkning?

En verdensbefolkning på 14 milliarder mennesker vil svare til 104 personer pr. kvadratkilometer. I Hongkong bor der, som tidligere nævnt, 5592 personer pr. kvadratkilometer. I øjeblikket er Hollands befolkningstæthed på 430 og Japans på 327, og disse lande har en høj levestandard. Selv hvis verdens befolkning når det forudsagte niveau, vil befolkningstallet ikke udgøre noget problem.

Vil der være føde nok?

Hvad med fødevareforsyningen? Vil jorden kunne brødføde 10 til 14 milliarder mennesker? Den nuværende fødevareproduktion er selvsagt for lille til det. Faktisk hører vi ofte om hungersnød, underernæring og sult. Betyder det at vi ikke kan producere nok føde til den nuværende befolkning, endsige til to til tre gange flere?

Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare fordi det afhænger af hvad man forstår ved „nok“. Mens flere hundrede millioner mennesker i verdens fattige nationer ikke engang kan få en spartansk kost, lider folk i de industrialiserede lande under konsekvenserne af at spise for meget og rammes ofte af slagtilfælde, kræft, hjertesygdomme og så videre. Man kan regne ud at der går fem kilo korn til at producere ét kilo kød. Som følge heraf fortærer den kødspisende fjerdedel af verdens beboere næsten halvdelen af den samlede kornproduktion.

Hvad angår den samlede fødevareproduktion skriver bogen Bread for the World: „Hvis den nuværende fødevareproduktion i verden blev ligeligt fordelt mellem alle i verden, med et minimalt spild, ville alle have nok. Måske lidt knapt, men tilstrækkeligt.“ Den udtalelse blev fremsat i 1975, for over 15 år siden. Hvordan ser det ud i dag? Ifølge World Resources Institute „er verdens totale fødevareproduktion steget voldsomt og har overhalet efterspørgselen. Som følge heraf er priserne på de vigtigste fødevareprodukter på de internationale markeder faldet, beregnet i inflationskorrigerede tal.“ Andre undersøgelser viser at priserne på ris, hvede, soyabønner og andre kornarter er faldet til det halve eller derunder i den samme periode.

Sammenfattende kan det siges at fødevareproblemet ikke så meget skyldes produktionsmængden som forbrugsvanerne. Ved hjælp af ny genteknologi kan man fremavle sorter af ris, hvede og andet korn der kan give dobbelt så stort udbytte som de nuværende sorter. Men megen ekspertviden går til at forbedre salgsafgrøder som tobak og tomater der tager sigte på at stille de riges lyst frem for at fylde de fattiges mave.

Hvad med miljøet?

De der følger nøje med i udviklingen er imidlertid nået til den slutning at befolkningseksplosionen ikke er den eneste trussel mod menneskehedens fremtidige velfærd. I bogen The Population Explosion foreslår Paul og Anne Ehrlich at følgerne af menneskets påvirkning af miljøet kunne udtrykkes ved følgende simple ligning: Virkning = befolkning × velstandsniveau × teknologiens indflydelse på miljøet.

Hvis man benytter denne formel er et land som De Forenede Stater, ifølge forfatterne, overbefolket — ikke fordi det har for mange indbyggere, men fordi dets velstandsniveau bygger på et stort forbrug af naturligt forekommende råstoffer og på en teknologi der belaster miljøet voldsomt.

Andre undersøgelser synes at bekræfte dette. The New York Times citerer økonomen Daniel Hamermesh for at sige at ’drivhuseffekten står mere i forhold til det økonomiske aktivitetsniveau end til antallet af forurenere. Gennemsnitsamerikaneren opsender 19 gange mere kuldioxid end gennemsnitsinderen. Og det er endda overvejende sandsynligt at et økonomisk driftigt Brasilien med en lav befolkningstilvækst ville nedbrænde sine regnskove hurtigere end et forarmet Brasilien med en hurtig befolkningstilvækst.’

Alan Durning fra Worldwatch Institute bekræfter denne iagttagelse: „Den rigeste milliard mennesker i verden har skabt en civilisationsform der er så grådig og ødsel at kloden er i fare. Livsstilen i toppen af pyramiden — som består af bilister, kødspisere, sodavandsdrikkere og ’køb-og-smid-væk’-forbrugere — udgør en økologisk trussel der er værre end noget andet, måske bortset fra befolkningstilvæksten.“ Han påpeger at denne „rigeste femtedel“ af menneskeheden producerer næsten ni tiendedele af klorfluorkarbonerne og over halvdelen af de andre drivhusgasser som truer miljøet.

Problemets kerne

Af det ovenstående fremgår det at man ikke blot kan give befolkningstilvæksten skylden for menneskehedens problemer. Ondets rod er ikke at vi lider af pladsmangel eller at jorden ikke kan brødføde os alle, ej heller at råstofferne snart er opbrugt. Dette er blot symptomer. Det egentlige problem er at flere og flere mennesker stræber efter et stadig større forbrug af materielle goder uden at skænke konsekvenserne af deres handlinger en tanke. Som følge af dette umættelige behov nedslides jordens miljø langt ud over hvad det kan bære. Problemet skyldes med andre ord ikke så meget befolkningstallet som befolkningsindstillingen, menneskets natur.

Forfatteren Alan Durning udtrykker det således: „I en sårbar biosfære afhænger menneskehedens endelige skæbne af om vi kan opdyrke større selvbeherskelse, funderet på en forbrugsbegrænsende etik, og finde en ikkemateriel måde at berige os på.“ Han har helt ret. Men spørgsmålet er om det er sandsynligt at folk frivilligt vil opdyrke selvbeherskelse, begrænse forbruget og satse mere på immateriel rigdom. At dømme ud fra den selvforkælende og nydelsessyge livsstil som hersker i dag, er det mere sandsynligt at det modsatte vil ske. De fleste mennesker i dag synes at leve efter devisen: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinther 15:32.

Selv hvis mange mennesker skulle begynde at se kendsgerningerne i øjnene og ændre deres liv, ville vi ikke kunne vende udviklingen inden for en overskuelig fremtid. Betragt blot de mange grupper af miljøaktivister og de alternative livsformer der er dukket op i årenes løb. Nogle af dem har leveret stof til avisernes forsider, men har de formået at ændre samfundet som helhed? Næppe. Og hvorfor ikke? Fordi hele systemet er både kommercielt, kulturelt og politisk gearet til at fremme begreber som ’indbygget forældelse’ og ’køb-og-smid-væk’-forbrugerisme. I denne ramme vil der ikke ske forandringer medmindre man forandrer samfundet gennemgribende helt fra grunden. Dette vil kræve en omfattende oplæring af mennesker.

Er der lys forude?

Man kan sammenligne det med følgende situation: En familie bliver installeret i et møbleret og veludstyret hus som en velgører har stillet til rådighed og får lov til at benytte alle husets faciliteter. Hvad sker der hvis beboerne begynder at smadre møblementet, brække gulvet op, knuse ruderne, stoppe afløbene, overbelaste elforsyningen, ja, kort sagt, truer med at ødelægge hele huset? Vil ejeren passivt se til, uden at løfte en finger? Sandsynligvis ikke. Han vil uden tvivl tage affære og fjerne vandalerne fra sin ejendom og sætte bygningen i stand. Ingen kan sige at det ville være uretfærdigt at tage et sådant skridt.

Hvad så med menneskeslægten? Kunne den ikke meget passende sammenlignes med lejeren i et velindrettet og komfortabelt hus, opført og ejet af Skaberen, Jehova Gud? Jo, for som salmisten skrev: „Jehovas er jorden og det som fylder den, den frugtbare jord og de som bor derpå.“ (Salme 24:1; 50:12) Gud har ikke blot givet os livsfornødenheder — lys, luft, vand og føde — han har givet os det i en overflod og variation som gør livet rart og behageligt. Men hvordan har menneskene opført sig som lejere? Desværre ikke særlig godt. Vi er bogstavelig talt ved at splitte vort smukke hjem ad. Hvad vil ejeren, Jehova Gud, gøre?

Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“! (Åbenbaringen 11:18) Hvordan han vil gøre det, fortæller Bibelen: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Hvordan bliver det at leve under Guds riges evige styre? Profeten Esajas giver os et glimt af hvad der forestår:

„De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem.“ — Esajas 65:21-23.

En lys fremtid venter menneskeheden! I Guds nye verden vil ingen være syge og mangle bolig eller mad og drikke. En lydig menneskehed vil under Guds ledelse fylde jorden og underlægge sig den, uden at være truet af overbefolkning. — 1 Mosebog 1:28.

[Ramme på side 13]

Hvorfor er levnedsmidlerne ofte så dyre?

Skønt det er blevet billigere at fremstille næringsmidler, stiger fødevarepriserne. Hvorfor? Blandt andet på grund af urbaniseringen. For at kæmpebefolkningerne i verdens evigt voksende storbyer kan få mad i munden, må fødemidlerne transporteres over store afstande. En undersøgelse omtalt i bladet World-watch viser at i De Forenede Stater har „den typiske fødevareartikel tilbagelagt 2100 kilometer fra landmanden til spisebordet“. Forbrugeren må ikke alene betale for maden men også for forarbejdningen, emballagen og transporten.

[Diagram på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jordens atmosfære absorberer solvarmen. Men den varme der er skabt ved den absorberede varmestråling kan ikke slippe væk på grund af drivhusgasserne, hvilket fører til at temperaturen på jordoverfladen stiger

Drivhusgasser

Udstråling

Absorberet varmestråling

[Illustrationer på side 12]

Der går fem kilo korn til at producere ét kilo kød. Den kødspisende fjerdedel af verdens befolkning konsumerer således næsten halvdelen af den samlede kornproduktion