„Åndelige ord“ til de sindslidende

ALLE kan blive ramt af en psykisk sygdom — også trofaste tjenere for Gud. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at søge lægehjælp, men de syge kan også have gavn af den hjælp og opmuntring den kristne menighed kan yde dem. Da Epafroditus, en trofast kristen, var meget nedtrykt, blev hans medtroende i Filippi for eksempel tilskyndet til ikke at ignorere hans nedtrykthed, men ’give ham den sædvanlige velkomst i Herren med al glæde, og blive ved med at sætte pris på den slags mænd’. — Filipperne 2:25-29.

I dag er Jehovas vidner også forpligtede til at ’blive ved med at trøste hinanden’ og ’støtte de svage’. (1 Thessaloniker 5:11, 14) Kristne ældste bør føre an på dette område. — Esajas 32:2.

Ganske vist er kun de færreste ældste kvalificerede til at give lægebehandling eller anvende psykiatriens behandlingsmetoder, og de bør ikke forsøge sig med noget de ikke har forstand på — det ville være ubeskedent og kan være farligt. (Ordsprogene 11:2) Ligesom apostelen Paulus bør de ældste tale, „ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden, idet [de] forbinder åndelige anliggender med åndelige ord“. (1 Korinther 2:13) Disse „åndelige ord“ omfatter de begreber og principper der findes i Bibelen. Hvis de anvendes rigtigt kan de være til stor trøst og opmuntring for psykisk syge brødre og søstre. — 2 Timoteus 3:16.

’Hurtige til at høre’

De ældste bør først og fremmest være ’hurtige til at høre og langsomme til at tale’. (Jakob 1:19) Hvis man ’svarer før man har hørt hvad en sag drejer sig om’ kan man let komme til at give en forkert vejledning. (Ordsprogene 18:13) De ældste i en menighed forstod ikke at en broder led af en depression, og mente at han blot var åndeligt svag. De rådede ham til at „bede mere“ — et råd han havde svært ved at følge på grund af sin nedtrykte sindstilstand.

Før de ældste giver en vejledning bør de derfor lytte til alt hvad den syge har at sige. Måske har han først og fremmest brug for at nogle lytter opmærksomt til ham. Med tålmodighed og dømmekraft bør de ældste finde frem til hvad hans hjerte rummer. (Ordsprogene 20:5) Hvis den syge har svært ved at udtrykke sine følelser i ord, vil det være godt at følge Elkanas eksempel og tænke på de venlige men specifikke spørgsmål han stillede da hans kone var nedtrykt. „Hanna,“ sagde han, „hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke, og hvorfor gør dit hjerte ondt?“ (1 Samuel 1:8) Gennem venlige, taktfulde spørgsmål kan man ofte hjælpe en deprimeret broder til selv at forstå årsagen til sin „ængstelse“. (Ordsprogene 12:25) I ét tilfælde viste der sig at ligge ægteskabelige problemer bag en broders depression.

Yd hjælp „uden at bebrejde“

Psykisk syge kan ikke altid begrunde hvorfor de føler som de gør. En søster skriver for eksempel: „Da jeg blev syg forstod jeg ikke hvad det var der skete, og somme tider gav jeg Jehova skylden for det.“ Det kan også forekomme at psykisk syge brødre og søstre mener at menigheden har behandlet dem forkert eller afvist dem. Hvordan bør de ældste reagere på sådanne ubegrundede anklager?

Jehova har sat eksemplet ved at ’give gavmildt til alle og uden at bebrejde’. (Jakob 1:5) Man bør ikke give den syge indtryk af at han er tåbelig når han føler som han gør. Hans følelser forekommer måske nok andre ulogiske, men for ham er de yderst virkelige. Han har brug for medfølelse, ikke kritik. (1 Peter 3:8) De ældste må også passe på at de ikke øger den syges følelsesmæssige byrde ved at anklage ham for overtrædelser. Den retfærdige Job var så nedtrykt at han sukkede: „Min sjæl er led ved livet.“ (Job 10:1) Men hans tre venner trøstede ham ikke. En af dem sagde endda: „Er din slethed ikke stor, og er dine misgerninger ikke uden ende?“ — Job 22:5.

Følelsesmæssig uligevægt kan dog være fremkaldt — eller forstærket — af en overtrædelse. „Da jeg tav stille [om en overtrædelse], hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang,“ skrev salmisten David. (Salme 32:3) En broder led for eksempel af en voldsom angst som han ikke kunne bekæmpe. Hvad var årsagen? At han havde begået ægteskabsbrud og fortiet det. Hvis der er grund til at nære mistanke om at den syge har begået en overtrædelse, kan de ældste undersøge sagen. Men de må gøre det venligt, uden at rette anklager mod ham.

„De vises tunge læger“

Når de ældste har gjort hvad de kan for at finde ud af hvad der er i vejen, bør de gå frem i overensstemmelse med Ordsprogene 12:18, hvor der står: „De vises tunge læger.“ De ældste kan naturligvis ikke helbrede selve sygdommen, men hvis de vælger deres ord med omhu kan de måske befri den psykisk syge for unødvendige bekymringer og byrder. De kan først og fremmest finde artikler om mentale og følelsesmæssige problemer frem fra Vagttårnet og Vågn op! og drøfte dem med den syge for at hjælpe ham til bedre selv at forstå hvad han fejler. Mange vil være lettede over at erfare at tilstanden skyldes en fysisk defekt, ikke Jehovas mishag.

Det kan dog være vanskeligt at hjælpe psykisk syge mennesker, eftersom nogle kan komme i voldsom affekt. Vise ældste vil imidlertid huske at „et mildt svar afvender forbitrelse“. (Ordsprogene 15:1) Hvis de sørger for at deres tale altid er „med ynde“, vil de ikke forværre situationen unødigt. (Kolossenserne 4:6) For eksempel vil en broder der lider af skizofreni måske hævde at han hører stemmer.a Dr. E. Fuller Torrey siger i den forbindelse: ’Det virker mod hensigten at forsøge at argumentere med skizofrene for at få dem væk fra deres vrangforestillinger. Hvis man prøver vil resultatet som oftest blive misforståelser og vrede. Frem for at argumentere kan man simpelt hen erklære sig uenig.’ En ældste kan med andre ord tålmodigt forklare den syge at skønt stemmerne forekommer virkelige, er det sandsynligvis bare hans hjerne der spiller ham et puds.

Man kan også opnå gode resultater ved at bruge Bibelen målbevidst. (Hebræerne 4:12) Hvis den syge for eksempel giver udtryk for en irrationel frygt for at Gud har vendt ham ryggen, kan de ældste vise venlig medfølelse. Samtidig bør de tålmodigt minde ham om hvor stor en kraft der ligger i genløsningen, idet de henviser til skriftsteder som Salme 103:8-14 og Første Johannesbrev 2:1, 2. Måske kan Første Petersbrev 5:6, 7 og Romerbrevet 8:26, 27 hjælpe den syge til at indse at Gud ’tager sig af ham’ og hører hans bønner, selv hvis han har svært ved at udtrykke sine følelser i ord. I overensstemmelse med princippet i Jakob 5:14 kan de ældste derefter bede sammen med den syge.

Hvis én er tilbøjelig til at blæse uvæsentlige småting op til store problemer, kan man minde ham om Bibelens vejledning: „Vær ikke overmåde retfærdig.“ (Prædikeren 7:16) En anden har måske brug for hjælp til at bekæmpe umoralske tanker, og kan have gavn af ordene i Filipperbrevet 4:8. En tredje har måske svært ved at erkende sin begrænsning og bliver modløs fordi hans sygdom hæmmer ham i den kristne tjeneste. Ved hjælp af skriftsteder som Mattæus 13:23 og Lukas 21:1-4 kan man hjælpe ham til at indse at Jehova værdsætter det vi gør, selv om vore omstændigheder hindrer os i at gøre så meget som vi gerne ville.

Ja, hvis de ældste giver vejledning ud fra Bibelen kan de være til stor trøst og hjælp for trosfæller der er blevet ramt af en sindslidelse. En søster der har haft psykiske problemer siger: „Nu forstår jeg rigtig meningen med det der siges i Esajas 32:2 om de ældste i menigheden. De var altid parate til at give mig praktisk vejledning når jeg havde brug for det.“

Møderne og forkyndelsen

Selv om man skulle blive ramt af en sindslidelse har man stadig et åndeligt behov. (Mattæus 5:3) Nogle kristne har endda reddet livet i den situation ved at være åndeligt stærke. Irene, der i 30 år har lidt af skizofreni, fortæller: „Somme tider var jeg meget uklar. Men sandheden forsvandt aldrig fra mit sind — intet kunne rokke den. Det var dét der afholdt mig fra at tage mit eget liv.“

Den syge bør derfor tilskyndes til ikke at ’holde sig for sig selv’ men deltage i forkyndelsen og overvære møderne i det omfang det er muligt. (Ordsprogene 18:1) En søster der har været psykisk syg fortæller: ’Jeg var overbevist om at jeg havde begået en utilgivelig synd mod Jehova Gud. Derfor rev jeg alt hvad jeg hørte ved møderne ud af sammenhængen. Uanset hvad der blev talt om i fordømmende vendinger, rettede jeg det mod mig selv.’ Men hun blev ved med at komme til møderne, og på et tidspunkt hørte hun et foredrag der hjalp hende til at komme over den vildfarelse at Gud skulle have forkastet hende.

Hvordan skal man forholde sig hvis en alvorligt syg broder eller søster kommer i affekt og forstyrrer møderne eller forkyndelsen? Den syge gør det sandsynligvis ikke i en ond hensigt, men er blot urolig på grund af vrangforestillinger. Ikke desto mindre kan det være en prøvelse for alle parter. Hvis det drejer sig om mindre forstyrrelser og det ikke sker så ofte, vil menigheden sandsynligvis være langmodig. (Kolossenserne 3:12, 13) I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at lade den syge sidde et sted hvor han ikke forstyrrer så meget hvis han bliver urolig. Man kan også kærligt hjælpe den syge til fortsat at være aktiv i forkyndelsen, og om nødvendigt sørge for at han altid ledsages af en moden, afbalanceret forkynder eller at han er med på hjemmebibelstudier med interesserede der er underrettet om hans tilstand og kan affinde sig med den.

I nogle tilfælde kan en der er psykisk syg imidlertid opføre sig chokerende og anstødeligt eller være til fare for sig selv og andre. Han er måske holdt op med at tage sin medicin og må indtrængende opfordres til at begynde igen. Men hvis intet hjælper og hans opførsel fortsat virker voldsomt forstyrrende, kan det af hensyn til ro og orden være nødvendigt at hindre ham i at overvære møderne og i at deltage i forkyndelsen. (1 Korinther 14:40) De ældste bør i så fald venligt forklare ham at de ikke mener at han har mistet troen, men at hans sygdom simpelt hen sætter visse grænser for hvad han kan klare. De kan understrege over for ham at ’Gud ikke er uretfærdig så han glemmer vores arbejde’, men forstår at vi har vore begrænsninger. (Hebræerne 6:10) Ved regelmæssigt at komme på hyrdebesøg kan de ældste hjælpe den syge til at forblive åndeligt stærk indtil hans psykiske helbred forbedres.

Hjælp den syges familie

Det vender op og ned på en families hverdag når et af dens medlemmer rammes af en sindslidelse. „Det har været et knusende slag,“ siger en broder hvis voksne søn er alvorligt psykisk syg. „Den ene dag går efter den anden og man ser ingen bedring,“ tilføjer hans kone. „Det er også gået ud over vores ægteskab. Nu griber vi somme tider os selv i at småskændes.“ Det er også utrolig smertefuldt at se sin ægtefælle bukke under for en psykisk sygdom. En broder fortæller: „Min kone har fået stillet diagnosen ’paranoid skizofreni’. Hun hører stemmer og nægter at tage medicin fordi hun er overbevist om at hun vil blive ’forgiftet’. Hun tror ikke på at jeg er hendes mand, og hun vil hverken med i forkyndelsen eller til møderne.“ Hvordan kan man hjælpe de sindslidendes familier?

Paulus skrev: „Trøst de modfaldne sjæle.“ (1 Thessaloniker 5:14) Det ville være ukærligt at undgå eller ignorere en trosfælle der slider i det for at passe en psykisk syg slægtning. „I skal . . . acceptere hinanden,“ skrev Paulus. (Romerne 15:7) De kristne møder giver os en god mulighed for kærligt at rose dem der ’viser gudhengivenhed over for deres egen husstand’. — 1 Timoteus 5:4.

På hyrdebesøg kan de ældste tilskynde sådanne kristne til fortsat at holde et regelmæssigt familiestudium, overvære møderne og fortsat være aktive som forkyndere af Riget. Når det gælder materielle og praktiske behov bør menighedens medlemmer ikke nøjes med at sige: „Hold jer varme og mætte.“ (Jakob 2:16) Måske har familien behov for hjælp til at komme til møderne, og om nødvendigt kan nogle i menigheden hjælpe dem med at dække medicinudgifterne. (1 Johannes 3:17, 18) En sådan kærlig hjælp vil afgjort blive værdsat! En broder hvis kone er psykisk syg siger: „Brødrene i menigheden ved hvilke problemer vi har, og de viser kærlig interesse og omsorg for os.“

Vi må bevare vor uangribelighed

„Hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu,“ skrev Paulus. (Romerne 8:22) Psykisk sygdom er blot én af ufuldkommenhedens smertelige følger. Lægerne kan måske lindre sygdommen, men mange der har søgt hjælp hos dem har erfaret det samme som en kvinde der på Jesu tid „var blevet påført mange smerter af mange læger, og alt hvad hun ejede havde hun givet ud, og hun var ikke blevet hjulpet men var snarere blevet dårligere“. — Markus 5:26.

Mange må lære at leve med deres problemer og se hen til at Gud vil løse dem i sin nye verden. (Åbenbaringen 21:3, 4) „Velsign Jehova . . . som helbreder alle dine sygdomme,“ skrev salmisten. (Salme 103:2, 3) Indtil da er det ikke det at opnå et fuldkomment fysisk og psykisk helbred vi skal koncentrere os om, men det at bevare vor uangribelighed. (Salme 26:11; jævnfør Første Korintherbrev 7:29-31.) Det kan være svært hvis man er psykisk syg, men mange har ligesom Paulus trofast tjent Gud selv om de havde „en torn i kødet“. (2 Korinther 12:7) „Jeg har erfaret at ingen læge, ikke engang brødrene, kan helbrede mig,“ siger en søster. „Men jeg har lært at stole på Jehova.“ De psykisk syge kan også stole på deres kærlige brødre og søstre der tålmodigt taler „åndelige ord“ for at trøste og hjælpe dem.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

„Åndelige ord“ fra kærlige ældste kan være til stor hjælp for psykisk syge