Er „skabelsesvidenskaben“ videnskabelig?
STRIDEN mellem dem der hævder at mennesket er opstået ved en udvikling og dem der holder sig til Bibelens skabelsesberetning, har ulmet i over hundrede år. Sidste år blussede den endnu en gang op, da der i USA blev ført en retssag ved en forbundsdomstol i byen Little Rock i Arkansas. Sagen drejede sig om gyldigheden af en lov der krævede at skolerne i Arkansas også skulle give undervisning i „skabelsesvidenskab“, og ikke bare i udviklingslæren. Udfaldet blev at domstolen omstødte loven som stridende imod USAs forfatning, og kendelsen blev hyldet som en sejr for udviklingslæren.
Loven havde været angrebet i forening af videnskabsfolk, teologer fra forskellige trosretninger, skolelærere samt Den amerikanske Borgerretsforening. Blandt dens fortalere var andre videnskabsfolk, teologer og skolelærere, foruden statsadvokaten for Arkansas. Retssagen og dens udfald fik en voldsom presseomtale. Også her i Danmark blev den kendt.
De påstande og modpåstande vidnerne fremsatte under sagen, rangerede lige fra fastslåede kendsgerninger til de mest absurde opfattelser. Man forstår det godt hvis lægfolk er noget i vildrede med hensyn til hvad de skal tro efter denne retssag. Har en dommerkendelse nu fastslået at livet er blevet til ved en udvikling? At menneskeslægten er millioner af år gammel? At Bibelen har uret? At man ikke længere må lære sine børn at vi er skabt af Gud?
Lad os se nærmere på hvad sagen drejer sig om, før vi drager disse slutninger. Hvad er egentlig „skabelsesvidenskaben“? Og er den videnskabeligt baseret, eller er den, som dens modstandere hævder, kun et skalkeskjul for bestemte kirkeretningers dogmer?
Hvad er „skabelsesvidenskaben“?
Tilhængere af skabelseslæren har selv affattet en definition som indgik i den omtalte lov i Arkansas, og som blev medtaget i sagens akter. Den indeholder videnskabelige vidnesbyrd som peger på at der kun i begrænset omfang kan ske ændringer inden for de oprindeligt skabte arter, og at én art ikke udvikler sig til en anden art blot ved mutationer eller naturlig udvælgelse. Heri hævdes det også at jorden og alt liv på den er et resultat af en skabelseshandling i nyere tid, og at alle fossilførende geologiske lag stammer fra en enkelt, jordomspændende vandflod.
De der fik loven formuleret var omhyggelige med at undgå enhver omtale af Gud og Bibelen, da loven ellers ville komme i konflikt med forfatningens forbud mod undervisning i en bestemt tro i offentlige skoler. Lovgivernes egne skrifter og deres vidneudsagn i Little Rock viste imidlertid at det var Bibelens skabelsesberetning og vandflodsberetning disse folk tænkte på. Tidspunktet for skabelsen stod ganske vist ikke i deres lov, men de vedgik at de med udtrykket „for nylig“ mente for cirka 6000 år siden, og i hvert fald ikke for mere end 10.000 år siden.
Udviklingslærens mangler kom ikke frem
Desværre for tilhængerne af skabelseslæren lykkedes det ikke ved retssagen at få afsløret nogen af udviklingslærens svage punkter. Fordomsfri iagttagere har længe haft kendskab til mange af disse svagheder; her vil vi kun ganske kort nævne nogle.
Resultaterne af mutationsforsøg blev ikke fremhævet i retssalen. Sådanne forsøg viser med overvældende klarhed at mutationer kun fører til degeneration i det genetiske mønster og ikke frembringer andet end defekte eksemplarer. Mutationer kan ikke skabe nye organer eller nye funktioner. Og de kan aldrig frembringe nye arter. Her taler kendsgerningerne imod udviklingslæren og støtter det logiske princip fra Bibelens Første Mosebog som går ud på at enhver dyre- eller planteart kun formerer sig efter sin egen art. Dette stærke argument blev imidlertid ikke anvendt.
Desuden kan biologien ikke vise en gradvis fremadskridende kæde af forsteninger hvor overgangsformer mellem arterne kan ses, som Darwins teori ellers forudsætter. Ifølge geologien viser arterne sig derimod ganske pludseligt i de forskellige lag, uden overgangsled fra ældre livsformer. For tiden er udviklingslærens tilhængere selv optaget af diskussion om den nye „springteori“, der er formuleret i erkendelse af at den lange søgen efter manglende led ikke har været kronet med held.
De enkelte arters pludselige forekomst i geologiske lag er endnu et stærkt vidnesbyrd for skabelsen og imod udviklingslæren. Hvorfor har tilhængerne af „skabelsesvidenskaben“ ikke gjort opmærksom på det? Det kunne de ikke, for de forbinder ikke de geologiske lag med forskellige afsnit af skabelsesprocessen, men hævder derimod at alle lagene er dannet på samme tidspunkt, nemlig da vandet trak sig tilbage efter vandfloden på Noas tid. Begrænset af denne ikke-bibelske idé kunne „skabelsesvidenskabens“ tilhængere ikke bruge fossilernes vidnesbyrd til andet end at modsige udviklingslæren. Man mindede dem imidlertid om at det ikke var udviklingslæren, men skabelseslæren, der var anklaget ved denne retssag.
Fejlene ved „skabelsesvidenskaben“ afsløret
Det var denne side af ’skabelsestilhængernes’ opfattelse, sammen med deres påstand om at jorden er skabt for kort tid siden, der kom stærkest i søgelyset ved retssagen og i medierne. Deres lære om at jorden og hele universet har en alder på mindre end 10.000 år strider imod alt hvad den nyere videnskab har påvist. De befinder sig så langt fra al konkret viden at videnskaben har svært ved at tage dem alvorligt.
For de geologiske processer opererer geologerne for eksempel med en tidsramme der strækker sig langt ud over 10.000 år. Sedimenterne på havbunden har dannet sig over en meget længere periode. Når bjerge dannes og atter nedbrydes, tager det millioner af år. Kontinenternes drift har også taget millioner af år. At hævde at alt dette er foregået på kun 10.000 år er helt absurd i geologers øjne.
Astronomer er lige så hovedrystende. De opererer ikke bare med planetbevægelser der tager dage eller år, men også med de lange perioder det tager for en stjerne eller en galakse at blive til. De taler om så store afstande at selv lyset, med en hastighed af cirka 300.000 kilometer i sekundet, er milliarder af år om at nå frem til deres teleskoper. De anslår afstanden til Magellan-tågen på den sydlige himmel, vor nærmeste nabomælkevej, til mere end 100.000 lysår. Hvis den er blevet skabt for kun 10.000 år siden, som tilhængerne af „skabelsesvidenskaben“ siger, skulle vi stadig vente 90.000 år på at se det første lysglimt fra denne mælkevej. På den nordlige halvkugle kan man en mørk nat, hvis man har gode øjne, skelne Andromeda-tågen, hvis lys er over 1.500.000 år om at nå herned. Den må selvfølgelig have eksisteret i længere tid end dette antal år. Man forstår hvorfor Det amerikanske astronomiske Selskab i januar gjorde sig den ulejlighed at vedtage en resolution der bifaldt Little Rockdomstolens afgørelse.
Ligeledes indvender fysikere at det er umuligt for dem at presse alt inden for deres disciplin ned på blot 10.000 år. De peger på at radioaktive grundstoffer som uran og thorium må have eksisteret i milliarder af år. Ophobningen af visse blyisotoper, som er slutprodukter ved radioaktivt henfald, viser at nogle af de ældste klippelag i jordoverfladen må have ligget uforstyrret i tre eller fire milliarder år. Ved analyser af rødforskydningen i lyset fra galakser ved udkanten af det synlige univers mener de også at kunne sige at disse er mellem ti og tyve milliarder år gamle.
Kan dette kaldes videnskab?
Hvordan kan ’skabelsestilhængerne’ forene disse vidnesbyrd med deres lære om at alt er blevet til for nogle få tusind år siden? Da Gud skabte de sten der indeholder uran, forsynede han dem da også med en bestemt mængde blyisotoper, så de kunne se ud til at være en milliard år gamle? Da han skabte Andromeda-tågen, fyldte han da også det mellemliggende rum med lysbølger på vej mod jorden over hele afstanden på mellem ti og tyve trillioner kilometer, for at vi ikke skulle vente for længe med at se den på himmelen? Ville sandhedens Gud med vilje indføre sådanne bedrag i sit skaberværk?
Sådanne tanker minder én om historien om den gamle kone fra en fundamentalistisk kirke i Amerika. Hun blev vist rundt i nationalparken Dinosaur National Monument i Utah, men troede ikke på parkbetjentens forklaring om de kæmpemæssige dyr der engang havde levet der og hvis knogler nu kunne ses som forsteninger. Hun sagde til betjenten: „Det er Vorherre der har anbragt dem for at se om du ville lade dig bedrage.“
Apropos dinosaurer, hvor passer disse da ind i ’skabelsestilhængernes’ skema? Efter deres opfattelse levede menneskene såvel som dinosaurerne og alle andre dyrearter, nulevende og uddøde, samtidig med hinanden før Vandfloden. De blev alle slynget rundt mellem hinanden ved udslettelsen i Vandfloden. Hvordan forklarer man da den omstændighed at forsteningerne i de sedimentære lag findes i ordnet rækkefølge, med simple livsformer i de laveste lag og de mere og mere komplicerede former i højereliggende lag? Der kan kun gives usandsynlige og selvmodsigende forklaringer på hvordan alle disse planter og dyr kunne have „sorteret sig“ fra den samlede blanding af døde organismer og lagt sig til rette i adskilte lag.
Tilhængerne af „skabelsesvidenskaben“ prøvede forgæves at forsvare deres uholdbare og anstrengte hypoteser, som blev grundigt gendrevet af videnskabsfolk i Little Rock. Det viste sig at der ikke var noget videnskabeligt hold i deres påstande.
„Skabelsesvidenskaben“ i vanry
Den mest berømte af de videnskabsfolk der udtalte sig til fordel for ’skabelsestilhængerne’, var Chandra Wickramasinghe, der blev hentet helt fra Wales for at udtale sig i retten. Sammen med den engelske astronom Fred Hoyle har han fremsat en uortodoks teori som forkaster den opfattelse at livet har udviklet sig på jorden. De siger at livet har sin oprindelse i det ydre rum, hvorfra det er kommet til jorden med kometer eller meteoritter. Han erklærede i retten at de genetiske mønstre er så komplicerede at de umuligt kan være dannet ved et tilfælde. Han konkluderede derfor at de må være udtænkt af en Intelligens. Hans udsagn vendte sig imidlertid mod ’skabelsestilhængerne’ da han erklærede at ingen rationel videnskabsmand kunne regne jorden for at være mindre end en million år gammel.
Ud fra de afgivne vidnesbyrd fra tilhængere henholdsvis modstandere af den omstridte lov, kunne dommeren næppe andet end erklære „skabelsesvidenskaben“ for uvidenskabelig. Det var klart afsløret at dens tilhængere ikke når deres konklusioner ved den videnskabelige metode, hvorved man først indsamler alle tilgængelige vidnesbyrd og derefter samler dem til en hypotese. Tværtimod begynder de med deres sekteriske fortolkning af Første Mosebog som udgangspunkt, og søger derefter at finde støtte for denne. Når vidnesbyrdene viser noget andet, søger de at ignorere dem, eller de opfinder usandsynlige forklaringer på konflikten med kendsgerningerne. Loven om skoleundervisningen i staten Arkansas var et mislykket forsøg på at få en bestemt opfattelse af skabelsen presset ind i skolerne.
Betyder „skabelsesvidenskabens“ fiasko da at der ikke har fundet en skabelse sted? Er Bibelen nu blevet modbevist, eller er det kun en snæver og misforstået fortolkning af Bibelen der er modbevist? I næste nummer af Vågn op! vil vi behandle forskellen mellem den såkaldte „skabelsesvidenskab“ og hvad Bibelen egentlig fortæller om skabelsen.
[Ramme på side 15]
„Alvorligt nederlag“
Den omtalte retssag kommenteres i Berlingske Tidende for 7. januar 1982: „Dommen er et alvorligt nederlag for fundamentalistiske kirkerørelser, der er vokset stærkt i USA de sidste år . . . Forbundsdommeren i Little Rock erklærede, at lovgivningen var et forsøg på at øve religiøs indflydelse i det offentlige skolevæsen, og at det derfor krænker grundlovens garanti for adskillelse mellem stat og kirke. Han sagde: ’Ingen gruppe, hvor stor eller lille den end er, kan bruge regeringsorganer, blandt hvilke de offentlige skoler er de mest fremtrædende indflydelsesrige, til at påtvinge andre deres religiøse overbevisning.’“
[Illustration på side 12 og 13]
Er alt blevet skabt på seks dage der hver kun varede 24 timer?