Vi bevarede vor uangribelighed i Nazi-Tyskland
SOM så mange andre unge i Tyskland i tiden før den anden verdenskrig holdt jeg af at dyrke sport, især gymnastik og fodbold. Dette optog det meste af min tid. Men lidt efter lidt skete der en forandring.
Gennem en af min faders arbejdskammerater stiftede jeg bekendtskab med Bibelen. I begyndelsen var jeg skeptisk over for det denne Bibelforscher (bibelstudent, som et Jehovas vidne dengang blev kaldt) fortalte mig. Men efterhånden gjorde det han sagde indtryk på mig, især det jeg lærte om Jesus Kristus og hans virke som menneske.
En tid med prøvelser begynder
Da nazistpartiet i 1933 overtog magten i Tyskland blev den sportsklub jeg tilhørte, forbudt. Dette, sammen med det jeg lærte ud fra Bibelen, hjalp mig til at beskæftige mig mere med åndelige anliggender. I 1935 indviede jeg mig til Jehova Gud og symboliserede dette ved vanddåben. Omkring samme tid blev jeg gift med en af mine trosfæller.
En streng tid var begyndt, og det skulle vise sig at blive endnu værre. Ejeren af den forretning hvor jeg arbejdede modtog et brev fra organisationen Den tyske Arbejderfront, der var en afdeling under NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, eller nazistpartiet). I brevet stod der:
„I overensstemmelse med vedtægterne og bestemmelserne for Deres firma anmoder vi Dem hermed om at afskedige bibelstudenten der er ansat hos Dem, eftersom han tydeligvis forstyrrer freden i Deres virksomhed ved ikke at blive medlem af Den tyske Arbejderfront.“ Da jeg af samvittighedsgrunde ikke kunne slutte mig til et politisk parti, rettede indehaveren af firmaet sig efter brevet, og jeg mistede mit arbejde.
Et år senere blev min svigermoder og jeg arresteret. Der blev gjort forsøg på at få mig til at opgive min tro og forråde mine åndelige brødre. Da jeg nægtede at samarbejde blev jeg den 25. november 1937 overført til koncentrationslejren Buchenwald. Min svigermoder blev også sendt til en koncentrationslejr.
Min uangribelighed prøves i Buchenwald
Mit fængselsophold i Buchenwald varede i næsten otte år. Tanken var at jeg skulle ende mine dage her — det var i det mindste hvad djævelsksindede mennesker havde tænkt sig. De tyske SS-vagter sagde ofte til os: „I kommer aldrig levende ud herfra.“ Jeg blev tvunget til at arbejde fra klokken fire om morgenen til solnedgang, skønt jeg kun havde lidt at spise. Men takket være Jehova Gud, over for hvem jeg ønskede at bevare min uangribelighed, var jeg i stand til at holde mig i live.
I sådanne svære tider var det meget nødvendigt med åndelig føde. Hvordan fik vi den ind i koncentrationslejren? Af og til blev der sendt flere Jehovas vidner til Buchenwald. De kom ikke blot fra Tyskland men også fra Holland, Belgien og Frankrig. Alt hvad de kunne huske fra de nyeste numre af Vagttårnet blev skrevet ned og ved hjælp af hemmelige fordelingsmetoder givet videre til trosfæller. På denne måde modtog vi den åndelige næring der var så absolut nødvendig for at vi kunne bevare vor integritet.
At vi havde denne åndelige føde forblev imidlertid ikke en hemmelighed, selv om vagterne aldrig fandt ud af hvordan vi modtog den. En dag fik vi følgende ultimatum: Hvis alle skrifter ikke er indleveret inden klokken 12 i morgen vil hver anden blive skudt. I en koncentrationslejr var sådanne ordrer ikke altid tomme trusler!
De af vore brødre der var ansvarlige for det skrevne materiale fandt en lejlighed til at mødes for at drøfte sagen under bøn. Det blev besluttet at man skulle indlevere nogle af vore håndskrevne „madrationer“. Det var skrifter der afslørede forskellige ukristne skikke inden for den katolske kirke. Beslutningen om at indlevere dette materiale medførte gode resultater. Ingen blev henrettet, og der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Faktisk var der nogle af SS-officererne der viste interesse for det de læste.
Vi var også i stand til at forsyne andre lejre med åndelig føde. Når som helst vore brødre blev overflyttet fra Buchenwald til andre lejre, satte de deres liv på spil ved at skjule håndskrevet bibelsk læsestof på sig. I selve Buchenwald organiserede vi også særlige kampagner for at forkynde for andre indsatte, og nåede derved tusinder med den gode nyhed.
Fornægt troen eller dø
Da den anden verdenskrig udbrød i 1939, kom vi ud for den hårdeste prøve. Man krævede at vi underskrev en erklæring om at vi havde afsvoret vor tro og var villige til at angive dem der aktivt gik ind for bibelstudenternes lære. Hvis vi underskrev erklæringen ville vi blive løsladt. Enhver der nægtede at underskrive ville blive skudt.
Det var noget man gang på gang truede os med. Når ordren lød: „Bibelstudenter, til porten!“ — så stillede vi op, magre og i lasede klæder. I lejrens vagttårne var der bevæbnede vagter. Lejrkommandanten plejede så at gentage sin trussel om at alle der nægtede at underskrive ville blive skudt. Komplet stilhed. Ingen meldte sig.
Ved en lejlighed trådte to brødre der tidligere havde underskrevet erklæringen, frem og sagde at de ønskede at få deres underskrifter slettet! De foretrak at dø sammen med deres brødre. De ellers så forhærdede SS-folk var forbløffede, ja bestyrtede. Der lød hverken skældsord eller trusler, kun befalingen: „Træd af! Meld jer ikke til arbejde.“ To timer senere lød det igen: „Bibelstudenter, til porten!“ Denne ’kattens-leg-med-musen’ varede i tre dage.
SS-folkene diskuterede, højt nok til at vi kunne høre det, hvordan vi skulle stilles op på række og skydes. Vi hørte endog en af officererne sige: „Det bedste vil være at stå i en rundkreds omkring dem og skyde på dem fra alle sider.“ Men da vi igen skulle stille på eksercerpladsen gik det op for os at det kun var et trick for at knække os.
Lejrkommandant Huttig begyndte sin tale med disse lidet flatterende ord: „I slyngler, I svin . . .“ Men hvad hørte vi? Ikke de sædvanlige trusler om død, men dette: „Føreren behandler jer alt for godt. Eksekveringen af jeres dom er blevet udsat indtil sejren.“ En dyb taknemmelighed mod Jehova vældede op i os, mens Huttig skreg: „Men husk . . . henstand er ikke det samme som frifindelse.“ Fjenden havde tabt.
Endnu en sejr
Selv om tilstandene blev mere tålelige det næste år, ventede der stadig mange prøvelser. En bidende kold vinter blev vi beordret til at skænke tøj til de tyske tropper på østfronten. Da vi nægtede at støtte krigsbestræbelserne på denne måde, blev vore vanter, ørevarmere og undertrøjer taget fra os. Vore lædersko blev også konfiskeret. I stedet fik vi nogle træsko der blev kaldt hollændere. Til trods for de manglende beklædningsgenstande blev vi alligevel tvunget til at arbejde udendørs, selv når temperaturen lå på minus 15 grader.
En dag blev det bekendtgjort at bibelstudenterne ville blive nægtet al lægehjælp i lejrens sygeafdeling. Vi var derfor tvunget til at støtte hinanden endnu mere, idet vi hjalp og plejede, ja i kærlighed så at sige ’bar’ de syge. (Galaterne 6:2) Denne ordning der havde til hensigt at knække os, havde i virkeligheden den modsatte virkning. Vi begyndte faktisk at ane Guds finger i denne sag!
Eftersom vi plejede de syge og svage i kristen kærlighed, var der ingen blandt os der døde. Derimod døde mange af de indsatte der blev behandlet på lejrens sygeafdeling. Naturligvis kunne de gudfremmede og brutale SS-folk ikke fatte hvad kærlighed kunne udrette. Efter nogen tid hvor de havde set at vi alle stadig var til stede under navneopråbet, var der en SS-læge der vantro rystede på hovedet og sagde: „Et medicinsk mirakel.“
Fejring af mindehøjtiden
Det var marts 1942, og tidspunktet for fejringen af Herrens aftensmåltid, eller mindehøjtiden for Kristi død, nærmede sig. Men hvordan kunne vi fejre denne højtid i en koncentrationslejr? En broder var i stand til at skaffe lagener der kunne bruges som bordduge; SS-kommandanten der gav tilladelsen troede at de skulle bruges i forbindelse med en fødselsdag. Mindehøjtiden skulle holdes i fløj D i vores blok.
Den første gruppe brødre var blevet smuglet ind i fløj D og var allerede samlet til mindehøjtiden. Andre brødre stod vagt forskellige steder uden for lokalet. Pludselig skete der noget uventet. Kommandanten var på vej på en rutinemæssig inspektion! Han styrede lige hen mod fløj D. Hjertet stod næsten stille på brødrene der holdt vagt. Der var intet at gøre. Kommandanten kom op ad trappen. Brødrene bad en tavs bøn. Halvvejs oppe ad trappen stod kommandanten stille, så sig omkring, og uvist af hvilken grund vendte han om og gik ned igen.
Den dag i dag, 40 år senere, hjælper minderne om sådanne begivenheder mig til at stole helt og fuldt på Jehova, uanset hvilken situation jeg befinder mig i. Han ændrede tilsyneladende håbløse situationer til storslåede udfrielser. — Esajas 26:3, 4.
Befrielsens tid
Ved krigens slutning blev vi løsladt fra lejren. Vi følte ligesom de israelitter om hvem det i fortiden blev sagt: „Dengang Jehova førte Zions fangne tilbage, blev vi som nogle der drømmer. Da fyldtes vor mund med latter og vor tunge med glædesråb.“ — Salme 126:1, 2.
Kort før afslutningen på den anden verdenskrig var min kone blevet arresteret og sendt til en koncentrationslejr. Min svigermoder havde været i Ravensbrück, og blot få måneder inden krigens afslutning havde SS sendt hende til Øvre Bayern. Men i 1945 vendte vi alle hjem. Vi var lykkelige over igen at være sammen, og taknemmelige for at vi havde bevaret vor uangribelighed og nu igen frit kunne fortsætte vor tilbedelse af Jehova.
Arresteret igen
Nogle år efter den anden verdenskrig blev jeg igen arresteret, idet Jehovas Vidners arbejde blev forbudt i det land hvor jeg boede, og jeg blev skilt fra min familie i næsten fire år. Gennem denne svære tid mærkede vi igen og igen hjælpen fra Jehova, vor barmhjertige Gud.
Efter krigen blev vi velsignet med en søn, og da han blev voksen måtte han også træffe en beslutning i forbindelse med spørgsmålet om neutralitet, som er omtalt i Esajas 2:4. Til vor store glæde valgte han at bevare sin uangribelighed over for Jehova. Det kostede ham to års fængsel.
Fordi vi har bevaret vor uangribelighed over for Gud, kan vor lille familie nu se tilbage på 23 år tilbragt i koncentrationslejre og fængsler. Vi vil ikke alle blive udsat for det samme. Men hver dag stilles vi alle over for den udfordring det er at bevare sin uangribelighed i en fordærvet verden. Måtte du derfor også være besluttet på at holde fast ved din uangribelighed. Du vil aldrig fortryde det, for, som salmisten siger: „Mig har du holdt oppe — på grund af min uangribelighed — og du stiller mig for dit ansigt til fjerne tider. Velsignet være Jehova, Israels Gud, fra en fjern fortid til en fjern fremtid.“ (Salme 41:12, 13) — Eftersom forfatteren bor i et land hvor Jehovas Vidners arbejde i øjeblikket er forbudt, er hans navn ikke nævnt.
[Tekstcitat på side 11]
Enhver der nægtede at underskrive ville blive skudt
[Tekstcitat på side 12]
SS-kommandanten sagde: „Det bedste vil være at stå i en rundkreds omkring dem og skyde på dem fra alle sider“
[Tekstcitat på side 13]
Vor lille familie kan se tilbage på at have tilbragt i alt 23 år i koncentrationslejre og fængsler
[Illustrationer på side 10]
Koncentrationslejren Buchenwald, hvor jeg tilbragte otte forfærdelige år
[Kildeangivelse]
UPI/BETTMANN PRESSEFOTO