Glæder ved udholdenhed i et godt arbejde
FORTALT AF CHARLES J. FEKEL
JEG har fundet det der har størst betydning for et menneskes liv og lykke. Og hvad mere er, det skete mens jeg endnu var en ung mand. Jeg har ikke behøvet at bruge årtier på at lede efter denne skat for så at opdage at størstedelen af mit liv havde været anvendt forgæves. Nej, jeg havde min ungdom og livskraft som jeg kunne bruge og udnytte i et godt og værdifuldt arbejde. Den kostelige skat jeg fandt var en nøjagtig forståelse af Guds hensigter, forklaringen på så vigtige spørgsmål som: Hvorfor er vi her på jorden? Er de nuværende forhold et udtryk for Guds vilje? Kan mennesket vente en lykkelig fremtid?
Mine barndomsår i Østrig-Ungarn var ikke særlig lovende. Min moder havde altid taget mig med til den romersk-katolske kirke. Da vi så flyttede hen til nogle lutheranske slægtninge billigede hun at jeg gik i en luthersk søndagsskole. Senere fik vi igen vores egen bolig, og jeg kom tilbage til den katolske kirke. Efter min faders død i 1905 flyttede vi til De forenede Stater, hvor vi en tid boede hos lutheranske slægtninge. Dette var i sandhed en stor forandring fra det liv vi havde ført i Europa.
Så kom vi atter til at bo for os selv, og min moder opfordrede os til at begynde at gå til messe igen. Jeg blev dog ved med at gå i den offentlige skole, for vi havde ikke råd til at få undervisning i den katolske skole. Senere begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse, og jeg kom hen på præstegården en gang om ugen for at gennemgå den katolske katekismus. Jeg blev dog aldrig konfirmeret. Der var flere grunde til at det ikke skete.
For det første kunne jeg se at der ikke blev givet bibelske beviser for de svar jeg skulle lære udenad fra katekismen. Jeg kunne heller ikke se værdien af de spørgsmål som præsten i skriftestolen stillede — han spurgte mig om alle mulige forseelser som jeg ikke havde begået. Og hvilket formål tjente det at man monotont gentog „Ave Maria“ og andre bønner? Og endnu vigtigere, hvilken livsgerning i tjenesten for Gud kunne den romersk-katolske kirke tilbyde lægfolket?
Af nysgerrighed lyttede jeg somme tider til dem der prædikede på gadehjørnerne. Men de gav ingen tilfredsstillende svar på de spørgsmål jeg så ivrigt stillede, og lagde kun vægt på syndernes skæbne i et brændende helvede. Den tanke at jeg kun skulle tjene Gud af frygt, frastødte mig. Var han ikke en Gud som drog sine skabninger til sig i kærlighed? Og der måtte da være et eller andet arbejde alle kunne deltage i for at behage Gud!
De første lysglimt
Så en dag besluttede min broder og jeg os til at høre et offentligt foredrag, hvortil der var gratis adgang, i Baltimores Musikakademi. Det fængslende emne var „Til helvede og tilbage igen“. Det logiske, bibelske syn på helvede (hebraisk sheol; græsk hades) som taleren fremholdt, gjorde et dybt indtryk på os begge. Jeg lagde også mærke til at pastor Russell — sådan hed taleren nemlig — var meget venlig og hensynsfuld. Endelig fik jeg svar på mine spørgsmål — fornuftige svar, som blev bekræftet af klare udtalelser i Bibelen.
Nogen tid efter så jeg det smukke „Skabelsens Fotodrama“, hvor billederne var synkroniseret med lydoptagelser. Denne skildring af menneskets historie som den fremholdes i Bibelen og talerens forklaring, var meget værdifuld for mig. Den gav mig en klar forståelse af Guds hensigter. Den fik mig også til at forstå at de fleste mennesker ikke ænser Jesus og hans marterpæl. Videnskabsmanden med sine reagensglas, finansmanden med sin rigdom, militærpersonerne, præsterne og de boglærde med deres personlige karriere, og de velhavende som styrter rundt fra den ene fornøjelse til den anden — alle for travlt optaget til at lægge mærke til Frelseren. Men hvad med mig selv, der stadig gik i skole på det tidspunkt? Blev jeg ikke formet i den samme retning af den verdslige uddannelse?
Omkring dette tidspunkt, husker jeg, plejede en interessant traktat med titlen „The Bible Students’ Monthly“ at blive stukket ind under vores dør. Jeg begyndte at abonnere på den og læste den regelmæssigt, og det vakte i mig en tørst efter flere og flere oplysninger. Jeg lagde penge til side af min løn hver uge og købte nogle af de studiebøger der blev averteret i traktaterne, specielt en serie af Studier i Skriften. Det forbavsede mig hvor klart det ene bind efter det andet åbenbarede Guds hensigt gennem de forskellige tidsaldre og generationer. Og hvilken glæde det var at opdage at Bibelen er Guds inspirerede bog!
Når min moder af og til foreslog at jeg skulle gå i kirke søndag morgen, plejede jeg at svare: „Præsten taler latin, og jeg forstår ikke latin, så det kan jeg ikke lære noget af. Du har altid opfordret mig til at lære alt det jeg kan, og jeg lærer virkelig noget af disse bøger.“ Der var ikke mere at tale om. Så en dag op fordrede en butiksekspedient mig til at høre en evangelist ved navn Smith prædike i Ford’s Theater. I stedet for at blive omvendt væmmedes jeg i den grad ved at taleren ikke sagde noget om det storslåede håb om Guds rige, at jeg på stedet besluttede at gøre noget for at andre kunne få del i det bibelske håb. Men først måtte jeg have hjælp.
Møder og forkyndelse
Jeg fik adressen på det lokale mødested for bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, og begyndte at overvære deres møder. Allerførste gang jeg kom, lagde en vågen, ældre herre mærke til at jeg var ny og bød mig velkommen. Han satte sig ved siden af mig, og i samtalens løb forbavsedes han over at jeg allerede havde lært meget om Bibelen ved hjælp af bøgerne og traktaterne. Siden var han altid på pletten og bød mig velkommen til hvert eneste møde. Når jeg gik hjem efter møderne plejede jeg at tænke på det jeg havde hørt. Guds vilje begyndte at få stor betydning for mig.
Efterhånden som jeg lærte mere og min overbevisning blev stærkere, kom jeg dertil hvor jeg vidste at jeg måtte træffe en beslutning. Gud havde vist mig ufortjent godhed ved at lade mig forstå sin hensigt, og jeg måtte til gengæld vise al den taknemmelighed jeg følte. Jeg er glad for at jeg ikke spildte tiden, men straks indviede mit liv til ham og lod mig døbe.
Så fik jeg del i det ene store privilegium efter det andet: Jeg var med til at dele bibelske traktater ud hver søndag formiddag, jeg begyndte at deltage i forkyndelsen fra dør til dør; og senere, efter at jeg var færdig med skolen, begyndte jeg i heltidsforkyndelsen, dengang kaldet kolportørtjenesten, nu kendt som pionertjenesten. Nu havde jeg endelig fundet det arbejde som det var værd at ofre sig for og som jeg havde søgt efter. Hvor var det tilfredsstillende at kunne bruge al sin tid til at forkynde Guds livgivende ord for andre og undervise dem deri!
Mit første distrikt var en bydel hvor jeg virkede alene. Hver dag lavede jeg en særskilt pakke som indeholdt min frokost og en ekstra forsyning litteratur, og den fik jeg lov at efterlade i en købmandsforretning i det distrikt jeg skulle gennemgå. Så havde jeg ikke så meget at slæbe på i formiddagstimerne. Efter at have arbejdet i dette distrikt nogen tid fik jeg den forret at arbejde i forstæder hvor ingen andre vidner forkyndte.
Kort efter kom jeg til at arbejde i landdistrikt, og som udgangspunkt brugte jeg en centralt beliggende by, hvortil Vagttårnets selskab sendte den bibelske litteratur jeg bestilte. Vi var to som arbejdede sammen, og vi boede på et pensionat. Herfra cyklede vi ud i det omliggende distrikt og gemte byen til regnvejrsdagene. Vi tog altid hver sin vej og spredte bøger og blade eller modtog bestilling på dem til senere levering. Det skete ofte at venlige mennesker gav os et måltid mad eller natlogi når vi om aftenen var for langt borte fra vort udgangspunkt. Så vidt jeg husker behøvede vi ikke en eneste gang at sove under åben himmel hele sommeren. Om vinteren vendte vi tilbage til byen og nød godt af samværet med menigheden.
I mellemtiden var De forenede Stater blevet inddraget i den første verdenskrig. En dag da jeg var ude i forkyndelsen fra hus til hus foregav en dame at være interesseret, og hun fik mit navn og min adresse. Dagen efter fik vi besøg af to betjente. Vi havde intet at skjule og forklarede derfor alt om vores forkyndelse. De tog nogle eksemplarer af vore bøger og blade med sig. Lørdag aften blev både min broder og jeg hentet og ført med til politistationen. På vejen derhen opmuntrede vi hinanden ved at tale om dagens tekst og kommentaren. Da puffede den ene betjent til den anden. Denne svarede stille: „Det ville jeg også have gjort hvis jeg var i deres sted.“
Min broder, der var blevet amerikansk statsborger, blev løsladt kort efter, men jeg blev tilbageholdt som udlænding og fik ikke engang lov at komme for en domstol. Jeg blev overført til Baltimore fængsel, og der hørte jeg at fremtrædende medlemmer af Vagttårnets selskab uretfærdigt var blevet dømt og nu afsonede deres straffe i Atlanta fængsel. Anklagen imod mig gik ud på at jeg ophidsede folk til oprør. Da jeg blev spurgt om jeg betragtede det som min pligt at forkynde indholdet af Selskabets bog Den fuldbyrdede Hemmelighed, svarede jeg at det var min pligt at forkynde den gode nyhed som bogen forklarede. Ved den lejlighed, husker jeg, kom jeg pludselig til at tænke på apostelen Paulus’ ord: „Ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ (1 Kor. 9:16) Hver nat stod jeg ved døren til min celle, og jeg kunne da se et lille hjørne af himmelen og måske en stjerne. Det trøstede mig at tænke på at Jehova altid er nær med sin kærlige omsorg.
Fangerne fik ikke udleveret læsestof, men hvis man var villig til at betale overpris til en handlende som kom i fængselet, kunne man finde bøger og andre ting under hovedpuden i sin celle. Imidlertid havde Jehova sørget for at jeg, da jeg blev arresteret, havde bibelsk læsestof på mig, og jeg havde nu masser af tid til at studere det og dele oplysningerne med nogle af de andre indsatte. Efter en måneds indespærring blev jeg løsladt på prøve, og det var jeg indtil det følgende forår, efter krigens slutning.
Jeg tog verdsligt arbejde et stykke tid for at genvinde helbredet, og begyndte igen i heltidstjenesten i foråret 1919. Det blev nu bekendtgjort at Jehovas vidners første stævne efter krigen skulle holdes i Cedar Point, Ohio, men vi pionerer regnede ikke med nogen mulighed for at være til stede. Vi ville dog være der i ånden. Men Jehova vidste bedre. Han vidste at vi havde stærkt brug for åndelig næring så vi kunne fortsætte i hans gode arbejde. En betænksom trosfælles pengegave gjorde det muligt for os at opleve nogle storslåede dages fællesskab omkring Herrens veldækkede bord. Vi fik også synlige beviser for at Jehova allerede var begyndt at samle sit folk ind i et samfund hvor der herskede fred og enhed.
På Betel
I vort næste distrikt, den lille by Vineland i New Jersey, begyndte jeg at høre lidt om Brooklyn-betel, Selskabets hovedkontor, af en kærlig familie som havde været på besøg derovre. Da der så en dag kom en notits i Vagttårnet som opfordrede frivillige til at komme og arbejde der, indgav jeg øjeblikkelig min ansøgning. Jeg var ivrig efter at bruge al min tid og energi i det arbejde der er bedre end noget andet, arbejdet med at fremme Rigets interesser. Min ansøgning blev godkendt, og den 14. februar 1921 begyndte jeg i en ny og tilfredsstillende gren af tjenesten.
Nu mistede jeg naturligvis den forret pionererne har: at kunne fortælle andre om Bibelen hver eneste dag; men hvilke vidunderlige fordele fik jeg ikke i stedet! Jeg behøvede ikke mere at bekymre mig om de materielle fornødenheder, for på Betel blev der sørget for mad, husly og lægehjælp. Desuden var der samværet med de mange modne brødre, og de opbyggende bibelske drøftelser ved hvert eneste morgenbord. Studiemøder, både på Betel og udenfor, blev en del af mit liv. Der var også forvisningen om at alt hvad man foretog sig på Betel, uanset hvor hverdagsagtigt det måske så ud på overfladen, var til hjælp for brødrene rundt om i verden. De er jo afhængige af den bibelske litteratur og sandhedens vand som Jehova så gavmildt sørger for gennem sin synlige organisation.
Jeg blev beskæftiget med at binde bøger ind. Men så en dag efter aftensmaden tilbød jeg at hjælpe med noget ekstra arbejde i sætteriet. Kort efter blev jeg overflyttet til denne afdeling, og jeg kan huske at en af mine første opgaver var at indsætte rettelser i indholdsfortegnelsen til de genoptrykte udgaver af The Watchtower. Derefter gjorde jeg formen til bogen The Harp of God klar, så der kunne præges matricer og støbes stereotypier til rotationspressen. I 1921 var vi seks der arbejdede i sætteriet, og vi havde to linotypemaskiner. I dag tæller staben 76, og der er 33 linotypemaskiner. Der har altså været en storslået forøgelse — en forøgelse som har været nødvendig på grund af de mange vidners nidkære forkyndelse i hele verden.
Jeg har kunnet glæde mig over mange forrettigheder her på Betel i de otteogfyrre år der er gået. Foruden at jeg har set satsen til alle de nye bøger blive til og blive gjort klar til de store rotationspresser, har jeg haft andre velsignelser. At se brødrenes glæde når nye bøger udgives ved stævnerne har været en rigelig belønning for enhver ekstra indsats vi har måttet gøre. Stævnet i Cedar Point i 1919 var kun det første af en lang række stævner jeg har overværet: Cedar Point, 1922; Columbus, 1931; St. Louis, 1941; og stævner i Toronto, Detroit, Cleveland, London, Paris, Rom, Nürnberg, Stockholm, samt mange uforglemmelige stævner i New York.
Der har også været mange andre glæder. Det har været en forret at komme igennem den voldsomme tid med forfølgelsen i fyrrerne, at se hvordan Rigets budskab er blevet udbredt ved hjælp af radioen, og at være til stede her da man begyndte at lægge yderligere vægt på den guddommelige undervisning og åbnede Gileadskolen, hvor missionærer bliver undervist, samt Rigets tjenesteskole, hvor menighedens tilsynsmænd bliver oplært.
Når jeg nu, i en alder af 71, ser tilbage på de år hvor jeg har tjent Rigets interesser, er jeg forundret over alt det Jehova Guds ånd udretter. Måtte vi alle fortsat få del i hans ufortjente godhed og den fred han giver dem der er besluttede på at udføre hans gode arbejde til ære for ham. Et løfte som er mig særlig kært, er dette: „Glæd dig over al måde i Jehova, og han vil give dig hvad dit hjerte begærer.“ — Sl. 37:4, NW.