Har du Jeremias’ udholdenhed?
„Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens [Jehovas, NW] navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige.“ — Jakob 5:10.
1, 2. Findes der en recept på hvordan man skal leve sit liv for at være sikker på at opnå et lykkeligt udfald? Forklar nærmere.
HVILKET udfald ønsker du dit liv skal få? Uden tvivl et lykkeligt udfald! Du vil sikkert gerne vinde anerkendelse med dit levned, vide at det har værdi og er til virkelig gavn for andre. Men livet har mange sider og er udsat for mange omskiftelser. Hvordan kan man være sikker på at ens liv vil få et lykkeligt udfald? Findes der en recept herpå som er sikker og som er let at følge?
2 Hebræerbrevets unavngivne forfatter — antageligvis apostelen Paulus — giver et råd i den henseende. Han siger: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ — Hebr. 13:7.
3. Hvis levned kan vi med fordel betragte?
3 Så enkelt er det. Paulus tænker her først og fremmest på apostlene, som var vejledere for de kristne på den tid. I dag har vi mænd med en lignende tro som vejledere for Guds folk. Vi kan altså se hen til disse trofaste mænd som er vejledere for os i dag, især dem der hører til det styrende råd for „den tro og kloge tjener“. (Matt. 24:45-47) I Hebræerbrevets ellevte kapitel havde Paulus beskrevet den tro som ejedes af Guds tjenere i den hebraiske tid og endnu tidligere og anført den som eksempel. Desuden har vi en fuldstændig skreven beretning om det eksempel som trofaste mænd i tidligere tider har sat og som kan tjene til vejledning for os. Hvis vort levned ikke får noget lykkeligt udfald er det derfor vores egen fejl. Vi kan lade det få et lykkeligt udfald, hvis vi vil.
4. Hvordan kan vi efterligne Jeremias’ tro?
4 Jeremias er blandt dem der har forkyndt os Guds ord; naturligvis ikke direkte, men gennem Bibelen, hvor beretningen om ham er nedskrevet for at vi „ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb“. (Rom. 15:4) Vi har en temmelig fuldstændig beretning om Jeremias’ liv og levned, der vidner om en enestående udholdenhed. Hvis vi tager vor egen adfærd og sammenligner den med Jeremias’ i de forskellige situationer han kom ud for, kan vi efterligne hans tro og opnå hans udholdenhed, som der er så stærkt behov for i vor tid.
5. Kan man sige at vi efterfølger et menneske når vi efterligner Jeremias’ udholdenhed? Forklar nærmere.
5 Ved en nærmere betragtning vil vi se, at det er Jehova der skænker et menneske de egenskaber og kræfter der skal til for at holde ud. Vi kan ikke holde ud ved at lade os lede af vor egen visdom, og vi kan heller ikke gøre det i egen kraft. Det kunne Jeremias heller ikke (Jer. 17:9; Ordsp. 3:5, 6) Når vi følger Jeremias’ eksempel og lægger samme trofaste udholdenhed for dagen som han, er det altså ikke et menneske vi følger, men det eksempel som Jehova selv har frembragt i Jeremias og hans trofaste levned, idet han gjorde brug af ham. Vi må derfor følge det eksempel Jehova giver og benytte os af den hjælp han yder, for at holde ud.
Mod
6, 7. Hvad gjorde Jeremias først og fremmest for at få mod til at holde ud?
6 Har du mod til at forkynde den gode nyhed om Riget for folk? Jeremias havde fået en lignende opgave betroet, og han udførte den. Hvordan?
7 Lige fra begyndelsen fik han en klar opfattelse af hvori hans opgave bestod. Han måtte vide nøjagtig hvad han skulle gøre. Jehova sagde til ham lige fra begyndelsen: „Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante.“ Hvordan skulle han dog gøre alt dette? Ikke som han selv tænkte og ikke med ord som han selv fandt på. Heller ikke ved at gøre brug af filosofi eller psykologi eller ved at optræde som samfundsreformator. Han skulle heller ikke have sin bemyndigelse fra profeterne og præsterne. Nej, som Jehova sagde: „Nu lægger jeg mine ord i din mund,“ og: „tal alt, hvad jeg byder dig.“ — Jer. 1:7, 9, 10.
8. Hvad var Jeremias’ første reaktion da han blev kaldet til profet, og hvordan fik han mod til sin gerning?
8 Du har måske sagt: „Jeg kan lide Jehovas vidners budskab, men jeg . . . forkynde? Aldrig!“ Jeremias protesterede først da Jehova oplyste ham om at han skulle være profet. (Jer. 1:5, 6) Myndighed over folk og riger! Hvilken opgave! Jeremias var en ung mand på det tidspunkt, men han følte sig som en ren dreng. Han følte sig absolut ikke kvalificeret, og her sagde Gud til ham at han skulle tale til alle som Gud sendte ham til, og at dømme efter Jehovas ord indbefattede dette åbenbart også konger. Men nu vidste han at han skulle tale Guds eget ord, og Gud, som troner så højt over jorden at dens beboere er som græshopper, kunne sandelig lade Jeremias’ budskab gå i opfyldelse. (Es. 40:22) Jeremias kunne have absolut tillid til alt hvad han sagde. Hvilken spore til udholdenhed!
Undskyldninger
9. Hvorfor kan vi ikke lade være med at forkynde med den begrundelse at det var noget andet med Jeremias for han var kaldet til profet af Jehova?
9 Nu vil en og anden måske indvende: „Men jeg er ikke Jeremias. Han var profet, kaldet af Gud selv.“ Er den opgave Jehovas vidner har fået, på nogen måde mindre klart bestemt? Gud overdrog ikke Jeremias hans hverv direkte, men gennem en engel. De kristne har Gud derimod talt til ved en der er langt større end englene, og underrettet dem klart og tydeligt om deres opgave. Ja, han har talt til de kristne „ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting“. „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt.“ (Hebr. 1:2; 2:1) Det er ingen anden end Guds søn, han som har fået overdraget jernspiret hvormed han skal vogte folkeslagene og „sønderslå dem som en pottemagers kar“, der siger til os: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning,“ og „denne gode nyhed om riget skal forkyndes“. Det er ikke vort budskab, men Guds. — Sl. 2:9; Matt. 28:19, 20, NW; 24:14, NW.
10. Ville det være lettere for Jehovas vidner at holde ud hvis de var inspirerede, sådan som Jeremias var det?
10 Atter vil nogen måske sige: „Men Jeremias var inspireret.“ Det er sandt. Læg dog mærke til at inspirationens ånd ikke var over Jeremias altid; det skete kun når Jehova gav ham særlige budskaber at overbringe. (Jer. 36:1, 2; 42:7) Ikke desto mindre var han heltidsprofet og færdedes altid blandt folket. (Jer. 37:4; 18:11; 7:2; 2:2; 11:2, 6) Og foruden sin profetgerning havde han et andet arbejde. Han var præst. (Jer. 1:1) Det gjaldt for Jeremias som det gælder for os, at han ikke altid optrådte i en fremtrædende stilling hvor alles øjne hvilede på ham. Han måtte tjene Gud hver dag samtidig med at han havde sit daglige arbejde at udføre. Han kunne have svigtet sin opgave, have opgivet på halvvejen, fordi han foretrak et behageligere liv eller følte sig tiltrukket af de materielle ting. Det ville have været meget let for Jeremias at blive træt af at gøre godt. Han måtte op om morgenen og tage fat på sin profetgerning. Han havde sine præstelige pligter at tage sig af når han havde tjeneste i templet, under en tilsynsførende præst, måske en som ikke brød sig om ham. Han måtte udholde korruptionen blandt sine medpræster, at de bøjede retten ved at tage imod bestikkelse, at de var umoralske, og at de hadede Jeremias fordi han fordømte dem. — Jer. 6:13.
11. Hvor længe profeterede Jeremias, og hvilket andet værdifuldt arbejde udførte han?
11 Jeremias’ udholdenhed varede hele livet. Vi må huske på at han begyndte at profetere som ung i kong Josias’ trettende regeringsår. Da kong Josias begyndte at regere i 659 f.v.t., har Jeremias altså profeteret uafbrudt fra år 647 f.v.t. indtil Jerusalems fald i 607 f.v.t. (Jer. 25:3; 39:1) Hvor mange af os har tjent i over fyrretyve år? Desuden brugte han en hel del tid og energi på at skrive. Foruden Jeremias’ bog og Klagesangene tilskrives Jeremias også Første og Anden Kongebog. Dette krævede et omhyggeligt forskningsarbejde, men det er et arbejde vi kan være taknemmelige for i dag.
12. Hvad satte Jeremias i stand til at udføre sit arbejde helhjertet, og hvad gav ham kraft til at møde sine modstandere uden frygt?
12 Hvordan formåede Jeremias at holde stand uden at tabe modet, så han kunne fortsætte sit daglige arbejde og gøre det godt uden at blive træt? Jehovas ord og ånd holdt ham oppe, i overensstemmelse med Jehovas løfte: „Jeg gør dig i dag til en fast stad, til en jernstøtte og en kobbermur mod hele landet, Judas konger og fyrster, præsterne og almuen.“ Det er grunden til at Jeremias kunne ’omgjorde sine lænder’ og fortsætte sit arbejde. Jeremias vidste at det var en kamp på liv og død han stod over for, men han vidste også at han havde den største magt i universet bag sig: „Frygt ikke for dem,“ opmuntrede Jehova, „vær ikke ræd for dem, . . . de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig.“ — Jer. 1:8, 17-19.
Indstilling til opgaven
13. (a) Var det beslutsomhed alene der holdt Jeremias oppe, eller hvad var det? (b) Hvorfor havde Jeremias medfølelse med befolkningen?
13 Det var ikke ved mod alene Jeremias holdt ud, eller ved ren og skær beslutsomhed, ved at „bide tænderne sammen“, som man siger. Fordi han til fulde forstod sin opgave, så han at hans arbejde ikke blot bestod i at bryde ned, at forkynde undergang over rigerne. Det bestod også i at plante og i at opbygge. Denne del af arbejdet var en glæde for ham. Beslutsomhed alene ville ikke holde ham oppe. Han gjorde sit arbejde af kærlighed til og medfølelse med befolkningen. Jeremias vidste at den var som får der havde dårlige hyrder. Profeter som Jehova ikke havde udsendt eller talt til, hævdede at de talte på hans vegne og tiltog sig hovmodigt myndighed over folket, og herved blev de årsag til at folket ikke forstod Gud og hans veje og bud. På disse profeter og på præsterne hvilede der en enorm skyld, for Jehova sagde til Jeremias: „Hvis de står i mit fortrolige råd og hører mine ord, så lad dem vende mit folk fra deres onde vej og deres gerningers ondskab.“ (Jer. 23:22) Disse mænd var i realiteten årsag til folkets ulykkelige situation. I stedet for udholdenhed i at følge Guds vej havde de indgivet folket en „vedvarende troløshed“. Det blev „den populære vej“. (Jer. 8:5, 6; NW) Ser vi parallellen i dag?
14. Hvad var det ved Jeremias’ forkyndelse der appellerede til de oprigtige, og hvad var kernen i Jeremias’ udholdenhed?
14 Det var Jeremias’ ønske at folk skulle høre Guds ord og leve, ikke dø under Jerusalems kommende ødelæggelse. Gud havde ikke givet ham en større forståelse blot for at han selv skulle frelses. Det var for at han kunne hjælpe andre mennesker som var oprigtige af hjertet. Jeremias’ indstilling kom til udtryk i hans forkyndelse. Det forholder sig på samme måde i dag. Folk mærker vor indstilling, om vi blot er interesserede i at få forkyndelsen overstået, eller om vi forkynder af kærlighed og med ønsket om at hjælpe. Det er den oprigtige, kærlige indstilling der tiltrækker „fårene“ og som er kernen i vor udholdenhed, for kærligheden „udholder alt“, og „kærligheden ophører aldrig“. — 1 Kor. 13:7, 8; Matt. 9:36; Joh. 10:2-5.
15. Beskriv Jeremias’ bekymring for dem han prædikede for.
15 Er din kærlighed lige så stærk som Jeremias’? Hans bekymring for folket var så stor at han græd over den ulykke der ville ramme det. (Jer. 8:21 til 9:1; Luk. 19:41-44) Han lod ikke modstanden gøre ham bitter. Selv over for den fordærvede og feje kong Zedekias var han både venlig og respektfuld. Ja, selv efter at Zedekias forræderisk havde overgivet ham til fyrsterne som ville slå ham ihjel, viste Jeremias oprigtig bekymring for Zedekias idet han bønfaldt ham om at adlyde Jehova så han kunne leve. — Jer. 38:4, 5, 19-23.
Kernen i sagen
16, 17. (a) Hvor kan vi hente mod og opmuntring hvis den ligegyldighed vi møder, virker nedslående på os? (b) Hvad satte Jeremias i stand til frimodigt at tale til præsterne og folkets ledere, som højst sandsynligt ville modstå ham endnu mere?
16 Kan du mærke at din udholdenhed svækkes når du somme tider, i hus efter hus, møder nogle som ikke vil høre? Så forestil dig Jeremias stå, måske på Oliebjerget, og se tværs over Kedrondalen mod Jerusalem, som den ligger dér, omgivet af høje mure med templet knejsende endnu højere i al sin pragt. Han ved at han, et lille menneske, skal gå gennem dalen og ind i den by. Så skal han kalde præsterne og byens indflydelsesrige mænd sammen ved indgangen til Hinnoms dal og knuse en lerkrukke samtidig med at han op i deres åbne ansigt fortæller dem at Jehova på samme måde vil knuse Jerusalem, og også deres smukke, imponerende tempel! Og ydermere skal han, hvis Jehova lader ham slippe levende fra dette, gå op i forgården til selve templet og forkynde den kommende undergang for præsterne, profeterne og folket. — Jer. 19:1, 2, 10, 11, 14, 15.
17 Det jævne folk ville måske høre på ham. Men præsterne og fyrsterne? Der var kun ringe tvivl om at de blot ville modstå ham endnu voldsommere. Hvad gav ham så mod til at tale til disse indbildske og hovne mænd? Jo, Jeremias så hvad sagen drejede sig om. Han glemte aldrig at det drejede sig om mere end hans personlige sikkerhed, ja om mere end befolkningens liv og Jerusalems eksistens. Han vidste at Jehovas navn var impliceret. Dommen over nationen var streng. Det gjorde ham ondt at se hvor dybt israelitterne var sunket i deres falske gudsdyrkelse. Jerusalem var den store Konges, Jehovas, by, og kongerne af Davids slægt sad på „[Jehovas] trone“. (Matt. 5:35; 1 Krøn. 29:23) Folket havde fjernet sig så langt fra den sande Gud at det havde opstillet udskårne billedstøtter og hånet Ham, ved at ofre deres sønner og døtre i ild til dem. — Jer. 7:31.
18. Hvilket sørgeligt syn mødte Jeremias’ øje da han så ud over Jerusalem, og følte han sig bedre eller mere retfærdig på grund af dette?
18 Som Jeremias stod der og så ud over byens tage, kunne han se røgsøjler stige til vejrs fra altrene og folket, især kvinderne, bringe offerkager, og drikofre til „Himmelens Dronning“. Dette vederstyggelige syn mødte Jehovas øje hver dag. Byen som stod for hans navn, hånede ham op i hans åbne ansigt! Jeremias undrede sig over Jehovas langmodighed. Han følte trang til at sige: „Det er kun småfolk.“ (Jer. 5:4; 19:13; 44:15-19; 18:13) Selv da tog Jeremias noget af Jehovas mishag over nationen på sig idet han sagde: „Vi kender vor gudløshed, [Jehova], vore fædres brøde, thi vi synded mod dig. Bortstød os ikke for dit navns skyld, vanær ej din herligheds trone.“ (Jer. 14:20, 21) Han havde ikke en „jeg er bedre en du“-indstilling, men var taknemmelig for at Jehova i sin ufortjente godhed brugte ham til at hjælpe andre.
19, 20. Hvorfor er det vigtigt for os i dag at vi forstår at det drejer sig om ophøjelsen af Jehovas navn, og hvilken udtalelse af Jeremias tjener til opmuntring for os?
19 Forståelse af hvad sagen drejer sig om skulle tjene som en kraftig tilskyndelse for de kristne i dag, i en tid da nogle præster siger at „Gud er død“ og vender folk til evolutionens, nationalismens, videnskabens og filosofiens afguder. Netop derfor skrev Jeremias — og det styrker vor udholdenhed i dag:
20 „(Din lige findes ikke, [Jehova]; stor er du og stort dit navn i vælde. Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle folks vismænd og i alle deres riger findes ikke din lige. Alle sammen er de dumme og tåber; . . .) . . . Men [Jehova] er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene udholder ikke hans harme. Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen.“ — Jer. 10:6-8, 10-13.
Opmuntring
21, 22. (a) Var Jeremias et „overmenneske“ som spot og forfølgelse ingen indvirkning havde på? (b) Hvad skete der med ham efter at han havde udført sin mission og knust krukken i præsternes og de ældstes påsyn? (c) Hvordan var Jeremias’ reaktion efter dette, men hvad gjorde han derefter, og hvad tvang ham til at fortsætte sin forkyndelse?
21 Mister du til tider modet fordi du gang på gang bliver afvist? Følg da Jeremias’ eksempel og hent trøst og opmuntring i det. Tænk på Jesu halvbroder Jakobs ord: „Elias [en profet som Jeremias] var et menneske under samme kår som vi.“ (Jak. 5:17) Ligesom vi i dag, var Jeremias altså et ufuldkomment menneske der levede blandt ufuldkomne mennesker, hvoraf de fleste var imod sandheden. Lige umiddelbart efter episoden med den knuste lerkrukke blev Jeremias udsat for den største forsmædelse. Ikke alene ignorerede man hans budskab som blev overbragt i Jehovas navn, men, som et vidnesbyrd om den største mangel på respekt for ham, blev han slået af templets overopsynsmand! Disse slag kan være tildelt ham med stokke efter tempelopsynsmandens ordre. Med en så høj embedsmand som anfører følte folket sig uden tvivl frit stillet til at håne, spotte og mishandle ham som de fandt for godt. De har måske også slået ham og spyttet på ham, tilskyndet af profeterne og præsterne, der hadede Jeremias. Derefter blev han, Jehovas sendebud, sat i gabestokken, som om han var en forbryder. (Jer. 20:1-3) Denne stod sandsynligvis i et rum eller en celle ved porten. — Jævnfør Anden Krønikebog 16:10; Apostlenes Gerninger 16:24.
22 Det hebraiske ord for „gabestok“ eller „blok“ betyder „fordrejet, forvredet“. De tvang Jeremias ned i en krampagtig, unaturlig stilling. Efter en sådan nat følte Jeremias sig forslået, øm og udmattet, og humøret var lavt. Han gik endog så vidt som til at sige: „Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans navn.“ Men han opgav ikke at bede Jehova om hjælp. I bøn til Gud gav han udtryk for at han vidste at han havde været genstand for latter og spot for Jehovas navns og ords skyld og at folk alle vegne talte dårligt om ham og lurede på at han skulle begå et fejltrin så de kunne slippe af med ham. Ja, han kunne let være død for folkets hånd den dag. Men han så at Jehova havde været med ham som en retfærdig Dommer og Befrier, og han overgav roligt sagen i hans hånd. Og han fandt det langt lettere at udholde forsmædelserne og lidelserne end at udholde presset af Jehovas ord inden i sig, som tvang ham til at sige: „I mit hjerte blev det som en brændende ild der var indesluttet i mine ben; og jeg blev træt af at holde igen; jeg kunne ikke udholde det.“ (NW) Har Jehova ikke på samme måde udfriet sine vidner nu i tiden og indgydt dem mod ved sit ord og sin ånd? Såvel Jehovas vidners historie som vore egne personlige erfaringer er et vidnesbyrd herom. (Jer. 20:9-12) Er man ikke lykkeligere når man udholder forsmædelse end når man revses af en samvittighed som er oplært af Guds ord?
23. (a) Hvilket svar fik Jeremias da han spurgte om hvorfor de gudløse har fremgang? (b) Hvad kan vi lære heraf, og hvilken sandhed vedrørende Gud må vi holde os for øje?
23 På et vist tidspunkt spurgte Jeremias: „Hvi følger lykken de gudløses vej, hvi er alle troløse trygge? . . . de trives og bærer frugt. De har dig i munden, men ikke i hjertet [sædet for følelserne].“ Jeremias fik svar på sit spørgsmål. Jehova åbenbarede at han ikke var med disse mennesker og at han ville rykke dem op af deres land. På samme måde afhænger vor udholdenhed af at vi forstår at Jehova også er udholdende og langmodig men samtidig lægger mærke til hvad der foregår og vil eksekvere sin dom over dem der fortsat gør ondt. Følgelig bør vi ikke miste ligevægten selv om de onde tilsyneladende har fremgang og selv om de roser sig af at de tjener Gud. Den der ønsker at gøre det der behager Gud må forstå at Gud ikke alene er men at han „bliver deres belønner som oprigtigt søger ham“. Hold ud, og du vil blive belønnet. — Jer. 12:1, 2, 12-14; Sl. 37:7-9; Hebr. 11:6, NW; Gal. 6:9.
24. (a) Hvad må vi tage i betragtning når vi læser nogle af de ting Jeremias sagde når han for en tid havde mistet modet? (b) Hvad må vi være klar over når vi møder modgang?
24 Vi må tænke på i hvor lang tid Jeremias tjente. Så kan vi forstå sådanne udtalelser som „forbandet være den dag, på hvilken jeg fødtes“, som han senere fremsatte. Hvis nogen af os blev arresteret, slået, sat i gabestokken, arresteret igen og igen, måtte udstå flere fængselsstraffe, bestandig måtte høre spot og trusler, var det ikke utænkeligt at vi, efter nogen tids forløb, ville fremkomme med nogle temmelig bitre klager. Men Jeremias anklagede aldrig Gud for at gøre uret. Han erkendte sin ringhed og vidste at Jehova følte med ham og at Jehova forstod at hans hjerte var i samhørighed med Ham. (Jer. 20:14-18; 12:3) Det skulle styrke os når vi tilsyneladende, befinder os i en håbløs situation. Ikke Jeremias selv, men Jehova, som brugte Jeremias, holdt ham oppe og gav ham kraft. Det viser at hvis Jehova vælger at lade os møde modgang, har han en hensigt med det, og selv om vi måske lider en del og spekulerer på hvorfor, påtager Jehova sig at give os den fornødne styrke til at stå det igennem, og vi vil erfare en endnu større glæde og lykke bagefter.
25. Hvordan hjælper Jeremias’ eksempel os til at se nødvendigheden af at være lydige selv i tilsyneladende små ting?
25 Undertiden bliver vores villighed og hurtighed til at adlyde sat på prøve. Er vi villige til at bruge tid og kræfter på noget som tilsyneladende er ret ubetydeligt? Måske det drejer sig om at gå til forskellige spredte adresser hvor ingen tidligere har været hjemme. Eller det drejer sig om at genbesøge nogle som blot har taget imod et blad. Eller det kan være sådan noget som at gøre sig anstrengelser for at holde et bibelstudium regelmæssigt, eller at besøge nogle som har brug for hjælp. Jeremias kunne have klaget over den lange rejse han skulle foretage i en tilsyneladende ubetydelig anledning, nemlig at bringe et linnedbælte til Eufratfloden — en rejse på mere end 480 kilometer den ene vej — og skjule det i en klipperevne der. Efter nogen tids forløb fik han så bud på at gå tilbage og hente det. Det var naturligvis ødelagt. ’Hvorfor alt dette for et bæltes skyld?’ kunne han have spurgt. Men det gjorde han ikke. Han adlød, og det blev et stærkt vidnesbyrd om og et levende eksempel på Jehovas langmodighed med Israel og Juda. Det indprentede i tilskuernes sind at Jehova havde fattet beslutning om til sidst at ødelægge det folk som han havde båret ligesom et bælte om sin lænd til pris og ære, men som nu var blevet stivsindet og havde givet sig til at dyrke andre guder. — Jer. 13:1-11.
Ægteskab
26, 27. (a) Hvordan røber nogle at deres udholdenhed er ved at svækkes? (b) Hvordan er Jeremias et eksempel for os i dette vigtige spørgsmål, og hvordan bør vor indstilling være?
26 Nogle indviede vidner for Jehova har plejet venskab med uindviede og har endog giftet sig med ikke-troende. Den sædvanlige undskyldning for således at tilsidesætte Jehovas ord i dette spørgsmål har været: ’Der var ingen i menigheden på min alder.’ Da vi ved hvilken fare et sådant skridt indebærer, mærker vi i dette ræsonnement en svækkelse af udholdenheden. Jeremias’ eksempel hjælper os også i denne henseende. I det gamle Israel var bevæggrundene til at gifte sig i nogle henseender flere og stærkere end nu i tiden. Ikke alene var den samme naturlige trang til stede, men arvelodden og familienavnet blev også sat højt, og det blev betragtet som en katastrofe ikke at sætte afkom i verden. (5 Mos. 25:5, 6; 1 Sam. 1:5-11) Ikke desto mindre fik Jeremias følgende befaling af Jehova: „Du skal ikke tage dig en hustru og ikke have sønner eller døtre på dette sted.“ Til Jeremias hed det altså ikke: ’Gift dig ikke med en vantro,’ men: ’Du må overhovedet ikke gifte dig!’ — Jer. 16:1, 2.
27 Jehova havde sine grunde til at give denne befaling, og han forklarede dem for Jeremias. De der blev født på dette kritiske tidspunkt i Jerusalems historie, ville kun blive født til ulykke. Snart ville Jerusalem blive ødelagt og børnene ville dø. Jeremias adlød idet han tillagde Jehovas ord og tjenesten for ham større betydning end at blive gift. Han troede på Jehova. Til gengæld gav Jehova Jeremias styrke til at holde ud og stå det alt sammen igennem. (Jer. 16:3, 4) Eftersom vi lever i en tid som er endnu mere kritisk, skulle vi da ikke vise udholdenhed ved at adlyde Jehovas ord og, hvis vi gifter os, kun gifte os „i Herren“? Er det ikke bedre, om nødvendigt, at vente til Jehova tilvejebringer det han ved vi hver især har nødig for at kunne holde ud, end at vække hans mishag? Læg mærke til hvad Jehova sagde til David i Anden Samuelsbog 12:7-9.
Omgangskreds
28. (a) Hvilket samvær satte Jeremias pris på og hvilke omgangsfæller fandt han? (b) Hvis selskab beredte Jeremias den største af alle glæder, og iblandt hvem har Jehova givet Jeremias en plads, som tegn på sin anerkendelse?
28 Med hensyn til omgangsfæller var Jeremias på vagt. Først og fremmest satte han pris på Jehovas ord. Det var hans fryd og glæde, og det hjalp ham til at holde sig nær til Jehova. (Jer. 15:16) For at bevare dette nære samfund med Gud undgik han dem som ikke var interesseret i at tilbede Jehova og som ikke ville høre på Jeremias og forstå hvor alvorlig en tid det var de levede i. (Jer. 15:17) Men til trods for at der var mange som hadede Jehova, fandt Jeremias også nogle som var godt selskab for ham. Han havde sin trofaste sekretær Baruk. Han havde nogle som gerne ville høre på ham, deriblandt ætioperen Ebed-Melek, som reddede Jeremias op af cisternen. Til gengæld herfor fik Jeremias den glæde at meddele Ebed-Melek Jehovas løfte om at han ville blive bevaret under Jerusalems ødelæggelse. Jeremias fandt at rekabitterne forblev trofaste under prøve og derved gjorde Jerusalems indbyggere til skamme. (Jer. 35:1-19) Selv om Jeremias ikke havde hvad de israelitter der levede et „normalt liv“ ville anse for glæder, havde han dog det glædeligste og mest værdifulde af alt, nemlig kundskab om Jehova og den indsigt han skænker, hvilket er den største glæde man kan opnå. (Jer. 9:23, 24; 1 Kor. 1:31) På grund af Jeremias’ trofasthed regner Jehova ham med til den ’store sky af vidner’ som han har beredt en „stad“, sin rigsregering. Jehova giver ham plads blandt dem hvis tro vi kan efterligne. — Jer. 36:4-8; 38:7-13; 39:15-18; Hebr. 12:1; 11:16.
Fysisk lidelse
29. Hvad erfarede Jeremias som gør ham til et „forbillede i at lide ondt“?
29 Ikke alle Jehovas vidner har måttet gennemgå fysisk lidelse for sandhedens skyld, men mange har, og nogle har endog måttet lide døden. Jeremias var en af dem som Jakob tænkte på da han skrev: „Tag profeterne, der talte i Herrens [Jehovas, NW] navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige.“ (Jak. 5:10) Jeremias blev truet med døden af mændene i hans fødeby Anatot (Jer. 11:21), pryglet og sat i gabestokken natten over af templets overopsynsmand, Pasjhur (Jer. 20:2, 3), grebet af en sværm af præster, falske profeter og folket i templet og truet med døden. (Jer. 26:8-11) Han sad fængslet i vagtforgården (Jer. 32:2; 33:1), og han blev anklaget og arresteret for at ville løbe over til kaldæerne da han forlod Jerusalem for at gå til sit hjem i Benjamins land; ved denne lejlighed slog fyrsterne ham og satte ham i fangehuset i flere dage, og han måtte appellere til kongen for at undgå at dø; derefter blev han holdt i varetægt i vagtforgården. (Jer. 37:11-16, 20, 21.) Senere blev han af kong Zedekias overgivet til fyrsterne, som forsøgte at slå ham ihjel ved at sænke ham ned i en cisterne med dynd i. — Jer. 38:4-13.
30. Hvordan følte Jeremias det dengang Nebukadnezars livvagt førte fangerne ud af Jerusalem?
30 Foruden alt dette udholdt Jeremias strabadserne som følge af den babyloniske belejring, sådan som alle de andre indbyggere i Jerusalem, gode såvel som onde. Til sidst blev han løsladt og hans lænker fjernet af den øverste for Nebukadnezars livvagt efter ordre fra de babyloniske embedsmænd som byen nu var overgivet til. Jeremias nærede kærlighed til de mennesker som nu blev mishandlet og befandt sig i en så ynkelig forfatning; men mere end det: den skændsel der var overgået Jehovas navn gjorde ham ondt. At tænke sig at Guds eget hus, templet, og Guds egen trone og hans navnfolk var blevet tilsølet og trådt under fod af Guds ældgamle fjende Babylon og tilbederne af dæmonguden Merodak! Øjensynlig følte han at han selv burde drage i landflygtighed og lide sammen med hele folket; så stor var skammen og skændselen. — Jer. 40:1-5.
31. (a) Hvordan viste Jehova sin kærlighed selv dengang han lod Israel føre i landflygtighed? (b) Hvilket lykkeligt håb kunne Jeremias nære på dette tidspunkt?
31 Hvor fik Jeremias denne kærlighed fra? Fra sin Gud Jehova. For Jehova viste sin ufortjente godhed ved ikke at vende sig fuldstændigt fra sit folk. Gennem Jeremias åbenbarede han at han ikke havde glemt sin pagt og at hans kærlighed til sine trofaste tjenere Abraham, Isak, Jakob og David ikke var blevet mindre. På denne mørke dag i Israels historie kunne Jeremias nære et lykkeligt håb, for Gud havde inspireret ham til at profetere om Israels genrejsning; det ville atter få en plads i Jehovas gunst efter halvfjerds års forløb, og længere ude i fremtiden end Jeremias sikkert har forstået, ville han slutte en ny pagt med det åndelige Israel. — Jer. 31:31-34.
Beskyttelse
32. Af hvilke grunde havde Jeremias mere og mere brug for beskyttelse efterhånden som Jerusalem nærmede sig sin undergang?
32 Læg nu mærke til hvordan Jehova på forunderlig måde beskyttede Jeremias. Udsigterne for ham var mørke, i særdeleshed da tilstanden i byen forværredes og den til sidst blev desperat som følge af Nebukadnezars belejring. Præsterne og profeterne var Jeremias’ dødelige fjender. Fyrsterne, som var nationalistisk-sindede, hadede ham for det meste idet de anså ham for at være upatriotisk og oprørsk. En af de farligste ting Jeremias gjorde var at han rørte ved de velhavendes og fornemmes rigdom. Det var dengang han sagde til dem at de skulle give deres hebraiske trælle deres frihed i overensstemmelse med Guds lov. Først adlød de, idet de oven i købet sluttede en pagt i Jehovas tempel, men det var kun på skrømt, for da den fare som byen befandt sig i, tilsyneladende var drevet over og de følte at de ikke havde brug for Jehovas hjælp længere, brød de deres pagt og tog deres hebraiske brødre tilbage igen og tvang dem til at være trælle. På grund af dette fortalte Jeremias dem nu at de var hjemfaldne til sværd, pest og hunger. — Jer. 34:8-22.
33. Hvorfor følte Jeremias sig aldrig alene, og hvordan viste Jehova at han altid var Jeremias nær?
33 Når vi nu betragter hvert enkelt tilfælde hvor Jeremias blev udfriet, så lad os huske på at Jehova er en levende Gud og at han har den samme magt i dag og den samme omsorg for sit folk. Under Jeremias’ prøvelser var Jehova ham meget nær. Når Jeremias bevarede sin integritet, svigtede Jehova ham ikke. Han lod ham aldrig i stikken så han kom til at gennemgå prøvelser og fristelser alene og ikke ville have kunnet bære dem. (1 Kor. 10:13) Jeremias fik aldrig grund til at føle sig alene. Lige i det øjeblik Jeremias havde allermest brug for det, indgød Jehova nogen frygt i Jeremias’ fjender, eller han vakte skrupler i nogle som stadig havde respekt for Guds lov, eller han gjorde brug af et retsindigt menneske som stadig fandtes, foruden at han benyttede englenes direkte beskyttelse, som for eksempel under Jerusalems ødelæggelse. Læg nu i følgende anførte tilfælde mærke til at Jeremias som oftest undslap med en meget kneben margen. Hans udholdenhed blev prøvet til det yderste, men han havde ikke desto mindre Jehovas fulde beskyttelse.
34. Hvad holdt Jeremias’ fjender tilbage, og hvordan er Jehovas vidner blevet beskyttet på lignende måde?
34 (1) Jeremias’ fjender blandt præsterne ventede med længsel på at slå ham ihjel, at få ham ryddet af vejen. De vidste at han talte Jehovas ord (i sig selv en stor beskyttelse), og de hilste ham derfor med „Fred“ men lurede på at han skulle begå blot det mindste fejltrin så de havde mulighed for at tage hævn over ham uden tilsyneladende at bryde loven. Men Jehova ledte ham behændigt og omsorgsfuldt, „som en vældig helt“. (Jer. 20:10, NW, 11) Det leder tanken hen på hvordan Jehova leder sit folk ved hjælp af sin „tro og kloge tjener“ i vor tid. Jehovas vidner har ved til hver en tid at forkynde sandheden afvæbnet deres fjender, mens disse på deres side fortvivlet søger at finde måder hvorpå de kan standse forkyndelsen uden at krænke de love hvormed de holder deres eget samfund sammen.
35. Hvilket redskab benyttede Jehova til at beskytte Jeremias da han var ved at blive slået ihjel i templet af præsterne og folket?
35 (2) På et tidligt tidspunkt i kong Jojakims regering var Jeremias lige ved at blive slået ihjel af præsterne og profeterne og deres tilhængere, men Jehova vendte den farlige situation til en mulighed for Jeremias til at forsvare og juridisk befæste sin forkyndelse. I dette tilfælde var det nogle af Judas ældste der med deres modenhed og dømmekraft kom Jeremias til undsætning på Jehovas foranledning. De anførte eksempler på hvad Jehova havde gjort før i tiden, med det resultat at den indflydelsesrige fyrste Ahikam trådte til og holdt hånden over Jeremias. — Jer. 26:7-24.
36. Hvordan reddede Jehova ham fra døden i fangehuset?
36 (3) Jeremias sad en tid lang indespærret i fangehuset og var lige ved at dø, men han appellerede til kong Zedekias, der, stik imod sin samvittighedsløse, feje karakter, befalede at Jeremias skulle bringes ind i vagtforgården, hvor han daglig fik sit brød. Hvorfor gjorde Zedekias dette? Jehovas omsorg for Jeremias er det eneste svar. — Jer. 37:18-21.
37. Hvem beskyttede ham da kong Jojakim forsøgte at slå ham ihjel?
37 (4) Da Jeremias og hans sekretær Baruk var i fare for at blive slået ihjel af kong Jojakim efter at kongen havde brændt Jeremias’ bogrulle, søgte Jojakims mænd forgæves efter dem. Fyrsterne havde advaret dem og sagt at de skulle skjule sig før bogrullen blev læst op. Men uanset om de venligsindede fyrster hjalp dem med at skjule sig eller ej, var det i virkeligheden Jehova som beskyttede dem, for beretningen siger: „[Jehova] skjulte dem.“ — Jer. 36:19-26.
38. Hvilket redskab benyttede Jehova da Jeremias var ved at dø i cisternen?
38 (5) Det var ætioperen Ebed-Melek, en retsindig mand, som Jehova tilskyndede til at skride ind og udvirke at Jeremias blev reddet fra døden i cisternen. Ebed-Melek tog tredive mænd med sig fordi det var farligt at komme Jeremias til undsætning. Ebed-Melek havde brug for dem til at forhindre at Jeremias’ fjender stillede sig i vejen for hans redning. Og det var ingen anden end Zedekias der havde givet ham lov til det. Men atter: Var det fordi Zedekias nærede kærlighed til Jeremias? Vi kan være overbevist om at det var det ikke. — Jer. 38:7-13.
39. Hvordan sås Jehovas hånd tydeligt da Jeremias blev givet fri af øversten for Nebukadnezars livvagt?
39 (6) Verdensherskeren Nebukadnezar, tilbeder af guden Merodak og konge af Babylon, Jerusalems gamle fjende, følte sig tilskyndet til at befale livvagtsøversten Nebuzar’adan at sørge for at der ikke skete Jeremias noget ondt! Hvorfor? Fordi Jeremias trofast havde forkyndt Jehovas ord, og fordi Jehova, som kan manøvrere med konger og som handler „efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden“, stod ved hans side. — Jer. 39:11-14; 40:1-5; Dan. 4:35.
40. (a) På hvilken måde kom Jeremias igennem Jerusalems belejring, indtagelse og ødelæggelse med livet i behold? (b) Hvordan viste Jehova dengang at han huskede på sine pagter?
40 (7) Den frygtelige katastrofe som byens ødelæggelse var — der var ingen mad at få og nogle gik endog i deres ynkværdige tilstand så vidt som til at spise deres egne børn; murene blev gennembrudt, Jerusalems indbyggere blev hugget ned, og Zedekias’ egne sønner blev dræbt for øjnene af ham, hvorefter hans egne øjne blev stukket ud, og fangerne blev ført bort i lænker — alt dette overlevede Jeremias. (Jer. 19:9; 39:6-9; 52:10, 11) Jehovas engle havde beskyttet ham. Uden for den brændende by, med skrigene af dem som babylonierne havde pælfæstet lydende i ørerne, kunne Jeremias takke Jehova fordi Han havde gjort hvad det var umuligt for mennesker at gøre. Han var i live; Baruk var blevet skånet; Ebed-Melek havde overlevet; de retskafne rekabitter var også blandt dem der var blevet taget levende til fange. (Jer. 39:16-18; 35:17-19; 45:2, 5) Gud huskede sine pagter med Abraham og David, og lod Jekonja, Jojakims søn (som var blevet ført til Babylon ti år tidligere), blive i live og blive stamfader til Jesu Kristi fosterfader, hvorved det blev muligt for Jesus at arve den juridiske ret til Davids trone, og han bevarede Jozadak af Eleazars og Pinehas’ ypperstepræstelige slægt. — Jer. 52:31-34; Matt. 1:11, 16; 1 Krøn. 6:1-15.
41. Hvorfor havde Jeremias stadig brug for udholdenhed efter Jerusalems fald?
41 Trods alt dette gav de få israelitter der var blevet efterladt i landet af Nebukadnezar, stadig ikke agt på Jeremias’ ord. De tvang ham til at tage med til Ægypten. Her holdt han fortsat ud. Han opgav ikke sin profetgerning. Den krævede stadig mod, for han måtte forkynde at det ville gå dem ilde fordi de stolede på Ægyptens konge. — Jer. 43:8-10; 44:1, 28, 29.
42. Nævn en af de sværeste prøver Jeremias måtte udholde.
42 Enestående ved Jeremias’ udholdenhed var at han erfarede Jehovas mishag over hans jordiske organisation. Denne organisation blev ført i landflygtighed og dens medlemmer blev trælle. Jehova havde ikke mere en fri, uafhængig jordisk organisation som repræsenterede ham. Den by og det rige som længe havde været til ære for hans navn, eksisterede ikke mere. Kongerne af Davids slægt blev stødt fra tronen. (Ez. 21:25-27) Zions bjerg var ikke længere „al jordens fryd“ og til pris for Jehovas navn, men var nu blevet en skændsel. (Sl. 48:3; Klages. 1:1, 8) Jeremias vidste at genoprettelsen lå 70 år fremme i tiden, langt ud over hans levetid. End ikke dette svækkede hans udholdenhed. — Jer. 25:11, 12.
43. Vil Jehovas vidner komme ud for Guds organisations sammenbrud, sådan som Jeremias gjorde? Forklar nærmere.
43 I dag skal vi ikke udholde en så nedslående oplevelse. Jehovas folk, hans organisation, er forenet og kan glæde sig over at nyde Jehovas gunst og velvilje; hans folk vil aldrig mere blive overvundet og heller ikke forstødt på grund af Guds mishag. (Es. 54:7-15) Uanset om vi kan samles regelmæssigt med andre medlemmer af dette folk og har direkte forbindelse med hovedkontoret, eller om vi er fuldstændig isoleret fra det geografisk eller på grund af forfølgelse, ja, selv om vi sidder i fængsel, i enecelle, ved vi at Guds organisation stadig priser hans navn. Dette gør det meget lettere at holde ud.
44. Har Jehovas vidner i nutiden oplevet et fangenskab svarende til jødernes? Begrund svaret. Hvordan vil det gå i fremtiden?
44 Nogle af de brødre som lever i dag har rigtignok oplevet en tid, nemlig årene 1914-1918, da Jehova var misfornøjet med sin organisation og tillod at den kom i fangenskab under det store Babylon. Da gjaldt det virkelig om at holde ud under prøve. Lovprisningen af Jehovas navn lød kun som en svag røst. Hver enkelts integritet blev sat på en hård prøve. Naturligvis svigtede Gud ikke sine trofaste. Han satte dem i stand til at holde ud, og de var endnu stærkere efter denne prøve. Han viste dem atter sin kærlighed; og siden da har intet, hverken den anden verdenskrig, lokale revolutioner, diktaturer, forbud, pøbeloverfald, fængslinger og død, formået at svække Guds organisations vækst, hverken kvantitativt eller kvalitativt. Dette styrker vor udholdenhed.
45. (a) Er Jehova interesseret i at vi holder ud? (b) Hvad må vi gøre, og hvad må vi forstå bliver resultatet hvis vi giver slip på vor udholdenhed?
45 Altså, brødre, det er Jehova der ønsker at vi skal holde ud, og han har så stor omsorg for os at han taler til os ved sin søn. (Hebr. 1:2) Jehovas trone er overgivet til Jesus Kristus som til evig tid vil sørge for at retten sker fyldest. Alt hvad vi har at gøre er at udføre den opgave vi har fået betroet, ligesom Jeremias gjorde, og overlade resten til Kongen. Det vil ikke sige at vi kan tage den med ro. Hver eneste af os må bevise sin integritet. Det kræver indvielse og udholdenhed. Men man opnår ingen lykke ved at opgive på halvvejen.
46. Hvad kan vi være sikre på hvis vi holder ud?
46 Hvis du holder ud, vil du være lykkelig mens du gør det, og endnu lykkeligere når du når dit endelige mål. Kommer du ud for fristelser og prøver, da bed om og se hen til at blive udfriet af Jehova. Det sker ikke altid på den måde som du måske venter det, men det vil ske, sådan som det skete for Jeremias. Har du fået en opgave at udføre eller føler du dig mismodig, så betragt mænd som Jeremias og efterlign deres tro, og „efter at I en kort tid har måttet lide“, vil Gud selv „fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer!“ — 1 Pet. 5:10.
[Illustration på side 421]
Jeremias led den største forsmædelse. Blandt andet blev han sat i gabestokken en hel nat som om han var en forbryder. Alligevel holdt han ud
[Illustration på side 426]
Jehova udfriede Jeremias. Efter Jerusalems fald blev han givet fri og hans håndjern fjernet efter ordre fra den babyloniske øverstbefalende