Fremholdelse af den gode nyhed — ved at genbesøge abonnenter
1 I løbet af november vil vi uden tvivl tegne en del abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! Det er vigtigt at vi derefter går på genbesøg med det mål at oprette bibelstudier. Hvordan kan vi gribe det an?
2 Som vi ved, går der nogen tid før vi modtager abonnementsbladene til de nye abonnenter og kan begynde at levere dem. I mellemtiden kan vi besøge dem med de nye blade som løsnumre, og sådanne besøg vil som regel medføre at der opstår et venskab mellem os og den interesserede. Som regel vil vi kunne få en god samtale over en eller to artikler som appellerer til abonnenten. Hemmeligheden er at vi selv må kende bladene godt og sørge for at optræde venligt når vi aflægger besøgene. Lad abonnenten se at du er interesseret i ham, og at de oplysninger du kommer med, har betydning for hans lykke og velfærd.
3 Husk at målet er at oprette et bibelstudium. Det er ikke nok at folk har bladene. Den ætiopiske eunuk havde Esajas’ bog, men han behøvede Filip til at forklare den. (Apg. 8:27-36) Filip brugte den direkte metode, og der blev straks påbegyndt et bibelstudium. Hvorfor ikke prøve det samme hos dem der abonnerer? Hvad enten det første forsøg giver resultat eller ej, så tilbyd at komme igen og drøfte Bibelen med vedkommende. Her er en metode der kan bruges:
4 Når du leverer bladene hos abonnenten, må du være forberedt på at fremhæve nogle interessante artikler i dem. Hvis abonnenten er indstillet på det, vil det være godt om I kan sætte jer ned og læse nogle få paragraffer sammen. En sådan venlig drøftelse kan ofte udvikle sig til et hjemmebibelstudium. Når du aflægger et sådant besøg må du indlede med en hjertelig hilsen, hvorefter du kan sige noget i denne retning: „Jeg kommer i dag for at levere det nye nummer af Vagttårnet [eller Vågn op!] som De har tegnet abonnement på. Jeg modtog selv bladene forleden dag, og jeg tænkte på Dem da jeg læste denne artikel. [Slå op.] Hvis De har tid et øjeblik, vil jeg gerne vise Dem noget som virkelig fangede min interesse.“ Sådanne besøg, der sikkert vil være korte i begyndelsen, kan lidt efter lidt gøres længere, efterhånden som der opbygges et venskab. Til sidst vil den besøgte se frem til denne regelmæssige bibeldrøftelse sammen med dig. Når tiden er moden til det, kan der påbegyndes et studium over bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.
5 Vi håber du vil få gode resultater med at tegne abonnementer og derefter oprette studier hos dem der viser interesse for Guds ord. Vort mål er at hjælpe dem til at blive sande disciple af Jesus Kristus. (Matt. 28:19, 20) Vær venlig når du besøger folk; lad dem forstå at du er oprigtigt interesseret i dem og deres familie. Hjælp dem til at se hvordan Vagttårnet og Vågn op! vil give dem større indblik i det der vedrører Gud og hans hensigter. Tilbyd studium når tiden er moden til det, og aflæg derefter trofast dine besøg for at hjælpe dem til at tilegne sig den kundskab der fører til evigt liv. — Joh. 17:3.