Strudsen — verdens største fugl
Af „Vågn op!“-korrespondent i Sydafrika
„HØR!“ Drønet giver genlyd hen over savannen.
„Er det en løve?“
„Nej, det er en strudsehan der skal vise sig over for sin mage.“
Farmeren og hans ven stod af landroveren og krøb forsigtigt frem. Snart fik de øje på det sværmeriske par i en lysning. Hvilke kæmpefugle! Strudsen er verdens største fugl, og dog er der stil og ynde over dens dans.
Parringsdansen
Det er en betagende oplevelse at være tilskuer til strudsehannens parringsdans. Denne ejendommelige opvisning placerer strudsen som den bedste optrædende i dyreriget. I parringstiden er farverne i hannens fjerdragt som regel allersmukkest — den er sort på kroppen og vingerne, har hvide svingfjer, brun-hvide halefjer og hvid krave omkring halsen. Hunnens fjerdragt er lysegrå og huden mørkegrå. Huden på den voksne han er mørk bly-blå og i parringstiden lys rød over næbbet, panden og øjnene samt foran på benene og tæerne. Dette gælder kapstrudsen; hos andre racer er farverne fordelt lidt anderledes.
Hannen begynder sin dans med fejende ’valsetrin’; den bevæger sig i cirkler, let og elegant som gik den på tåspidser. Vingerne er løftet så man rigtig ser den smukke fjerdragt. Forsigtigt nærmer han sig sin mage, idet han synker ned på knæ eller på hug. Tålmodigt gør han kur til hende med svajende kropsbevægelser og med vingerne let løftet mens de bevæges frem og tilbage. Han støder hovedet skiftevis til højre og til venstre og udstøder dumpe lyde.
Er hunnen tilnærmelig, løfter den vingerne til vandret stilling og basker lidt med spidserne. Den ser helt genert ud og dukker hovedet, mens den åbner og lukker næbbet som om den tygger på luften. Efter et stykke tid lægger den sig på jorden så hannen kan gennemføre parringen.
En betagende fugl
Ikke alene strudsens dans, men hele dens fremtoning, er betagende. Denne den største af alle fugle er omkring 2,5 meter høj; den har et lille hoved med store øjne og lange øjenhår. Øjeæblet er meget stort, cirka fem centimeter i diameter. Øjenhårene beskytter de skarpe men sårbare øjne mod støvet i de vandfattige egne og mod ørkenens sandstorme.
Strudsen har en tynd, nøgen hals, cirka en meter lang. Da vingerne er små og kroppen tung — fuglen vejer 75-150 kilo — kan strudsen ikke flyve. Men respekten for den vokser når man ser de kraftige lår og stærke ben. Den kan løbe over 70 kilometer i timen, altså stærkere end en hest. Man forstår hvorfor Bibelen siger at studsen „ler ad hest og rytter“. — Job 39:21.
Strudsens fjerdragt er det mest imponerende. De pragtfulde fjer på vingerne og halen er omkring 75 centimeter lange og næsten 40 centimeter brede. Oldtidens ægyptere betragtede disse fjer med ærefrygt, middelalderens riddere og kongelige personer bar dem som pynt, og i århundreder er afrikanske høvdinger og krigere blevet behængt med dem. Selv i dag er disse elegante fjer i høj kurs hos kvinder, i Hongkong som i Rio de Janeiro, og dansere smykker sig med dem på scenen.
Når instinktet byder strudsehannen at parre sig, går den straks i gang med at bygge „rede“, hvis man kan kalde det sådan. Det er en primitiv historie. Hannen vælger et sted med frit udsyn hele vejen rundt, og dér skraber den vildt og hektisk jorden væk med sine stærke fødder. Med brystet danner den derpå en skålformet fordybning, og reden er færdig!
Hvordan er strudsens væsen?
Strudsen er stridbar, især i sine naturlige omgivelser. Hannerne slås ved den mindste anledning, især i parringstiden. Deres spark er enormt voldsomt. Hvis en strudsehan bliver drillet, kan den med et eneste slag af tåen rive brystet og maven op på et menneske.
Strudsehanner i krigshumør kan godt være dumdristige. Det fortælles om én der engang så et tog komme kørende i fuld fart, at den løb hen til sporet og beredte sig til at kæmpe med fjenden. Lokomotivet fik et ordentligt spark. Men ak, det blev strudsens sidste!
Ja, disse fugle er kamplystne, men der er dog én ting som kan få en fremfarende struds til at standse op — en tjørnegren. Strudsen er nemlig bange for at få sine store skarpe øjne revet på de lange spidse torne, og det skal nok holde den på afstand. Strudsefarmere bruger ofte tjørnegrene som indhegning.
Når æglægningen begynder, skiftes hannen og hunnen (eller hunnerne, for tit er strudsen polygam, navnlig hvis den lever vildt) til at ruge på æggene. Hunnerne, hvis dæmpede fjerdragt falder godt sammen med omgivelserne, tager „dagskiftet“, mens hannen, der jo er sort, tager „natskiftet“. Skaberen har sandelig givet disse fugle en glimrende camouflage.
Dukker der fjender op, har de voksne fugle en indbygget evne til at simulere døde eller sårede, så fjenden lokkes væk fra reden. Måske lader strudsen som om den har et dårligt ben og humper medynkværdigt af sted, eller den ligger musestille, så fjenden tror den er død. Hvis et rovdyr nærmer sig og fuglen ligger på reden, lægger den hovedet hen ad jorden så den runde krop ligner en myretue. En strudsefarmer skrev engang: „Man mener at denne vane er baggrunden for den vildfarelse at en struds stikker hovedet i busken.“
Strudsefarme
De sydafrikanske strudsefarme ligger hovedsagelig i Little Karroo, omkring byen Oudtshoorn. Strudseavlen blomstrede fra omkring 1880 til 1914; dengang var strudsefjer højeste mode. Der blev skabt formuer, og store patricierhuse i Oudtshoorn minder stadig om den tid. Men med den første verdenskrig kom der en nedgang, som holdt sig til efter den anden verdenskrig. I dag er strudseavl dog atter en god forretning.
Strudsens forholdsvis lave intelligens giver tit problemer på farmene. Det sker for eksempel at en han tager fire eller fem hunner med sig og okkuperer et bestemt stykke af græssletten. Med så mange hunner vil 35-40 æg imidlertid komme til at ligge spredt ved reden, nogle i den, andre omkring den. Om dagen vælger hver hun nogle få æg og lægger sig på dem. Men om natten, når hannen er alene om rugningen, er det måske kun æggene i selve reden der bliver ruget på. Derfor bliver mange æg aldrig udruget.
Hertil kommer at både hannen og hunnen forlader reden tre-fire dage efter at de første unger er kommet ud af æggene, ligegyldigt hvor mange æg der endnu er tilbage. Det er ikke så mærkeligt at Bibelen siger om strudsen at „Gud lod den glemme visdom og gav den ej del i indsigt“. (Job 39:20) Strudsefarmeren, der jo må sikre sig at et rimeligt antal af æggene bliver udruget, tør ikke regne med de upålidelige strudseforældre; derfor lader han udrugningen foregå på maskine.
Selv når det er tilfældet, må farmeren være vågen og påpasselig. Hver morgen og hver aften skal æggene vendes, som strudsen ville have gjort det; det foregår manuelt og skal hindre at blommen sætter sig fast på skallens hinde. Når strudsene selv ruger på reden, vender de æggene regelmæssigt.
Æggene samles ind
Æg der skal i rugemaskinen må naturligvis indsamles, og for den uerfarne kan dette være forbundet med en vis fare. Æggene må fjernes fra rederne, og som regel er fuglene i nærheden. Medhjælperne går ind mellem fuglene med heste og lægger æggene i sække foret med halm. Æggene er tunge; de vejer cirka halvandet kilo stykket, og de er cirka 15 centimeter lange; skallen er hvid og porøs. Kommer man til at slå æggene mod hinanden går de let i stykker. Ellers er de så stærke at de kan bære vægten af en mand.
Udrugningsprocessen
Strudseæg er et udmærket næringsmiddel; vil man have dem hårdkogte tager det 42 minutter. Men vil du se et fantastisk og sindrigt stykke naturmaskineri arbejde i 42 dage, så følg med strudsefarmeren når han gør sin rugemaskine klar. Han lægger æggene på bakker og sætter luftvarmen på omkring 37 grader celsius. Ved så enkelt at tilføre den levende ægcelle varme, igangsætter man en proces der skulle kalde på ydmygheden hos selv de klogeste mennesker.
Når rugetiden er ved at være forbi fylder ungen skallen fuldstændig ud og er nu klar til klækningen. Men hvordan bliver der slået hul på den tykke skal? Det gør ungen selv. Med næbbet? Nej, med kloen på den største af de to tæer. Strudseungen er „pakket“ og emballeret så forunderligt at man må se det før man tror det. Den store tå ligger lige ved siden af ungens hoved og næb! Tåen bryder gennem skallen, og ungen begynder at ånde gennem næseborene. Jo dybere den ånder, des kraftigere bliver dens spark, indtil skallen går i stykker og ungen slipper fri. Skallens inderside er beklædt med en plasticlignende hinde i mange lag, og heri ligger alle de indviklede forbindelser til navlestrengen. Hinden og navlestrengen tørrer ind samtidig med at ungen arbejder sig ud. Gribes man ikke af forundring over en så sindrig funktion?
Farmeren passer meget på ikke at fremskynde denne afgørende proces; han skal nok vare sig for at bryde for meget af skallen i et forsøg på at hjælpe ungen ud. Han vil nemlig let kunne udsætte hinden for at tørre ind for hurtigt, med det resultat at ungen bliver kvalt idet hinden trækker sig sammen.
Der går adskillige dage før ungen begynder at spise og drikke. I mellemtiden får den næring fra æggeblommen, der lige før udklækningen er gledet ind gennem ungens navle. Den lille skabnings første måltid er — besynderligt nok — moderens ekskrementer! De giver åbenbart ungen en vis fasthed i maven, der på dette tidspunkt er meget ømfindtlig og genstand for farmerens store opmærksomhed. Hvis ungerne ikke får den rigtige næring i begyndelsen, risikerer man at mange af dem dør. Senere i livet kaster strudsen sig grådigt over hvad som helst i forsøget på at tilfredsstille sin glubende appetit. Fordi strudsen kritikløst æder alt hvad den kan få fat på, regnede Moseloven den med til de urene fugle som israelitterne ikke måtte spise. (3 Mos. 11:13, 16) Strudsen har ingen tænder; derfor sluger den småsten, der i forening med muskelbevægelser i mavesækken kvaser føden.
Det er almindelig praksis at sætte et par strudseforældre sammen med de tre eller fire dage gamle unger som er blevet udruget på maskine. Fosterforældrene tager glædeligt imod ungerne og opfostrer dem som deres egne. I samme øjeblik ungerne bliver anbragt i indhegningen og strudsehunnen får øje på dem, går hun hen til dem og afgiver de ekskrementer der er så livsvigtige for dem. Ungerne spiser dem kun én gang. Man kan sætte mange unger ind til ét par fosterforældre; det samme par har undertiden helt op til hundrede unger at sørge for.
Skindet og kødet
Strudsens hud giver stærkt, blødt skind som er efterspurgt af fabrikanter af sko, håndtasker, handsker, med mere. Skindet er lysebrunt og let at kende på de jævnt fordelte små knopper.
Det soltørrede, rå strudsekød er af god kvalitet, og mange sydafrikanere betragter det som en delikatesse. Førhen foregik slagtningen ved at man brækkede halsen på fuglene, men det forringede kvaliteten af det soltørrede kød. Nu er slagterierne gået over til at lade blodet løbe af fuglene; det har bevirket at kvaliteten og holdbarheden af kødet er blevet langt bedre, til farmernes glæde og overraskelse. Men denne fremgangsmåde er især ønskelig fordi Gud kræver at kristne ’afholder sig fra blod’. — Apg. 15:28, 29; 5 Mos. 12:23-25.
Betagende, men stridbar og dum, og kan ikke flyve! Alt dette passer på denne usædvanlige kæmpe i fuglenes verden. Med sit ejendommelige udseende og sin til tider uforståelige adfærd, er strudsen sandelig med til at understrege visdommen og den store variation i Skaberens værk.