Fremholdelse af den gode nyhed — med overbevisende tale
1 Bør vi som forkyndere af den gode nyhed forsøge at overbevise andre om sandheden? Ja, ganske afgjort! (Apg. 18:4) Apostelen Paulus mindede Timoteus om at han var blevet troende fordi hans moder og mormoder havde overbevist ham. (2 Tim. 3:14) At overbevise nogen vil sige at bevæge vedkommende ved indtrængende at ræsonnere med ham om en bestemt lære, indstilling eller handlemåde.
2 Apostelen Paulus var god til at overbevise andre. Da han var i Athen „oprørtes hans ånd i ham over at se at byen var fuld af afguder“. (Apg. 17:16) Men da han senere trådte frem midt for Areopagus, sagde han ikke rent ud til de tilstedeværende at deres tilbedelse af afguder var forgæves. Forstandigt undgik han en følelsesmæssig konfrontation ved at henvise til „et alter hvorpå der var skrevet: ’For en ukendt gud’“. Derefter aflagde han et magtfuldt vidnesbyrd, og opnåede gode resultater. — Apg. 17:23, 28, 29, 34.
Læg skelneevne for dagen
3 Paulus viste tydeligt at der kræves mere end en følelsesladet ordstrøm hvis man skal overbevise andre. Vi må have indsigt og kunne bedømme de følelser, opfattelser og interesser der påvirker og præger mennesker. Vi må være vågne og hurtige til at fornemme hvornår den besøgtes følelser udgør en virkelig hindring for en åben drøftelse af Bibelens lære. — Ordsp. 16:23.
4 Det kan for eksempel være at én tror på sjælens udødelighed fordi han følelsesmæssigt er stærkt bundet til mindet om en elsket, nu afdød slægtning. Hvordan vil man på en overbevisende måde kunne hjælpe vedkommende til at forstå sandheden? I stedet for direkte at fortælle ham at han tager helt fejl og at sjælen dør, vil det da ikke være bedre at nedbryde den følelsesmæssige barriere der er og ræsonnere med ham? Vi kan fortælle ham at vi forstår hans følelser. Vi har måske også selv prøvet at miste en af vore kære. Vi har imidlertid fundet trøst i håbet om opstandelsen, hvor vi skal forenes med vore kære og igen nyde samværet med dem. Derpå kan man læse og drøfte passende skriftsteder. Hvis vi lægger skelneevne for dagen og krydrer vor tale med salt, vil vi på en overbevisende måde kunne fremholde den gode nyhed. — Ordsp. 16:21; Kol. 4:6.
Brug illustrationer
5 Illustrationer kan være en god hjælp til at overbevise andre så de ændrer indstilling. Natans forstandige retledning af David er et enestående og lærerigt eksempel; han nåede Davids hjerte. (2 Sam. 12:1-14) Velvalgte illustrationer kæder logiske ræsonnementer sammen med en følelsesmæssig appel, og gør det lettere for tilhøreren at acceptere nye tanker og ideer. For eksempel kunne jorden sammenlignes med et hjem og menneskene med lejerne. Hvis lejerne forsømmer vedligeholdelsen af deres hjem, vil ejeren ikke ødelægge huset men sætte lejerne ud. Jehova vil heller ikke ødelægge menneskets hjem, jorden, men fjerne de onde mennesker. — Es. 45:18.
6 Det er ikke muligt at overbevise alle. Hvis folk ikke ønsker at tro eller at ændre deres livsførelse, forandrer de sig ikke. (Matt. 13:14, 15) Der er dog stadig mange oprigtige mennesker som ønsker at få tro, og det er dem vi skal nå med budskabet. Vi kan hjælpe dem hvis vi oprigtigt bestræber os for at forbedre vor evne til at overbevise andre om sandheden.