Brug og misbrug af bistandshjælp

FORESTIL dig et land hvor talløse mænd, kvinder og børn dør af underernæring, hvor skarer af mennesker flakker om fra sted til sted uden bolig eller arbejde, hvor hundredtusinder er henvist til at bo i tilfældige „bølgeblikbyer“ hvor „boligerne“ består af rustne bilvrag eller er flikket sammen af kasser, og hvor tiggere opretholder livet ved at stjæle eller ved at rode efter noget spiseligt i skraldespande.

Nej, dette er ikke et af de fattige lande i Afrika eller Asien. Det er Amerikas forenede Stater for 50 år siden, under den store depression. Selv om forholdene vel var knap så slemme i Europa, var der på det tidspunkt millioner der levede i fortvivlet fattigdom både her og i De forenede Stater, uden udsigt til nogen særlig forbedring af deres situation. For at forhindre en lignende fattigdom i at dukke op igen har man i mange lande indført offentlig bistandshjælp.

I dag nyder den arbejdende befolkning i mange industrilande en forholdsvis stor økonomisk tryghed gennem statslige støtteordninger. Flere steder modtager man ydelser, for eksempel i form af børnetilskud. Gennem skatten betaler man måske også for ydelser man siden har krav på i form af arbejdsløshedsunderstøttelse, sygepenge og folkepension. Og hvis man pludselig står i en vanskelig situation, har man adgang til hjælp fra det offentlige. Herhjemme gennemførte man i 1933 den såkaldte socialreform, der i 1976 blev afløst af den velkendte bistandslov.

Sådanne hjælpeforanstaltninger er et udtryk for menneskekærlighed. Ikke desto mindre er der opstået vanskeligheder i kølvandet på dem. Nogle føler forurettelse fordi de har mistanke om at deres skattepenge går til understøttelse af folk der godt kunne arbejde hvis de ville. Andre føler at deres værdighed ville blive krænket hvis de modtog en håndsrækning. Hvordan bør kristne se på bistandshjælp? Er det noget man kan tage imod? Og er der noget man skal være på vagt over for i denne forbindelse?

Bibelens vejledning

For omkring 3000 år siden flyttede to enker ved navn No’omi og Rut til byen Betlehem i Juda. De var fattige, men sultede ikke. Hvorfor ikke? Fordi landets lov indeholdt særlige forordninger der gjorde det muligt for de fattige, især enker og faderløse, at opretholde livet. — 5 Mosebog 26:12, 13.

På de kristne apostles tid ydede den kristne menighed ofte de fattige bistand. For eksempel skrev apostelen Paulus et brev til den kristne ældste Timoteus, hvori han blandt andet gav den anvisning at der skulle gives en regelmæssig ydelse til ældre enker som ikke havde familie der kunne forsørge dem. — 1 Timoteus 5:3-16.

I dag står Israels gamle lov og apostelen Paulus’ brev til Timoteus at læse i Bibelen. Altså kan vi sige at Bibelen tilskynder os til at hjælpe de trængende. Ja, kristne som har mulighed for at hjælpe mindrebemidlede brødre er faktisk forpligtede til at gøre det. — 1 Johannes 3:17.

Men hvad så når staten tilbyder økonomisk bistand til sine borgere? En kristen kan samarbejde i dette. Alle kristne er forpligtede til at betale „ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift“. (Romerne 13:7) Dette omfatter også den del af skatten der er sat til side til bistandsydelser.

Af samme grund er det helt i orden at vi tager imod de bistandsydelser vi lovligt er berettiget til i vor nuværende situation. Apostelen Paulus sagde at myndighederne er „Guds tjener til gavn for dig“. (Romerne 13:4) Ethvert tilskud, enhver hjælp i form af folkepension eller sygesikring, eller endda bistand hvis man er betrængt, kan altså retmæssigt modtages af en kristen der er værdigt trængende. Men her dukker igen nogle spørgsmål op.

En samvittighedssag

Lad os forestille os en ung mand der har valgt en tilværelse som heltidsforkynder. Da dette arbejde er ulønnet og frivilligt, tager han et deltidsarbejde han kan ernære sig ved. Men tilfældet kunne være at det eneste deltidsarbejde der er at få, giver ham en indkomst under en vis grænse sådan at han er berettiget til offentlig bistand. Skal han da anmode om bistand?

Man kan ikke kalde ham arbejdssky. Han gør noget for at forsørge sig selv på redelig vis. Hvor myndighederne nærer forståelse for hans forhold og finder ham berettiget til bistand, er der ingen grund til at han skulle afstå fra støtte — ydelser han har adgang til. Der er intet nedværdigende i at modtage denne hjælp. I De forenede Stater er der endda nogle ansatte inden for forsvaret der modtager støtte.

Visse steder kan spørgsmålet om offentlig støtte imidlertid være ømtåleligt, og dér kunne lokalbefolkningen forarges hvis det forholdt sig som beskrevet ovenfor. En kristen vil derfor overveje omhyggeligt hvad han gør.

Husk apostelen Paulus’ eksempel. Mens han opholdt sig i Korint og i Tessalonika afslog han økonomisk støtte fra menighederne, selv om han var i sin gode ret til at anmode om den. Hvorfor? For ikke at skabe vanskeligheder for sine medkristne dér. (2 Korinter 11:9; 2 Tessaloniker 3:8, 9) Men andre steder tog han øjensynlig imod hjælp. — 1 Korinter 9:6, 9.

Andre tilfælde hvor nogen har taget anstød drejer sig om kvinder der ikke har en ægtemands hjælp til at opdrage deres børn. Bør de tage udearbejde, eller bør de i stedet anmode om offentlig bistand?

Det er helt afgjort noget hver enkelt kvinde selv må afgøre. Når alt kommer til alt, drejer det sig om hendes børn. Man kan forestille sig at en moder finder det fuldt ud rimeligt at drage fordel af offentlig økonomisk bistand som gør det muligt for hende at være sammen med sine små børn hele tiden. En anden, der har børn i skolealderen, vil måske finde det bedst at hun i det mindste er hjemme hver dag når børnene kommer fra skole.

På den anden side kan man forestille sig at en moder finder det rimeligt at hun tager arbejde og overlader sine børn i andres varetægt om dagen. Ikke to tilfælde er ens, og ingen bør kritisere en anden for den afgørelse hun træffer. Det er tidkrævende og et tungt ansvar at opretholde et hjem og opdrage børn, især hvis man er en enlig kvinde. På israelitternes tid betragtede man familier med en enlig forsørger som nogle der havde behov for særlig hjælp. I dag bør hver enkelt kvinde overveje sine personlige økonomiske forhold sammen med de øvrige omstændigheder der spiller ind, og selv beslutte hvad hun vil. — 5 Mosebog 24:19-21; Jakob 1:27.

Men nogle gange træffer folk klart forkerte afgørelser.

Farerne ved bistand

For eksempel er arbejdsløshedsunderstøttelsen i visse lande oppe på 80 procent (herhjemme er den på 90 procent) af arbejdslønnen. En der lever af understøttelse spekulerer måske på om det overhovedet kan betale sig at lede efter arbejde. En kristen kunne endda se fordele ved ikke at tage arbejde. Han bliver fri for at høre på vulgært sprog og kan undgå det dårlige miljø der ofte er på arbejdspladserne.

Er det rigtigt at tænke sådan? Nej. For det første overser man at det sædvanligvis er underforstået at man gør noget for at finde arbejde mens man får arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvis man intet foretager sig, kan det tangere bedrageri. Dertil kommer at sådanne ydelser betales af andre gennem skatter og kontingenter. Med andre ord arbejder andre for at underholde ens familie. Kan en arbejdsdygtig kristen føle sig godt tilpas i en sådan situation? — Mattæus 7:12.

Da Paulus skrev til menigheden i Tessalonika, omtalte han nogle der ikke arbejdede, og sagde: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ (2 Tessaloniker 3:10) Dette råd er forstandigt. Det er tilfredsstillende for et menneske at arbejde. (Prædikeren 2:24) Det kan have en dårlig indvirkning på én hvis man ikke holder sig beskæftiget med produktivt arbejde. Det kan føre til utilfredshed eller endda kriminalitet. „Den, der er efterladen i gerning, er også broder til ødeland.“ — Ordsprogene 18:9.

Det er sandt at man kan blive tvunget til at leve af offentlige ydelser når der ikke er arbejde at få. Men når der tilbyder sig et arbejde der ikke er noget i vejen for at man kan tage, gælder følgende råd af Paulus: „[Sæt] jer som mål at leve stille og passe jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, sådan som vi har befalet jer, så I kan vandre anstændigt over for dem udenfor.“ — 1 Tessaloniker 4:11, 12.

Men har en kristen der modtager understøttelse i stedet for at arbejde på fuld tid, ikke større mulighed for at tage del i den kristne tjeneste? Måske. Men hvordan kunne det virke på andre? Paulus forbinder det at ’arbejde med sine hænder’ med det at „vandre anstændigt over for dem udenfor“. De der undgår arbejde skaber ikke respekt. Deres dårlige omdømme vil sandsynligvis modvirke det gode de udretter i andre henseender. — 1 Timoteus 3:7.

Der kan også opstå andre problemer fordi nogle lader sig friste af lettilgængelig støtte. For ikke så længe siden indvandrede en mand til et land hvor det offentlige yder bistand, og ansøgte om arbejdsløshedsunderstøttelse. I sin ansøgning lagde han skjul på at han ejede fast ejendom i sit fødeland — en omstændighed der gjorde ham uberettiget til at modtage bistand. Han fik altså penge fra staten ved at skjule sandheden.

Der bedrages på mange forskellige måder. For at få økonomisk bistand fortæller en husmoder måske myndighederne at hendes mand har forladt hende, mens han måske stadig bor sammen med hende. Et ægtepar lader sig skille (men bliver måske ved med at bo sammen) for at opnå mere bistand. Der kendes tilfælde hvor enlige kvinder har fået børn blot for at opnå øget offentlig hjælp. Eller måske er man berettiget til at modtage visse ydelser, men så forandrer omstændighederne sig. For eksempel kan man på et tidspunkt få arbejde. Men ved ikke at gøre opmærksom på den ændrede situation fortsætter man med at modtage offentlig støtte.

Dette er typiske eksempler på misbrug af bistandsordningen. Ved at dække over kendsgerningerne, ved ligefrem at lyve eller ved på andre måder at overtræde kristne principper kan man somme tider bedrage myndighederne og tjene lidt mere. Men Bibelen advarer: „En svindler er en vederstyggelighed for Jehova, men de retskafne har hans fortrolighed.“ Den slår også fast: „At skabe sig rigdom ved løgnetunge er jag efter vind i dødens snarer.“ (Ordsprogene 3:32, NW; 21:6) Ingen kristen ønsker at være en vederstyggelighed i Jehovas øjne blot for økonomisk vinding.

Men der er endnu et faremoment i denne sag man må vogte sig for.

Vor holdning til bistand

Folks viden om at de nemt kan søge offentlig bistand kan gøre dem ansvarsløse. Man kan komme til at skubbe det ansvar Bibelen pålægger én, over på staten. Nogle er måske vokset op under forhold hvor denne tankegang var fremherskende. Måske har familien i flere generationer levet af socialhjælp, og det er svært for dens medlemmer at forestille sig livet anderledes.

Men offentlige foranstaltninger til økonomisk støtte tager ikke den kristnes gudgivne ansvar fra ham. Paulus sagde: „Hvis nogen ikke sørger for . . . dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Hvis det offentlige i visse lande hjælper familieoverhovedet lidt med at sørge for hans husstand — ved at betale pension, børnetilskud og lignende — kan han glæde sig over det. Men det er stadig hans ansvar at tage sig af familien.

Apostelen Johannes gjorde også opmærksom på at en kristen har ansvar for at hjælpe sine mindrebemidlede brødre. (1 Johannes 3:17) Sandt nok tager det offentlige sig af de mindrebemidlede i visse lande. Men den kristnes forpligtelse til at hjælpe gælder stadig. En kristen bør hele tiden være opmærksom på hvor han kan yde materiel og åndelig hjælp til dem der virkelig har behov for det.

Ja, sådanne offentlige foranstaltninger med økonomisk bistand er en medmenneskelig forordning fra „kejseren“. Var det ikke for disse, ville de kristne menigheder sandsynligvis være nødt til at gøre meget mere i denne henseende end det er tilfældet nu. Alligevel bør en kristen afholde sig fra at misbruge disse forordninger. Han bør ikke lyve, skjule sandheden eller på andre måder gå på akkord med de kristne normer. Og han bør ikke skubbe sit gudgivne ansvar over på det offentlige.

I sit brev til hebræerne skrev apostelen Paulus: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden; for [Jehova] har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’“ (Hebræerne 13:5) Han tilskyndede også korinterne til at gøre „alt til Guds herlighed“. — 1 Korinter 10:31.

Det er gode principper der her slås fast! Vi bør undgå kærlighed til penge og stole på Jehova i alle forhold, mens vi tager imod de offentlige goder loven berettiger os til. I alt bør vi tænke på hvordan det vi gør vil berøre Guds navn. Hvis vi altid har disse tre principper i tanke, vil det hjælpe os til at have den rette holdning til offentlig bistand.

[Illustration på side 20]

For at hindre at dette gentog sig indførte man offentlig bistand

[Illustration på side 22]

At det offentlige yder økonomisk hjælp fjerner ikke mandens ansvar for at sørge for sin familie