Behovet for økonomisk tryghed

ALLE uanset alder ønsker økonomisk tryghed. Men jo ældre man er, jo mere føler man dette behov. Når man bliver ældre kan man ikke længere arbejde så hårdt, eller man må helt holde op med at arbejde, men alligevel vil man gerne kunne leve en nogenlunde behagelig og menneskeværdig tilværelse.

I mange lande verden over findes der sociale bistandsordninger hvorigennem der ydes folkepension til ældre, invalidepension til syge, understøttelse til arbejdsløse og gratis lægehjælp til folk med lave indkomster.

Et af de største velfærdssamfund i verden er De forenede Stater, og da den vestlige verdens økonomi i høj grad hviler på dette land, har det også interesse i lande uden for U.S.A. at følge med i hvad der foregår dér i økonomisk og social henseende.

Mennesker overalt i verden kunne med god ret forvente at De forenede Stater med sin store rigdom og sine mange ressourcer var et mønsterland når det gjaldt social forsorg, blandt andet ved at give en passende pension til ældre som trækker sig tilbage efter at have arbejdet hårdt livet igennem.

Men forholder det sig sådan? Det benægter mange autoriteter. De påstår at landets velfærdssystem giver grund til ængstelse som følge af store og stadig voksende problemer.

De grundlæggende problemer

Den sociale forsorg er stillet over for to grundlæggende problemer: (1) Hvordan skal man betale hvad det koster at hjælpe det stadig større antal mennesker der har krav på hjælp? (2) Hjælpen selv er for manges vedkommende, og især for de ældres, ikke nok til at de kan opnå den tryghed de ønsker.

Nogle økonomer hævder at problemerne ikke er så alvorlige, men andre siger at de er foruroligede over de voksende vanskeligheder. En overskrift i en Detroit-avis lød: „Er den sociale tryghed et bedrag?“ Det antydede artiklen at den er.

Det første problem, hvordan de sociale ydelser skal finansieres, er nu ved at komme i søgelyset. Det er klart at de nuværende finansieringsmåder er utilstrækkelige. I U.S. News & World Report kunne man således læse:

„Det store sociale hjælpeprogram for ældre, for dem der er afhængige af dem, for enker og for uarbejdsdygtige, er i fare. . . .

Problemet er ganske enkelt at udgifterne til disse ydelser overstiger indtægterne.“

Det bemærkedes også at i begyndelsen af 1980erne „vil folke- og enkepensionskasserne gå fallit“. Det amerikanske institut for økonomisk Forskning har erklæret: „Den sociale bistandsordning er en tidsindstillet bombe som tikker af sted mod en økonomisk katastrofe der vil indtræffe om nogle få år.“

Med hensyn til det andet store problem, spørgsmålet om hvorvidt pensionskasserne yder tilstrækkelig sikkerhed, så vil mange svare at sikkerheden ikke er stor nok. Dette gælder især de ældre. Det er en sørgelig kendsgerning at de ældre i De forenede Stater, som i en række andre lande med lignende ordninger, er den største gruppe blandt dem som må leve på grænsen til fattigdom.

En hjælp

Dermed ikke sagt at statsprogrammerne helt igennem er dårlige. Enhver økonomisk hjælp til ældre, syge, arbejdsløse og uarbejdsdygtige er værdifuld og bliver også værdsat.

Det er ikke så mange år siden at staten ikke tog sig af den slags. Og i de fleste lande er det først i dette århundrede, ja, inden for de seneste årtier, at staten er begyndt at tage sig af ældre og trængende. Før i tiden var det mere almindeligt at folk levede i landbrugssamfund og selv dyrkede det de skulle bruge, og sædvanligvis tog slægtninge og venner sig af de ældre.

Men ved industrialiseringen forlod millioner landbruget og søgte ind til de overfyldte byer for at arbejde på fabrikkerne. Dette gjaldt især i Nordamerika og Europa. Men inde i byerne var familie og slægtninge ikke så nært knyttet til hinanden som de før havde været, og det var også svært at bevare gode venner. Slægtninge og venner var derfor ikke mere så tilbøjelige til, eller de var ikke længere i stand til, at tage sig så meget af de ældre som dengang de boede på landet.

Efterhånden som industriarbejderne fik større magt forhandlede de sig dog til flere fordele, og staten blev gradvis tvunget til at yde hjælp.

Tyskland var et af de første industrilande som startede et socialt velfærdsprogram. I 1883 oprettede man en ulykkesforsikring, og året efter en sygesikringsordning. I 1891 blev den sociale hjælpeordning obligatorisk.

Den store depression i 1930 gjorde det klart at staten måtte træde til. Millioner af mennesker i industrilandene stod uden arbejde. Om Canada hedder det for eksempel i bogen Social Security in Canada: „Den udbredte arbejdsløshed under depressionen i 1930 gjorde det nødvendigt at man udviklede forskellige former for arbejdsløshedsunderstøttelse.“

I De forenede Stater underskrev præsident Franklin D. Roosevelt i 1935 en sociallovgivning, som dog i første omgang kun garanterede en folkepension. Senere kom der en enkepensionsordning, og til sidst blev ordningen udvidet til også at gælde uarbejdsdygtige og arbejdsløse.

I 1975 modtog mere end tredive millioner amerikanere en regelmæssig månedlig ydelse fra staten i form af folkepension, invalide- eller enkepension. Mere end ti millioner fik arbejdsløshedsunderstøttelse som følge af lavkonjunkturen, og millioner af andre fik hjælp til lægeregninger og medicin, samt børnepenge og andre ydelser.

I de fleste lande går hovedparten af de sociale ydelser til pension af ældre. Pensionsalderen ligger gerne omkring de femogtres. Mange steder kan man dog blive pensioneret før, for eksempel når man er toogtres, som i De forenede Stater, men man må da som oftest gå for nedsat pension.

Hvor kommer pengene til denne sociale sikring fra? Hvor store er ydelserne? Er de store nok til at man kan føre en normal tilværelse? Er det sandt at det amerikanske system er i vanskeligheder?