Hjælp dem du studerer med til at forberede sig
1 De der studerer Bibelen og viser ægte interesse ved at forberede sig til det ugentlige studium, gør som regel hurtigere åndelige fremskridt end de der ikke forbereder sig. I nogle tilfælde undlader de måske at forberede sig fordi de ikke ved hvordan man gør. Derfor kan det være nødvendigt at lære dem det. Hvordan?
2 Du bør lige fra begyndelsen sikre dig at vedkommende forstår at forberedelse kræver personligt studium. Selv om mange mennesker udmærket kan læse, har de ikke lært at studere. Side 33 til 43 i Håndbog for den teokratiske skole indeholder mange nyttige forslag som man kan viderebringe til elever der har behov for det.
3 Vis eleven værdien af at studere: Du kan vise eleven din studiebog hvori du har understreget nøgleord og -udtryk. Vis ham hvordan han ved at skimme de understregede afsnit mindes om tanker som han vil kunne udtrykke med egne ord. Så fristes han ikke til at læse hele sætninger op fra bogen når han skal besvare spørgsmålene. God undervisning allerede på dette stadium vil hjælpe eleven til senere at give meningsfyldte kommentarer i menigheden. Hans kommentarer vil da afspejle værdsættelse af det der studeres og vil vidne om dybden af hans forståelse.
4 Lær ham at bruge Bibelen: Eleven må lære hvordan man finder de skriftsteder der er henvist til i studiematerialet. Når han hurtigt kan gøre dette, vil han i højere grad forstå at det er Bibelen han studerer. Selv om han måske i begyndelsen må bruge indholdsfortegnelsen foran i Bibelen, bør han tilskyndes til at lære rækkefølgen af Bibelens 66 bøger. Når han slår op og læser et skriftsted, bør du hjælpe ham til at se hvilken del af skriftstedet der støtter tanken i paragraffen, så han ikke lader sig distrahere af andet som ikke har direkte forbindelse med det aktuelle emne.
5 Efterhånden som eleven gør fremskridt, bør du tilskynde ham til at læse Bibelen fra ende til anden. Understreg at hele Bibelen er Guds inspirerede ord og at det er fra Bibelen at sande kristne må hente åndelig næring. — Matt. 4:4; 2 Tim. 3:16, 17.
6 Gør eleven bekendt med andre teokratiske opslagsværker: Når eleven har gjort tilstrækkelige fremskridt, kan han begynde at bruge andre teokratiske opslagsværker. Når du skønner det fornuftigt kan du tilskynde ham til at finde yderligere oplysninger i de af Selskabets publikationer som han stifter bekendtskab med ved menighedens møder. Lær ham at bruge de særlige hjælpemidler i Ny Verden-Oversættelsen, deriblandt bibelordbogen. Og når han begynder at opbygge sit eget teokratiske bibliotek kan du vise ham hvordan man bruger Den Store Bibelordbog, Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, Register til Vagttårnets publikationer og Hjælp til forståelse af Bibelen.
7 Hvis vi lærer dem vi studerer med at forberede sig godt til deres ugentlige bibelstudium, vil vi sætte dem i stand til fortsat at vokse i sandheden og blive dygtige bibelstudenter, selv efter at deres personlige hjemmebibelstudium er ophørt.