Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • km 9/96 s. 3-6
  • Forkynd den gode nyhed overalt

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Forkynd den gode nyhed overalt
  • Rigets Tjeneste – 1996
  • Lignende materiale
  • Tillæg — Bladene viser vej til livet
    Rigets Tjeneste – 1984
  • Brug bladene på den bedst mulige måde
    Rigets Tjeneste – 1995
  • Få mere ud af gadearbejdet
    Rigets Tjeneste – 1984
  • Lad os finde de interesserede gennem effektivt gadearbejde
    Rigets Tjeneste – 1994
Se mere
Rigets Tjeneste – 1996
km 9/96 s. 3-6

Forkynd den gode nyhed overalt

1 De første kristne forkyndte den gode nyhed overalt. De var så nidkære at Rigets budskab var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“ allerede 30 år efter Jesu Kristi opstandelse. — Kol. 1:23.

2 I dag har Jehovas nidkære tjenere samme mål — at nå ud til så mange som muligt med Rigets gode nyhed. Hvad kan hjælpe os til at nå dette mål? Flere og flere har fuldtidsarbejde og er ofte ikke hjemme når vi kommer til deres dør. Når de ikke er på arbejde, kan de være på rejse, på indkøb eller ude for at adsprede sig. Hvordan når Rigets budskab dem blandt disse der fortjener det? — Matt. 10:11.

3 Nogle bliver kontaktet på deres arbejdsplads. Selv i mindre byer findes der forretningsområder hvor mange tilbringer det meste af dagen. I storbyer bliver der forkyndt for folk der arbejder i industriområder og kontorbygninger, og mange af disse har aldrig før hørt Rigets budskab. Nogle er blevet kontaktet mens de har slappet af i parker, i sommerhuse, ved legepladser og campingpladser, eller mens de har ventet ved parkeringspladser eller indkøbscentre; og mange har reageret positivt på den gode nyhed.

4 Stadig flere forkyndere gør en særlig indsats for at aflægge vidnesbyrd på offentlige steder hvor folk færdes. I begyndelsen var de lidt tøvende og nervøse fordi de var vant til at forkynde under mere formelle omstændigheder, for eksempel fra hus til hus. Hvordan har forkynderne det nu?

5 „Det har virket som en saltvandsindsprøjtning på min tjeneste!“ fortæller en erfaren broder. En anden tilføjer: „Det hjælper mig til at koncentrere mig om forkyndelsen.“ En ældre pioner fortæller: „Det har været forfriskende både mentalt, fysisk og åndeligt, . . . og jeg gør stadig fremskridt.“ En forkynder bemærker at han nu når ud til mange som aldrig før har talt med Jehovas vidner. Unge har også været begejstrede for denne måde at forkynde på. Én siger: „Det er sjovt fordi man kommer til at tale med så mange.“ En anden siger: „Jeg spreder flere publikationer end nogen sinde før.“ Alt dette finder sted i distrikter der bliver gennemarbejdet gang på gang.

6 Rejsende tilsynsmænd fører an: I erkendelse af at „denne verdens scene skifter“, foreslog Selskabet for nylig at de rejsende tilsynsmænd lagde deres tjenesteplan om med henblik på at nå så mange som muligt med den gode nyhed. (1 Kor. 7:31) I årevis har kredstilsynsmændene reserveret formiddagen i ugens hverdage til hus-til-hus-arbejdet, mens eftermiddagene er blevet brugt til at aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Nogle steder vil dette stadig være en god idé. Andre steder giver hus-til-hus-arbejdet om formiddagen måske kun få resultater. I sådanne tilfælde kan den rejsende tilsynsmand beslutte at bruge formiddagen til forretningsforkyndelse eller gadearbejde. Eller han kan arrangere at en lille gruppe forkyndere arbejder i kontorbygninger, forretningskvarterer, på parkeringspladser eller andre offentlige steder hvor der er mennesker. Forkynderne kan nå ud til mange flere hvis de gør mere effektivt brug af den tid de har til rådighed i forkyndelsen.

7 Rapporter viser at både de rejsende tilsynsmænd og forkynderne har hilst disse ændringer velkommen. Nogle ældsteråd har bedt kredstilsynsmanden oplære et par forkyndere i tjenestegrene der bliver forsømt lokalt. Det har været en stor hjælp for disse forkyndere at følges med kredstilsynsmanden i disse former for tjeneste. De har derefter selv kunnet oplære andre. (2 Tim. 2:2) Dette har bevirket at den gode nyhed nu når ud til endnu flere.

8 Man behøver selvfølgelig ikke vente til kredstilsynsmandens besøg med at afprøve disse tjenestegrene. Her følger nogle forslag du måske kan bruge:

9 Gadearbejde: ’Hvor er alle folk henne?’ tænker vi måske når vi en hverdagsformiddag besøger et boligkvarter. Nogle er måske gået et ærinde eller er ude at handle. Har du forsøgt dig med gadearbejde? Udført på den rigtige måde kan denne tjenestegren være meget udbytterig. Frem for at stå et bestemt sted og blot vise bladene er det bedst at henvende sig direkte til folk og indlede en venlig samtale. Det er ikke nødvendigt at sige noget til alle der kommer forbi. Tal med dem der ser ud til ikke at have travlt, dem der kigger på vinduer, sidder i parkerede biler eller som venter på offentlige transportmidler. Først kan man nøjes med at hilse venligt og vente på en reaktion. Hvis en er villig til at snakke, kan man spørge hvad han mener om et bestemt emne.

10 En rejsende tilsynsmand inviterede seks forkyndere til, sammen med ham og hans kone, at udføre gadearbejde. Med hvilket resultat? „Vi havde en rigtig god formiddag,“ fortæller han. „Der var ingen ikke-hjemme-besøg. Der blev spredt 80 blade og mange traktater. Vi havde adskillige gode samtaler. En af forkynderne, som var på gadearbejde for første gang, udbrød: ’Jeg har været mange år i sandheden og var slet ikke klar over hvad jeg var gået glip af.’ Ved slutningen af ugen var menighedens lager af overskydende blade stærkt reduceret.“

11 Da samme kredstilsynsmand besøgte den næste menighed, fik han at vide at nogle af forkynderne havde været på gadearbejde en tidlig morgen, men kun havde haft ganske få resultater. En søster havde blot talt med to personer den morgen, idet alle andre på gaden havde haft travlt med at komme på arbejde. Kredstilsynsmanden foreslog at de alle skulle tage tilbage til den samme gade lidt senere på formiddagen. De tog af sted og blev der indtil ved middagstid. Den søster som kun havde haft to samtaler tidligere på dagen, opnåede nu meget bedre resultater. Hun spredte 31 blade og 15 brochurer, fik navn og adresse på syv personer og oprettede to bibelstudier. Andre forkyndere i gruppen havde lignende opmuntrende resultater.

12 Når en viser interesse, vil det være godt at få vedkommendes navn, adresse og telefonnummer. Frem for ligeud at spørge om det, kunne man sige: „Jeg har været glad for vores samtale. Kunne vi fortsætte den på et eller andet tidspunkt?“ Eller: „Kan jeg komme i kontakt med dig der hvor du bor?“ Mange der er blevet kontaktet på denne måde, har taget imod tilbudet om at blive besøgt. Medbring også en forsyning løbesedler til dem der kunne tænke sig at overvære vore møder.

13 Hvis man får kontakt med en interesseret som bor i en anden menigheds distrikt, må man give oplysningerne videre, så brødrene dér kan følge interessen op. Kunne I gøre mere ved gadearbejdet i jeres distrikt? I så fald vil det være godt at gennemgå artiklen „Lad os finde de interesserede gennem effektivt gadearbejde“ som blev bragt i Rigets Tjeneste for juli 1994. Arrangér derefter gadearbejde på et tidspunkt af dagen hvor man kan få kontakt med flest muligt.

14 Forkyndelse i offentlige transportmidler: En formiddag besluttede nogle pionerer at forkynde for dem der ventede på bussen i nærheden af et kollegium. De havde nogle gode samtaler, men der var et problem. Bedst som de var i gang med en drøftelse, kom bussen, og samtalen måtte afbrydes. Pionererne løste problemet ved selv at tage med bussen og genoptage samtalen mens de kørte gennem byen. Da de interesserede nåede deres bestemmelsessted, tog pionererne bussen tilbage igen, alt imens de fortsatte med at forkynde for andre. Efter adskillige ture frem og tilbage talte de deres resultater sammen: Der var blevet spredt over 200 blade og oprettet seks bibelstudier. Nogle af passagererne opgav deres adresse og telefonnummer, så de kunne blive besøgt på deres bopæl. Ugen efter mødte forkynderne igen op ved busstoppestedet og fulgte samme fremgangsmåde. De spredte 164 blade og oprettede endnu et bibelstudium. Ved et stoppested stod en mand på bussen og satte sig på det eneste ledige sæde — ved siden af en pioner. Han kiggede på broderen og sagde med et smil: „Lad mig gætte. Du har et nummer af Vagttårnet til mig.“

15 Mange forkyndere aflægger gode vidnesbyrd når de kører med bus, eller når de rejser med tog eller fly. Hvordan kan man indlede en samtale med en medrejsende? En 12-årig forkynder begyndte ganske enkelt at læse et nummer af Vågn op! i håb om at den pige der sad ved siden af ham i bussen, blev nysgerrig. Det virkede. Pigen spurgte hvad det var han læste, og han svarede at han læste om løsningen på de problemer unge står over for. Han tilføjede at artiklen havde været til stor gavn for ham, og at den også kunne hjælpe hende. Hun tog med glæde imod bladene. To andre unge hørte samtalen og ville også gerne have bladene. Det medførte at buschaufføren kørte ind til siden og spurgte hvad det var der var så interessant ved de blade. Da han fandt ud af det, ville han også gerne have nogle. Dette kunne selvfølgelig ikke have ladet sig gøre medmindre forkynderen havde haft en tilstrækkelig forsyning af blade som han kunne dele ud af.

16 Forkyndelse i parker og på parkeringspladser: Forkyndelse i parker og på parkeringspladser er en god måde at nå ud til folk på. Har du prøvet at forkynde på en parkeringsplads ved et indkøbscenter? Det vil være godt først at danne sig et overblik over pladsen. Vær på udkig efter nogle som ikke har travlt, eller som sidder og venter i en parkeret bil. Indled en venlig samtale med dem, og forsøg at dreje den over på Rigets budskab. Gå helst alene, men med en anden forkynder i nærheden. Hav ikke en alt for stor taske med, og søg i det hele taget at undgå at tiltrække dig opmærksomhed. Vær diskret. Måske vil det være bedst at arbejde i kort tid på én parkeringsplads og derefter gå videre til en anden. Når folk ikke ønsker en samtale, kan man forlade dem i al venlighed og udse sig nogle andre at tale med. Ved at gøre brug af disse metoder spredte en broder 90 blade på én måned.

17 Nogle går hen i en park for at slappe af; andre gør det for at spille eller lege med deres børn. Uden at blande sig i deres aktiviteter kan man godt være på udkig efter lejligheder til at forkynde. En broder indledte en samtale med en parkopsynsmand, og det viste sig at denne mand var bekymret over det udbredte stofmisbrug og spekulerede meget på hvad fremtiden ville bringe for hans børn. Et bibelstudium blev oprettet og regelmæssigt holdt i parken.

18 Uformel forkyndelse i indkøbscentre: Lokale reglementer kan udelukke forkyndelse fra butik til butik i indkøbscentre. Nogle forkyndere benytter sig derfor af uformelle vidnesbyrd. De sætter sig måske på en bænk og indleder en venlig samtale med andre som tager sig et lille hvil. Hvis der er interesse, tilbyder de diskret en traktat eller et blad og søger at få en aftale om et genbesøg. Efter at have brugt nogle få minutter på at forkynde i én del af indkøbscentret går de videre til en anden afdeling. Man bør selvfølgelig være opmærksom på ikke at tiltrække sig upassende opmærksomhed når man forkynder uformelt på denne måde.

19 Indled samtalen i en venlig tone. Hvis vedkommende reagerer, kan man stille et spørgsmål. Lyt derefter opmærksomt på svaret. Vær oprigtigt interesseret i det vedkommende har at sige. Vær enig med ham når det er muligt, og udtryk anerkendelse af hans mening.

20 En søster fik en god samtale med en ældre kvinde da hun nævnte hvor dyrt det efterhånden var blevet at leve. Kvinden erklærede sig straks enig, og en livlig samtale var i gang. Søsteren fik damens navn og adresse, og der blev aflagt genbesøg samme uge.

21 Forkyndelse fra forretning til forretning: Nogle menigheder har et forretningsdistrikt. Broderen der sørger for menighedens distrikt, kan udarbejde særlige distriktskort over disse koncentrerede forretningsområder. Hvis et almindeligt distriktskort overlapper et forretningsdistrikt, bør det tydeligt fremgå af kortet at forretningerne bliver besøgt separat. I andre områder kan forretningerne blot besøges sammen med de almindelige beboelser. Menighedens ældste kan indbyde kvalificerede forkyndere til at gennemarbejde forretningsdistriktet regelmæssigt, så det ikke forsømmes.

22 Hvis du bliver indbudt til at være med i denne tjenestegren og ikke har prøvet den før, kan du ’tage mod til dig’ ved først at besøge nogle mindre forretninger; derefter, når du føler dig mere sikker, kan du tage de større forretninger. (1 Thess. 2:2) I forretningsarbejdet må vi være klædt på som til et møde i rigssalen. Søg så vidt muligt at aflægge besøget når der ikke er kunder som venter på at blive betjent. Spørg efter bestyreren eller den ansvarshavende. Gør det venligt og frem for alt kortfattet. Der er ingen grund til at virke undskyldende. Mange forretningsdrivende er kundeorienterede og vant til at der er visse afbrydelser.

23 Efter en kort hilsen kunne du sige: „Forretningsfolk har ofte så travlt at det kan være svært at træffe dem hjemme, og derfor besøger jeg dig her i forretningen for at give dig en meget tankevækkende artikel som du kan læse.“ Kommentér ganske kort det aktuelle blad.

24 Eller du kunne sige: „Jeg har bemærket at forretningsfolk sætter en ære i at være velinformerede. Det sidste nye nummer af Vagttårnet (eller Vågn op!) indeholder en artikel der har betydning for os hver især.“ Forklar hvad artiklen går ud på, og sig: „Jeg er sikker på at du vil være glad for at læse den.“

25 Hvis der er ansatte og det synes passende, kunne du tilføje: „Ville det være i orden at jeg på samme korte måde præsenterede bladene for dine ansatte?“ Hvis du får tilladelse til det, må du huske dit løfte om at gøre det kort; bestyreren forventer det af dig. Hvis nogle af de ansatte kunne tænke sig at vide mere om sagen, vil det være bedst at besøge dem dér hvor de bor.

26 For nylig deltog nogle forkyndere sammen med kredstilsynsmanden i forretningsarbejdet. Nogle af forkynderne var til at begynde med lidt tilbageholdende, da de aldrig havde prøvet det før; men snart kunne de slappe af og nyde det. På mindre end en time havde de talt med 37 personer og spredt 24 blade og 4 brochurer. En broder bemærkede at de havde fået kontakt med flere mennesker i løbet af den ene time end de plejer at få på en hel måned i forkyndelsen fra hus til hus.

27 Skab mulighed for at forkynde: Jesus forkyndte ikke udelukkende under formelle omstændigheder. Han talte om den gode nyhed ved enhver passende lejlighed. (Matt. 9:9; Luk. 19:1-10; Joh. 4:6-15) Læg mærke til hvordan nogle forkyndere bærer sig ad med at skabe muligheder for at forkynde.

28 Nogle har gjort sig det til en vane at forkynde for forældre som venter på deres børn ved indgangen til skolen. Mange forældre kommer helt op til 20 minutter før børnene får fri, så der er rig lejlighed til at få en god samtale med dem om et bibelsk emne.

29 Mange pionerer er opmærksomme på at nå ud til folk som kunne have særlig interesse i et bestemt emne der tages op i vore blade. En søster havde for eksempel gode resultater med at besøge seks skoler i menighedens distrikt med artikelserien „Skoler i krise“, bragt i Vågn op! for 22. december 1995. Hun besøgte også socialforsorgscentre med blade om familieliv og børnemisbrug, og det blev aftalt at hun skulle vende tilbage med blade der omhandlede lignende emner. Den modtagelse hun fik på arbejdsformidlingen da hun afleverede Vågn op! for 8. marts 1996 om arbejdsløshed, beskriver hun som „overvældende“.

30 En områdetilsynsmand fortæller at han og hans hustru regelmæssigt forkynder uformelt når de er på indkøb. De handler ind på et tidspunkt hvor forretningen ikke er overfyldt, og hvor kunderne ikke virker stressede. De får mange gode samtaler.

31 Mange forkyndere rapporterer også om gode resultater af at forkynde i møntvaskerier. De efterlader ikke blot bladene når der ikke er nogen til stede. Deres mål er at nå folk med den gode nyhed, og derfor forsøger de at komme til at tale med dem der bruger vaskeriet.

32 Nogle steder har udvalgte forkyndere fået tilladelse til at forkynde i lufthavne. Til tider har de haft den glæde at kunne forkynde for rejsende som bor i lande hvor der kun er få Jehovas vidner. De der viser interesse, får tilbudt en traktat eller nogle blade.

33 Hvis der er boligkomplekser med øgede sikkerhedsforanstaltninger i distriktet og man ikke kan få lov til at forkynde for beboerne dér, kan man, som nogle har gjort, forkynde taktfuldt for en portner eller for de ansatte på ejendomskontoret. Den samme metode anvendes i private, mindre samfund uden offentlig adgang. En kredstilsynsmand og nogle få andre forkyndere besøgte syv boligkomplekser på denne måde. I hvert af tilfældene sagde de til bestyreren at de, skønt de ikke havde lov til at besøge de enkelte lejligheder på vanlig vis, ikke syntes at han skulle gå glip af oplysningerne i de seneste blade. Bestyrerne for alle syv boligkomplekser tog med glæde imod bladene og bad om de næste numre også. Beboerne i sådanne komplekser bliver i stedet kontaktet pr. telefon. I en artikel i Tillæg til Rigets Tjeneste for august 1993, „Telefonforkyndelse — en hjælp til at nå mange“, blev der givet praktiske oplysninger om telefonforkyndelse.

34 Bestræb dig for at forkynde overalt: Vi bør føle at vor opgave som forkyndere af Rigets budskab er presserende — det hører med til dét at leve op til vor indvielse. For at kunne nå ud til folk når det er belejligt for dem, må vi tilsidesætte vor personlige bekvemmelighed, så vi ’i alt fald kan frelse nogle’. Alle Jehovas indviede tjenere ønsker at kunne sige som apostelen Paulus: „Alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ — 1 Kor. 9:22, 23.

35 Paulus skrev videre: „Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder, for at Messias’ kraft kan være over mig som et telt. . . . For når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Kor. 12:9, 10) Med andre ord kan ingen af os udføre dette arbejde i egen kraft. Vi må bede Jehova om hans magtfulde hellige ånd. Hvis vi beder Gud om styrke, kan vi have tillid til at han vil besvare vore bønner. Vor kærlighed til vore medmennesker vil da få os til at spejde efter lejligheder til at forkynde den gode nyhed for dem, overalt hvor de måtte findes. Hvorfor ikke prøve et af de givne forslag i den kommende uge!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del