Hvad siger Bibelen?

Er askese vejen til visdom?

„EREMITTER iførte sig jernlænker, kæder, bælter med skarpe tapper og halskæder med pigge . . . Andre rullede sig i torne og nælder, udsatte sig for insektbid, brændte sig med ild og irriterede deres læsioner så de blev kronisk materiefyldte. De levede bevidst på et eksistensminimum, og nogle gik endnu længere idet de kun spiste fordærvet eller anden uappetitlig mad.“ — The Saints, af Edith Simon.

De blev kaldt asketer. Hvorfor udsatte de sig selv for denne grusomme behandling? I bogen For the Sake of the World — The Spirit of Buddhist and Christian Monasticism forklarer forfatterne at „det siden Sokrates’ tid (femte århundrede f.v.t.) har været en almindelig opfattelse at et meget enkelt liv, fri for sanselig og materiel luksus, er en betingelse for ægte visdom“. Asketerne mente at ydmygelsen af legemet ville øge deres åndelige modtagelighed og føre til sand oplysning.

Det er vanskeligt præcist at definere askese. For nogle betyder det blot selvdisciplin eller selvfornægtelse. De første kristne værdsatte sådanne dyder. (Galaterne 5:22, 23; Kolossenserne 3:5) Jesus Kristus anbefalede at man levede et enkelt liv fri for de bekymringer en materialistisk livsstil kan føre med sig. (Mattæus 6:19-33) En asketisk levemåde er imidlertid ofte forbundet med langt større strenghed og ekstreme betingelser, som for eksempel dem der er nævnt ovenfor. Er disse asketiske skikke, især i deres ekstreme former, virkelig vejen til visdom?

Baseret på falske antagelser

En af de teorier som har dannet grundlag for askese, er tanken om at materielle ting og fysiske fornøjelser i bund og grund er noget dårligt der bremser åndelige fremskridt. En anden tanke som fremmer idéen om askese, er den almindeligt antagne opfattelse at mennesket består af et legeme og en sjæl. Asketerne mener at den fysiske krop er sjælens fængsel, og at kødet er dens fjende.

Bibelen fortæller at Gud da han havde afsluttet sit skaberværk på jorden, sagde at alt det han havde skabt — hele hans fysiske skaberværk — var „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Det var Guds hensigt at de to første mennesker i Edens have skulle glæde sig over de fysiske ting. Navnet Eden betyder „glæde“ eller „lyst“. (1 Mosebog 2:8, 9) Adam og Eva var fuldkomne og havde et godt forhold til deres Skaber lige indtil de syndede. Fra da af blev ufuldkommenheden en barriere mellem Gud og mennesket. Men at tilfredsstille normale menneskelige ønsker eller at nyde de gudgivne fysiske glæder i harmoni med Guds morallove, kunne aldrig hindre kommunikationen mellem Gud og hans tilbedere. — Salme 145:16.

Desuden viser Bibelen tydeligt at mennesket, som er skabt af støv og består af kød, er en sjæl. Bibelen støtter hverken den opfattelse at sjælen er noget immaterielt og udødeligt som er fanget i det fysiske legeme, eller den tanke at kødet på en eller anden måde kan hindre en i at få et nært forhold til Gud. — 1 Mosebog 2:7.

Det er tydeligt at tanken om askese giver et forvrænget billede af menneskets forhold til Gud. Apostelen Paulus advarede om at nogle navnkristne ville foretrække menneskers vildledende teorier frem for Bibelens grundsandheder. (1 Timoteus 4:1-5) Angående nogle som har gjort dette, siger en religionshistoriker: „Troen på at materien var ond . . . og at menneskesjælen måtte frigøres fra materien, fremmede den strenge askese der forbød at man spiste kød, havde seksuelt samkvem og så videre, og som kun kunne følges af elitens ’perfekte’, eller perfecti, som havde gennemgået en særlig optagelsesceremoni.“ Denne tanke finder ikke støtte i Bibelen og var heller ikke en del af de første kristnes tro. — Ordsprogene 5:15-19; 1 Korinther 7:4, 5; Hebræerne 13:4.

Intet bibelsk belæg for askese

Jesus og hans disciple var ikke asketer. De udholdt forskellige prøver og trængsler, men det var ikke noget de påførte sig selv. Apostelen Paulus formanede de kristne til at være på vagt over for menneskers vildledende teorier der kunne svække deres tro på sandheden fra Guds ord og få dem til at følge ufornuftige og ekstreme skikke. Paulus er specifik og nævner ’skånselsløs behandling af legemet’. Han siger: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ (Kolossenserne 2:8, 23) Askese fører ikke til særlig hellighed eller sand indsigt.

For at være en lydig kristen må man ganske rigtig anstrenge sig og udvise selvdisciplin. (Lukas 13:24; 1 Korinther 9:27) Man må gøre en ihærdig indsats for at tilegne sig kundskab om Gud. (Ordsprogene 2:1-6) Bibelen advarer også kraftigt imod at man gør sig til slave af „forskellige ønsker og sanselige nydelser“ og bliver „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (Titus 3:3; 2 Timoteus 3:4, 5) Disse skriftsteder er imidlertid ikke en opfordring til at leve en asketisk tilværelse. Den fuldkomne Jesus Kristus deltog i festlige begivenheder med mad, drikke, musik og dans. — Lukas 5:29; Johannes 2:1-10.

Sand visdom er rimelig; den går ikke til yderligheder. (Jakob 3:17) Jehova Gud skabte vort fysiske legeme med evnen til at kunne nyde mange glæder i livet. Han ønsker at vi skal være lykkelige. Hans ord siger: „Jeg er kommet til den erkendelse at der ikke er noget bedre for dem end at fryde sig og udrette noget godt i deres liv; og også at hvert menneske bør spise og drikke og nyde godt af al sin møje. Det er Guds gave.“ — Prædikeren 3:12, 13.

[Kildeangivelse på side 20]

Hieronymus i grotten/The Complete Woodcuts of Albrecht Dürer/Dover Publications, Inc.