Værdinormer — og respekten for disse

DE FØRSTE kristne viste et usædvanligt mod. Under de alvorlige forfølgelser i de første tre århundreder blev mange kristne slået ihjel af de hedenske romere, fordi de nægtede at tilbede kejseren. Nogle gange blev der opstillet et alter i arenaen. Hvis blot de kristne havde ofret en smule røgelse dér som tegn på at de anerkendte kejserens guddommelighed, kunne de have fået deres frihed. Men kun få gik på kompromis. De fleste foretrak at dø frem for at fornægte deres tro.

I nyere tid har kristne vidner for Jehova indtaget et lignende standpunkt og har forholdt sig politisk neutrale. Deres faste standpunkt i forhold til nazismen er et historisk faktum. Før og under den anden verdenskrig mistede cirka en fjerdedel af de tyske Jehovas vidner livet, hovedsagelig i koncentrationslejre, fordi de forblev neutrale og nægtede at sige „Heil Hitler“. Små børn blev tvangsfjernet hvis forældrene var Jehovas vidner. Trods dette pres stod børnene fast og nægtede at lade sig besmitte af den ubibelske lære andre forsøgte at påtvinge dem.

Flaghilsen

I dag udsættes Jehovas vidner normalt ikke for så voldsom en forfølgelse. Men der opstår nogle gange misforståelser når unge Jehovas vidner af samvittighedsgrunde beslutter sig for ikke at deltage i patriotiske ceremonier, som for eksempel flaghilsen.

Børn af Jehovas vidner lærer at de ikke skal forsøge at afholde andre fra at hilse flaget; det er en personlig afgørelse. Men selv indtager de et fast standpunkt: De hilser ikke flaget i noget som helst land. Deres holdning er afgjort ikke et udtryk for respektløshed. De respekterer flaget i det land hvor de bor, og de viser denne respekt ved at adlyde landets love. De deltager aldrig i nogen form for statsfjendtlig virksomhed. Faktisk tror Jehovas vidner at de regeringer der findes i dag er „Guds ordning“ i den forstand at han tillader dem at eksistere. De mener derfor også at de må betale skat og respektere sådanne „højere myndigheder“. (Romerne 13:1-7) Dette harmonerer med Jesu berømte udtalelse: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Mattæus 22:21.

’Men hvorfor vil Jehovas vidner så ikke ære flaget ved at hilse det?’ spørger nogle. Det skyldes at de betragter flaghilsen som en tilbedelseshandling, og da den eneste man bør tilbede er Gud, kan de ikke med god samvittighed tilbede nogen eller noget andet. (Mattæus 4:10; Apostelgerninger 5:29) Derfor sætter de pris på at lærerne respekterer deres overbevisning og lader børn af Jehovas vidner følge deres tro.

Det er ikke kun Jehovas vidner der mener at flaghilsen er en form for tilbedelse, hvilket fremgår af følgende udtalelser:

„De første flag var næsten udelukkende af religiøs natur.... Det ser faktisk ud til at man altid har søgt religionens bistand for at give nationale flag hellighed.“ (Kursiveret af os.) — Encyclopædia Britannica.

„Ligesom korset er flaget helligt.... I de regler og regulativer som vedrører folks holdning over for nationale symboler anvendes stærke, udtryksfulde ord, såsom ’tjeneste for flaget’,... ’ærefrygt for flaget’, ’hengivenhed for flaget’.“ (Kursiveret af os.) — The Encyclopedia Americana.

„Kristne nægtede at... ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at nægte at hilse flaget eller aflægge troskabsed.“ — Those About to Die (1958), af Daniel P. Mannix, side 135.

Det skal understreges at når Jehovas vidner nægter at hilse et flag, er det ikke et udtryk for manglende respekt for landets styre eller dets herskere. De ønsker blot ikke at udføre en tilbedelseshandling over for et symbol der repræsenterer staten, ved at bøje sig for det eller hilse det. De sammenligner deres holdning med det standpunkt tre unge hebræere indtog på Bibelens tid da de nægtede at bøje sig for en statue som babylonierkongen Nebukadnezar havde opstillet på Durasletten. (Daniel, kapitel 3) Mens andre lærer at hilse flaget eller aflægge troskabsed, oplæres Jehovas vidners børn til at følge deres bibeloplærte samvittighed. Uden at blande sig i andres holdning afholder de sig stille og respektfuldt fra at deltage. Det er af samme årsag Jehovas vidners børn vælger ikke at deltage når der skal synges eller spilles nationalsange.

Forældrenes rettigheder

I dag respekterer de fleste lande forældres ret til at oplære deres børn i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning. Alle trossamfund går ind for denne ret, hvilket fremgår af den kirkelov som stadig er i kraft inden for den katolske kirke: „Eftersom forældre har givet deres børn livet, har de også en meget stor forpligtelse til at oplære dem, og de har også ret hertil; det er årsagen til at det især påhviler forældre at give deres børn en kristen oplæring i overensstemmelse med kirkens lære.“ — Kirkelov 226.

Det er det samme Jehovas vidner ønsker. Som forældre der er interesserede i deres børn, prøver de at bibringe dem sande kristne værdinormer og lære dem at elske deres næste og respektere andre menneskers ejendom. De ønsker at følge den vejledning apostelen Paulus gav de kristne i Efesus: „Forældre, I må ikke behandle jeres børn på en sådan måde at de bliver vrede. Opdrag dem derimod med kristen tugt og vejledning.“ — Efeserne 6:4, Today’s English Version.

Religiøst delte familier

I nogle familier er det kun den ene af forældrene der er et Jehovas vidne. Når det er tilfældet opfordres den af forældrene der er et Jehovas vidne, til at anerkende at ægtefællen også har ret til at oplære børnene i overensstemmelse med hans eller hendes religiøse overbevisning. Det er næppe skadeligt for børn at lære om forskellige religiøse opfattelser.a I praksis afgør alle børn på et tidspunkt selv hvilken tro de vil følge. Det er naturligvis ikke alle unge der vælger at følge deres forældres religiøse principper, hvad enten de er Jehovas vidner eller ej.

Børns ret til at følge deres samvittighed

Man må desuden være opmærksom på at Jehovas vidner lægger stor vægt på den kristnes samvittighed. (Romerne, kapitel 14) Konventionen om Børns Rettigheder, der blev vedtaget på De Forenede Nationers generalforsamling i 1989, anerkender et barns ret til „religionsfrihed samt frihed til at følge sin samvittighed og tænke som det vil“, og retten til „frit at give udtryk for sin mening og til at der tages hensyn til barnets mening i enhver sag eller procedure der berører det“.

Ikke to børn er nøjagtig ens. Derfor må man forvente at de afgørelser unge Jehovas vidner og andre elever træffer i forbindelse med visse aktiviteter og opgaver i skolen kan være forskellige. Vi sætter vor lid til at du som lærer også er tilhænger af menneskets ret til at følge sin samvittighed.