Hjælp i rette tid
1 Da apostelen Peter erfarede at hans medtroende havde behov for at blive styrket, viste han sin omsorg for dem ved kærligt at give dem påmindelser og opmuntre dem. (2 Pet. 1:12, 13; 3:1) Han tilskyndede ’dem der havde opnået troen’, til at blive ved med at udvikle åndelige egenskaber for ikke at blive „uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus“. (2 Pet. 1:1, 5-8) Peter ønskede at hjælpe dem til at befæste deres kaldelse og udvælgelse fra Jehova, „for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred“. (2 Pet. 1:10, 11; 3:14) For manges vedkommende viste hans opmuntring sig at blive en hjælp i rette tid.
2 Kristne tilsynsmænd har en lignende omsorg for Guds folk i dag. I disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“, må mange af Guds tjenere udholde vanskelige prøver. (2 Tim. 3:1) På grund af vedvarende økonomiske, familiemæssige eller personlige problemer føler nogle måske som David, der sagde: „Ulykker omgav mig indtil de var uden tal. Mine misgerninger indhentede mig, flere end jeg kunne overskue; de blev talrigere end hårene på mit hoved, og mit hjerte svigtede mig.“ (Sl. 40:12) Dette pres kan blive så stort at nogle måske tilsidesætter vigtige åndelige anliggender og holder op med at deltage i forkyndelsen. Men trods deres vanskeligheder ’har de ikke glemt Jehovas bud’. (Sl. 119:176) Derfor bliver der gjort noget særligt for at tilbyde dem den nødvendige hjælp. — Es. 32:1, 2.
3 De ældste er i den forbindelse blevet tilskyndet til at gøre en ekstra indsats for at hjælpe dem der ikke i øjeblikket deltager i forkyndelsen. Det vil de fortsætte med i hele marts måned. Tilsynsmændene for bogstudiegrupperne er blevet opfordret til at besøge uvirksomme og tilbyde dem åndelig hjælp så de igen kan blive en aktiv del af menigheden. De kan også få tilbudt et personligt studium hvis der er behov for det, eventuelt med andre forkynderes hjælp. Hvis du bliver bedt om at træde hjælpende til, kan din indsats være til stor gavn, især hvis du opmuntrer på en venlig og forstående måde.
4 Når nogle igen bliver aktive i menigheden, har vi alle grund til glæde. (Luk. 15:6) Når vi opmuntrer uvirksomme, kan det være som „et ord som er talt i rette tid“. — Ordsp. 25:11.