Passende betoning

NÅR man taler eller læser højt, er det ikke nok at udtale de enkelte ord rigtigt. Hvis budskabet skal komme klart frem, må man særligt fremhæve de ord og udtryk der bærer tanken.

Rigtig betoning indebærer mere end at der bare lægges ekstra tryk på nogle få eller endda mange ord. Det skal være de rigtige ord. Hvis man betoner de forkerte ord, kan det ligefrem tilsløre meningen, og tilhørernes tanker kan begynde at kredse om andre ting. Stoffet kan være godt nok, men hvis det fremføres med dårlig betoning, vil det ikke virke særlig motiverende.

Eftertryk kan skabes på forskellige måder, der ofte bruges i kombination: Man kan tale kraftigere, tale med større intensitet og følelse, tale langsommere og med mere artikulation, holde en pause før og/eller efter en udtalelse, og man kan bruge gestus og ansigtsudtryk. På nogle sprog kan man også skabe eftertryk ved hjælp af tonehøjden, på dansk for eksempel ved at sige et ord i et højere toneleje. Stoffet og forholdene afgør hvad der passer bedst.

Følgende kan måske hjælpe dig til at finde ud af hvor der skal lægges betoning: (1) Hvad der skal understreges i en sætning, afhænger ikke bare af sætningen, men også af sammenhængen. (2) Betoning kan bruges ved overgang til noget nyt, hvad enten det er et nyt hovedpunkt eller blot et nyt led i argumentationen. Det kan også henlede opmærksomheden på konklusionen i en argumentation. (3) En taler kan ved betoning udtrykke sin egen indstilling til et anliggende. (4) Den rette betoning kan fremhæve hovedpunkterne i et foredrag.

For at kunne betone på disse måder må den der taler eller læser højt, have en klar forståelse af sit stof og et oprigtigt ønske om at hans tilhørere skal tage det til sig. Om undervisningen på Ezras tid læser vi i Nehemias 8:8: „De blev ved med at læse op af bogen, af den sande Guds lov, samtidig med at den blev fortolket og man gav det læste mening; således forklarede de det oplæste.“ Det er tydeligt at de der her oplæste og fortolkede Guds lov, var klar over at de måtte hjælpe tilhørerne til at få fat i meningen med det der blev oplæst, så de både kunne huske det og anvende det.

Noget der kan volde problemer. De fleste kan let gøre sig forståelige i en dagligdags samtale. Men at oplæse noget som andre har skrevet, og finde ud af hvilke ord der skal betones, kan være meget sværere. Nøglen til det ligger i at forstå stoffet. Man må sætte sig omhyggeligt ind i teksten. Hvis du bliver bedt om at læse højt ved et menighedsmøde, er det derfor en forudsætning at du forbereder dig grundigt.

Nogle bruger en form for „periodisk betoning“ som består i at de betoner med faste mellemrum uanset om det giver mening eller ej. Andre betoner ord der ikke er meningsbærende, for eksempel forholdsord og bindeord. Den form for eftertryk bidrager ikke til at gøre tankerne tydeligere, men er bare en forstyrrende uvane.

Nogle talere forsøger at give deres ord mere vægt ved at tale kraftigere, så tilhørerne nærmest føler at de bliver skældt ud. Det giver sjældent noget godt resultat. Hvis betoningen ikke er naturlig, kan det virke som om foredragsholderen taler ned til sine tilhørere. Det er langt bedre at han appellerer enkelt og klart til dem på grundlag af kærlighed og for at hjælpe dem til at indse at det han siger, er både bibelsk og fornuftigt!

Hvordan du kan gøre fremskridt. Den der har problemer med at betone rigtigt, er ofte ikke selv klar over det. Det er muligt at en anden må gøre ham opmærksom på det. Hvis du har behov for at gøre fremskridt på dette område, vil skoletilsynsmanden bistå dig. Føl dig også fri til at bede om hjælp fra en hvilken som helst anden dygtig taler. Bed ham om at lytte opmærksomt når du læser og taler, og så komme med forslag til hvordan du kan gøre det bedre.

Som en begyndelse vil rådgiveren måske foreslå at du øver dig på basis af en artikel i Vagttårnet. Han vil sikkert bede dig om at analysere hver enkelt sætning så du kan slå ned på de ord og sætninger du må betone for at gøre det let for en tilhører at få fat i meningen. Han minder dig uden tvivl om at være særlig opmærksom på ord der står i kursiv. Husk også at ordene i en sætning ofte hører sammen i grupper, sådan at det er en hel ordgruppe og ikke bare et enkelt ord der skal betones. Modsætningstryk er betoning af et ord der skal opfattes som en modsætning til et andet ord (der siges eller ikke siges). På dansk skal man desuden være opmærksom på hvilke ord der ikke må betones, for eksempel udsagnsordene i udtryk som „falde ned“, „spise op“, „samle brænde“, „gøre tjeneste“ og så videre. Om man vil, kan man markere det med en tynd blyantsstreg på skrå hen over udsagnsordet.

Som næste skridt vil din rådgiver sikkert opfordre dig til at se på en sammenhæng der omfatter mere end sætningen. Hvad er hovedtanken i hele paragraffen? Hvordan påvirker det betoningen af de enkelte sætninger? Se på artiklens tema og på den underoverskrift der står over det stykke du analyserer. Hvad fortæller det dig om hvad du skal betone? Alt dette må tages i betragtning. Men pas på ikke at lægge kraftig betoning på for mange ord.

Rådgiveren vil måske også minde dig om at argumentationen skal have indflydelse på din betoning — uanset om du taler ekstemporalt eller læser højt. Du må være opmærksom på de steder hvor ræsonnementet eller tankerækken skifter fra ét punkt til et andet, eller du går over til at fremsætte en konklusion. Det er en god støtte for tilhørerne at du taler på en måde der vil gøre dem opmærksomme på den slags steder. Det kan du gøre ved at betone udtryk som for det første, for det andet, desuden, endelig, som vi kan se og heraf fremgår det.

Du vil også blive mindet om at noget måske skal siges med særlig indlevelse. I de tilfælde kan du, på en naturlig måde, lægge vægt på ord som meget, fuldstændig, bestemt ikke, utænkeligt, af stor betydning, altid og så videre. Det vil vise hvad du føler for emnet, og kan få indflydelse på hvordan tilhørerne opfatter det. Der er mere om dette i lektion 11, „Varme og følelse“.

Når du arbejder på at blive dygtigere til at betone, må du også holde dig for øje hvilke punkter du ønsker at publikum skal huske. Dette vil blive yderligere behandlet i lektion 7, „Hovedtanker fremhævet i oplæsningen“, og i lektion 37, „Hovedpunkter fremhævet“.

Hvis du bestræber dig for at blive dygtigere i tjenesten på arbejdsmarken, bør du være særlig opmærksom på hvordan du oplæser skriftsteder. Gør det til en vane at spørge dig selv: „Hvorfor læser jeg dette skriftsted?“ Når man underviser, er det langtfra altid nok bare at sige ordene rigtigt. Selv dét at læse et skriftsted med følelse er ikke nødvendigvis nok. Hvis du besvarer et spørgsmål eller gør rede for en bestemt grundsandhed, bør du lægge tryk på netop de ord i skriftstedet som underbygger det du siger. Ellers vil den du læser for, måske ikke forstå pointen.

Da betoning går ud på at lægge ekstra tryk på visse ord og passager, kan en uerfaren taler være tilbøjelig til at lægge for meget tryk på. Det minder om det der sker, når én lige er begyndt at lære at spille et musikinstrument. Når man får mere øvelse, bliver de enkelte „toner“ en del af en helhed, og „musikken“ bliver sammenhængende og udtryksfuld.

Når du selv har lært noget af det grundlæggende, kan du have ekstra nytte af at høre hvordan erfarne foredragsholdere gør. Så vil du hurtigt opdage hvad man kan udrette ved at variere graden af tryk, og du bliver klar over værdien af at betone på forskellige måder for at fremhæve meningen i det der bliver sagt. Når du lærer at gøre brug af passende betoning, vil du kunne læse og tale på en langt mere virkningsfuld måde.

Lad dig ikke nøje med at lære det allernødvendigste om betoning. Hvis du gerne vil være en god taler, skal du fortsætte med at arbejde på dette indtil du behersker det, og du kan betone på en måde der er ganske naturlig i andres ører.