Vær et eksempel i gode gerninger
1. Hvorfor må vi være særlig opmærksomme på vores adfærd ved stævnet?
1 Når vi er mange samlet ved et stævne, og især så mange som vi skal være ved det internationale stævne i København, har udenforstående særlig mulighed for at lægge mærke til vores opførsel og den måde vi behandler hinanden og andre på. Vi må derfor hver især være særlig opmærksomme på den bibelske tilskyndelse til „at være sunde i sindet, idet [vi] i alle ting viser [os] som et eksempel med hensyn til gode gerninger“. (Tit. 2:6, 7) Det kan være nødvendigt at gøre en ihærdig bestræbelse for ’ikke blot at have øje for vore egne interesser, men også for de andres’. (Fil. 2:4) Lad os se på nogle områder hvor vi i særlig grad må have denne tilskyndelse i tanke ved det kommende internationale stævne „Giv Gud ære“.
2. Hvad skal vi have i tanke i forbindelse med det sted vi skal bo?
2 På hoteller: Vi har mulighed for at være eksempler i forbindelse med bestilling af logi hos NHG. Vær venlig, tålmodig og imødekommende, også i situationer hvor du mener at lovede tidsfrister ikke er blevet overholdt, eller at der er foretaget forandringer i forhold til din bestilling. Du kan være sikker på at alle gør hvad de kan for at give dig en god betjening, men naturligvis kan der ske fejl og opstå misforståelser. Når vi tjekker ind og ud, eller tingene i det hele taget bliver lidt stressede, er det især vigtigt at vi bærer åndens frugt. (Gal. 5:22, 23) Sørg for at betale depositum til tiden.
3. Hvordan kan vi „gøre det der er godt mod alle“ under hotelopholdet og hvor vi i øvrigt færdes?
3 Når vi forsyner os ved eventuelle tagselvborde, bør vi vise hensyn til andre. Det vil ikke være passende at tage mad som er beregnet på de øvrige hotelgæster, med til stævne. Når mange venner bor på det samme hotel, eller samles i større grupper på en restaurant, etc., kan der være en tilbøjelighed til at være mere støjende og højrøstede. Vis tilbørligt hensyn til de øvrige gæster. De skal også have glæde af deres ophold. Det er værdsat at man sætter sig ind i hotellets husregler. Drikkepenge plejer at være inkluderet i prisen, men det vil være godt at udvise ekstra påskønnelse. På sådanne områder kan vi „gøre det der er godt mod alle“ og derved aflægge et godt vidnesbyrd. — Gal. 6:10.
4, 5. Hvordan kan børn være til ære for Jehova, og hvilket ansvar har forældre?
4 Forældre og børn: I en verden hvor mange børn har dårlige manerer, bemærker andre at vores børn er anderledes, og det er til ære for Jehova og hans organisation. Der har imidlertid været situationer hvor det har givet problemer at der ikke har været tilsyn med børnene. (Ordsp. 29:15) Forældre bør altid have opsyn med deres børn på hotellet, også ved eventuelle swimmingpools, og på stævneområdet. Forvent ikke at andre træder til og varetager dit ansvar.
5 Nogle forældre har inden stævnet fundet det gavnligt at tale med deres børn om hvordan de skal opføre sig. (Ef. 6:4) De hjælper børnene til at forstå at ægte kristen kærlighed ’ikke opfører sig uanstændigt og ikke søger sine egne interesser’. (1 Kor. 13:5) Den tid vi er til stævne, er sat af til at blive oplært af Jehova. Ikke alene forældre, men også børn kan gennem deres opførsel, både ved stævnet og andre steder, vise respekt for dette arrangement. — Es. 54:13.
6. Hvilken virkning kan vores gode adfærd have?
6 Vores gode adfærd kan være med til at fjerne misforståelser og drage folk til sandheden. (Matt. 5:16; 1 Pet. 2:12) Vi håber at vores opførsel og behandling af andre vil være et godt vidnesbyrd for alle dem vi kommer i kontakt med ved det internationale stævne. På den måde kan vi vise os „som et eksempel med hensyn til gode gerninger“ og herliggøre Jehova. — Tit. 2:7.
[Ramme på side 4]
Vis hensyn
▪ Reservér ikke flere værelser end du har brug for
▪ Vær tålmodig når du tjekker ind og ud
▪ Tag ikke mad med fra hotellets tagselvbord
▪ Hav opsyn med dine børn