tager ham med sig hjem, lader ikke et øje tørt i biografen.

Det er interessant at mange har bemærket paralleller mellem filmens handling og Jesu Kristi liv. Professor Albert E. Millar junior har sagt: „Jeg tror at det der slog mig mest, var tanken om evnen til at helbrede, og så dét at E.T. døde og genopstod.“ I E.T. har vi altså en fortryllende, messiaslignende figur der kortvarigt giver os følelsesmæssigt afløb for behovet for en sand ven med større evner end vore. Heri ligger filmens evne til at gribe os.

Trods det tilsyneladende kristne budskab kan filmen dog på en næsten umærkelig måde fremme en dårlig opførsel hos børn. I en scene kort efter begyndelsen af filmen ser man nogle børn spille „Dungeons and Dragons“ (et temmelig aggressivt spil hvori deltagerne får identitet som djævle og lignende) i et røgfyldt lokale med en tændt cigaret på bordet. Da E.T. senere bliver beruset af at smage på øl, og Elliott ad telepatisk vej mærker virkningerne, skildres det alt sammen som noget uskyldigt og morsomt. Desuden er noget af det sprog børnene benytter sig af, særdeles smudsigt. Dette har, sammen med det overnaturlige præg filmen har, bekymret mange kristne.

Om forældre vil se denne film eller lade deres børn se den, er naturligvis noget de personligt må afgøre. Men da filmen er meget populær, må vi ikke glemme at den let bliver et middel der kan få noget forkasteligt til at se tilforladeligt ud.

E.T. er sikkert en dygtigt lavet og meget underholdende film, men dens opdigtede hovedperson er ingen erstatning for vores sande ven, Jesus Kristus, der frelser os fra denne døende, onde verden. Kristus er ikke frit opfundet, som E.T.

Spørgsmål fra læserne

● Eftersom en broder der fortsætter i et job hvor han skal være bevæbnet, ikke vil blive regnet for at være et godt eksempel, vil det da også være forkert af Jehovas vidner at søge beskyttelse hos bevæbnede lovhåndhævere?

Jesus sagde: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Ud fra dette princip opfordres modne kristne til ikke at søge et arbejde der kræver at de bærer skydevåben (der vel kan betragtes som en nutidig parallel til sværdet). Det betyder dog ikke at det er forkert af dem at anmode bevæbnede betjente om beskyttelse. Hvordan kan vi sige det?

I Romerbrevet 13:1-4 omtales de jordiske regeringsmyndigheder, som Gud har tilladt at udøve deres styre i den nuværende tingenes ordning. Om denne ’myndighed’ læser vi: „Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde.“ Gud billiger altså at disse „højere myndigheder“ bærer våben til opretholdelse af lov og orden i samfundet. Når Kristus som ’Fredsfyrsten’ indfører ’endeløs fred’ vil al våbenbrug høre fortiden til. Men det strider altså ikke imod Bibelen hvis kristne i dag lader sig beskytte af „myndigheden“, skønt de for deres eget vedkommende har ’smedet deres sværd til plovjern’ i forventning om Guds riges komme. — Esajas 2:4; 9:6, 7.

Vi kan sammenligne situationen i vor tid med forholdene på Jeremias’ tid. Dengang omtalte Jehova kong Nebukadnezar af Babylon som „min tjener“ og benyttede denne konges hær som redskab til at eksekvere dommen over Judas frafaldne rige. Forsynede Jeremias og Baruk sig med våben for at kunne beskytte sig i denne kritiske situation? Nej, for Jehova gjorde Jeremias „til en fast stad, til en jernstøtte og en kobbermur mod hele landet“. Og skønt de ikke sluttede sig til Nebukadnezars hær, det redskab der blev benyttet ved eksekveringen, lod de sig dog beskytte af denne „tjener“ da Jerusalem blev ødelagt. — Jeremias 1:17-19; 25:9; 39:11-14.

Jehovas vidner er altid fredssøgende når de i dag forkynder Rigets budskab i denne voldsprægede verden. Men så længe Jehova tillader regeringsmyndighederne at bære deres ’sværd’, eller det der i vor tid svarer dertil, for at opretholde god ro og orden, har, Jehovas vidner lov til at lade sig beskytte af dette ’sværd’.