Jehova har sørget for mig

Fortalt af John E. Sewell

MENS vi gik i den fugtige thailandske jungle kunne jeg ikke lade være med at tænke: „Der må da findes en lettere måde at komme fra Bangkok til Burma på!“ Mine fødder var ømme og jeg var gennemblødt af sved. Men mit største problem var hvordan vi skulle undgå at støde på nogle af de tigre, kravebjørne og elefanter der strejfede omkring i junglen — for slet ikke at tale om giftslangerne. Hvorfor havde Frank Dewar og jeg begivet os ud på denne farefulde rejse?

Vi var begge missionærer i Thailand, og havde kort forinden erfaret at der i dagene fra den 26. til den 28. november 1938 ville blive afholdt et tredages stævne i Rangoon i Burma. Da vi kun havde få midler var vi imidlertid nødt til at foretage rejsen fra Bangkok til Rangoon så billigt som muligt. En sådan rejse omfattede en vandretur gennem junglen på 80 kilometer.

Vi påbegyndte vores rejse den 16. november med tog fra Bangkok. Efter togrejsen fortsatte vi et godt stykke i en lille bus. Derefter kom vi til floden Ping, hvor vi blev padlet over på den anden side i en stor kano der var lavet af en udhulet træstamme, hvorefter vi begyndte vor lange vandring gennem junglen. Frank havde omhyggeligt studeret nogle kort over området, og til slut havde han bestemt sig for en rute der virkede gennemførlig. Der var slet ingen veje man kunne følge, kun en smal sti som tidligere rejsende havde lavet, og som stort set fulgte en telefonledning.

Heldigvis var de eneste dyr vi så, de mange aber oppe i træerne. En uventet glæde var de betagende og smukke hængende orkidéer. Om eftermiddagen da skyggerne blev lange begyndte vi at spekulere på hvor sikkert det mon ville være at sove i junglen. Det her var noget helt andet end den australske bush hvor jeg ofte havde sovet under åben himmel. Desuden var vi blevet advaret om smuglere, som var kendt for at overfalde og bestjæle rejsende.

Da vi pludselig stod over for en flok fjendtligt udseende mænd, hver med en stor machete hængende i bæltet, sad vort hjerte i halsen. De standsede os og spurgte hvor vi var på vej hen. Da vi forklarede at vi var på vej til et kristent stævne i Rangoon, så de skeptisk på os men lod os være og gik videre.

Kort tid efter mødte vi to unge mænd som så mere venlige ud. Med den smule kendskab vi havde til sproget thai lykkedes det os at hyre dem til at føre os gennem junglen til Burma. Da mørket faldt på ankom vi til et stort træ med trin op til en platform i trækronen. Der sov vi alle fire.

Næste aften nåede vi til en lille landsby hvor vi kunne overnatte på verandaen til et primitivt hus. Den tredje dag nåede vi til Mae Sot, der ligger ved den burmesiske grænse. Her sagde vi farvel til vore guider og betalte med glæde for deres hjælp.

Efter at vi havde krydset en flod og var kommet ind i Burma, tog vi med en lille bus ind over en bjergvej. Derefter gik vi om bord på en flodbåd til Moulmein. Den sidste del af rejsen til Rangoon foregik med toget, hvilket forekom os yderst bekvemt efter vores smertefulde vandretur. Hele rejsen havde taget en uge, men det åndelige samvær med vore brødre var alle anstrengelserne værd. Denne oplevelse er blot endnu et vidnesbyrd om at Jehova til hver en tid har sørget for mig. Men lad mig nu berette hvordan det gik til at jeg befandt mig i Thailand.

Jeg erkender mit åndelige behov

Da jeg i 1910 blev født i Vestaustralien, var livet og normerne begyndt at ændre sig. Det lod til at den første verdenskrig fremskyndede disse forandringer. Selv om jeg kun var syv år, kan jeg tydeligt huske at moder skrev breve til fader, der var med i krigen i Europa. På et tidspunkt sagde min moder til mig: „I Bibelen står der at der vil være krige og rygter om krige.“ Hun forklarede det ikke yderligere, men min nysgerrighed var vakt.

En del år senere, i december 1934, da jeg på hesteryg var på vej tilbage til den farm hvor jeg arbejdede, mødte jeg en gammel skolekammerat som fortalte mig at de for nylig havde haft besøg af nogle Jehovas Vidner fra Perth. Hans familie havde købt nogle af deres bøger, men havde bestemt sig for ikke at læse dem. Da jeg var nysgerrig fik jeg gennem ham bogen Liv.

Mens jeg red af sted i den klare nat lyste månen så kraftigt at jeg kunne læse overskrifterne til hvert kapitel. Og da jeg kom hjem til farmen fortsatte jeg med at læse bogen i lyset fra en petroleumslampe. Der lærte jeg for første gang at Gud har et personligt navn — Jehova. Desuden blev jeg lykkelig over at lære at Gud har en vidunderlig hensigt med vores jord. Ja, jorden ville blive et paradis hvor den lydige menneskehed ville kunne glæde sig over at leve. Denne bog besvarede alle mine spørgsmål!

De første jeg ønskede at fortælle om det jeg havde lært var mine forældre, som boede på en lille farm 138 kilometer borte. Dette var ensbetydende med halvanden dags ridt. Da jeg fortalte moder om det jeg havde lært, overraskede hun mig ved at sige at hun også studerede og glædede sig over de samme bibelske publikationer. På den lange ridetur hjem ugen efter havde jeg fået meget at tænke over, eftersom jeg gennem mit studium havde lært at kundskab og tro ikke er det eneste Gud kræver af os. Nu var jeg blevet klar over at en sand kristen også skal efterligne Jesus Kristus og tjene Jehova ved at forkynde for andre. Jeg besluttede mig derfor til at forsøge at gøre dette hver eneste weekend fra og med denne dag.

Spændende muligheder åbner sig

For at kunne forkynde i vores spredte landdistrikt købte jeg en Ford T som var blevet bygget om til varevogn. Jeg pakkede mit sengetøj og det jeg ellers ville få brug for, hvorefter jeg kørte rundt og besøgte farmere hele lørdag eftermiddag, sov i bilen om natten og fortsatte med forkyndelsesarbejdet fra farm til farm søndag morgen. Sent på eftermiddagen vendte jeg så hjem igen.

I april 1936 symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben i forbindelse med et lille stævne i Perth. Et af foredragene ved stævnet handlede om pionertjenesten. Jeg indså at jeg ikke havde nogen bibelske forpligtelser som hindrede mig i at deltage i dette vigtige arbejde. I december 1936 begyndte jeg derfor som pioner.

Samme måned kom to erfarne pionerer, Arthur Willis og Bill Newlands, til Perth i en lastbil. Ni måneder tidligere var de rejst fra Sydney på østkysten og havde forkyndt hele vejen tværs over Australien. I kan sikkert forestille jer min iver da Selskabet indbød mig til at rejse sammen med dem på turen tilbage. De gav mig en uvurderlig oplæring som jeg aldrig har glemt.

Tværs over Nullarbor-sletten

Navnet Nullarbor betyder „ingen træer“. Det er en passende betegnelse for den regnfattige, træløse slette midt i Australien. I midten af 1930’erne bestod de 1600 kilometer vi skulle køre, af den mest ujævne vej man kan forestille sig.

Om natten sov vi på feltsenge, som regel under åben himmel. Det regner meget sjældent og der falder stort set aldrig dug i denne del af Australien. Når vi gik til ro om aftenen under den funklende stjernehimmel i den klare, rene luft, kom jeg ofte til at tænke på de indledende ord i Salme 19: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“

Jernbanesporet der krydser Nullarbor-sletten er efter sigende den længste lige sporstrækning i verden. Den løber 480 kilometer uden den mindste kurve eller bugtning. Vi nød at forkynde i de små udsteder langs med jernbanen og for de mennesker der boede på fåre- eller kvægfarmene. Jordbesiddelserne i denne del af Australien var kolossalt store. Jeg kan huske en farm på over 4000 kvadratkilometer, hvor selve gården lå omkring 80 kilometer fra lågen.

Til sidst ankom vi til Katoomba, der ligger i Blue Mountains lige vest for Sydney, tids nok til at kunne overvære mindehøjtiden den 26. marts 1937. Vores rejse havde været både glædelig og åndeligt udbytterig. Men det var også dejligt til en forandring at kunne blive et stykke tid i en af Guds folks menigheder.

Spørgsmålet om at nyde symbolerne

Ved mindehøjtiden i 1937 herskede der stadig uklarhed om hvem de „andre får“ var. (Johannes 10:16) Nogle mente at det var dybden af ens tro og den kristne nidkærhed man lagde for dagen der var afgørende for om man havde modtaget det himmelske kald eller ikke. Så ligesom en del andre i lignende situation nød jeg symbolerne. Det følgende år var en del af os pionerer igen i syv sind om hvorvidt vi skulle nyde symbolerne eller ej.

Inderst inde så vi frem til et liv på den paradisiske jord, men mange følte at vor nidkærhed og pionertjeneste var et bevis på at vi var åndsavlede. Jehova gav os svaret i rette tid gennem sin synlige organisation. Den selv samme eftermiddag som mindehøjtiden skulle holdes, kom The Watchtower for 15. marts 1938 (på dansk i Vagttaarnet for 15. maj 1938). Hovedartiklen, der havde titlen „Hans Hjord“, var en detaljeret gennemgang af Johannes 10:14-16. Vi var lykkelige over den tydelige forklaring der besvarede vore spørgsmål!

Artiklen indeholdt eksempler på hvordan Guds ånd havde virket på hans tjenere før i tiden, og sat dem i stand til at udføre kraftige gerninger længe før det himmelske kald blev en realitet. På samme måde udøser Gud også i dag sin ånd over dem af hans indviede tjenere her på jorden der har fået det jordiske håb. Vi var taknemmelige fordi vi forstod forskellen mellem at være avlet af den hellige ånd, og at få kraft fra Guds ånd til at gøre hans vilje.

Indbudt til at ’række ud’

Nogle andre spændende begivenheder i 1938 var besøget af Vagttårnsselskabets præsident, broder Rutherford, og stævnet på Sydney Sports Ground. Ved stævnet blev pionerer der var villige til at tjene i andre lande, opfordret til at melde sig. De steder det drejede sig om var Burma, Malaya, Siam (det nuværende Thailand) og Java (det nuværende Indonesien). Hector Oates, Fred Paton og jeg var glade for at få tildelt Burma som distrikt.

Jeg havde aldrig før været uden for Australien. Men inden der var gået to måneder var jeg og andre pionerer på vej med skib til vores nye distrikt. Den 22. juni 1938 ankom vi til Singapore, og her blev vi mødt på kajen af Bill Hunter, der allerede arbejdede i pionertjenesten her. Alting virkede anderledes og interessant — de indfødtes klædedragt og skikke samt deres sprog, som vi ikke forstod.

Broder Hunter rakte mig et telegram der var kommet fra det australske afdelingskontor, og heri stod der at min distriktstildeling var ændret fra Burma til Malaya. Fred Paton og Hector Oates skulle fortsætte til Burma uden mig. Jeg blev glad da jeg fandt ud af at jeg skulle arbejde sammen med to erfarne missionærer, Kurt Gruber og Willi Unglaube. De var oprindelig fra Tyskland, men havde tjent i Malaya i nogen tid.

Efter at have været tre måneder i Malaya fik jeg tildelt Thailand som distrikt. Willi Unglaube og Frank Dewar, der tidligere havde arbejdet som missionær i Thailand, skulle ledsage mig. Vi ankom med tog i september 1938, fandt et midlertidigt opholdssted, og kom i gang med forkyndelsen. Vi erfarede at thailænderne var venlige og tålmodige når vi kæmpede med deres meget udtryksfulde sprog.

Et ansporende stævne i Rangoon

Det var her fra Bangkok i Thailand at vi, som tidligere nævnt, foretog den anstrengende rejse til Rangoon i Burma. Det var første gang der nogen sinde var blevet afholdt et stævne i Burma, og det smukke rådhus var fyldt til sidste plads, da over tusind mennesker kom til det offentlige foredrag. Man var nødt til at lukke dørene da der ikke var plads til flere. Der var kun nogle få forkyndere i Burma og nabolandene, så de fleste af dem der kom for at lytte til det offentlige foredrag, var nogle som havde reageret positivt på de tusinder af løbesedler der var blevet uddelt før stævnet.

For os der var kommet fra isolerede missionærdistrikter virkede stævnet i høj grad som en åndelig indsprøjtning. Da stævnet var slut tog vi tilbage til Thailand — men denne gang valgte vi en lettere rute som ikke krævede at vi måtte vandre gennem junglen.

Krigen og den japanske invasion

Krigens sorte skyer trak ildevarslende mod Sydøstasien. Da den japanske hær rykkede ind i Thailand blev der samtidig udstedt forbud mod Jehovas Vidners arbejde. Alle briter, amerikanere og hollændere blev interneret i en lejr så længe krigen stod på. George Powell, en pioner der var flyttet fra Singapore til Bangkok for at hjælpe os, blev interneret sammen med mig. I tre år og otte måneder sad vi sammen i lejren.

I den periode hvor vi var interneret, var vi ude af stand til at modtage nogen som helst nye publikationer eller meddelelser fra Selskabet. Imidlertid erfarede vi rigtigheden af salmistens løfte: „Jehova støtter alle der er ved at falde, og han rejser alle de nedbøjede op.“ — Salme 145:14.

Tilbage til Australien

Da krigen var slut i 1945 tog jeg tilbage til Australien. Med god mad og mere behagelige leveforhold kom jeg mig og var i stand til at begynde som pioner igen. I 1952 blev jeg indbudt til rejsetjenesten som kredstilsynsmand, og denne forret nød jeg de næste 22 år. I 1957 giftede jeg mig med Isabell, der havde været pioner i 11 år, og sammen fortsatte vi i kredstjenesten som mand og hustru.

Imidlertid begyndte helbredsproblemer at gøre det svært for os at rejse hele tiden, så i 1974 slog vi os ned som pionerer i Melbourne. Indimellem tjener jeg dog stadig som vikar for kredstilsynsmanden, og havde for nylig den forret at deltage som lærer ved en af pionerskolerne. Min hustru har altid støttet mig med glæde i alt dette arbejde. Nu, i en alder af 78, er jeg Jehova dybt taknemmelig for at han stadig sørger for mig og dækker alle mine behov.

Når jeg ser tilbage på de år der er gået, tænker jeg ofte på hvordan Jehova har oplært os, hjulpet os når vi har fejlet, og tugtet os, for at lutre os som sine tjenere. Jeg kan huske de situationer hvor Gud har hjulpet mig til at udholde prøver, og jeg ved at et menneske ikke ville have været i stand til at klare sådanne prøver i egen kraft. Disse minder er en kilde til styrke og er en stadig påmindelse om at Jehova virkelig har sørget for mig.

[Illustration på side 10]

Et billede taget for nylig af min hustru Isabell og mig

[Illustration på side 12]

I forkyndelsen på Nullarbor-sletten