Tilfældig udvikling eller direkte skabelse?

En gammel debat får ny aktualitet

Skabelseslæren vil gerne tages alvorligt. I flere lande kræver store grupper at læren om at Gud skabte alt liv bliver fremført i skolerne, og at der bruges lige så meget tid på dette som på teorien om livets udvikling.

Udviklingslærens tilhængere mener at skabelseslæren ikke hører hjemme i biologitimerne. Den er ikke videnskabelig, siger de. At fremføre den ville være en overtrædelse af princippet om statens og kirkens adskillelse.

Debatten har været forsidestof i flere lande. I USA har spørgsmålet om hvad skolerne skal fortælle børn om livets opståen været diskuteret i lovgivende forsamlinger såvel som i retssale.

Selv det ærværdige Amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme har på sit årsmøde tordnet mod skabelseslæren og erklæret at man ved næste års generalforsamling vil tale om hvordan denne lære kan bekæmpes.

Striden begyndte med Charles Darwin for over 100 år siden, og den raser stadig. Formålet med dette nummer af Vågn op! er ikke at give et skolepolitisk indlæg, men at belyse følgende vigtige spørgsmål:

Er evolutionsteorien blevet videnskabeligt bevist? Er den en fastslået kendsgerning eller en ubevist teori?

Er Bibelens skabelseslære videnskabelig?

Kan tilhængerne af udviklingslæren påvise hvordan livløst stof er blevet til den første enkle, levende celle der kunne formere sig?

Viser fossilerne noget om hvordan denne første celle kan have udviklet sig til alle de andre livsformer, deriblandt mennesket?

Kan de mangfoldige og indviklede levende organismer og dyrenes instinkter være blevet til ved vilkårlige mutationer?

Lad os begynde med at betragte den levende celle — i sig selv et vidunder. Den er langtfra så enkel som man engang troede.

Cellen — et vidunder

Indblik i cellens indre

Skyldes dine 100.000.000.000.000 celler et tilfælde?

Da Charles Darwin første gang fremsatte teorien om livets udvikling, havde de samtidige forskere ingen anelse om hvor fantastisk kompliceret cellen er. Det begyndte man først senere at opdage. De fleste enkeltdele af en almindelig celle kan kun ses tydeligt i stærke elektronmikroskoper. Her er nogle få af delene i en typisk dyrecelle — alt sammen indeholdt i en enhed der ikke fylder mere end nogle få hundrededele af en millimeter i tværsnit:

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cellemembran

Golgiapparat

Mitokondrie

Endoplasmatisk reticulum

Centriole

Ribosomer

Lysosom

Mitokondrierne er små stavformede legemer der producerer de såkaldte ATP-molekyler, som cellen anvender i sin energiomsætning. Mellem membranerne i mitokondriernes labyrintiske indre kan der produceres ATP i et forrygende tempo. Ved fremstillingen af hvert ATP-molekyle kræves der over 12 forskellige kemiske reaktioner. Og cellerne i et helt menneskelegeme danner billioner af disse molekyler hvert sekund.

Ribosomerne er små partikler der næppe kan ses, selv med stærke elektronmikroskoper. De findes i tusindvis i de fleste celler. Deres opgave er at „aflæse“ instruktioner der indeholdes i andre molekyler og derved bygge de proteiner legemet behøver, efter nøjagtige specifikationer. Ribosomerne er yderst komplicerede og består af mindst 55 forskellige proteinmolekyler.

Mikrorør. Ved hjælp af et særligt rørsystem der kan dannes eller opløses i cellerne, kan cellerne skifte form efter behov. Mikrorørene udgør en slags fleksibelt celleskelet. I de meget lange nerveceller findes også mikrorør, der udgør en slags internt transitsystem.

Lysosomerne er små sække med enzymer der kan udslette cellen. De udgør en slags mavefunktion for cellen ved at nedbryde forskellige substanser til brug for cellen. I de hvide blodlegemer angribes farlige bakterier med enzymer fra blodlegemernes lysosomer.

Det endoplasmatiske reticulum er et membransystem der synes at tjene som lager og transportnet for proteiner og andre molekyler, der opbevares hver for sig til senere brug, eller sendes ud af cellen.

Golgi-apparatet medvirker tilsyneladende til at „pakke“ de nydannede proteiner fra det endoplasmatiske reticulum, så cellen kan benytte dem.

Kernemembranen er en dobbeltvæg der beskytter cellekernen med dens indhold af DNA. I denne væg er der porer eller døre som kun lader de rigtige stoffer komme igennem.

Kromosomerne befinder sig inde i kernen og indeholder cellens DNA, der er de dyrebare instruktioner for arveanlæggene. I forbindelse med DNA’et findes de såkaldte histoner, nogle særlige proteiner der sandsynligvis medvirker ved reguleringen af genaktiviteten.

Centriolerne er cylindre som hver består af ni sæt med tre mikrorør. Når cellerne deler sig er det sandsynligvis centriolerne der styrer de små tråde som trækker kromosomerne i hver sin retning, sådan at hver af de to nye celler får det rigtige genmateriale.

Cellemembranen er ikke bare en almindelig væg, men en kompliceret hinde der kan styre alt hvad der kommer ind i cellen og ud af den. For megen væske ville sprænge cellen, og for lidt væske ville bremse dens kemiske reaktioner. Farlige substanser skal omhyggeligt sorteres fra de indgående næringsstoffer, og disse får først adgang til cellen efter at de er forsvarligt indpakket i en del af membranen, hvori de føres hen til det ventende lysosom.

Denne liste repræsenterer naturligvis kun en meget grov skitsering. En enkelt celle er langt mere kompliceret end noget som helst som mennesket nogen sinde har frembragt. Kan den da være opstået af sig selv?

Kan bakterierne være opstået ved et tilfælde?

Så kompliceret er den simpleste livsform

Er de simple? De har de største molekyler man har fundet!

DE FLESTE tilhængere af evolutionsteorien indrømmer gerne at dyreceller, som den der er afbildet på side 4, er et biologisk vidunder. ’Men så komplicerede var de første levende organismer slet ikke,’ vil de tilføje. „De første levende organismer på jorden . . . var sandsynligvis encellede enheder der mindede om de gærbakterier vi kender i dag,“ skriver Richard E. Dickerson, der er professor i kemi, i bladet Scientific American.

Udmærket, lad os da betragte nogle bakterier og overlade det til læseren selv at slutte om de kan være opstået på anden måde end ved en skabelse.

Man ville måske forvente at cellevæggene hos en bakterie var mere primitive end hos de højere livsformer. Imidlertid er det modsatte tilfældet. Plantecellerne har en cellulosevæg bestående af en kæde af sukkerstofmolekyler. Bakteriernes cellevægge har også kæder af sukkerstofmolekyler, men disse er desuden sindrigt sammenvævet med korte kæder af aminosyrer. Hele cellevæggen kan, som en forsker har udtrykt det, „i store træk opfattes som et eneste, kæmpestort, sækformet molekyle“.

Denne sæk er ualmindelig stærk. Bakteriernes cellevægge kan modstå et indre tryk på over 20 atmosfærer. Det ville være lidt af en præstation for et bildæk.

Ganske vist har bakterierne ingen cellekerne, som cellerne i de højere livsformer. Men selv den simpleste bakterie indeholder en hel del DNA, der hos alle livsformer er bæreren af arvemassen. Hos bakterierne er DNA’et ikke indesluttet af en kernemembran, men udgør som regel en eneste lang tråd inde i bakterien. Den almindelige colibakterie Escherichia coli (forkortet til E. coli) har i form af sin DNA-tråd „langt det største molekyle der vides at forekomme i noget biologisk system,“ siger biologen dr. John Cairns.

Lyder alt dette som om det blot kunne være skyllet sammen på en strand engang i urtiden? Kan „det største molekyle der vides at forekomme“ være en tilfældig kombination af livløse stoffer?

Bakterien E. coli fremstiller en kopi af sit DNA, som forberedelse til næste deling. For at det kan lade sig gøre må DNA-molekylet — der på en måde ligner en lang, snoet lynlås — lukke sig op, så hver halvdel kan danne en kopi af sig selv. Svarende til hver af tænderne på lynlåsen, består DNA-molekylet af enkelte enheder som alle omfatter en kvælstofbase. Hos colibakterien kopieres disse enheder med kvælstofbaser i et tempo på 150.000 i minuttet, med pinligste nøjagtighed.

Hvad sker der når bakterien E. coli skal bevæge sig? Så danner den bogstavelig talt en propel. Ifølge Howard Berg, der er professor i biologi, træder der seks tynde tråde frem på cellens sider; disse danner et bundt der roterer, en funktion der kræver „det der svarer til rotor, stator og lejer,“ siger dr. Berg. Ganske godt klaret af en så „primitiv“ livsform!

Men det er ikke det hele. Som i alle andre levende organismer styrer DNA’et hos E. coli produktionen af de kemiske stoffer der er nødvendige for dens eksistens. Bakterien kontrollerer sit DNA ved omfattende feedback-mekanismer, der enten igangsætter eller lukker bestemte afsnit af DNA’et, alt efter behov. „Man må give sig tid til at bemærke hvor økonomisk og effektivt dette kontrolsystem fungerer,“ siger biokemikeren Jean-Pierre Changeux, der udtrykker beundring over at „kontrollen ikke koster cellen nogen som helst energi. . . . Hvis man havde en fabrik med styringsmekanismer der ikke krævede nogen som helst energi, ville det betyde topmålet af effektivitet for industrien!“

Men det er ikke alene bakteriernes komplicerede indretning der tjener som et argument imod udviklingslæren. Selve de proteiner der medvirker ved dannelsen af bakterier og andre levende mekanismer, viser at udviklingslæren er håbløst usandsynlig. Hvordan det?

Udviklingslærens tilhængere lægger stor vægt på et eksperiment fra 1952, hvori man førte en elektrisk strøm gennem en blanding af luftarter og som resultat fik nogle forskellige kemiske stoffer, deriblandt nogle aminosyrer. Dette tillægges stor betydning fordi aminosyrerne — når de vel at mærke sættes rigtigt sammen — danner proteinerne, de grundlæggende byggesten i alt liv.

Men det er velkendt at mange stoffer kan forekomme på forskellige måder, alt efter hvordan deres atomer er sat sammen. For aminosyrernes vedkommende taler man om „venstredrejede“ og „højredrejede“. De aminosyrer der frembringes ved forsøg med elektrisk strøm gennem luftarter, resulterer i et lige stort antal af begge disse typer. Men evolutionisten Richard Dickerson indrømmer: „Med undtagelse af visse specielle former . . . indgår der i alle levende organismer i dag kun L-aminosyrer“ — det vil sige „venstredrejede“ aminosyrer.

Hvis der i et typisk protein findes 400 aminosyrer, er chancen for at de alle ved et tilfælde bliver af L-typen, lige så stor som chancen for at få samme side af en mønt opad 400 gange i træk når man slår plat og krone. Sandsynligheden er som 1 til over 10¹⁰⁰ — et tal der er flere gange større end det samlede antal atomer i hele det kendte univers! Og hvis en sådan utænkelig sammenstilling af 400 aminosyrer af L-typen alligevel forekom spontant, ville den kun have ganske ringe chance for at være sammensat af de rigtige aminosyrer — der bruges 20 forskellige — i den rigtige rækkefølge.

Sandsynligheden for at proteiner kunne opstå spontant og ved et tilfælde, kan illustreres sådan: Forestil dig at du havde en kasse med træklodser med påtrykte tal og bogstaver — lige mange med tal og med bogstaver. Du får bind for øjnene (og forskellen på klodserne kan ikke føles), og du bliver bedt om at udvælge 400 af de små klodser. Sandsynligheden for at du netop udvælger 400 klodser med bogstaver er ringe nok. Men det er ikke det hele. De 400 bogstavklodser skal tilsammen udgøre en fuldstændig og grammatisk korrekt sætning med mening, når de lægges ved siden af hinanden i den rækkefølge du udvalgte dem.

De komplicerede processer i bakterien E. coli illustrerer endnu en vanskelighed ved at tro at liv, selv primitivt liv, skulle være opstået ved en udvikling. DNA-molekylerne er en livsbetingelse, men de er ikke den eneste betingelse for at liv kan eksistere. Der kræves andre komplicerede molekyler, for eksempel enzymerne, for at styre DNA-aktiviteten og samarbejde med denne.

Livet kan således kun eksistere hvis flere forskellige, hver for sig komplicerede, systemer sættes i gang samtidig og bringes til at samarbejde i perfekt harmoni. Ingen af de komplicerede systemer kan føre til en nok så primitiv livsform uden at de andre systemer også er til stede.

Evolutionisterne klarer denne vanskelighed ved blot at gentage at de har fuld tillid til evolutionsteorien.

[Tekstcitat på side 6]

Bakteriernes cellevægge kan modstå et indre tryk på over 20 atmosfærer

[Tekstcitat på side 7]

Leddene i colibakteriens DNA molekyle kopieres med en hastighed af 150.000 i minuttet

Fossilerne — det bedste „bevis“

Hvad hævder man? Hvilke beviser er der?

Hvad evolutionisterne selv siger om fossilernes vidnesbyrd

Evolutionisternes bedste vidne

„Fossilerne udgør det bedste vidnesbyrd om en udvikling.“ — Introduction to Protozoology, side 36, af Reginald Manwell.

„Ved hjælp af fossiler kan palæontologerne nu tegne et glimrende billede af livet i fortiden for os.“ — A Guide to Earth History, side 48, af Richard Carrington.

„Palæontologien har endeligt bevist at udviklingsteorien er sand.“ — Genetics, Paleontology, and Evolution, side 87, af D. D. Davies (redigeret af Jepson, Mayr og Simpson).

Hvad „det bedste vidne“ fortæller

Om livets oprindelse

„Geologien fortæller os intet om livets oprindelse.“ — Plant Life Through the Ages af A. C. Seward.

Om det mikroskopiske liv

„Vi ved stadig kun lidt om protozoernes udvikling.“ — Introduction to Protozoology, side 42, af Manwell.

Om plantelivet

„Den primitive type der i teorien skulle findes, undslipper os, vor tro siger os at typen må eksistere, men den har ikke vist sig.“ — Plant Life Through the Ages, Seward.

Om insekterne

„Man har ikke fundet forsteninger, som kan vise, hvordan de allerældste, primitive insekter så ud.“ — Insekter — jordens talrigste indvånere (Sesam Biblioteket), side 14.

Om fiskene

„Vi kender ikke alle de led, der må have været mellem de daværende dyreformer og dette nye væsen [fisken]. Pludselig var fisken der — med den struktur, som adskiller alle højerestående dyr fra de laverestående: hvirvelsøjlen.“ — Dyrenes forunderlige Verden (Det bedste af Reader’s Digest A/S), side 27, af Jean George.

Om fiskenes udvikling til padder

„Hvorfor og hvordan de bar sig ad får man sikkert aldrig at vide, man har kun fundet få fossile rester af dette formodede overgangsstadium.“ — Fisk — havenes besiddere (Sesam Biblioteket), side 64.

Om paddernes udvikling til krybdyr

„Et af de utilfredsstillende træk ved hvirveldyrenes udviklingshistorie er, at man kender så lidt til krybdyrene i deres første tid, da det skalbærende æg udvikledes.“ — Krybdyr — en reminiscens fra fortiden (Sesam Biblioteket), side 37.

Om krybdyrenes udvikling til pattedyr

„Fossilerne siger desværre kun meget lidt om de dyr, vi betragter som de første pattedyr.“ — Pattedyr (Sesam Biblioteket), side 37 .

„Man kender ikke noget manglende led mellem pattedyr og krybdyr, heller ikke et eneste fossil, der . . . fremstår som halvt krybdyr halvt pattedyr.“ — Krybdyr — en reminiscens fra fortiden (Sesam Biblioteket), side 40.

Om krybdyrenes udvikling til fugle

„Man har ingen vidnesbyrd fra fossiler om stadierne i den forbløffende udvikling fra krybdyr til fugle.“ — Biology and Comparative Physiology, W. E. Swinton, bind 1, side 1.

Om aberne

„For hele tertiærtidens vedkommende — den omfatter noget i retning af 60 til 80 millioner år — er vi henvist til at tolke primaternes udviklingshistorie ud fra nogle få håndfulde ituslåede knogler og tænder.“ — Scientific American for juni 1956, side 98, af Eiseley.

„Desværre er den fossilliste der ville sætte os i stand til at spore abernes opståen, stadig håbløst ufuldstændig.“ — The Primates (Life Nature Library), side 15.

Fra abe til menneske

„Desværre er de første stadier i menneskets udvikling som individuel linje stadig en dyb gåde.“ — The Primates (Life Nature Library), side 177.

„Selv beskrivelsen af den ret sene historie er gennemhullet af uvished; de lærde er ofte uenige, både om det grundlæggende og om detaljerne.“ — Mankind Evolving, side 168, af Theodosius Dobzhansky.

Vor konklusion:

Vi har fulgt en fremgangsmåde Jesus anviste: „Ud fra din egen mund dømmer jeg dig.“ (Luk. 19:22) Udviklingslærens tilhængere siger at fossilerne udgør det bedste vidnesbyrd om at evolutionen har fundet sted, at de tegner et glimrende billede af den og danner et endeligt bevis for den. Men de siger også:

’Vi har ingen fossiler der viser hvordan livet opstod, ingen der viser hvordan det mikroskopiske liv begyndte, ingen der viser hvordan plantelivet begyndte, ingen der viser hvordan insekterne opstod, hvordan fiskene opstod, hvordan padderne opstod, hvordan krybdyrene opstod, hvordan pattedyrene opstod, hvordan fuglene opstod eller hvordan aberne opstod, og ingen der viser hvordan mennesket opstod.’

Deres egne bedste beviser er altså slet ingen beviser. Deres „glimrende billede“ viser ingenting. Deres ’endelige bevis’ er ikke noget bevis. Hvordan kan de forklare dette dårlige vidnesbyrd som deres bedste vidne aflægger? Den følgende artikel vil fortælle om evolutionisternes ny taktik.

Udviklingslæren gennemgår en revolution

Søges: En erstatning for Darwin

Man leder med lys og lygte efter nye forklaringer

UDVIKLINGSLÆREN „gennemgår i øjeblikket den mest omfattende og dybtgående revolution i næsten 50 år“. Sådan hedder det i en rapport om et møde der blev holdt i Chicago i oktober sidste år. Omkring 150 udviklingseksperter holdt en firedages konference angående emnet „Makroevolution“.

Tidsskriftet Science, der udgives af Det amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme, berettede om stemningen ved konferencen: „Personlige sammenstød og akademiske snigløb skabte en meget anspændt atmosfære . . . til tider blev drøftelserne voldsomme, ja direkte skarpe.“ Mange desillusionerede videnskabsmænd klagede over at „en stor del af indlæggene snarere bar præg af beskrivelser og påstande end af fremlæggelse af kendsgerninger“. Men har det ikke længe været evolutionisternes taktik at fremholde påstande i stedet for kendsgerninger?

Darwin mente at alt liv på jorden, mennesket indbefattet, har udviklet sig fra en encellet organisme gennem en lang række små forandringer. Overgangsformerne skulle findes i de fossilførende lag, men Darwin indrømmede selv at det gjorde de ikke. For 120 år siden sagde han at fossilernes vidnesbyrd var ufuldstændige, men han regnede med at man efterhånden ville finde flere fossiler som ville fylde hullerne ud.

Nu siger palæontologen Niles Eldridge fra Det naturhistoriske Museum i New York imidlertid: „Det mønster vi i de sidste 120 år har fået at vide at vi ville finde, eksisterer ikke.“ Han mener at nye arter ikke opstår ved gradvise forandringer, men ved pludselige spring i udviklingen. De mange overgangsformer der kræves for at underbygge den darwinistiske evolutionsteori har aldrig eksisteret — ingen fossiler vil nogen sinde udfylde hullerne.

Stephen Jay Gould fra Harvard er enig med Eldridge. Ved mødet i Chicago erklærede han: „Det er sandt at fundene er ringe, men de spring man ser skyldes ikke huller; de er et resultat af den springende måde udviklingen er foregået på.“ Everett Olson, der er palæontolog ved University of California i Los Angeles, sagde: „Jeg nærer ikke megen tiltro til fossilerne som en kilde til data.“ Francisco Ayala, der tidligere har været en fremtrædende fortaler for Darwins langsomme forandringer, føjede denne kommentar til: „På grundlag af palæontologernes oplysninger er jeg nu overbevist om at små forandringer ikke ophobes.“

Science opsummerer hvad uenigheden drejer sig om: „Det centrale spørgsmål ved konferencen i Chicago var om mekanismerne bag mikroevolution [små forandringer inden for den enkelte art] kan benyttes til at forklare fænomenet makroevolution [store spring ud over artsgrænserne]. . . . det svar der kan gives, er et klart nej.“

Denne reviderede opfattelse af udviklingsprocessen betegnes som „springteorien“, som går ud på at en art har bestået i millioner af år og så pludselig forsvinder, hvorefter en ny art lige så pludseligt dukker op. Dette er imidlertid ikke nogen ny opfattelse. Den blev fremsat allerede i 1930rne af zoologen Richard Goldschmidt, som kaldte den hypotesen om de „håbefulde uhyrer“ og blev meget kritiseret for teorien dengang.

Springteorien er blevet hilst velkommen af mange evolutionister fordi den fjerner behovet for overgangsformer. Den lader forandringerne ske så hurtigt at de ikke når at afsætte spor i de fossilførende lag — men dog ikke så hurtigt at vi kan se dem finde sted. Det ville naturligvis også have været en ulempe. Da skabelsestilhængerne henviste til de komplicerede organismer og samspil i naturen og sagde at de forudsatte en skaber, udpegede evolutionisterne naturlig udvælgelse som „skaberen“. Nu viser det sig at den naturlige udvælgelse ikke slår til, og i stedet vælger man så tilfældet, den blinde tilfældighed — hvad skabelsestilhængerne længe har hævdet at evolutionisterne var nødt til at gøre.

I erkendelse af at naturlig udvælgelse har tabt terræn til tilfældighedernes frie spil, siger Stephen Gould: „Adskillige genetiske forandringer er muligvis ikke underlagt naturlig udvælgelse men spredes tilfældigt i populationerne.“

David Raup, der er direktør ved et geologisk museum, har i Chicago-tidsskriftet Field Museum of Natural History Bulletin for januar 1979 skrevet en artikel om „Konflikter mellem Darwin og palæontologien“. Han siger at fossilerne viser at der er sket forandringer, men ikke „som den rimeligste konsekvens af naturlig udvælgelse. . . . den foregår i naturen, men gode eksempler er forbavsende sjældne. . . . Et alternativ til naturlig udvælgelse som mange nu går ind for, er ren tilfældighed. . . . Vi taler således både om at de heldige overlever og at de bedst egnede overlever.“ Han giver udtryk for at „pattedyrene muligvis ikke var bedre egnede end dinosaurerne, men blot heldigere“, og han slutter sin artikel med at sige om Darwin: „Det han manglede, var det simple element der kaldes tilfældighed!“

Når blinde tilfældigheder tildeles hovedrollen blandt de kræfter der har styret udviklingen, får man igen svært ved at forklare den forbløffende orden og harmoni der afspejler sig i naturen. Hvordan kan tilfældigheder have frembragt de forbløffende komplicerede livsformer der findes overalt? Alene øjet, sagde Darwin, fik ham til at gyse. Og det mirakel som øjet er skulle ikke blot ske tilfældigt én gang, men igen og igen inden for indbyrdes ubeslægtede arter.

Den ottearmede blæksprutte er for eksempel ikke beslægtet med mennesket, men dens øje er forbavsende „menneskeligt“. Indbyrdes ubeslægtede fisk og ål har organer hvormed de kan give elektriske stød. Indbyrdes ubeslægtede insekter, orme, bakterier og fisk har organer som udsender koldt lys. Indbyrdes ubeslægtede lampretter, myg og igler har antikoagulerende stoffer som hindrer deres ofres blod i at størkne. Indbyrdes ubeslægtede pindsvin, hulepindsvin og myrepindsvin siges at have udviklet pigge uafhængigt af hinanden. Indbyrdes ubeslægtede delfiner og flagermus har sonarsystemer. Indbyrdes ubeslægtede fisk og insekter har bifokale øjne, så de samtidig kan se både over og under vandoverfladen. Og mange indbyrdes ubeslægtede dyr — krebsdyr, fisk, ål, insekter, fugle og pattedyr — har forbløffende evner til at finde vej over store afstande.

Ud over alt dette vil evolutionisterne have os til at tro at der tre forskellige gange er foregået en udvikling fra koldblodede krybdyr til varmblodede dyr; at evnen til at se farver har udviklet sig tre gange uafhængigt af hinanden; at vinger og evnen til at flyve er opstået fem forskellige gange hos indbyrdes ubeslægtede fisk, insekter, flyveøgler, fugle og pattedyr.

Kan disse ting have gentaget sig igen og igen rent tilfældigt? Sandsynlighedsregningen svarer klart nej! Revolutionen af udviklingslæren har nok hjulpet den til at leve med hullerne i fossilernes vidnesbyrd, men samtidig har den tildelt tilfældighedernes frie spil en rolle som langt overstiger hvad tilfældigheder kan klare.

[Tekstcitat på side 11]

Før de bedst egnede kan overleve må de opstå — ved tilfældighedernes frie spil

Gud gjorde det først

MENNESKER GIVER IKKE GUD ÆREN FOR HANS OPFINDELSER, MEN DE TAGER PATENT PÅ DERES EGNE

TERMOMETRE

Mennesker har fremstillet yderst følsomme termometre og andre varmemålere, men deres fintmærkende instrumenter er alligevel grove i sammenligning med de varmefølere visse slanger har brugt i årtusinder. En klapperslange kan for eksempel registrere et temperaturudsving på en tusindedel grad celsius. En kvælerslange reagerer på et temperaturudsving i løbet af 35 millisekunder, hvorimod et følsomt menneskeskabt instrument er et minut om at registrere det samme udsving. Slangerne bruger deres varmefølsomhed til at opspore og fange varmblodede dyr i mørket. Deres varmefølere kan også fastslå i hvilken retning varmekilden befinder sig.

HYPOTERMI

Under langvarige operative indgreb i hjerte eller hjerne sænker kirurgerne patientens legemstemperatur, hvilket nedsætter hjerteslaget og iltbehovet. Men længe før lægerne fandt på denne fremgangsmåde, blev den praktiseret af dyr som ligger i vinterdvale. Et eksempel herpå er det lille trettenstribede jordegern, der lever på de nordamerikanske prærier. Om sommeren, hvor dyret er i aktivitet, slår dets hjerte flere hundrede gange i minuttet. Men under vintersøvnen sænkes hjerterytmen til et eller to slag i minuttet, og dyret trækker vejret langsomt en gang hvert femte minut. Legemstemperaturen falder til få grader over vinterkulden udenfor. Og alligevel cirkulerer blodet, blodtrykket er normalt, der tilføres ilt, og musklerne bevarer deres spændstighed.

ELEKTRICITET

Foranlediget af den italienske læge Luigi Galvanis opdagelse af elektricitet i dyrs muskler, konstruerede fysikeren Volta i år 1800 det første galvaniske element og batteri. Men omkring 500 arter elektriske fisk havde batterier i årtusinder før den tid. Den elektriske malle der lever i Afrika kan give stød på 350 volt, den store elektriske rokke i det nordlige Atlanterhav uddeler stød på 60 volt og 50 ampère, og fra den elektriske ål i Sydamerika har man målt stød på helt op til 886 volt. Strømmen frembringes af søjleformede plader — i virkeligheden et elektrisk batteri. Hver plade er et selvstændigt element, som dog kun frembringer en spænding på en lille brøkdel af en volt. Men når tusinder og undertiden millioner af dem serie- eller parallelforbindes, kan de udvikle betragtelige spændinger og strømstyrker.

KEMISK KRIGSFØRELSE

En granat til spredning af nervegas indeholder to kamre med forholdsvis ugiftige kemikalier, men når granaten affyres blandes kemikalierne, og ved eksplosionen frigøres den dødbringende nervegas. Længe før mennesker fandt på dette, har bombardérbillen benyttet et lignende kemisk kampmiddel — dog udelukkende til selvforsvar. Den har nogle kirtler som fremstiller to forskellige kemikalier der opbevares i hver sit kammer som er lukket af muskelklapper. Når billen bliver angrebet åbnes klapperne, og de to kemikalier strømmer sammen i et tredje kammer med stærke vægge. Her findes et enzym som fremkalder en eksplosion, og med et hørligt smæld udsendes en giftig røgsky fra en kirtel som billen kan vende i en hvilken som helst retning. Bombardérbillen kan affyre en hel række skud, snesevis af gange i løbet af få minutter, og myrer, edderkopper, knælere, fugle eller slanger trækker sig gispende tilbage.

DATAMATER

Datamater kan udføre fantastiske ting, men de er alligevel ingenting i sammenligning med menneskehjernen. Menneskehjernen — tre gådefulde pund, to procent af legemsvægten — bruger 20 procent af legemets blodmængde og 25 procent af dets iltmængde. Det anslås at den indeholder mellem 10 og 100 milliarder neuroner (nerveceller), og at den har mellem 100 og 500 billioner synapser (forbindelser mellem nervetråde og nerveceller). Der indgår hundrede millioner informationsenheder i sekundet, og hjernen „scanner“ sig selv hver tiendedel sekund, drevet af en strømstyrke på 20 watt. Den modtager, behandler og bedømmer oplysninger, træffer afgørelser, sætter mål, iværksætter handlinger, skaber musik og kunst. Kun i menneskehjernen findes der programmer for tale. Og kun i menneskehjernen findes der et indbygget behov for at tro på og tilbede en højere magt.

En forsker har med rette sagt: „Ingen der omtaler en datamat som en ’elektronhjerne’ har nogen sinde set en hjerne.“ Det er intet under at dr. Richard Restak siger at menneskehjernen er „langt, langt mere kompliceret end noget som helst andet i det univers man kender“. Og antropologen Henry Fairfield Osborn erklærede engang: „I mine øjne er menneskehjernen det mest fantastiske og gådefulde objekt i hele universet.“

MEGET ANDET SOM GUD GJORDE FØRST

Flagermus og delfiner bruger sonar; blæksprutter bruger jetfremdrift; myg bruger kanyler; hvepse laver papir; bævere bygger dæmninger; myrer laver broer; bier og termitter bruger luftkonditionering; fisk, orme og insekter frembringer koldt lys; fugle væver, binder knuder, konstruerer rugemaskiner, udfører murerarbejde, bygger boligkarreer, afsalter saltvand, har kompas og indre ure, navigerer; biller bruger vandlunger; edderkopper bruger dykkerklokker, laver døre, er ballonskippere; nogle fisk og biller har bifokale øjne; snapskildpadder og vandskorpioner bruger snorkel; dyreøjne omdanner ligesom menneskets solceller lys til elektricitet; myrer driver havebrug og holder husdyr; en bille beskærer træer — og sådan kunne man fortsætte i det uendelige med listen over ting i skaberværket som opfindere blandt menneskene har efterlignet. Menneskenes opfindelser vidner om deres genialitet, siger man; og Guds betragtes blot som et resultat af blinde tilfældigheder — i hvert fald af evolutionisten. Utroligt!

Alt vidner om en Konstruktør

’Både ja og nej,’ siger evolutionisterne

„Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebræerne 3:4

INGEN tilhænger af evolutionsteorien vil hævde at et hus kan bygge sig selv. Men evolutionisterne hævder alligevel at hele universet har bygget sig selv — med alle dets millioner af galakser, hver med millioner af stjerner der alle bevæger sig i storslået harmoni og med største præcision.

Og mere end det. Evolutionisterne hævder at hver eneste af de mange forskelligartede levende organismer på jorden har bygget sig selv, når man sporer dem helt tilbage til den første moderorganisme, der spontant skal være opstået af livløse stoffer. Tilhængeren af udviklingslæren lader sig ikke afskrække af at hver eneste levende organisme er ufatteligt kompliceret og tydeligvis frembragt i en bestemt hensigt.

Vi beundrer de geniale opfindelser mennesker har gjort, men selv den allerstørste opfindelse blegner i sammenligning med den enkleste af de levende organismer. Selv med alt det teknologiske udstyr man kan opbyde i det 20. århundrede kan man ikke frembringe så meget som en encellet amøbe. Men mange tror alligevel uden betænkelighed at alt liv på jorden er opstået ved blinde tilfældigheders spil — vilkårlige mutationer med tvivlsom assistance af naturlig udvælgelse.

Der ligger en grel selvmodsigelse i dette. Evolutionisterne går roligt med til at alle de komplicerede levende organismer er blevet til ved en tilfældighed, mens de samtidig holder på at selv ganske simple forarbejdede genstande stammer fra et menneske.

En forsker graver for eksempel i en gammel stendynge og finder en aflang sten der på midten har en rille hele vejen rundt. Han meddeler uden tøven at den engang har været bundet fast til en stok og været brugt som hammer eller våben af et fortidsmenneske. Den er altså forarbejdet i en bestemt hensigt af en person der kunne tænke. Men når forskeren ser en fuglefjer, ræsonnerer han ikke på samme måde. En fjer kan have tusinder af stråler der går ud fra midterskaftet, hundredtusinder af bistråler der går ud fra strålerne, og millioner af små hager der griber ind i hinanden. Hvis hagerne går løs kan fuglen stryge dem sammen igen med næbbet. Nærmest som en lynlås — længe før menneskene opfandt lynlåsen!

Er dette frembragt af en der kunne tænke? Nej, siger evolutionisten. Hør engang: „Hvorledes har dette strukturelle vidunder kunnet udvikle sig? Det kræver ikke større fantasi at forestille sig en fjer som et modificeret skæl, nærmest som et øgleskæl, men langt med løst fæste og siderne frynset op og bredt ud til det danner fjerens højst komplicerede struktur.“ — Fugle — en bevinget verden (Sesam Biblioteket), side 34.

Endnu et eksempel på evolutionisternes inkonsekvens: Hvis en forsker finder en flad sten med skarp kant, vil han i de fleste tilfælde føle sig overbevist om at den er tildannet af et stenaldermenneske der havde tænkt sig at bruge den som skære- eller skraberedskab. Men tænk så på den lille nordamerikanske bille der kaldes „mimosa girdler“. Evolutionisten vil sige at den ikke er udtænkt af en skaber. Men hør engang: Hunnen af denne bille klatrer op i et mimosetræ, kravler ud mod enden af en gren, bider et hul i barken og lægger sine æg der. Og så kravler hun tilbage til midten af grenen og gnaver en rende hele vejen rundt om grenen, helt gennem vedlaget, hvorefter grenens yderste ende dør og falder af. På den måde bliver billens æg spredt, de udklækkes, og kredsløbet begynder forfra. Men mimosetræet har selv gavn af det. Det bliver beskåret, og derved kommer det til at leve i 40 eller 50 år — dobbelt så længe som det ellers ville have gjort. Mimosen udsender ligefrem en duft der virker særlig tiltrækkende på denne „mimosa girdler“, og den lille bille kan ikke lægge æg i andre træer. Den flade, skarpe sten må være frembragt af et tænkende individ, men ikke denne lille bille — det vil man have os til at tro.

Endnu en sammenligning: En lille skarp flintesten formet som en spids bliver af evolutionisten straks identificeret som et redskab der er forarbejdet af et menneske, til brug som pilespids eller spydspids. Den vidner om et formål og kan derfor ikke være opstået ved et tilfælde, siger han. Men når det drejer sig om for eksempel en edderkop, ræsonnerer han anderledes. Lad os for eksempel tage edderkoppen „aranea“. Den har seks spindevorter, hver med omkring 100 mundinger, som alle er forbundet med hver sit rør til hver sin kirtel i edderkoppens indre. Ved hjælp af disse danner den sine tynde enkelttråde, der kan spindes sammen til en enkelt silketråd. Edderkopperne spinder syv forskellige slags silke. Ingen arter kan spinde dem alle syv, men alle kan spinde mindst tre forskellige; i araneas tilfælde er det fem. Dens cirka 600 rør er ikke alle til silketråde. Nogle udskiller et klæbestof der gør en del af spindelvævet klæbrigt. Men edderkoppen smører sine fødder ind så den aldrig selv hænger fast. Hvordan er dens spindevorter opstået? Det er dens ben der er blevet til spindevorter, siger evolutionisterne.

Tænk nu over følgende: Edderkoppen har en kemisk fabrik til fremstilling af silke, fysiske indretninger til at spinde silken med, og et instinkt der fortæller den hvordan vævet skal konstrueres. Ingen af disse tre evner er til nogen nytte medmindre de to andre evner også er til stede. De har alle sammen udviklet sig ved et tilfælde, samtidig og hos den samme edderkop. Det mener evolutionisterne. Tror du også det? Hvad er mest troværdigt — at en skarp flintesten skulle være et resultat af tilfældigheder, eller at en edderkop skulle være det?

Lad os nu i stedet hente et eksempel fra rumalderen. Dr. Carl Sagan fra Cornell University siger: „Det er nemt at affatte et radiobudskab der kan sendes ud i rummet og entydigt genkendes som stammende fra forstandsvæsener.“ Efter hans mening er „udsendelse af billeder langt den mest lovende metode“. Et forslag går ud på at man afsender et billede af en mand, en kvinde, et barn, solsystemet og nogle atomer — alt sammen omsat til en kode af prikker og streger hvor hvert tegn udgør en informations-„bit“. Der skal bruges 1271 bits i alt.

Tænk engang over dette. Hvis 1271 informationsenheder i en bestemt rækkefølge er et „entydigt“ udtryk for orden og hensigt og nødvendigvis må stamme fra forstandsvæsener, hvad så med de 10 milliarder informationsenheder der er indkodet i kromosomerne i hver eneste levende celle? Ifølge evolutionisterne skulle de 1271 informationer være et entydigt vidnesbyrd om at et forstandsvæsen stod bag, men de 10 milliarder informationer i cellen skulle altså ikke behøve andet end tilfældigheder for at finde sammen.

Finder du ikke at den slags ræsonnementer forekommer ulogiske, inkonsekvente og røber en vis fordom? Hvis ganske simple mønstre kræver et tænkende individ, ville et stærkt kompliceret mønster da ikke kræve et individ med endnu større forstand? Den britiske forsker Edward Milne sagde meget klogt i en afhandling om universets oprindelse: „Vort verdensbillede er ufuldstændigt uden Ham.“

[Tekstcitat på side 12]

Selv den allerstørste opfindelse blegner i sammenligning med den enkleste af de levende organismer

Instinkterne — visdom indprogrammeret på forhånd

Små hjerner, store bedrifter

„De er instinktivt vise.“

En utrolig rejse

Man skulle måske ikke tro at den lille nordamerikanske skovsanger „blackpoll warbler“ kunne udfordre hele den lærde verdens ’establishment’, men det kan den. Den afgiver sit eget vidnesbyrd mod udviklingslæren. Den omtalte skovsanger vejer kun 20 gram og er ikke mere end 13 centimeter lang. Men dens navigationsevner som trækfugl er imponerende.

Når efteråret nærmer sig forlader den sin sommerbolig i Alaska og flyver mod sydøst, tværs over det nordamerikanske fastland til Atlanterhavskysten. Undervejs spiser den med en glubende appetit, for den har en lang rejse foran sig.

Ved New Englands kyst gør den holdt og tager bestik af vejret. Den ved nøjagtig hvordan vejret skal være — en kraftig koldfront der forskyder sig mod sydøst hen over kysten og ud i Atlanterhavet.

Når denne koldfront viser sig, går den lille skovsanger på vingerne, hjulpet af gunstige vinde der fører den mod sydøst — ud over havet. Koldfronten betyder at der sandsynligvis ikke vil optræde tropisk uvejr undervejs — meget klogt at tage i betragtning.

Den sydøstlige kurs fører sangfuglen mod Afrika, hvor den egentlig slet ikke skal hen. Men fuglen skifter ikke retning. Den flyver ud i ét forbi Bermuda og når op i en højde af over 6000 meter idet den nærmer sig Antigua. I denne højde er luften kold og iltfattig. Hvorfor vil den lille fugl helt derop? Fordi den her kan finde de stærke vinde der fører den mod vest til det egentlige bestemmelsessted, Sydamerika. Når den har fløjet nonstop i over tre døgn og tilbagelagt 4000 kilometer, ankommer den til det sydamerikanske kontinent, netop hvor den skal!

Selv forskerne måber af beundring over den lille trækfugls årlige præstation. Hvordan kan den vide hvordan vejret skal være? Hvordan kan den vide hvornår den skal skifte højde for at finde de vinde der vil føre den til Sydamerika? Hvordan kan den vælge den helt rigtige kursretning, den kurs der vil skære de tværgående vinde på det helt rigtige sted over oceanet? Videnskaben kan ikke forklare det, og evolutionsteorien kan bestemt heller ikke.

Der er imidlertid en god grund til at denne „blackpoll warbler“ skal følge den beskrevne rute. Vejen over det åbne hav til Sydamerika er meget kortere end en rute hvor fuglen „hoppede“ fra ø til ø, og over havet er der ikke mange rovdyr at bekymre sig om. Skovsangerens flyvetur ville svare til at en væddeløbshest løb uafbrudt 80 timer i træk, men den kan klare det fordi dens stofskifte er særligt indrettet til det. „Hvis en blackpoll warbler fløj på benzin i stedet for at bruge sit legemes fedtreserver,“ fortæller en videnskabsmand, „kunne den prale af at kunne flyve over 300.000 kilometer på literen!“

Termitterne — eksperter i klimaanlæg

Termitterne er i virkeligheden temmelig skrøbelige og kan kun leve under bestemte temperaturer og fugtighedsgrader. Man skulle ikke tro at de kunne trives i tropernes ubarmhjertige klima. Men de klarer sig fint. Hvordan?

Svaret ligger i termitternes evner som arkitekter og bygmestre. Et tropisk termitbo af størknet ler kan være så hårdt at det får en økse til at slå gnister. Visse termitter i Australien bygger et aflangt, smalt og kileformet bo som altid peger i retningen nordsyd, åbenbart for at være bedst beskyttet mod middagsheden. Andre bygger et bo der på afstand ligner menneskers hytter.

Et termitbo kan være så solvarmt udvendig at man ikke kan røre ved det, men indvendig holdes det tempereret på 30 grader. Hvordan kan det lade sig gøre? De tykke vægge er en del af forklaringen, men ikke hele forklaringen. Visse termitter graver sig hele 40 meter ned i jorden under deres bo for at finde vand. Med vandet kan de både afkøle boet, ved fordampning, og bevare luftfugtigheden i boet, selv om det ligger i en tør, hed ørken. Andre bygger et bo som både har „kælder“ og „loftkamre“. Ventilationen er sikret ved at boet på ydersiden har nogle kanaler som regulerer temperaturen og sørger for at der altid er rigeligt med frisk luft inde i boet. Termitterne arbejder konstant på disse kanaler, og ved at åbne og lukke dem kan de justere deres „indendørsklima“ til det fuldkomne.

Hvem har uddannet termitterne til arkitekter og bygmestre? Er det sket ved en blind udvikling? Eller er det nedlagt i dem af en Mesterkonstruktør?

De dansende biers afstemning

Måske har du hørt om honningbiernes instinkter? Disse små insekter udfylder ofte mange forskellige „professioner“ i deres korte liv. Først er de hjemmehjælpere og barneplejersker for dronningen og larverne, så bliver de bikagebyggere, og derefter dørvogtere. Men de ældste bier får den farlige opgave at indsamle honning og andet vigtigt. Det er disse biers instinkter der især vækker beundring.

Når en spejderbi har fundet et nyt sted hvor der er honning, vender den tilbage til bikuben for at fortælle det til de andre. Den udtrykker sig i dans. Dansens hastighed og mønster (enten cirkel eller ottetal) og de bevægelser den dansende bi foretager med bagkroppen, fortæller de andre bier hvor langt der er til honningstedet. Retningen i forhold til solen fremgår også af dansen. „Biernes sprog forekommer utroligt,“ fortæller bogen Insekter, „og dog er det blevet bekræftet gennem utallige eksperimenter.“

Når bikuben er overbefolket følger nogle af bierne med den gamle dronning ud for at finde et nyt hjem. Hvordan ved de hvor de skal flyve hen? Spejdere fra den nye sværm flyver ud i alle retninger Men nu leder de ikke efter blomster. De leder efter hule træer, revner i mure eller andre „tomme lejligheder“. Når spejderne vender tilbage angiver de retningen til disse steder på nogenlunde samme måde som når de fortæller om en blomstermarks beliggenhed. Spejdere som har fundet et særlig godt sted danser meget begejstret, undertiden i flere timer, og dansen giver flere andre bier lyst til at flyve ud og se efter. Spejdere som har fundet et mindre godt sted danser ikke så længe og ikke så begejstret, så færre bier får lyst til at undersøge stedet.

Efterhånden koncentrerer bierne sig om nogle få gode steder, og til sidst enes de om et enkelt sted, efter at den livlige dans har fået tilslutning af flere og flere spejdere som har undersøgt stedet. Sådan går det til at sværmen, efter at have undersøgt flere steder, holder afstemning om hvilket de synes bedst om. Hele processen kan måske tage fem dage, men derefter er sværmen nået til fuld enighed, og alle flyver hen til det nye hjem!

Kan denne vidunderlige kommunikation og „samfundsenhed“ hos bierne være et resultat af tilfældige mutationer og vilkårlige begivenheder? Er der noget andet samfund hvor tilfældigheder og uorden bliver til harmoni?

[Illustration på side 14]

Skovsangeren „blackpoll warbler“ — havets udholdende trækfugl

[Illustrationer på side 15]

Termitboet er udstyret med „klimaanlæg“

Bier holder afstemning

Er udviklingslæren bevist?

Hvad siger den videnskabelige metode?

Mange evolutionister er dogmatiske, men er der rum for rimelig tvivl?

ER UDVIKLINGSLÆREN videnskabeligt bevist? Forskeren Porter Kier, der er tilknyttet Smithsonian-institutionen, er meget dogmatisk. Ved det sidste årsmøde i Det amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme sagde han: „Der er hundrede millioner fossiler, alle sammen katalogiserede og identificerede, i museerne rundt om i verden. Det er hundrede millioner beviser for en udvikling.“ Hvordan 100.000.000 fossiler, der ifølge evolutionisternes egne udsagn ikke omfatter de overgangsformer som teorien kræver, kan være 100.000.000 beviser for at der er foregået en udvikling, er vanskeligt at se. Kier tilføjer derpå at selv om evolutionisterne måske diskuterer detaljerne, „er de enige om at udviklingen er en kendsgerning og bør betegnes som sådan“.

Den kendte evolutionist Theodosius Dobzhansky er ikke så dogmatisk. I bogen Evolution beskriver Dobzhansky og hans medarbejdere udviklingslæren som en hypotese eller teori, og de kommer med denne indrømmelse: „Videnskabelige hypoteser kan kun anerkendes foreløbigt, eftersom deres sandhed aldrig kan fastslås endeligt.“ Med dr. Karl Popper som autoritet siger bogen også: „En hypotese der ikke, i det mindste i princippet, er underlagt muligheden for empirisk gendrivelse [dvs. gendrivelse ved forsøg eller erfaringer], hører ikke hjemme i videnskabernes verden.“ Stephen Jay Gould henviser også til Popper og siger: „Et idésæt der ikke i princippet kan gendrives, kan ikke kaldes videnskab.“

Hvad har dette med vor drøftelse at gøre? Jo, på grundlag af denne opfattelse nægter Gould og andre at anerkende skabelse som en videnskab, og de hævder derfor at skabelse ikke hører hjemme i skolernes biologitimer. Skabelse kan ikke bevises eller modbevises ved hjælp af videnskabelige undersøgelser eller forsøg. Skabelsestilhængerne siger at ’Gud gjorde det’, og der er ingen mulighed for at efterprøve denne påstand eller bevise at den er forkert. „’Videnskabelig skabelseslære’ er et selvmodsigende udtryk,“ siger Gould, „netop fordi man ikke kan modbevise en sådan lære.“ Men han holder stejlt på at udviklingslæren er bevist.

Det er imidlertid interessant at dr. Popper benytter det samme kriterium på udviklingslæren. Han siger: „Jeg er kommet til den konklusion at darwinismen ikke er en videnskabelig teori der kan efterprøves, men et metafysisk forskningsprogram.“ Eftersom evolutionsteorien ikke kan efterprøves, er den ifølge de ovennævnte definitioner ikke en videnskab. Da udviklingen ikke kan iagttages, ikke kan påvises ved forsøg og kun kan underbygges med dogmatiske påstande, lader den sig ikke bevise ved hjælp af den videnskabelige metode. Dr. Popper er højt anset for sit studium af den videnskabelige metode, og på grundlag af denne metode finder han at udviklingslæren ikke opfylder kravene for at kunne kaldes en videnskabelig teori. Han finder den kun egnet som et grundlag for metafysisk forskning.

Norman Cousins giver en definition af den videnskabelige metode som ikke alene beskriver den men også viser dens værdi: „Det vigtigste ved videnskaben er den videnskabelige metode — en måde at tænke systematisk på, en måde at indsamle vidnesbyrd på og vurdere dem på, en måde at foretage forsøg på for at kunne forudsige nøjagtigt hvad der vil ske under givne omstændigheder, en måde hvorpå man kan konstatere og erkende sine egne fejltagelser, en måde hvorpå man kan finde fejlene ved gamle, anerkendte opfattelser. Videnskaben i sig selv forandres konstant, hovedsagelig som følge af den videnskabelige metode.“ — Anatomy of an Illness, s. 120, 121.

Både udviklingslæren og skabelseslæren beskriver begivenheder som fandt sted, eller som hævdes at have fundet sted, i fortiden. Ingen mennesker var til stede og så hvad der skete. Begivenhederne kan ikke eftergøres i et laboratorium. Ingen videnskabelige forsøg kan bevise eller modbevise den ene eller den anden opfattelse. Hvis Bibelens skabelsesberetning er uvidenskabelig, må, ifølge dette ræsonnement, det samme gælde udviklingslæren.

Hvorfor tror så mange videnskabsmænd da på udviklingslæren? „Grunden til at darwinismen anerkendes næsten alle vegne,“ skriver dr. Popper, er at „dens tilpasningsteori var den første nonteistiske teori der lød overbevisende; og teisme var værre end en åben indrømmelse af at man havde taget fejl, for den gav indtryk af at man havde fundet en endegyldig forklaring.“ Evolutionisten Peter Medawar udtrykker det på denne måde: „For biologen er alternativet til at tænke i udviklingsbaner, ikke at tænke overhovedet.“

Videnskabsmændene har altså hovedsagelig antaget udviklingslæren fordi de ikke bryder sig om alternativet — teismen, troen på Gud. Men er det videnskabeligt at anerkende en teori blot fordi man ikke synes om alternativet? Det der måske generer videnskabsmænd som Medawar, er at de ved at anerkende Gud som Skaberen vil komme til at herliggøre ham når de opdager forbløffende nye vidnesbyrd om hans storslåede skabergerning. Vil det mon være for meget for deres stolthed? En indrømmelse af ateisten Aldous Huxley åbenbarer en anden mulighed. Han sagde: „Vi gjorde indsigelse imod moralen [Bibelens], fordi den greb ind i vor seksuelle frihed.“

Er udviklingslæren videnskabeligt bevist? Nej.

Er det en teori som kan efterprøves videnskabeligt? Nej.

Stemmer den med den videnskabelige metode? Nej.

Hvad er udviklingsteorien da, og hvorfor er der så mange som tror på den?

Se venligst næste artikel.

[Ramme på side 17]

Er der grund til rimelig tvivl?

Er det rimeligt at tvivle på at amøber blev til fisk? eller at fisk blev til padder? eller at padder blev til rødkælke og ulve?

I bogen Evolution af Dobzhansky hedder det at mens udviklingslærens sandhed aldrig kan bevises, er det en hypotese som er blevet „bekræftet i en sådan grad at der ikke er nogen rimelig tvivl tilbage“. „Rimelig tvivl“ defineres juridisk som „en sådan tvivl som ville få et fornuftigt og forsigtigt menneske til i livets alvorligere og mere betydningsfulde anliggender at standse op og tøve med at handle i overensstemmelse med den påståede sandhed i en sag“. I en retsafgørelse er det blevet fastslået at „’rimelig tvivl’ er en sådan tvivl som et retskaffent menneske måtte nære ved en ærlig søgen efter det der er sandt“. — Black’s Law Dictionary, s. 580.

Hvis der i en retssag er grund til at tvivle på et afgørende bevis eller vidneudsagn, kendes den anklagede ikke skyldig. Er det rimeligt at tvivle på at livet er opstået spontant ved et tilfælde? Rimeligt at tvivle på at amøber blev til fisk? eller fisk til padder? eller padder til rødkælke og ulve? Er det rimeligt eller urimeligt at tvivle på udviklingslæren?

Hvis du tror på udviklingslæren, så spørg dig selv, når du er alene i dit soveværelse og står foran spejlet, hvor du ikke taber ansigt over for nogen: Hvorfor tror jeg på udviklingslæren? Kan jeg anføre beviser? Kan jeg bevise den så jeg selv er tilfreds? Eller tror jeg kun på den fordi andre har sagt at jeg bør gøre det? Er den virkelig sand, „bekræftet i en sådan grad at der ikke er nogen rimelig tvivl tilbage“?

Hvad er udviklingslæren egentlig?

En religiøs tro? Eller en filosofi?

Udviklingslæren „betvivles også af respekterede videnskabsmænd“

’DE DER ikke tror på udviklingslæren, er uvidende, ufornuftige, uansvarlige, inkompetente, dogmatiske og ligger under for gamle fordomme og vrangforestillinger.’ Ved sådanne udtryk beskriver evolutionisterne dem der ikke accepterer udviklingslæren. Men hvis man holder sig til logiske, videnskabelige ræsonnementer, støttet af iagttagelser og forsøg, behøver man ikke at benytte sig af skældsord over for andre.

Evolutionisternes holdning minder stærkt om religiøs fanatisme. Da de øverste præster og farisæerne på Jesu tid så at den brede befolkning havde accepteret Jesus, sendte de betjente ud for at arrestere ham, med dette resultat: „Betjentene kom tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne, der sagde til dem: ’Hvorfor har I ham ikke med?’ Betjentene svarede: ’Aldrig har noget menneske talt sådan!’ Farisæerne sagde til dem: ’Har I nu også ladet jer forføre? Er der nogen sinde en rådsherre, der har troet på ham? Eller nogen af farisæerne? Nej, denne hob, som ikke kender Loven, den er forbandet!’“ — Joh. 7:32, 45-49, Seidelin.

De havde ikke ret, for mange af folkets ledere var selv betaget af Jesu lære. Endda visse af præsterne blev disciple af ham. (Joh. 12:42; Apg. 6:7; 15:5) Men da farisæerne ikke kunne modbevise Jesu lære, greb de som gruppe betragtet til autoritetens tyranni. Nutidens evolutionister benytter i virkeligheden samme taktik. De siger: ’Hvad kender de brede, uvidende masser til sagen? Alle respekterede videnskabsmænd går ind for udviklingslæren!’ Men det er ikke rigtigt. Bladet Discover fortæller: „Nu bliver denne fredhellige teori ikke alene angrebet af kristne fundamentalister, men den betvivles også af respekterede videnskabsmænd.“ — Oktober 1980.

I bladet Science har R. E. Gibson skrevet at Galilei besad „en lidenskabelig modvilje mod enhver form for dogmevæsen der byggede på menneskelig autoritet“. Det var hans intellektuelle integritet der bragte ham på kant med inkvisitionen. Men ifølge R. E. Gibson er en sådan integritet „ikke på mode i dag; den nuværende tendens er at videnskaben, der nu har vokset sig mægtig, opfører sig nærmest ligesom kirken på Galileis tid“. Anvender videnskaben i dag sin magt og prestige ret meget bedre end den katolske kirke dengang? Einstein sagde engang at vi faktisk ikke befinder os så langt fra Galileis tid som vi holder af at tro. — Science 18. september 1964, s. 1271-1276.

Robert Jastrow omtaler „videnskabsmandens religiøse tro“ og hans irritation når visse vidnesbyrd ikke passer med hans personlige overbevisning. J. N. W. Sullivan kalder troen på livets spontane opståen for „en trosartikel“, og T. H. Huxley siger at det er „et spørgsmål om filosofisk tro“. Ifølge Sullivan er den overbevisning at alt liv på jorden er opstået ved en udvikling, „en opfattelse der kræver en usædvanlig tro“. Dr. J. R. Durant peger på at „mange videnskabsmænd bukker under for fristelsen til at være dogmatiske, idet de kaster sig over nye ideer med næsten missionsk iver . . . I evolutionsteoriens tilfælde synes den missionske ånd at have fået overtaget.“ Fysikeren H. S. Lipson siger at efter Darwin „blev udviklingslæren til en slags videnskabelig religion; næsten alle videnskabsmænd har accepteret den, og mange er parate til at ’afpasse’ deres iagttagelser så de stemmer med den.“

Som bevis for ovennævnte tanke kunne man i bladet U. S. News & World Report den 2. marts 1981 læse om nogle skandaler fra videnskabelige laboratorier. En forsker fra Yale-universitetet sagde: „Det er videnskabens Watergate.“ Artiklen sluttede: „’Det er rystende,’ erkender dr. Arnold Relman, redaktøren for New England Journal of Medicine. ’Det retter et slag mod endnu en af vore guder. Alle støtterne viser sig at stå på lerfødder. Selv visse videnskabsmænd der driver forskning.’“ I sin bog Evolutionen og dens Perspektiver gør George Gaylord Simpson opmærksom på at evolutionister kan „komme til at benytte de samme fakta til at ’bevise’ diametralt modsatte hypoteser“ og at enhver af forskerne således har „presset sin egen hypotese ind i de foreliggende fakta“. (Side 39) Sullivan indrømmer at videnskabsmænd „ikke i alle tilfælde fortæller sandheden, eller prøver på det, end ikke når det gælder deres egen videnskab. Man har eksempler på løgn, men som regel ikke i videnskabens tjeneste, snarere på grund af religiøs eller antireligiøs fordom“. — Limitations of Science, s. 173-175.

Den oprindelige søgen efter sandheden glemmes ofte når man spejder efter tanker der kan bekræfte ens egen overbevisning, baseret på følelser, hvad enten det drejer sig om videnskabelige eller religiøse dogmer. Evolutionsforskningen er ikke den form for videnskab der arbejder med konkrete opgaver som at sende astronauter til månen eller bryde den genetiske kode. Den minder mere om en religion — med gejstlige autoriteter der dikterer ex cathedra, med kævlende sekter, med uforklarlige mysterier og tro på manglende led og manglende mutationer, med lægfolk der blindt følger med og fyldes med fordrejede oplysninger der skal stemme med trosbekendelsen, og med en nådeløs fordømmelse af de ’uvidende’ ikketroende. Og hvem er deres gud? Den samme som blev tilbedt i fortiden, da man ’dækkede bord for lykkeguden’. — Es. 65:11.

I H. C. Andersens eventyr om „Kejserens nye klæder“ var det som bekendt et lille barn der råbte at kejseren ikke havde tøj på. I dag bliver udviklingslæren fremstillet som om den var ’fuldt påklædt’. I virkeligheden har den ikke noget på sig. Men det skal der et barns ærlighed til at indrømme — og en modig videnskabsmand som professor Lipson, der har sagt: „Vi må gå et skridt videre og indrømme at den eneste acceptable forklaring er skabelse. Jeg ved at dette ord er bandlyst for fysikere, som det også er for mig, men vi må ikke afvise en teori vi ikke bryder os om, hvis bevismaterialet fra vore forsøg støtter den.“

Hvilket bevismateriale støtter skabelsestroen? Læs følgende artikel.

[Tekstcitat på side 18]

Efter Darwin „blev udviklingslæren til en slags videnskabelig religion; næsten alle videnskabsmænd har accepteret den“

[Ramme på side 19]

Evolutionisternes autoritetstyranni

„Da [Darwin] var færdig, kunne udviklingslæren kun benægtes hvis man gav slip på fornuften.“ — Life Nature Library, Evolution, s. 10.

„Troen på udviklingslæren er ikke et spørgsmål om hvad man personligt foretrækker. Bevismaterialet for evolutionen er overvældende.“ — Evolution, Genetics, and Man, s. 319, Dobzhansky.

„Dens grundlæggende pålidelighed er nu accepteret overalt af alle videnskabsfolk der er kompetente til at foretage en bedømmelse.“ — Nature and Man’s Fate, s. v. Hardin.

„Fremstillingen af livets stamtræ som en udviklingsproces anerkendes i dag overalt af alle ansvarlige videnskabsfolk.“ — A Guide to Earth History, s. 82, Carrington.

„Ingen velinformeret person vil i dag benægte at mennesket, gennem en langsom proces, stammer fra fiskens og frøens verden.“ — Bladet Life, 26. august 1966, Ardrey.

„Det er blevet næsten selvindlysende og kræver intet yderligere bevis for enhver der er i rimelig grad fri for gamle vrangforestillinger og fordomme.“ — The Meaning of Evolution, s. 338, Simpson.

„Der findes ingen alternativ hypotese bortset fra den forslidte og totalt modbeviste teori om direkte skabelse, som i dag kun fastholdes af uvidende, dogmatiske og fordomsfulde personer.“ — Outlines of General Zoology, s. 407, Newman.

Hvad stemmer med kendsgerningerne?

Læs og bedøm selv

Den voksende viden tvinger udviklingslæren på tilbagetog

OLDTIDENS ægyptere så skarabæer dukke op af jorden, og troede at de var opstået af sig selv. Men det var hunner der havde lagt æg i kugler af gødning som de havde begravet, og senere dukkede ungerne op. Spontan tilblivelse? I det femte århundrede f.v.t. troede de græske filosoffer Anaxagoras og Empedokles at liv kunne opstå spontant, og 100 år senere mente Aristoteles at orme og snegle opstod som følge af forrådnelse. Så sent som i det 17. århundrede e.v.t. fortalte videnskabsmænd som Francis Bacon og William Harvey at liv kunne opstå spontant.

Dette er imidlertid blevet ændret med den voksende viden. I samme århundrede påviste Redi at der kun kommer maddiker i kød når fluer har lagt æg i det. Man opdagede bakterierne, og udråbte dem som beviser på at livet kan opstå spontant — indtil Spallanzani et århundrede senere punkterede den ballon. I det følgende århundrede blev sagen afgjort af Pasteur. Han beviste at liv kun kan opstå af liv. Dette anerkendes nu af videnskaben. Selv Darwin anerkendte dette, for i den afsluttende sætningskæde i Arternes Oprindelse sagde han at livet var opstået ved at det „af Skaberen oprindelig [var] bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst“.

Skabelseslæren stemmer med den kendsgerning at liv kun kan opstå af liv. Der siges om Jehova Gud: „Hos dig er livets kilde.“ — Sl. 36:10.

Også fossilerne peger i retning af skabelse. I bogen The Meaning of Evolution skriver Simpson: „De nedre kambriske lag, der blev aflejret for omkring 500.000.000 år siden, er fyldt til trængsel med fossiler. Forskellige steder på jorden er der desuden righoldige fossilførende aflejringer fra næsten enhver periode siden den tidlige kambriske periode. Men i lag som er ældre end de kambriske, og som repræsenterer det umådelige tidsrum af 1.500.000.000 år, er fossiler almindeligvis sjældne og som regel tvivlsomme og omstridte.“ Denne pludselige tilsynekomst af fossiler fra alle hovedafdelingerne af plante- og dyreriget bortset fra hvirveldyrene, betegnes af Simpson som „dette store mysterium i livets historie“. — Siderne 16-19.

Professor Romer fra Harvard citerer Darwins kommentar til dette mysterium — „jeg kan ikke give noget tilfredsstillende svar“ — og tilføjer: „Det kan vi heller ikke.“ Og derpå siger han interessant nok: „Det generelle billede kan meget vel siges at være i overensstemmelse med tanken om direkte skabelse ved begyndelsen af kambriumtiden.“ Men hvad så med den overflod af fossiler der findes fra og med kambriumtiden? Forklarer de hvordan hvirveldyrene er opstået? Nej. Zoologiprofessor Goldschmidt skrev i bogen The Material Basis of Evolution: „Kendsgerningerne giver ingen oplysninger om egentlige arters opståen, for slet ikke at tale om de højere klasser.“ (Side 165) Det er der i dag almindelig enighed om blandt fossileksperter.

Skønt evolutionisterne kraftigt afviser tanken om en skabelse, er de udmærket klar over at fossilernes vidnesbyrd mere peger i retning af en skabelse end i retning af en udvikling. Adskillige har tidligere indrømmet dette: „Jo mere man studerer palæontologien, jo mere overbevises man om at udviklingen bygger på tro alene — nøjagtig den samme slags tro som det er nødvendigt at have når man står over for religionens store mysterier. . . . Det eneste alternativ er læren om direkte skabelse, som måske er sand, men som er irrationel.“ (L. T. More) „Udviklingen i sig selv anerkendes af zoologerne, ikke fordi den . . . kan bevises med logiske sammenhængende beviser, men fordi det eneste alternativ, direkte skabelse, ikke er til at tro på.“ (D. Watson) „Udviklingsteorien er ubevist og ubeviselig. Vi tror kun på den fordi den eneste anden mulighed er skabelse af hver enkelt slægt for sig, og den mulighed er utænkelig.“ — Sir Arthur Keith.

Også i dag er der nogle som siger at kendsgerningerne peger på en skabelse. Evolutionisten og botanikeren J. H. Corner fra Cambridgeuniversitetet siger: „Jeg mener stadig at plantefossilerne for den fordomsfri iagttager taler for direkte skabelse.“ (Contemporary Botanical Thought, 1961, s. 97) I tidsskriftet Physics Bulletin for maj 1980 skrev professor Lipson tøvende: „Vi må gå et skridt videre og indrømme at den eneste acceptable forklaring er skabelse.“

Fossilernes vidnesbyrd støtter ikke evolutionsteorien. Det er skabelseslæren der stemmer med de fund man har gjort.

Endog mutationerne svigter udviklingslæren. Mutationer er ændringer i generne som giver sig udslag i nye arvelige egenskaber i organismen. Langt de fleste af de små mutationer er skadelige; de store medfører alvorlige handicap eller endog døden. Det menes at de bidrager til organismens degeneration og er skyld i mange sygdomme og misdannelser. Alligevel knytter evolutionister deres forhåbninger til mutationer som en delvis forklaring på udviklingen. Men det har vist sig at mutationerne ikke er i stand til at frembringe nye arter. Evolutionisten Bengelsdorf har sagt: „Mutationer som indebærer baseforandringer i generne kan forklare forskellen mellem to mennesker . . . Men af forskellige grunde kan de ikke forklare udviklingen som helhed — hvorfor der er fisk, krybdyr, fugle og pattedyr.“

De der går ind for en skabelse har altid anerkendt at der er rum for en variation inden for de enkelte arter der omtales i Første Mosebogs første kapitel — variationer i det omfang som det nævnes i bladet Science for 21. november 1980: „Arterne er ganske rigtigt i stand til at gennemgå mindre forandringer i deres fysiske og andre særpræg, men det er begrænset, og det fører på længere sigt kun til udsving omkring en fast standard.“ Dette er blevet bekræftet ved forsøg. Arvelighedsforskere har fremkaldt et væld af mutationer hos dyr der formerer sig hurtigt, og „efter 40 års manipulation med bananfluers udvikling — hos hvem nye generationer kommer til i løbet af få dage — har man set mange bizarre forandringer, men bananfluerne bliver ved med at være bananfluer“.

I fossilerne ser man vidnesbyrd om at arter har formeret sig og bestået i millioner af år, siger evolutionisterne. Såvel eksperimenter som iagttagelse viser at arterne holder sig konstante. Når der i Første Mosebog 1:12, 21, 24 siges at livsformerne skulle formere sig „efter deres arter“, stemmer det med de videnskabelige kendsgerninger.

Og til sidst det største af alle huller i teorien: Der er en umådelig kløft mellem mennesket og de dyr som evolutionisterne anser for nærmest beslægtet med det. „Selv denne forholdsvis sene historie,“ siger Dobzhansky, „er gennemvævet med usikkerhedsmomenter; de lærde er ofte uenige, både om det grundlæggende og om detaljerne.“ (Mankind Evolving, s. 168) Antropologerne fremsætter begejstrede påstande om de tænder og knoglestumper de finder, kun for derefter at kassere dem som manglende led når de finder andre rester og fremholder dem som det manglende led mellem abe og menneske — og kævles med andre evolutionister som påstår at netop deres fund er det led der mangler i udviklingskæden.

Menneskets evne til at tale, tænke og ræsonnere; dets sans for musik og andre kunstarter; dets fornemmelse af fortid, nutid og fremtid; dets behov for at udrette noget og for en mening i tilværelsen; dets evne til at udvise egenskaber som retfærdighed, venlighed, medfølelse og kærlighed — alt dette hæver mennesket langt op over noget dyr. Denne forskel kan ikke forklares på grundlag af udviklingslæren, men kan ene og alene tillægges det faktum at mennesket er skabt ’i Guds billede og lighed’. (1 Mos. 1:26, 27) Også her er det direkte skabelse der stemmer med kendsgerningerne.

Der er mange religiøse mennesker i dag som antager udviklingslæren ved at sige at det var Gud der skabte mennesket, men at han gjorde det ved hjælp af en udvikling. Men denne opfattelse finder ingen støtte i Første Mosebog. Skaberen lod ikke mennesket udvikle sig fra et dyr, men „dannede . . . mennesket af agerjordens muld“. — 1 Mos. 2:7.

Livets opståen peger på en skabelse! Fossilerne peger på en skabelse! Mutationerne peger på en skabelse! Kløften mellem mennesket og de dyr der kommer det nærmest, peger på en skabelse! Det er skabelsen, og ikke udviklingen, der stemmer med de videnskabelige kendsgerninger!

[Ramme på side 21]

Skabelsesdagenes længde

Mens tilhængerne af udviklingslæren opererer med mystiske årmillioner, har de ofte gjort nar af Bibelens beretning om at livet blev skabt på seks dage. Det er imidlertid interessant at Bibelen selv viser at disse dage ikke var almindelige dage på 24 timer. Det hebraiske ord jōm, der oversættes med „dage“ i Første Mosebog, kapitel 1 og 2, kan have forskellige betydninger, nemlig:

1. En periode med lys, dagslys. — Ordsp. 4:18.

2. En periode på 24 timer, dag og nat. — 1 Mos. 7:17.

3. En længere tidsperiode som kendetegnes af visse begivenheder. Som der siges i William Wilsons bog Old Testament Word Studies: „En dag; det benyttes hyppigt om tid i almindelighed, eller om lang tid; en hel periode som der er tale om . . . Ordet dag benyttes også om en bestemt årstid eller tid hvor der indtræffer en særlig begivenhed.“ — Side 109.

Bibelske eksempler på betydning 3:

En „dag“ kan omfatte sommer og vinter, skiftende årstider. — Zak. 14:8.

En bestemt „dag“ omtales senere som mange dage. — Ez. 38:14, 16.

Tusind år sammenlignes med en dag, og med en nattevagt på fire timer: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt.“ — Sl. 90:4; se også Andet Petersbrev 3:8, 10.

„Frelsens dag“ omspænder tusinder af år. — Es. 49:8.

„Dommens dag“ strækker sig over mange år. — Matt. 10:15; 11:22-24.

Skabelsesdagene:

Hvordan ved vi at skabelsesdagene i Første Mosebog ikke er på hver 24 timer? Det gør vi fordi alle seks skabelsesdage tilsammen betegnes som én dag i Første Mosebog 2:4: „Dette er en historisk beretning om himmelen og jorden på den tid [de seks dage] de blev skabt, på den dag Jehova Gud frembragte jord og himmel.“ (NW; se også oversættelsen af 1871.) Desuden var den syvende dag i skabelsesugen Jehovas hviledag, hvor han hvilede fra sin jordiske skabervirksomhed — en dag som ifølge Bibelen varer ved endnu. — Hebr. 4:3-11.

De seks skabelsesdage var lange perioder hvori visse ting blev udrettet. Dette er en af betydningerne af det hebraiske ord jōm, der oversættes med „dag“. — Se bogen Aid to Bible Understanding, side 1427, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

Bibelen — videnskabeligt pålidelig i videnskabelige emner

„I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mos. 1:1. Bogen God and the Astronomers siger på side 14: „Nu ser vi at det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse.“

„Han . . . ophænger jorden på intet.“ — Job 26:7. Ægypterne sagde at jorden blev understøttet af søjler; grækerne at den blev båret af guden Atlas; andre igen at den hvilede på en elefant som stod på en skildpadde der svømmede i et kosmisk hav. Men Jobs bog var videnskabeligt korrekt i det 15. århundrede f.v.t.

I det ottende århundrede f.v.t. skrev Esajas at Jehova „troner over jordens kreds“. Det hebraiske ord chug, der oversættes med „kreds“, kan også betyde „sfære“, hvilket for eksempel fremgår af Davidsons Concordance og Wilsons Old Testament Word Studies. Esajas 40:22 lyder således i Moffatts oversættelse: „Han sidder over den runde jord.“ Og i Lindbergs oversættelse gengives det på denne måde: „Han sidder højt over Jordens Bold.“

Bibelen siger: „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ Videnskaben ved nu at der findes blå stjerner, gule stjerner, hvide dværgstjerner og mange andre slags. — 1 Kor. 15:41.

Århundreder før naturforskerne var klar over at fuglene fløj på træk, skrev Jeremias (i det syvende århundrede f.v.t.): „Selv storken oppe i luften kender sin tid, turtelduen, svalen og tranen holder den tid, de skal komme.“ — Jer. 8:7.

Omkring 1000 år før Kristus skrev Salomon i billedsprog om blodkredsløbet. (Præd. 12:6) Lægevidenskaben kendte ikke dette kredsløb før det blev beskrevet af dr. William Harvey i det 15. århundrede efter Kristus.

Moseloven (16. århundrede f.v.t.) røber kendskab til tilstedeværelsen af sygdomsbakterier tusind år før Pasteur. Loven indeholdt bestemmelser som tjente til at begrænse smittefare. — 3 Mos., kap. 13, 14.

I 1907 opdagede lægevidenskaben at gnavere kan forvolde byldeplager. I forbindelse med en byldeplage taler Første Samuelsbog 6:5 om „rotterne der hærger landet“. (New English Bible) Det var i det 11. århundrede f.v.t.

Skabelsesberetningen i Første Mosebog er biologisk nøjagtig — bevidnet af både fossilernes beretning og moderne genetik — når den siger at dyr og planter skulle formere sig „efter deres arter“. — 1 Mos. 1:12, 21, 25.

„Gå hen til myren, du lade, . . . [den] sørger . . . om sommeren for æde og sanker sin føde i høst.“ (Ordsp. 6:6-8) Nogle kritikere har hævdet at myrer ikke gjorde dette, men i 1871 opdagede en britisk naturforsker nogle myrer der havde kornkamre. De kaldes høstmyrer. Bibelen kendte til dem århundreder før Kristus.

Generne i den befrugtede ægcelle indeholder „arbejdstegninger“ til alle legemets dele før der er den mindste antydning af deres tilstedeværelse. Jævnfør Salme 139:16: „Dine [Jehovas] øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ — NW.

Valget: Ingen fremtid — eller en strålende fremtid

Vær velinformeret før du vælger

Den kendsgerning mange ikke vil se i øjnene: Uden Gud er der intet håb

VIDENSKABEN forudsiger at det ekspanderende univers vil løbe tør for energi, at mørket vil brede sig og livet udslukkes. Eller at universet vil ’falde sammen’ og på den måde udslette alt liv. Forskeren Peacocke siger: „Videnskaben undlader altså at imødekomme ’det endelige ønske om håb’.“ Den „rejser tvivl om hvilken betydning menneskelivet egentlig har i et univers der til sidst vil udslette det“.

Hvis vi siger at vores eksistens skyldes en udvikling, og fjerner Gud, Bibelen og de moralske hæmninger, så fjerner vi også enhver hensigt og mening vort liv måtte have haft. Så bliver vi brødre til myrerne og elefanterne, ormene og mælkebøtterne, kakerlakkerne og kattene. Hvilken betydning har myrerne, mælkebøtterne, eller menneskene?

Efter at have taget livets mening fra os føler evolutionisterne et vist behov for at give os en meningsfyldt plads tilbage. Mange slutter deres afhandlinger med en tågetale om det pragtfulde i at være et trin på en evolutionsstige som engang om nogle millioner år vil anbringe vore efterkommere på den biologiske storheds tinde.

Evolutionisternes tomme filosofier

Professor Millikan taler henrevet om „den stærke følelsesmæssige appel“ der ligger i at være med i den evolutionære opstigning mod fremtidige højder. Arvelighedsforskeren Herman Muller gyser ved tanken om det biologiske harmagedon som mutationerne truer os med, men mener alligevel at de vil føre os med til „højder vi end ikke har drømt om“. Dobzhansky siger at menneskets fremadskridende udvikling giver livet håb, værdighed og mening, og han slutter: „Lad mig derfor gentage: Udviklingen giver os håb.“

Sådanne tomme ord trøster ingen. I bogen Limitations of Science siger Sullivan, som rigtigt er: „Vore religiøse impulser kan ikke tilfredsstilles af noget mindre end troen på at livet har en betydning der rækker ud over det nærværende.“ (S. 149, 150) Hvis kun den evige glemsel venter os, har intet nogen særlig betydning. Og hvis vort storartede, tænkte afkom om flere milliarder år heller ikke har andet i vente, er også deres tilværelse meningsløs. Evolutionisterne famler rundt med deres tomme filosofier for at dække menneskets iboende behov for Gud. De prøver at tilhugge sig nogle nye krykker i stedet for religionen, som de har forkastet. De nægter at se i øjnene at uden Gud er der intet håb.

Det bibelske håb

Hvilket håb har vi da fra Gud? Gud skabte jorden til at vare evigt, til at være et paradis til evig tid, og til at være beboet af lykkelige og lydige mennesker for evigt. (Præd. 1:4; Es. 45:18) Mennesker frembringer ikke et smukt ur, et hus eller et parkanlæg blot for at ødelægge det igen. Skaberen Jehova Guds hensigt med at frembringe jorden og alt liv på den vil heller ikke slå fejl. „Jeg . . . udtænkte og fuldbyrder det,“ siger han. — Es. 46:11.

Hans omsorg for jorden fremgår af at han har erklæret at de der nu forurener og ødelægger jorden selv skal ødelægges. (Åb. 11:18) Guds rige med Kristus Jesus som konge vil indføre de forhold der beskrives i Åbenbaringen 21:3, 4: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“

Udviklingslærens „håb“ er ikke noget håb. Det er den evige glemsel. Bibelens håb er en strålende fremtid for menneskene — et evigt liv i et paradis på jorden. Enhver kan træffe sit eget valg. Men vær velinformeret før du træffer dit valg.