Din værste fjende — hvem er det?

INGEN kan nægte at menneskene selv ofte er skyld i det onde der sker. Men spørgsmålet drejer sig om dette: Kunne menneskene alene være skyld i den ufattelige grusomhed og vold vor generation har været vidne til? Mange nægter overhovedet at overveje om noget uden for mennesket kunne være ansvarligt for ondskaben. Men kan man afvise denne mulighed uden i det mindste at undersøge den? Når vi taler om en personlig djævel, må vi indrømme at den udbredte forestilling der viser ham som et væsen med lang hale og med horn i panden, er latterlig. Men ondskabens fremmarch i hele verden er ikke noget at le ad.

Forekommer det dig ikke utroligt at mennesket, der har evne til at vise så stor kærlighed og ømhed, også skulle stå som eneopfinder af koncentrationslejre, torturmetoder og kernevåben? Hvis det onde simpelt hen skyldes psykologiske eller miljømæssige faktorer, hvorfor er det da vokset til et så skræmmende niveau i dag, hvor vi ellers formodes at vide mere om os selv og vort miljø end nogen sinde før? Hvorfor meldes der om stigende kriminalitet i næsten alle nationer? Hvorfor har vi i dette århundrede oplevet en bølge af ondskab i former som tidligere var næsten uhørte? Hvis ondskaben kun stammer fra mennesket selv, hvorfor har menneskets store anstrengelser for at komme den til livs, da vist sig at slå fejl?

Havde den berømte rumænske dramatiker Eugène Ionesco mon ret da han sagde: „Historien ville være fuldstændig meningsløs hvis vi lod det dæmoniske element ude af betragtning“?

Påfaldende tavshed hos præster

Er der et sådant ’dæmonisk element’? Man skulle mene at teologer var de nærmeste til at svare, men kirkernes præster er lige så splittede i denne sag som videnskabens forskere. Bladet Providence Journal-Bulletin spurgte engang en række lokale præster: Er Satan en virkelig person? Som svar hævdede nogle at de sandelig selv havde uddrevet dæmoner; andre troede på Djævelen, men havde svært ved at ’gøre ham til en person’ (’Jeg opfatter ham snarere som en kraft der er i modstrid med Guds vilje’); og atter andre sagde at Djævelen ikke er en person (’Jeg tror ikke vi behøver at opfatte ham som en virkelig person’).

Selv den katolske kirke har været påfaldende tavs i spørgsmålet om Djævelens eksistens, skønt troen på Djævelen officielt hører til kirkens lære. E. V. Walter bemærker i bogen Disguises of the Demonic at kirken her har indrettet sig efter den skepsis der er i nutiden. Han har sammenlignet to udgaver af det katolske opslagsværk The Catholic Encyclopedia, nemlig udgaverne fra 1907 og fra 1967, og heri fundet en „ikke uvæsentlig forskel“ i artiklerne om „dæmoner“, „dæmonbesatte“, „djævlebesættelse“ og „eksorcisme“. I den gamle leksikonudgave stod der klart at dæmonbesættelse var en realitet, men i den nye udgave behandlede man spørgsmålet mere forsigtigt: „Psykiatrien . . . har vist at underbevidsthedens mekanismer kan forklare mange, måske alle, unormale forhold som tidligere generationer tilskrev dæmoners virke.“

Pave Paul VI vakte stor bestyrtelse blandt teologer da han i 1972 sagde: „Vi ved at dette dystre og urovækkende væsen [Djævelen] virkelig er til, og at han stadig øver sit virke med forræderisk snuhed.“ Liberale teologer krummede tæer over disse ord. Kirken satte en teologisk undersøgelse i gang. Hvad blev resultatet? Et dokument med titlen „Den kristne tro og dæmonologien“, hvori den katolske kirkes tro på Djævelen klart blev bekræftet. Herbert Haag bemærker imidlertid i bladet Journal of Ecumenical Studies at kirken valgte at offentliggøre dette dokument på en underligt stilfærdig måde.a Og som et overraskende traditionsbrud var dokumentets forfatter anonym. Herbert Haag konkluderer: „Rom valgte anonymitetens vej, hvilket dårligt kan fortolkes som andet end en indrømmelse af at man er usikker i sin sag.“

Kan vi anlægge et „realistisk og seriøst“ syn på Satan?

Vatikanets betænkning om Djævelens eksistens blev så godt som ignoreret af nyhedsmedierne og verden i almindelighed; men selve spørgsmålet kan ikke fejes til side. Det har alt for vidtrækkende konsekvenser. Hvis, for eksempel, der ikke er nogen djævel til, hvordan vil man da forene eksistensen af en kærlig Gud med det ondes fortsatte fremmarch? Det er som Howard R. Burkle skriver i sin bog God, Suffering, & Belief: „Af alle de faktorer som gør troen [på Gud] svær for nutidens mennesker, er den største imidlertid de menneskelige lidelser.“ Hvis man benægter Djævelens eksistens, sådan som nogle altså gør, er man derfor meget tæt på også at benægte Guds eksistens!

Det må desuden tages i betragtning at troen på en djævel findes så godt som overalt. Historikeren Jeffrey Burton Russell har bemærket at der findes „parallelle opfattelser af Djævelen i kulturer som er vidt forskellige og befinder sig langt fra hinanden“. De gamle persere kaldte ham Ahriman, muslimerne har kaldt ham Iblīs, og buddhisterne Māra. Her i den vestlige verden er han sikkert bedre kendt under navnet Satan. Troen på en djævel lever stadig til trods for videnskabsfolks skepsis og teologers benægtelser.

Det der betyder mest for de kristne er dog om Bibelen fortæller at der er en djævel. Liberale teologer prøver ganske vist at bortforklare den omstændighed at Bibelen nævner ham som en person; nogle hævder endda at Jesus Kristus ikke troede på ham. De har, ifølge professor Richard H. Hiers, denne opfattelse, som han udtrykker i Scottish Journal of Theology: „Vi tror ikke på Satan og dæmonerne; og Jesus kan bestemt heller ikke have gjort det!“ Efter en omhyggelig analyse af evangelierne konkluderer professor Hiers dog: „Vi har intet grundlag for at formode at Jesus ikke betragtede dæmonerne på samme måde som hans samtidige og de synoptiske evangelister gjorde: realistisk og seriøst.“

Betyder det at også du har grund til at anlægge et „realistisk og seriøst“ syn på Djævelen, opfatte ham som en virkelig person? Hvad siger Bibelen om ham?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

„Historien ville være fuldstændig meningsløs hvis vi lod det dæmoniske element ude af betragtning“

[Tekstcitat på side 5]

Forsøgene på at reducere Djævelen til kun at være det onde i mennesket selv, har ikke været tilfredsstillende

[Illustration på side 6]

Bærer menneskene alene skylden for alt dette?