Nu spiller jeg en anden melodi
SOM tiårig opfattede jeg med min barnlige forestillingsevne de Middelhavslande jeg hørte om, som fjerntliggende, eksotiske steder indhyllet i mystik. Deres fremmedartede musik havde akkorder der ledte tanken hen på noget mystisk, og urgamle lyde der fascinerede mig. Jeg forestillede mig ikke at jeg som voksen skulle komme til at se mange af disse lande; men siden hen kom jeg som musiker i et spansk danseorkester til at spille i Marokko, Etiopien, Grækenland, Libyen, Sudan, Egypten og andre lande.
Jeg er født i landsbyen Cervera del Río Alhama i det berømte vindistrikt La Rioja i det nordlige Spanien. Fra barnsben var jeg af min fader blevet sat til at lære at spille trompet; min moder sørgede for at jeg fik en streng religiøs opdragelse. Hun lærte mig at jeg skulle gå til messe hver søndag og på helligdagene.
Denne vane var så indgroet i mig at jeg på mine rejser flere år senere altid så mig om efter en kirke at gå til messe i.
Et andet instrument
I 1959 sluttede jeg mig til orkesteret Los Cinco de España (De fem Spaniere). Engang da vi spillede på Cypern spurgte en anden musiker mig hvad jeg holdt af at læse. Jeg svarede: „Bibelhistorie.“ „Hvis du kan lide bibelhistorie,“ sagde han, „så kender jeg en der kan undervise dig.“
Jeg traf aldrig vedkommende, men han efterlod en bibel til mig. Det var sandelig en uventet foræring! Jeg begyndte ivrigt at læse den. Den blev for mig som et nyt instrument — et storslået instrument. Men i mine hænder var den som en professionels harmonika i en begynders hænder.
Senere, i Libyen, mødte jeg en græker ved navn Panos. Han var et af Jehovas vidner. Ved et tilfælde kom han og jeg til at dele værelse, og da jeg den første dag pakkede ud, hentede jeg mit lyskrucifiks frem og satte ledningen i stikkontakten. Derpå tog jeg nogle helgenbilleder frem og spredte dem på bordet. I kufferten havde jeg yderligere fire krucifikser som jeg havde købt til mine søstre hjemme i Spanien. Om halsen havde jeg desuden mit eget krucifiks i en guldkæde. Det sidste jeg fandt frem var den bibel jeg havde fået på Cypern.
Panos iagttog mig, men sagde intet. Få dage efter faldt talen imidlertid på brugen af billeder, og vi havde en lang drøftelse. Jeg var dybt imponeret af Panos’ evne til at bruge Bibelen. Han kom ind på Anden Mosebog, kapitel 20, vers 1 til 7, og Femte Mosebog, kapitel 7, vers 25.
Jeg læste versene mens jeg var ét stort spørgsmålstegn: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil . . . Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem.“ Og „deres gudebilleder skal du brænde i ild. Du må ikke begære sølvet eller guldet på dem.“
Jeg så på mit lysende kors, på helgenbillederne og på mit guldkrucifiks. Jeg tænkte på alle de kirker jeg havde besøgt og som var fyldt med billeder — for mig at se var billederne genstand for dyrkelse og tilbedelse!
I adskillige dage efter tænkte jeg over det Bibelen sagde — og traf en beslutning. Uden tøven tog jeg en tung sten, knuste billederne og kastede stumperne i havet. Et regelmæssigt bibelstudium med denne græske musikers hjælp bortvejrede al min tvivl.
En anden melodi
Inden jeg vendte hjem til Spanien begyndte jeg at skrive til min familie om min nyfundne tro — til tider i lidt taktløse vendinger. Efter hjemkomsten samlede jeg alle mine tilbedelsessymboler, knuste og brændte dem.
En aften samlede jeg cirka 80 af mine naboer og venner og forkyndte for dem. En eller anden advarede mig om at min nidkærhed skulle komme mig dyrt at stå. I disse år, før 1970, havde Jehovas Vidner ikke trosfrihed i Spanien. Jeg fik endda at vide at man i en naboby havde opstillet en pæl som man ville hænge mig på. Det anså jeg dog blot for en tom trussel. Det der betød noget var at jeg opøvede min færdighed i at anvende det bedste af alle instrumenter — Bibelen.
Efterhånden som jeg brugte den mere og mere fik jeg lettere ved at bevise lærepunkter med skriftsteder: Anden Mosebog 20:1-5: Gud misbilliger brug af billeder i gudsdyrkelsen; Ezekiel 18:4, 20: sjælen er ikke udødelig; Johannes 1:1, 18: Jesus er Guds søn, ikke Gud selv. På et enkelt men fast grundlag kunne jeg føre bevis for at det jeg troede var rigtigt.
Jeg ’spiller’ for en bedre sag
Den 19. maj 1968, på en koncertturné i Holland, blev jeg døbt.
Det betød indledningen til en ny karriere for mig. Jeg vendte tilbage til Rioja-området, hvor min søster og min niece også var blevet døbt. De var førstegrøden af min tidlige, bramfri forkyndelse. I samme tidsrum blev jeg anholdt da jeg sammen med en kredstilsynsmand forkyndte i Soria. Det var før 1970, hvor Jehovas Vidners arbejde i Spanien blev legaliseret. Efter tolv timers forhør blev jeg fængslet i tre dage. Jeg gjorde god brug af tiden ved at forkynde i fængselet, og en indsat fra Sevilla blev interesseret i sandheden. Ved sin tilbagekomst til Andalusien tog han imod et bibelstudium og blev siden døbt.
Da jeg nu havde indviet mig og ladet mig døbe, besluttede jeg at tage heltidstjenesten op. I 1970 blev jeg udnævnt til specialpioner, og i de følgende år forkyndte jeg mange forskellige steder i Spanien. I alle disse distrikter var der folk der reagerede på den gode nyheds melodi, den gode nyhed om Guds rige ved Kristus. Nu virker stærke menigheder af Jehovas Vidner de steder hvor der for tyve år siden kun var små grupper eller slet ingen forkyndere.
Det har været min forret at spille en lille rolle i denne fremgang, ikke med min trompet, men med Guds ord, Bibelen. (Salme 9:11) — Fortalt af José María Peláez.
[Illustration på side 26]
Nu er Bibelen mit instrument, og budskabet om Riget min melodi