Et rigt liv skønt handicappet
DET er umiddelbart før et world cup-løb i alpin storslalom skal til at begynde. Speakeren fortæller de forventningsfulde tilskuere at den første af de to forløbere er startet. Adskillige tv-kameraer følger ham mens han suser ned ad den stejle bakke, runder de flagprydede porte og kaster kaskader af sne op i luften. Da han endelig kører over målstregen bliver han hilst med bragende bifald af de begejstrede tilskuere.
Hvorfor? Var han ikke bare en forløber, og ikke en af selve løbsdeltagerne? Jo, men han havde kun ét ben! På én ski var det lykkedes ham at klare den samme særdeles svære løjpe som flere af de toptrænede tobenede løbsdeltagere senere skulle styrte på.
Det er imidlertid ikke uhørt at svært handicappede yder sådanne præstationer. Mange handicappede mænd og kvinder, både unge og gamle, dyrker vægtløftning, ridning, sejlads, marathonløb med kørestol, samt andre udfordrende sportsgrene.
Handicappede har desuden udrettet mange store ting inden for andre felter. Ludwig van Beethoven komponerede nogle af sine største mesterværker efter at han var blevet fuldstændig døv. Franklin D. Roosevelt var fra 1933 til 1945 præsident for De Forenede Stater selv om han var svært handicappet som følge af polio. Helen Keller, der var blind, døv og stum fra barndommen af, blev en produktiv forfatter og pædagog. Den græske statsmand Demosthenes er blevet kaldt en af de største talere gennem tiden. Dette til trods for at han som ung havde vanskeligt ved at udtrykke sig fordi han stammede, samt at han var usædvanlig svag rent fysisk.
Sådanne store præstationer kan måske anspore mange handicappede til selv at forsøge at gøre noget ud over det sædvanlige. Imidlertid bør man have i tanke at ethvert handicap er individuelt og at man ikke kan sammenligne én handicappet med en anden. Ikke alle har samme interesser og medfødte evner.
Den sværeste tid
Tiden lige efter en invaliderende ulykke eller sygdom er normalt den sværeste, både for en selv og for ens nærmeste. Det første chok bliver ofte efterfulgt af en følelse af desperation og håbløshed. „Der er tidspunkter hvor man ikke har spor lyst til at høre på oplivende tale, hvor det eneste man har lyst til er at lukke sig inde i sin egen elendighed, ligesom et såret dyr, og hvor opmuntring virker som et angreb,“ siger en moder der har et handicappet barn.
I tiden lige efter at man er blevet ramt af ulykke eller sygdom kan man blive fuldstændig overvældet af sorg, vrede, selvmedlidenhed og fortvivlelse. Så jo kortere denne periode er, jo bedre for alle parter. „Det går over, for det er det nødt til,“ tilføjer ovennævnte moder.
Jimmy, en nydelig ung svensker der blev ramt af en sygdom som gjorde ham lam fra fodsål til isse, fortæller om det første chok og om den forfærdelige tid der fulgte. „Men,“ siger han, „da jeg først havde accepteret mit handicap og var holdt op med at føle medlidenhed med mig selv, begyndte jeg at glemme det. Først da begyndte jeg at leve igen. Nu prøver jeg at opøve mig i ikke at tænke på de evner jeg ikke har, men på de evner jeg stadig har, og dem prøver jeg at få det bedste ud af.“
Maksimal udnyttelse af mulighederne
Ved at mobilisere en stærk viljestyrke med hensyn til træning og oplæring har nogle handicappede udrettet meget mere end de overhovedet havde troet var muligt. Et eksempel på dette er Maj, en kvinde fra Lapland i Nordsverige. Som kun 22-årig og nygift blev hun lam i benene.
„Første gang hospitalspersonalet satte mig i en kørestol brød jeg sammen i gråd,“ sagde hun. „Jeg så for mig et liv i passivitet, stilstand og fuldstændig afhængighed af min mand og andre. Men lidt efter lidt gik det op for mig at mit handicap stadig holdt visse muligheder åbne. Så jeg bestemte mig for at få det bedste ud af de muligheder jeg havde.
Først lærte jeg at kravle på gulvet ligesom et lille barn. Alene det at jeg kunne bevæge mig omkring uden andres hjælp gjorde mig lykkelig. Derefter øvede jeg mig på at stå op, ved at læne mig op ad en væg. Jeg følte at det var et vældigt fremskridt. Bagefter lærte jeg at gå med krykker, og snart var jeg i stand til at tage mig af en del af husholdningen.
Jeg bestemte mig for at jeg hver eneste morgen ville prøve at føje noget nyt til mit repertoire. Jeg klarede at lave morgenmad, rede senge, støvsuge, pudse vinduer, gå ud at handle og så videre. Min mand hjalp mig når jeg bad om det, men samtidig viste han også samarbejdsvilje ved ikke at insistere på at hjælpe. I stedet lod han mig prøve på at gøre det selv. Langsomt blev jeg mindre og mindre afhængig af hjælp, og det gav mig selvrespekt og gjorde mig glad.
Min mand og jeg er Jehovas vidner, og han besluttede sig for at tilbyde sin arbejdskraft ved byggeriet af Jehovas Vidners nye afdelingskontor og trykkeri i Sverige. Vore ansøgninger blev godkendt, og vi kom til at bruge mere end fire år på byggeriet. Jeg var næsten i stand til at arbejde på fuldtid i vaskeriet, hvor vi betjente en medarbejderstab på op imod 200. Mine raske og rørige arbejdskammerater betragtede mig som jævnbyrdig. Sandt nok var det nogle gange svært, og derfor bad jeg vedholdende til Gud om hjælp. Men det var også en lykkelig tid.“
„Selvfølgelig kan du klare det!“
For at en handicappet skal kunne fungere godt er det vigtigt at familiemedlemmer og andre samarbejder på den rette måde. Det betyder at man ind imellem måske skal afholde sig fra at hjælpe. Ofte er det til større hjælp og opmuntring for en handicappet som står over for at skulle gøre noget, at man siger: „Selvfølgelig kan du klare det!“ og derpå lader vedkommende prøve, end at man siger: „Det tror jeg ikke du kan klare. Lad mig gøre det i stedet for.“
Endvidere bør handicappede behandles lige så naturligt og tages lige så alvorligt som andre mennesker. De ønsker ikke at andre skal undervurdere deres evne til at klare dagligdags problemer, ved at være overhjælpsomme. Ved for eksempel at smøre brødet for den der kun bad om at måtte låne smørret, kan man faktisk gøre mere skade end gavn.
„Det der sårer mig mest er når en rask og rørig person behandler mig som om jeg var mentalt retarderet,“ forklarer Jimmy. „Det er kedeligt at måtte sige det, men nogle mennesker taler og opfører sig som om de tror at alle der sidder i kørestol er mentalt retarderede.“
Når man vil hjælpe invaliderede mennesker bør man have som mål at indgive dem selvtillid og tilskynde dem til at gribe fat i deres situation og lære at leve med deres handicap så selvstændigt som muligt. De fleste handicappede har det bedst når de selv kan bestemme hvornår og hvordan de har brug for hjælp. Andres forsøg på at overbeskytte en handicappet kan gøre vedkommende apatisk og irriteret.
Ann-Mari, en svært handicappet svensk kvinde som sidder i kørestol, siger: „Jeg er handicappet hvad angår evnen til at bevæge mig, men ikke hvad angår evnen til at tænke. Derfor ønsker jeg at gøre brug af den evne til på egen hånd at få det bedste ud af min situation.“
Tilpas omgivelserne
For at hjælpe invalide til at være mere uafhængige af andre kan man foretage forskellige tilpasninger i deres hjem, de omgivende arealer, og af transportmulighederne. Det er anslået at omkring 500 millioner mennesker er fysisk handicappede i forbindelse med deres bevægelsesfrihed, syn eller hørelse. For at gøre livet lettere for handicappede har myndighederne i mange lande fastsat normer og standarder som arkitekter og ingeniører må overholde. Dette har ført til nyttige forbedringer til gavn for handicappede.
Mange handicappede har selv fundet frem til løsninger der gør livet lettere for dem. For eksempel har kørestolsbrugere sørget for at deres hjem er lettere at færdes i, blandt andet ved at de har fået fjernet overflødige døre og dørtrin, eller ved at lade dørhængslerne flytte over i den anden side af karmen. Nogle har fået sat skabe op i taljehøjde, de almindelige kontakter skiftet ud med store vippekontakter, og stikkontakter i gulvhøjde sat højere op på væggen.
En handicappet er ofte den bedste til at opfinde sine egne hjælpemidler. Bo, en ung mand fra Sverige hvis ben var lammede efter en bilulykke, forbedrede sin kørestol så den blev mere komfortabel og lettere at manøvrere. Desuden konstruerede han en kørestol der gjorde det muligt for ham at gå op ad trapper! Nu arbejder han som kørestolskonstruktør på en lokal fabrik.
Imidlertid bør man ikke glemme behovet for fysisk optræning. Manglende motion kan give stive knæ, opsvulmede ben og svage muskler. Selv om en elektrisk kørestol ind imellem kan være en udmærket hjælp, er det bedst for muskler, hjerte og lunger at man bruger armene som drivkraft.
En kørestol bør så vidt muligt indstilles individuelt. En der er lidt fingernem kan hjælpe med at indstille kørestolens forskellige dele sådan at den passer brugeren bedst muligt. „Jeg har fundet ud af at jo smallere en kørestol er, jo lettere er den at komme omkring med,“ siger en ung handicappet mand efter på egen hånd at have fuldført en jordomrejse. Han rejste med fly, tog, bus og skib i en almindelig, armdreven kørestol.
Det er ofte forbundet med store problemer for handicappede at klæde sig af og på. Fabrikssyet tøj er som regel ikke let for dem at bruge. Siw, en midaldrende handicappet kvinde fra Stockholm, fortæller at hun synes det er lettere at have et ærmeløst slag på frem for en almindelig frakke. Desuden erstatter hun knapper og lynlåse i nederdele med elastikbånd. Behovet for handicapvenligt tøj har faktisk gjort hende til en dygtig tøjdesigner og syerske.
Nogle enkle forandringer kan måske hjælpe mennesker der mangler en hånd eller som har svage arme og hænder, til at klare sig bedre i et køkken. Hvis man for eksempel fastgør dåse- og flaskeåbnere til væggen, vil de være meget lettere at anvende. Og det kan blive lettere for handicappede at holde fast på for eksempel et brød mens de skærer i det, hvis man sætter nogle rustfri søm eller stifter i skærebrættet nedefra. Ligeledes vil sugeskiver kunne holde fladbundede gryder og tallerkener på plads mens den handicappede pisker og rører i dem.
Håbet — en stor hjælp
Alle har behov for noget at håbe på, ikke mindst de handicappede. En af de bedste ting de kan håbe på er selvfølgelig at blive helt raske. De fleste blinde, døve og krøblinge har ikke noget håb om at selv de dygtigste læger i denne verden kan helbrede dem. Imidlertid er deres situation ikke håbløs.
Da Jesus Kristus levede her på jorden helbredte han sygdomme som ingen læger var i stand til at helbrede. Under Guds riges herredømme vil han bruge sin gudgivne magt til at helbrede alle der er syge eller handicappede. Bibelen beskriver de tilstande der vil råde til den tid, med ordene: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6.
Ansporet af dette håb har mange handicappede kunnet være til stor trøst og opmuntring for andre. Ved at have en positiv indstilling og ved at udnytte de muligheder de har, føler de allerede nu at de har et rigt liv.
[Illustrationer på side 24, 25]
Særlige hjælpemidler som disse kan være til stor nytte for handicappede