Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g89 22/3 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Makaber organtrafik
  • Nyrer til salg
  • Rygeforbud på sygehuse
  • Ubeboelig
  • Pillemisbrug
  • Bedre forbindelse
  • Præster afskediges
  • Børnelærdom
  • Levedygtige medborgere
  • Den virkelige pris
  • For stærk i troen?
  • En usund levemåde — Hvad er prisen?
    Vågn op! – 1997
  • Er rygning på vej ud?
    Vågn op! – 1981
  • Er det klogt at nyde alkohol?
    Hvordan du får det bedste ud af din ungdom
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 1985
Se mere
Vågn op! – 1989
g89 22/3 s. 29-30

Vi betragter verden

Makaber organtrafik

Der har ikke været megen omtale af den opdagelse man tidligt i 1988 gjorde i Santa Caterina Pinula i Guatemala, hvor de stedlige myndigheder ifølge et dokument fra Europaparlamentet fandt et „casa de engorde“ eller „opfedningshus“ for nyfødte spædbørn der var blevet købt for blot 20 dollars (cirka 140 kroner), og som derefter blev solgt til amerikanske eller israelske familier for 75.000 dollars (godt 500.000 kroner). Køberne ville anvende spædbørnene som organdonorer for deres egne syge børn, oplyses det. I 1987 opdagede man et lignende „opfedningshus“ i Honduras „hvor man i nærheden fandt talrige børnelig, deriblandt af nyfødte spædbørn, hvorfra et eller flere organer var blevet fjernet“. I Guatemalas hovedstad fandt man endnu et, „hvis arkiv viste at der til udlandet var solgt . . . 170 spædbørn, hvoraf hovedparten var blevet sendt til USA for at få fjernet organer“. En resolution fra EF-parlamentet er blevet sendt til forskellige regeringer og offentlige instanser med opfordring til at gribe ind over for bagmændene bag denne makabre trafik.

Nyrer til salg

Ville du sælge en af dine sunde nyrer for penge? Et vesttysk firma der forhandler menneskeorganer til transplantationer, har tilbudt frivillige nyredonorer cirka 323.000 kroner, og en talsmand for firmaet siger at man er blevet „oversvømmet af tilbud“. Der er så rigeligt med frivillige der her øjner chancen for lettjente penge at sådanne firmaer uden vanskeligheder kan skaffe de organer de behøver. I modsætning til den lyssky organhandel der praktiseres i Den Tredje Verden „driver vordende organmellemhandlere deres forretning åbenlyst (og lovligt) i Vesttyskland,“ oplyser tidsskriftet Newsweek. Firmaet kræver godt 600.000 kroner pr. organ.

Rygeforbud på sygehuse

I december sidste år blev der indført rygeforbud på alle offentlige sygehuse i Australien. Enhver der bliver grebet i at ryge i en hospitalsbygning eller et hospitalsejet køretøj, idømmes en bøde på 5000 dollars (30.000 kroner). Avisen The Sun-Herald oplyser at Sundhedsministeriets forbud også omfatter Sundhedsvæsenets lokalafdelinger. Den nye bestemmelse afspejler bekymringen over at der årligt dør cirka 16.500 australiere af sygdomme der skyldes rygning. Det er „over fem gange så mange som der dør i trafikken,“ bemærker avisen. Sundhedsministeriet anslår at rygning årligt koster Australien 8.450.000 arbejdsdage og 276.000.000 dollars.

Ubeboelig

Ifølge den sovjetiske avis Pravda blev det i 1988, godt to og et halvt år efter verdens alvorligste kernekraftulykke, besluttet at jævne den 800 år gamle ukrainske by Tjernobyl med jorden. Man mener at strålingen har gjort byen uegnet til beboelse mange år ud i fremtiden. Tjernobylulykken forårsagede strålingsforurening overalt på jorden og kostede efter sigende 31 mennesker livet i umiddelbar nærhed af ulykkesstedet.

Pillemisbrug

Ifølge en undersøgelse fra 1984 indtog franskmænd i alderen over 20 år gennemsnitlig 75 beroligende piller årligt, oplyser avisen International Herald Tribune og tilføjer at forbruget siden da „er steget med lynets hast“. Ifølge artiklen synes stigningen at have to grunde: For det første er det denne form for medicin praktiserende læger ordinerer „når de er ude af stand til at stille en præcis diagnose på grundlag af patienternes utilstrækkelige sygdomsbeskrivelse“. En anden årsag nævnes af dr. Patrice Boyer fra Det Franske Nationalinstitut for Sundhed og Medicinsk Forskning; hun henviser til „teorier om at latinske folkeslag, deriblandt franskmænd, under modgang har tendens til at søge tilflugt frem for at tage kampen op, og beroligende midler er som skabt til dette formål.“

Bedre forbindelse

Sidste år i december, efter seks måneders anlægsarbejde med udgifter på 362 millioner dollars (knap 2,6 milliarder kroner), blev det første transatlantiske telefonkabel med fiberoptik taget i brug. De tre eksisterende kobberkabler kunne i samarbejde med satellitter maksimalt overføre 20.000 samtaler på én gang, hvorimod fiberoptikkablet kan overføre 40.000. En kobberledning kan kun transmittere 48 samtaler, mens én enkelt optisk fiber ved hjælp af pulser af laserlys kan transmittere over 8000 samtaler og datatransmissioner. Den nye teknik bevirker at internationale samtaler og datatransmissioner nu kan foretages hurtigere, og praktisk taget uden forvrængning.

Præster afskediges

Sydstatsbaptisternes Søndagsskoleråd i USA har foretaget en undersøgelse der viser at et månedligt gennemsnit på 116 af sognene „afskediger præster eller tvinger dem til at gå af,“ oplyser avisen Los Angeles Times. I løbet af halvandet år var der nemlig over 2100 kirker der skilte sig af med deres præster. Som den næsthyppigste afskedigelsesgrund blev angivet „moralske forseelser — deriblandt kønslig umoralitet, tyveri, dårlig forvaltning af kirkens midler, samt problemer med personlig hæderlighed,“ bemærker avisen. Af andre grunde blev nævnt „utilfredsstillende præstationer“, „autoritær ledelsesstil“, „magtkampe“ og „personlige uoverensstemmelser“. Ifølge artiklen „har 40 procent af kirkerne afskediget mere end én præst, og næsten 25 procent af præsterne er blevet afskediget før“.

Børnelærdom

Et rundspørge i USA der omfattede 180 drenge og piger på 12 år og derunder, har vist at de kender flere navne på alkoholiske drikke end navne på USA’s præsidenter. I gennemsnit kunne børnene nævne 5,2 navne på drikkevarer men kun 4,8 præsidenter. „Dette rundspørge viser i hvor høj grad spiritus er en del af dagligdagen for børn der først om 10 år kan få udskænket spiritus på offentlige steder,“ udtaler Michael Jacobson, der leder Centeret for Videnskab i Offentlighedens Interesse, som stod for rundspørget. En tiårig pige kunne opremse 14 alkoholiske drikke, men kun 4 præsidenter, mens en syvårig dreng blandt præsidenterne nævnte „Ragon“ og „Aprilham Linchon“, hvorimod han kendte navnene på 10 øl- og vinmærker.

Levedygtige medborgere

Statistikkerne viser at flere end nogen sinde bliver 100 år gamle. Avisen The Vancouver Sun oplyser at der i 1986 var 2850 canadiere på 100 år eller derover — en stigning på 775 i forhold til 1981. I USA var der i 1985 25.000 hundredårige — en stigning på 10.000 i forhold til 1980. Den ansvarshavende for alderdomsforskning ved Simon Fraser University mener at flere og flere vil blive 100 år, og tilføjer: „Det er normalt hårdføre mennesker der bliver så gamle.“ Blandt årsagerne til en høj alder nævner han: „Bedre ernæring, bedre sundhedspleje og bedre levevilkår.“ En specialist i alderdomspsykiatri ved Vancouver General Hospital siger samstemmende: „For at leve så længe må man have en ret robust fysik. Man må desuden have indre livskraft. Mange af disse mennesker har været ude for svære prøvelser, men de hænger stadig på.“

Den virkelige pris

Ifølge en rapport der er blevet offentliggjort i den amerikanske lægeforenings blad JAMA skønner man at de årlige hospitalsudgifter i forbindelse med skudsår beløber sig til 429 millioner dollars (godt 3 milliarder kroner). Af dette beløb udreder skatteyderne efter sigende næsten 86 procent. Forskere oplyser imidlertid at beløbet sandsynligvis ville stige til over én milliard dollars (over 7 milliarder kroner) hvis lægeregninger, fysioterapi, ambulancetjeneste, genoptræning og anden efterbehandling blev medregnet. „Disse resultater bør veje tungt når lovgiverne overvejer om det stadig skal være så let at anskaffe sig våben,“ siger bladet.

For stærk i troen?

Et troshelbredelsesmøde der i South Carolina blev afholdt under navn af en „helbredelseseksplosion“, har påført to troshelbredere fra Texas et sagsanlæg. En kvinde fra North Carolina hævder at de bærer skylden for de talrige brud hun har pådraget sig i hals og ryg. Hvorfor? Ifølge avisen The Greenville News omtaler sagsanlægget „en fremgangsmåde hvor en præst lægger hænderne på en person som derpå bliver ’ramt af ånden’ og falder bagover i armene på en ’griber’“. Problemet bestod ifølge kvinden i at der ikke var nogen griber og at hun derfor kom til skade.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del