Jeepney — kollektiv transport på filippinsk

Af Vågn op!-​korrespondent på Filippinerne

I MANILAS gader på Filippinerne er jeepneyen, med sine stærke farver, flagrende vimpler og en masse anden udsmykning, et kendt syn. Det er en særlig filippinsk løsning på et problem som lande i hele verden kæmper med — den kollektive transport. For dem der aldrig har været på Filippinerne lyder navnet „jeepney“ i sig selv mærkeligt. Myndighederne mener at det er sammensat af de engelske ord „jeep“ og „jitney“ (lille bus der kører i fast rutefart til en lav takst). Lad os se lidt nærmere på dette spændende køretøj.

I sin bog Urban Mass Transportation retter George M. Smerk opmærksomheden mod et almindeligt problem ved de kollektive transportsystemer: „Det er ofte blevet sagt om den kollektive trafik at den er usmidig, hvilket som regel er ensbetydende med at en rute ikke uden videre kan ændres for at opfylde befolkningens skiftende behov.“ Dette gælder imidlertid ikke for jeepneyen. Den har vist sig at være smidig, økonomisk og let at manøvrere. Lad os køre en tur og se hvorfor.

En tur med en jeepney

Hvis man i tropeheden står ved en af Manilas hovedfærdselsårer bliver man let overvældet af hvad der virker som en strøm af støjende jeepneyer i begge retninger. Jeepneyen er meget lig en militær jeep, blot meget længere, og kan således rumme flere passagerer. Den er som regel malet i alle regnbuens farver, med billeder og slogans på alle fire sider. Stænklapperne, der hænger både bagpå og på siderne, kan bære navne som „Kaptajnen“ eller „Jeepneykongen“.

De fleste jeepneyer er også dekoreret med andre glitrende remedier — møller, forkromede heste, vimpler og lange stav-antenner (også selv om jeepneyen ikke har nogen radio) — alt sammen lavet for at tiltrække kunder. Man kan også komme ud for at nogle jeepneyer har 12, 14 eller endnu flere spejle på motorhjelmen (også tilsyneladende uden noget praktisk formål), og man fatter næsten ikke hvordan chaufføren overhovedet kan se ud gennem al den forvirrende udsmykning når han kører. Men tilsyneladende lykkes det.

Hvordan ved man hvor jeepneyerne kører hen? De har alle sammen skilte både foran og på siderne der angiver deres ruter. Men hvordan får man prajet en af disse hurtigkørende jeepneyer? Det er ikke svært. Hvis du ser bare den mindste smule interesseret ud vil de fleste chauffører hellere end gerne standse og tage dig med. Enten kan du give tegn med hånden eller også vil chaufføren tiltrække din opmærksomhed ved at dytte i hornet — ikke bare et der siger dyt-dyt, men et der spiller en iørefaldende melodi.

Lad os stige ind i jeepneyen. Når man stiger ind bagi kan man se at der er en polstret bænk i hver side af jeepneyen. De rejsende sidder tæt sammen, med ansigtet mod hinanden, og sådan at deres knæ næsten rører hinanden i midtergangen. Man må bukke sig for at komme ind (taget er meget lavt), manøvrere sig hen til en ledig plads og lempe sig ned. Efterhånden som folk stiger på med deres bagage, bliver den smalle midtergang måske fyldt op med små kasser og sække med grøntsager, eller måske med kyllinger eller børn. Et langt spejl hen over forruden giver chaufføren mulighed for at holde øje med trafikken bagved og se hvem der stiger af og på — og hvem der har betalt og ikke har betalt for turen.

Hvad koster det? Vi nævnte jo at det var billigt. Man kan køre op til fire kilometer i Manila for kun 75 centavos (omkring 30 øre). Prisen stiger gradvis jo længere man kører. På et iøjnefaldende sted har mange chauffører sat et skilt der hentyder til at ’Gud ser hvis man ikke betaler’, for at tilskynde deres kunder til at huske det. Nogle chauffører har også, enten på spejlet eller i nærheden af det, deres personlige alter og/eller en pin-up-girl.

Nu kan du læne dig tilbage og nyde turen alt imens du holder øje med hvor du er, så du kan give chaufføren et praj når du vil af. Du vil sikkert blive overrasket over hvor hurtigt man kommer frem, for chaufføren snor sig ind og ud mellem bilerne i den tætte trafik, tilsyneladende uanfægtet af risikoen for at køre ind i en anden jeepney.

Hvor stammer jeepneyen fra?

Saul Lockhart giver svaret i sin bog The Complete Guide to the Philippines: „Jeepneyen kan takke overskudslageret af jeeps efter Anden Verdenskrig for sin tilblivelse; disse blev lavet om til personvogne.“ De første jeepneys var meget små, men siden da er jeepneyerne blevet forlænget så der er plads til flere — nu op til sytten passagerer.

Mauricio De Guia begyndte at køre jeepney i 1948. Men i 1979 lavede han om på sin tidsplan så han kun skulle arbejde den halve dag. Derved kunne han stadig forsørge sin familie på syv og samtidig bruge eftermiddagen og søndagen i forkyndelsen af den gode nyhed. Mange chauffører hænger billeder af sports- eller filmstjerner op i deres jeepneyer, men Mauricio siger: „Jeg klistrede bibelpassager op på loftet i min jeepney, så kunderne kunne læse dem.“

Hvordan tog passagererne det? Han siger: „Nogle spurgte hvilken religion jeg tilhørte. Derved var jeg i stand til at forkynde for folk, og det gavnede dem. Der var mange passagerer i min jeepney som var glade for det de læste, og de sagde: ’Din jeepney er virkelig pæn. Det ville være rart hvis alle jeepneyer så ud som den. I stedet for at have et eller andet fjollet klistret op, skulle de hellere sætte Guds ord op, så har man da noget at tænke over.’“

Kan du se hvad der gør en jeepney til et effektivt og praktisk transportmiddel? Nogle er imidlertid af en anden mening idet de giver jeepneyen skylden for den uforholdsmæssigt store trafiktæthed og forurening, særlig i Manila. Nogle så endda helst at den blev erstattet af andre former for offentlige transportmidler. I den forbindelse blev der bragt en artikel i Manila-avisen Bulletin Today med overskriften: „Forbud mod jeepneyen overvejes.“ Det er imidlertid usandsynligt at noget sådant vil ske i den nærmeste fremtid. Millioner af mennesker er afhængige af jeepneyen, ikke blot til deres daglige transport men også som levebrød.

[Kildeangivelse på side 26]

Med tilladelse af Sarao Motors, Inc.