Hvordan min tro blev prøvet da jeg skulle gennem en hjerneoperation

„DU HAR en svulst bag dit venstre øje.“ Disse ord fra neurologen dr. Stewart fik mig til at føle at jeg befandt mig midt i en ond drøm. Hans næste ord gjorde drømmen til et mareridt: „Jeg er nødt til at tage kontakt med din familie så vi med det samme kan få dig indlagt på et hospital.“

Jeg var chokeret. Det kunne ikke være sandt. Jeg havde det jo godt! Hvordan kunne en sund 22-årig pige få en hjernesvulst? Mit sind gjorde oprør mod lægens ord, der betød en hindring på den livsvej jeg havde valgt. Jeg er et af Jehovas vidner, og så sent som dagen før var jeg blevet indbudt til i tre måneder at arbejde på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Det var det jeg havde håbet på og bedt om. Da jeg gik hjemmefra for at tale med øjenlægen, havde jeg været i det bedste humør.

Her, 29 timer senere, var min sorgløse stemning forsvundet. Der var ingen tvivl om at jeg havde en svulst. I 50 minutter var jeg lukket inde i en såkaldt MRI-skanner, som en skudklar torpedo i et torpedorør. Jeg har en tendens til at få klaustrofobi, og jo længere jeg opholdt mig inde i skanneren, jo mere panisk blev jeg. Jeg bad derfor til at jeg måtte bevare roen; jeg nynnede Rigets sange og repeterede skriftsteder. Det hjalp mig til at slappe af. Kort efter var jeg på vej tilbage til neurologens kontor sammen med filmen. Den afslørede at jeg havde en svulst på størrelse med en stor appelsin og derfor var nødt til med det samme at blive indlagt på hospitalet. Han forlod kontoret for at ringe til mine forældre.

Min beslutning kan ikke ændres

„Dine forældre er på vej hertil,“ sagde han da han kom tilbage. „Du fortalte mig ikke at du er et af Jehovas vidner. Det må vi tale om. Operationen vil nemlig helt sikkert kræve en blodtransfusion.“

„Der er ikke noget at tale om,“ sagde jeg. „Jeg har allerede besluttet mig. Ingen blodtransfusion.“

„Det kan vi tale om når dine forældre kommer her.“

„Nej,“ sagde jeg, idet jeg rystede på hovedet. „Den beslutning kan der ikke ændres ved.“

Da mine forældre ankom, bekræftede de mit syn på blodet. Neurologen accepterede min beslutning og sagde at han kendte en kirurg som formentlig ville respektere mit ønske. Sådan gik det til at vi traf neurokirurgen dr. H. Dale Richardson.

Vi skulle mødes med ham på hans kontor torsdag aften den 29. september 1988. I adskillige måneder fremover skulle denne mand blive en vigtig og respekteret del af vores tilværelse. Han havde talt med dr. Stewart og kendte vores holdning til blodet.

„Vi er nødt til at skære ind i et meget karfyldt område,“ sagde han. „Svulsten har omringet sagittalblodåren (et af de større blodkar i hjernen), men i hvor stor udstrækning ved vi endnu ikke.“

„Selv om min situation bliver kritisk,“ sagde jeg, „og det er jeg fuldt ud klar over at den kan blive, vil jeg alligevel ikke modtage blod.“ Min mor og far sagde bekræftende at min holdning også var deres holdning. Vi lagde mærke til at kirurgen fik tårer i øjnene, og senere fandt vi ud af at han selv har to sønner og en datter.

„Jeg er ikke enig med jer i jeres overbevisning,“ sagde han, „men jeg respekterer jeres anmodning. Uden blod har vi en 70 procents chance for at det lykkes. I må være klar over at vi muligvis ikke får fjernet hele svulsten i første omgang. Det er ikke ualmindeligt at man er nødt til at operere to eller tre gange når det drejer sig om svulster af denne størrelse.“

Klar til operationen

Jeg blev indlagt på hospitalet søndag den 2. oktober. Mandagen og tirsdagen gik med to forundersøgelser, først for at finde frem til svulsten, og derefter for at mindske blodforsyningen til den. Hele tirsdagen ringede venner til mig, og samme aften kom flere af dem på besøg. Alle var klar over hvad der skulle ske næste dag, men humøret fejlede ikke noget.

Den aften faldt jeg i søvn med det samme. Omkring midnat vågnede jeg imidlertid og begyndte at blive bekymret, hvilket ikke var så godt. Jeg lyttede derfor til nogle kassettebånd med oplæsning af bladet Vagttårnet. Ved 5.30-tiden om morgenen kom sygeplejersken og var overrasket over at finde mig rolig og tillidsfuld. To nære venner ankom kort efter, med far i hælene. „Nu intet flæberi,“ sagde jeg da de kyssede mig farvel.

Nedenunder begyndte de at forberede mig på operationen ved blandt andet at stikke nåle i mig og barbere mit hoved. Da jeg lå der bad jeg til Jehova: „Tak fordi du har hjulpet mig til at bevise over for Satan at han ikke altid vinder. Jeg ved jeg vil vågne op igen, enten i dag eller i den nye verden. Jeg beder blot om at det må være snart.“ Da de kørte mig ind på operationsstuen var dr. Richardson i færd med at undersøge min film.

„God morgen, Bethel,“ sagde han. „Hvordan har du sovet?“

„Udmærket,“ svarede jeg, „men jeg er mere bekymret for hvordan De har sovet.“

Derefter lagde narkoselægen, dr. Ronald Pace, en maske over mit ansigt og bad mig tage nogle dybe indåndinger og tælle baglæns. Min ventetid var ovre; min fars var først begyndt.

Efter operationen

Det næste jeg kan huske var at jeg frøs. Jeg kæmpede for at komme ud af narkosetågen. Klokken var 22.10 onsdag aften, omkring 15 timer senere. Far befandt sig på intensivafdelingen for at berolige mig. Men jeg spekulerede kun på om mine mentale evner stadig fungerede. „Prøv mig, far,“ sagde jeg og begyndte at remse tal op: „To og to er fire, fire og fire er otte, . . .“ Da jeg nåede til 512 sagde han, „Stop! Nu går det for hurtigt for mig!“ Min mor krammede mig så godt hun kunne, og min broder, Jonathan, bragte mig up to date med de seneste baseballresultater.

Dr. Richardson fortalte at han havde kunnet fjerne omkring 80 procent af svulsten. Han så meget træt ud, hvilket ikke var så mærkeligt efter 13 ¹/₂ times arbejde der havde stillet store krav til hans dygtighed! Jeg fik senere at vide at han havde sagt til min far: „Vi var nær ved at miste hende. Da vi kom til sagittalblodåren, blødte hun voldsomt. Vi var heldige at få det stoppet.“ Men under alle omstændigheder ville han være nødt til at operere igen, måske endda flere gange. „Nogle patienter med meningeoma [den slags svulst jeg havde] er nødt til at blive opereret hvert tredje til femte år,“ sagde han. „Det er ikke sikkert at vi nogen sinde vil kunne fjerne det hele.“

Denne nyhed slog mig fuldstændig ud! Jeg så for mig at mit håb om at bruge mit liv i den kristne heltidstjeneste blev ødelagt. Jeg begyndte derfor at græde næsten hysterisk. Min far lagde armene omkring mor og mig og begyndte at bede. Det var som om en kappe af fuldstændig ro blev lagt over mig. „Guds fred, som overgår al forstand,“ kom over mig. (Filipperne 4:7) Jeg havde læst om andre som følte denne fred fra Gud og spekuleret på hvordan det mon føltes. Nu vidste jeg det. Jeg kunne ikke tænke mig at genopleve den nat, men jeg lærte noget værdifuldt af oplevelsen.

Mens jeg lå på hospitalet, talte jeg med mange om mit håb om Guds rige og det evige liv på en paradisisk jord. Jeg spredte 20 eksemplarer af brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod og fem eksemplarer af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da jeg blev udskrevet havde jeg modtaget over 330 brevkort og mange telefonopringninger, plus blomster og farverige balloner. Det hjalp på humøret og fik mig til i endnu højere grad at værdsætte vores verdensomspændende brodersamfund!

Den 16. oktober 1988 blev jeg udskrevet. Det der var begyndt som en smuk dag, blev endnu smukkere nu da jeg kom ud i solskinnet og den friske luft. Himmelen virkede mere blå og græsset grønnere. Det fik mig til at tænke over hvor dejligt det vil være at leve på en paradisisk jord: Ingen krige, ingen sult, ingen forurening — og ingen hjernesvulster! Endelig en renset jord!

Begravelsesforberedelser

I december skulle jeg til møde med dr. Richardson igen. Svulsten voksede, så en operation var det eneste der kunne hjælpe, og jo før jo bedre. Jeg betragtede nærmest den anden operation som en fysisk mur, en kæmpeforhindring der stod i vejen for det livsmål jeg havde sat mig. Jeg tænkte en del over Salme 119:165: „Stor fred har de der elsker [Guds] lov, og for dem er der ingen snublesten.“ Dette beroligede mig, og efterhånden betragtede jeg ikke den forestående operation som en mur, men blot som en forhindring. For en sikkerheds skyld skrev jeg til en nær ven på Vagttårnsselskabets hovedkontor og bad ham om at tage sig af min begravelse hvis det skulle blive nødvendigt. (Senere fandt jeg ud af at min far havde bedt ham om det samme.)

Den 31. januar 1989 blev jeg igen indlagt på hospitalet. I nogle henseender var det lettere, og dog virkede det som en sværere prøve. Ville det lykkes dem at fjerne resten af svulsten denne gang, eller ville det være nødvendigt med flere operationer senere hen? Lægerne gav mig megen opmuntring.

Da jeg blev indlagt kom dr. Pace, den narkoselæge jeg også havde haft tidligere, for at se til mig og blev sammen med mig i en time mens alt papirarbejdet blev ordnet. Derefter bar han min kuffert op til stuen for mig. Dr. Richardson gav mig følgende forsikring: „Jeg vil behandle dig som et medlem af min egen familie, på den måde som jeg selv ville ønske at blive behandlet.“ Ikke noget med en kold, forretningsmæssig behandling her. Jeg fik en varm følelse af tillid da jeg overgav mig i deres omsorgsfulde hænder.

Endnu en gang modtog jeg en masse trøstende telefonopringninger og brevkort, og de samme nære venner der havde været så hjælpsomme under den første prøvelse, kom for at opmuntre mig og få mig til at smile. Hele aftenen gik med at snakke, le og spille brætspil.

Nu er mit liv tilbage på rette kurs

Tidligt næste morgen kom sygeplejersken for at give mig en indsprøjtning. Den var meget virkningsfuld, og det syntes derfor kun som om der var gået kort tid før jeg igen lå på opvågningsstuen. Denne gang varede operationen ikke så lang tid — kun ti timer — og den modtagelse min familie og jeg fik da jeg vågnede virkede meget opmuntrende. En smilende dr. Richardson fortalte os at han havde været i stand til at fjerne hele svulsten og at vi derfor kunne forvente at jeg ville komme mig fuldstændig. Senere, da han skiftede min forbinding, fik han mig til at le ved at sige: „Bethel, vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde.“ Hvor var vi taknemmelige over for Jehova og de dygtige læger!

Jeg afsatte flere bøger og brochurer om Guds rige til mange af dem jeg havde talt med. Jeg forærede dr. Richardson bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. På forsatsbladet skrev jeg:

„Det sker meget sjældent at vi har grund til at takke nogen fordi de har reddet vort liv. Utvivlsomt oplever De ofte en sådan taknemmelighed, men De skal vide at alt det De har gjort for min familie og mig, har betydet meget for os. Selv om De kun har begrænset tid til at læse, håber jeg — hvis De får mulighed for at operere Jehovas vidner i fremtiden — at denne bog må kunne hjælpe Dem til at forstå hvorfor jeg har den overbevisning som jeg har. Med kærlig hilsen og mange tak, Bethel Leibensperger.“

Otte dage efter den anden operation blev jeg udskrevet fra hospitalet og kom i rigssalen samme aften. To måneder senere begyndte jeg atter at køre bil. Nu er jeg igen begyndt som en af Jehovas Vidners heltidstjenere. Jeg fik endda mulighed for at overvære Jehovas Vidners historiske stævner i Polen i august 1989.

Nu er mit liv igen på rette kurs.

[Ramme på side 22]

Moderen:

„Den aften ledede Bethel og hendes far et bibelstudium. Jeg var for omtumlet til at overskue det. Fuldstændig udkørt gik jeg i seng. Næste morgen var det værre. Jeg kunne ikke tage mig sammen og begyndte at græde. Min mand sagde med fast stemme: ’Vi må være stærke og opmuntrende for Bethels skyld.’ Derefter lagde han sin arm omkring mig og bad en kort bøn, hvori han lagde os selv og vores fremtid fuldstændig i Jehovas hænder og bad om styrke til at komme igennem de nærmeste dage. Det var som en indsprøjtning der forandrede mig fra en kludedukke til en støtte for min datter.“ — Judith Leibensperger.

[Ramme på side 23]

Faderen:

„Min datter Bethel var en gave fra Gud som vi havde fået sent i livet. Vi var nært knyttet til hinanden. Lige fra Bethels spæde barndom foretog vi alting sammen. Vi satte os ned på engen for at glæde os over Jehova Guds kunstneriske sans mens vi iagttog de vilde blomster. Vi lavede snemænd sammen. Vi talte både dybsindigt og overstadigt. Vi knælede sammen i bøn ved sengetid, mens hun i sin lune pyjamas puttede sig ind til sin mor og mig. Vi besøgte sammen de ældre og tog os af dem der havde behov. Vi var i tankerne hos medkristne som boede i fjerne lande. I vores hjem tog vi imod missionærer og andre hengivne mænd og kvinder som tjener Gud i Jesu Kristi fodspor. Vi talte om vores tro og vore tanker vedrørende Paradiset. Hun lærte under opvæksten at elske sine medmennesker og føle behov for at blive elsket af dem. Vores familieliv var idyllisk — indtil nu. Men „tiden og tilfældet“ som ifølge Prædikeren berører alle mennesker, berørte også os. Pludselig kastede problemerne deres mørke skygge over os. Uden varsel hang døden — menneskets værste fjende — truende over os.“ — Charles Leibensperger.

[Illustration på side 24]

Bethel og hendes forældre lige før den anden operation