Den franske revolution — et glimt af kommende begivenheder

Af Vågn op!-​korrespondent i Frankrig

Den franske revolution fandt sted for 200 år siden, i 1789. Hvad var det der fremkaldte den? Og hvordan var den et glimt af kommende begivenheder?

„ER DET en revolte?“ spurgte kongen.

„Nej, Deres Majestæt, det er en revolution.“

Den franske konge Ludvig XVI stillede dette spørgsmål den 14. juli 1789, den dag Bastillen blev stormet i Paris. Dette viste at den franske kongefamilie ikke havde den ringeste anelse om at det der fandt sted ville medføre varige ændringer i Frankrig og give et glimt af kommende begivenheder.

Hungersnød havde allerede forårsaget mange opstande i Frankrig. Umiddelbart før revolutionen var de 10 af landets 25 millioner indbyggere afhængige af velgørenhed for at overleve. Kongen var desuden ved at miste sin magt, regeringen var ikke interesseret i reformer, og i intellektuelle kredse diskuterede man om det var berettiget at kongens myndighed gik forud for landets interesser.

Stænderforsamlingen

I 1788 kom regeringen ud i en økonomisk krise, først og fremmest på grund af Frankrigs støtte til amerikanerne i Frihedskrigen mod Storbritannien. Kongen var nødt til at indkalde den såkaldte Stænderforsamling, der bestod af repræsentanter fra landets tre stænder: gejstligheden (første stand), adelen (anden stand) og folket (tredje stand).

Gejstligheden repræsenterede blot 150.000 mennesker, adelen omkring 500.000 og den tredje stand over 24.500.000. Hver af de tre stænder havde én stemme. Det betød at folket (med én stemme) ikke kunne indføre reformer uden støtte fra gejstligheden og adelen (med to stemmer). Gejstligheden og adelen — der udgjorde cirka 3 procent af befolkningen — kunne altså nedstemme de øvrige 97 procent! Desuden ejede gejstligheden og adelen omtrent 36 procent af jorden, og de skulle ikke betale grundskat.

Eftersom så mange sultede, fordømte folkets repræsentanter enevælden, de urimelige skatte- og valgsystemer samt adelens og det katolske præsteskabs uretfærdighed og overflod. Kongen syntes imidlertid urørlig, idet man i almindelighed antog at han herskede med guddommelig ret. Og folk troede stadig på katolicismen. Alligevel gik der ikke mere end fire år før monarkiet blev styrtet og en afkristning af befolkningen blev iværksat.

I foråret 1789 begyndte den proces der skulle ende med revolutionen. Eftersom nogle af de adelige nægtede at acceptere en ændring i valgsystemet udråbte tredjestandens repræsentanter sig selv til Nationalforsamling. Dette markerede folkerevolutionens sejr og det enevældige monarkis undergang.

Bønderne frygtede imidlertid at en sammensværgelse mellem kongen og aristokratiet ville styrte tredjestanden. De begyndte derfor at plyndre slotte og herregårde, hvilket udviklede sig til en regulær masseopstand. For at opretholde ro og orden besluttede Nationalforsamlingen natten til den 5. august 1789 at fratage adelen dens privilegier og afskaffe feudalsystemet. På blot nogle få dage blev det gamle regimes grundvold knust.

Menneskerettighederne

Nationalforsamlingen fremlagde derefter sin Menneskerettighedserklæring. Den lagde vægt på idealerne frihed, lighed og broderskab. Men Nationalforsamlingen måtte overvinde gejstlighedens modstand før artikel 10 og 11, der handler om tros- og ytringsfrihed, kunne indføjes.

Mange mente at de havde fundet den fuldkomne regering. De skulle imidlertid blive sørgeligt skuffede, for kirken, repræsenteret af pave Pius VI, fordømte Menneskerettighedserklæringen. Mange tilhængere af revolutionen lod også hånt om den, og gav efter for en umættelig blodtørst.

Over 150 år senere, i 1948, antog De Forenede Nationers Generalforsamling sin Verdenserklæring om Menneskerettighederne, inspireret af den franske fra 1789. Men ligesom tidligere er der i dag mange som ved deres handlinger viser den største foragt for disse principper, skønt de hævder at gå ind for dem. Ordene i Prædikeren 8:9 har vist sig at være sande: „Nogle mennesker har magt, og andre må lide under det.“ — Today’s English Version.

Kirken splittes

I august 1789 fremlagde nogle deputerede et forslag om nationalisering af kirkens ejendom. Forslaget blev ophøjet til lov, og staten beslaglagde kirkens ejendom. Desuden pålagde Nationalforsamlingen præsterne at aflægge troskabsed over for „gejstlighedens civile forfatning“, som var blevet vedtaget kort tid forinden.

Kirken blev splittet. Der var statspræster (60 procent) af de gejstlige som aflagde eden, og præster som nægtede at aflægge troskabsed og forblev loyale mod Rom. Denne splittelse gav anledning til mange konflikter. De præster der ikke ville sværge blev i mange tilfælde betragtet som revolutionens og landets fjender.

Terror og blodsudgydelse

Revolutionen var også truet af ydre farer. Fremmede monarkier overvejede at gribe ind i Frankrigs anliggender for at genindsætte kongen på tronen. Folket mistede imidlertid al tillid til Ludvig XVI da han den 21. juni 1791 forsøgte at flygte ud af landet.

På grund af den voksende modstand mod revolutionen fra andre europæiske lande erklærede Frankrig i foråret 1792 krig mod kongen af Böhmen og Ungarn. Krigen bredte sig til hele Europa og rasede til 1799. Over 500.000 franskmænd omkom.

I august og september 1792 blev revolutionen endnu mere blodig. Kongen blev afsat og dømt til døden, og landet blev udråbt til republik. Kongen blev henrettet den 21. januar 1793, og dronningen, Marie Antoinette, blev henrettet den 16. oktober samme år. Mange usamarbejdsvillige præster blev deporteret. De revolutionære følte at de måtte befri andre folkeslag som stadig var underlagt tyranniske monarkier. Men befrierne endte ofte selv som tyranner.

Intet kunne imidlertid lindre vanskelighederne, som krigen blot havde forværret. Efter udstedelsen af et dekret om mobilisering af 300.000 mand udbrød der uroligheder i hele landet. I den vestlige del af Frankrig dannedes en katolsk, royalistisk hær under korsets og det hellige hjertes tegn. Den tog magten over byerne i fire provinser og henrettede de derboende republikanere.

Den centrale regering udnyttede disse problemer til at skaffe sig selv diktatorisk magt gennem „Velfærdsudvalget“, med Robespierre som ledende medlem. Terror blev et grundprincip i regeringsførelsen. Menneskerettighederne i erklæringen fra 1789 blev trådt under fode. Revolutionstribunalet afsagde flere og flere dødsdomme, og guillotinen blev berygtet.

Afkristning

I efteråret 1793 iværksatte revolutionsregeringen en omfattende plan for afkristning af landet. Målet var at danne „et nyt menneske“, befriet for alle laster. Den katolske religion blev anklaget for at forsøge at udnytte folks naivitet. Nogle kirker blev ødelagt, andre blev anvendt som kaserner. Præsterne blev tvunget til at opgive deres kald og gifte sig. De der nægtede blev arresteret og henrettet. Nogle flygtede ud af landet.

Dyrkelse af Fornuften trådte i stedet for katolicismen. Nogle betragtede Fornuften som en gudinde, „Nationens Moder“. Derpå blev denne afgudsdyrkelse erstattet med en deistisk religion indført af Robespierre. Han udryddede sine modstandere og oprettede et skånselsløst diktatur, men hans blodtørst kostede ham til sidst livet. Den 28. juli 1794 blev han skrigende trukket til guillotinen.

De politikere der overlevede alt dette, ville gerne undgå et enmandsdiktatur og betroede derfor magten til Direktoriets fem medlemmer. Men da krigen fortsatte og den økonomiske situation stadig forværredes, opstod der stemning for at samle magten hos en enkelt mand, Napoleon Bonaparte. Dermed var vejen banet for endnu et diktatur.

Den franske revolution såede nogle ideer der senere voksede op som både demokratier og diktaturer. Den viste også hvad der kan ske når politiske magter pludselig vender sig imod den organiserede religion. I den forstand giver den os måske et glimt af kommende begivenheder. — Åbenbaringen 17:16; 18:1-24.

[Illustration på side 28]

En afgudsfest i Notre Dame-kirken: Højtid for „Fornuftens gudinde“

[Kildeangivelse]

Bibliothèque Nationale, Paris

[Kildeangivelse på side 26]

Fra en gammel gravering af H. Bricher