Vil vi blive begravet under et bjerg af affald?

DER er tale om et underligt paradoks. I vores generation har mennesket rejst til månen og tilbage igen. De mest moderne højteknologiske rumsonder med avancerede kameraer er blevet sendt milliarder af kilometer ud i rummet, og har sendt nærbilleder af fjerne planeter tilbage til jorden. Mennesket har udforsket havets dybder, lokaliseret skibe der sank for hundreder af år siden, og bjærget skatte fra længst svundne tider. Forskere er i stand til at udnytte kraften i atomet, enten til menneskets gavn eller til at udslette hele byer og deres indbyggere fra jordens flade. Man er desuden i stand til at opbevare Bibelen på nogle få siliciumchips der ikke er større end en negl. Men trods denne store viden er mennesker ikke i stand til at fjerne deres eget husholdningsaffald og opbevare det på betryggende vis, eller til at fjerne frygten for at den nuværende generation bliver levende begravet under et bjerg af affald.

Lad os først betragte det enorme dilemma De Forenede Stater befinder sig i. Ifølge rapporter smider amerikanerne daglig over 400.000 tons affald ud. Ikke medregnet kloakslam og byggeaffald er tallet på årsbasis 160 millioner tons, hvilket ifølge bladet Newsweek er „nok til at fylde 1000 fodboldbaner med affald i op til 30 etagers højde, eller nok til at fylde så mange skraldevogne at de kunne nå halvvejs til månen hvis man anbragte dem efter hinanden“. Over 90 procent af dette affald køres til lossepladser hvor der dannes bjerge af affald.

Byen New York har for eksempel verdens største bylosseplads. Den er på 800 hektarer og ligger på Staten Island. Hver dag modtager den 24.000 tons affald. En snes pramme sejler i døgndrift med affald til denne ø. Det skønnes at lossepladsens affaldsdynge i år 2000 vil „være halvt så høj som Frihedsgudinden og have et større rumfang end den største af de store pyramider i Egypten“. Man regner med at når lossepladsen inden for ti år lukker, vil affaldsbjerget have nået en højde af 150 meter. Da New York Citys nyvalgte borgmester, David Dinkins, tiltrådte sit embede, blev han hilst velkommen med følgende budskab fra direktøren for sanitetsvæsenet: „Hej. Velkommen til rådhuset. Forresten — du har ingen steder at gøre af affaldet.“

„Hver eneste storby i De Forenede Stater har et affaldsproblem,“ siger en ekspert. „De amerikanske lossepladser er ganske enkelt ved at være fyldt op, og der bliver ikke åbnet nye,“ har U.S.News & World Report skrevet. „I 1995 vil halvdelen af de eksisterende lossepladser være lukket. Mange af dem lever ikke op til de nye miljøkrav,“ hed det videre i rapporten.

Det anslås at hver borger i Californien i gennemsnit smider omkring 1100 kilo affald ud om året. „I Los Angeles producerer vi så meget skrald at vi kunne fylde Dodger Stadium med affald hver niende dag eller deromkring,“ har en miljøekspert udtalt. Lossepladserne i Los Angeles forventes at være fyldt i 1995. „Hvad skal vi så gøre?“ spørger byens indbyggere. Men regnskabets time kommer måske før end forventet, hvilket en californisk miljøforkæmper antyder: „Vi har faktisk hver dag skraldevogne der kører rundt i byen uden at kunne komme af med deres affald.“

Chicagos 33 lossepladser må lukke inden for de næste fem år. Andre større byer med affaldsproblemer kører ganske enkelt deres affald til lossepladser i andre stater. Dette har skabt vrede i disse stater, der ikke ønsker at blive belemret med andres affald. Der transporteres daglig omkring 28.000 tons affald på de amerikanske motorveje, alt imens man forsøger at finde et sted at slippe af med det. Det siges at New York, New Jersey og Pennsylvanien eksporterer otte millioner tons affald om året, hvilket så sandelig er en kostbar løsning. „Hvad der er endnu værre,“ skriver bladet Newsweek, „er at nogle lastvognschauffører der kører østover med kød og varer i kølevogne, på hjemturen bruger de samme vogne til at transportere affald fyldt med maddiker til den vestlige del af landet.“ Kongressen overvejer at forbyde denne trafik på grund af den indlysende sundhedsfare.

Men det er ikke blot De Forenede Stater der har problemer med affaldet. Også andre lande trues af affaldspuklen. I Japan, for eksempel, har man også store problemer som man søger at løse. Det skønnes at Tokyo og tre nabobyer i år 2005 vil have et overskud på 3,5 millioner tons affald, som man kan blive nødt til at eksportere. „Affald er en japansk eksportartikel der ikke er et marked for,“ har en skribent udtalt.

Visse lande har ganske vist ikke problemer med at skaffe deres husholdningsaffald af vejen, men med industriaffaldet ser det anderledes ud. For eksempel har de lande der benytter sig af store forbrændingsanlæg problemer med at komme af med de tusinder af tons affaldsaske, hvoraf meget er særdeles giftigt. De fleste mennesker er imod at det skal anbringes i deres „baghave“. Det er vanskeligt for de implicerede at slippe af med affaldet. Pramme lastet med tusinder af tons giftaffald sejler rundt for at finde en eller anden „baghave“ i andre lande. Mange bliver afvist. Ingen ønsker at have affald i nærheden af deres bopæl.

I de senere år er udviklingslandene blevet losseplads for tusinder af tons uønsket affald. I nogle tilfælde er affaldet blot blevet tømt ud på åbne marker af skruppelløse mennesker. „Europæere og amerikanere opdager at når de beskytter deres eget miljø, kan det være på bekostning af miljøet i andre lande,“ skriver bladet World Press Review.

Avisen The German Tribune skrev i oktober 1988 at Zürich i Schweiz eksporterede sit overskudsaffald til Frankrig, og at Canada, De Forenede Stater, Japan og Australien sendte deres affald til lossepladser i Østeuropa.

Og sådan bliver det ved. „Affaldsproblemet er anderledes end andre problemer vi har stået over for,“ siger en amerikansk embedsmand. „Hvis der er tørke, skærer man ned på vandforbruget. Men i denne situation bliver vi blot ved med at producere affald.“

[Tekstcitat på side 4]

’Nok til at fylde så mange skraldevogne at de kunne nå halvvejs til månen’

[Tekstcitat på side 5]

„Affald er en japansk eksportartikel der ikke er et marked for“