Overtræderne konfronteres med efterladte
SCENEN: Et møde i panelet af ofre for spiritusulykker i Genesee-amtet i staten New York. Til stede: Seks sørgende pårørende til trafikofre som de fremviser billeder af. De forsøger at gøre et uudsletteligt indtryk på nogle der er dømt for at have kørt i beruset tilstand.
Følgende er vort resumé af ordvekslingen:
De efterladte
En fader: „Dette er vores søn Eric. Han var et ønskebarn, fuld af humør og altid smilende. Nu er jeg sørgende far til en søn der døde som 17-årig. På ét øjeblik var vore drømme, vort fremtidshåb og vores kærlighed borte — dræbt af en spritbilist.
Mine kone og jeg kommer tit på kirkegården. Det er vores spinkle forbindelse til ham. Vi læser Erics ord indhugget på gravstenen: ’Jeg vil savne jer af hele mit hjerte, og jeg håber at der ikke er for langt mellem os. Hvis der er, vil jeg græde, for jeg har aldrig ønsket at sige farvel.’ Det har vi heller ikke.“
En ung enke: „Dette er min familie. En 22-årig mand sagde at han ikke følte sig påvirket og kørte fra en bryllupsreception i sin bil. Han kørte med høj hastighed ad en mørk vej han ikke kendte, og overså et advarselsskilt, hvorefter han kørte over for fuldt stop og ramte os. Det næste jeg husker er at jeg kom til bevidsthed med en voldsom smerte i brystkassen. Jeg kæmpede for at åbne øjnene og kunne lige skimte min mand, sammensunket over rattet. Jeg kunne høre mit lille barn skrige, og jeg husker at jeg spurgte: ’Hvad skete der?’
Ingen svarede. Min mand, Bill, på 31, min ældste søn på 6 og mine tvillingedrenge på 4 år var døde. Den eneste jeg kunne knytte mit håb til, var min ni måneder gamle datter, som blev indlagt med alvorlige læsioner i hovedet.
En trist og våd onsdag formiddag blev min mand og mine tre drenge begravet. Jeg var stadig indlagt — og lå og tænkte på fire kister, fire lemlæstede legemer, fire mennesker jeg aldrig mere skulle se, høre eller røre ved. Hvordan skulle jeg komme videre?
Min lille pige og jeg var tvunget til at begynde forfra på tilværelsen. Jeg solgte huset, for jeg kunne ikke bære minderne. Jeg har svært ved at vænne mig til tanken om at min mand og mine tre dejlige drenge ligger på kirkegården. Al min omsorg, bekymring og kærlighed havde ikke kunnet beskytte dem. Jeg kan ikke finde ord for min smerte, frustration og tomhedsfølelse. Deres liv blev så kort.
Den unge mand der tog deres liv var hverken alkoholiker, forhærdet kriminel eller tidligere lovovertræder — blot et gennemsnitsmenneske der havde været til selskab. Jeg betaler denne frygtelige pris fordi én valgte at køre i spirituspåvirket tilstand. Måtte det aldrig ske for jer eller nogen I holder af.“
En moder: „Min datter hed Rhonda Lynn. Hun skulle have taget studentereksamen den 21. juni. Den 10. juni var hun i gang med at få sin sidste køretime hos kørelæreren, og ved en fest samme dag valgte to personer der havde drukket tæt, at tage bilen hjem. På ét øjeblik gjorde de ende på Rhondas, hendes kørelærers og to andre elevers liv.
Om eftermiddagen blev jeg ringet op og fik at vide at Rhonda havde været ude for en ulykke. Min eneste tanke var at jeg måtte være hos hende. Da jeg ankom til sygehuset, fik jeg ikke lov til at se hende, men jeg måtte have vished. Jeg fik dem til at trække lagenet til side. Hendes ansigt var frygtelig opsvulmet og forrevet. Jeg blev ved med at se på hendes kønne øjne og holde hendes arm, men jeg kunne ikke helbrede hendes ødelagte krop. Jeg kunne kun stryge hende over det smukke hår. Der var ingen reaktion. Hun var borte.
Jeg måtte påtage mig den tunge opgave at give hendes far og brødre besked. Det frygtelige savn har helt forandret vores tilværelse. Kunne vi bare omfavne hende endnu en gang. Livet bliver aldrig det samme. Vi har kun minderne tilbage.“
En lovovertræder
En ung mand: „Min beretning er anderledes end dem I har hørt indtil nu. Den begynder for 23 måneder siden. Jeg husker det som var det i går. Min veninde var til bowling den aften, så jeg besluttede at få lidt at drikke mens jeg så hende bowle. Jeg fik fem-seks glas øl de næste to og en halv time, og jeg tænkte at jeg hellere måtte passe på og vente en time før jeg kørte hjem.
Jeg havde kørt omtrent en halv time da jeg så en ambulance og en mand stå midt på vejen og dirigere færdselen. Men jeg så ham ikke før det var for sent. Jeg forsøgte at undvige og bremse. Da forruden splintredes, sagde jeg til mig selv: ’Bare det er en hjort eller en hund!’ Men jeg vidste godt at det ikke var tilfældet. Jeg stod ud og skyndte mig hen til ham mens jeg råbte: ’Skete der noget? Skete der noget?’ Han svarede ikke. Jeg husker at jeg stod bøjet over ham og stirrede på hans ansigt. Det hele var så makabert.
Færdselsbetjentene kom hen og stillede spørgsmål. Så sagde de: ’Du er meget hjælpsom, men din gang og tale er mærkelig. Har du fået noget at drikke?’ De tog mig med på stationen til en spiritusprøve. Den viste 0,08 [en strafbar grad af påvirkning i det meste af USA]. Jeg fattede ikke hvad der var foregået. Jeg havde aldrig troet at sådan noget ville ske for mig. Men nu måtte jeg regne med en tiltale for uagtsomt manddrab og for at have kørt i påvirket tilstand.
Måneden efter skulle jeg færdiggøre min læreruddannelse. Tænk på hvordan samfundet betragter lærere og hvordan man forventer at de er gode eksempler. Det var det jeg havde arbejdet for, og nu så det hele ud til at være spildt.
Jeg fik en betinget dom på et år, mistede kørekortet i 19 måneder, fik en bøde på 250 dollars, sad i fængsel en weekend, ydede 600 timers samfundstjeneste og gennemgik ni ugers alkoholrådgivning. Og desuden husker jeg hvordan jeg nogle nætter vågnede rystende, med den dræbtes ansigt for mit blik. Jeg var også nødt til at se min familie og mine venner i øjnene. Det var en kamp at leve videre, og jeg var ikke sikker på at det var det værd. Jeg måtte også tilbage til undervisningen og møde alle børnene, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvor mange af dem der mon vidste hvad jeg havde gjort. Jeg følte også i høj grad skyld og samvittighedsnag over for den dræbtes familie.
Om natten efter ulykken måtte jeg gøre det sværeste jeg nogen sinde har skullet — ringe til min mor og sige: ’Mor, jeg har dræbt en mand ved en ulykke. Jeg må have én til at køre mig hjem.’ Da hun kom, omfavnede vi hinanden og græd. Jeg ville end ikke ønske at min værste fjende skulle lide det jeg har lidt. Jeg vil gerne gøre mit til at folk ikke kører når de har drukket. Husk os når du går fra dette møde. Glem os aldrig.“
Mødet slutter
Patricia Johnston, panelets koordinator, slutter med sin egen tragiske erfaring, hendes alkoholiske faders dødsulykke. Hun siger: „Hvis jeg kunne fylde en flaske med den sorg alkohol forvolder og give den som ’afskedsdrink’, ville programmer som dette blive overflødige.“
Til sidst spørger ordstyreren om der er nogen spørgsmål. Der er ingen. Men mange siger med tårer i øjnene: „I kommer aldrig igen til at høre at jeg har kørt spirituskørsel.“
Kun tiden vil vise hvordan sådanne panelmøder vil influere på statistikken over pågrebne spritbilister der gentager forseelsen. Men det der giver problemet så skræmmende dimensioner er det milliontal der kører spirituskørsel uden at blive pågrebet.
En nylig statistik fra USA’s justitsministerium viser at der i løbet af ét år blev arresteret næsten to millioner spirituspåvirkede trafikanter. Men statistikkerne viser også at der for hver anholdelse måske er hele 2000 uopdagede berusede trafikanter på uafpatruljerede veje, og kimen til ulykker er således lagt.
Hvad har givet grobund for en så dødbringende og uansvarlig adfærd? Hvorfor raser krigen mod spiritus i trafikken videre uden sejr? Lad os se på nogle af svarene.
[Illustration på side 7]
Rekonstrueret konfrontation mellem overtræder og efterladte