Sådan er det at leve med alkoholisme

I FLERE uger havde min mand ikke lavet andet end at drikke døgnet rundt. Han drak til han faldt i søvn, og begyndte igen så snart han vågnede op. Han var blevet fyret fra sit arbejde, og vores økonomiske situation blev værre dag for dag. Hans helbred var blevet dårligere, og jeg var ikke sikker på hvor meget længere han kunne leve. ’Hvad mon det ender med?’ tænkte jeg.

Før jeg fortæller hvad udfaldet blev, vil jeg gerne forklare hvordan vi var nået til dette kritiske punkt i vort liv.

Jeg mødte min kommende mand ved et bal i 1947. Han havde allerede drukket da han kom, og før natten var omme dansede han på bordet. Senere samme uge kom han og besøgte mig. Denne gang var han ædru, og jeg nød hans selskab. Vi havde meget tilfælles, så vi begyndte at komme sammen.

Den aften han friede havde han en flaske spiritus med, men han var ikke fuld. Vi talte længe om alvoren i at gifte sig og stifte familie. Jeg fortalte ham at jeg absolut ikke havde tænkt mig at gifte mig med en alkoholiker. Da jeg sagde det, smed han flasken væk, og lovede mig at han havde taget sit sidste glas. Jeg var så lykkelig!

Men ganske kort tid efter at vi var blevet gift, begyndte han at drikke igen. I de følgende år blev jeg mere og mere bange for ham. Han var så uberegnelig. Han var som en vulkan der når som helst kunne komme i udbrud.

Ikke blot fortsatte han med at drikke meget, men han begyndte også at spille hasard på sit arbejde, hvilket gav os svære økonomiske problemer. Vi skændtes hver eneste gang han havde fået løn. Han prøvede at give mig færre og færre penge, så han kunne drikke mere og mere. Kreditorerne besøgte os jævnlig.

’Hvordan kan han behandle mig sådan, og alligevel sige at han elsker mig?’ tænkte jeg. Jeg havde et deltidsarbejde, så til tider var det mig der skaffede penge til at betale regningerne med.

Somme tider kunne jeg ikke beherske mig. Jeg bønfaldt ham: „Kan du da ikke se hvad du gør? Din datter og jeg er nervevrag!“

„Du overdriver!“ snerrede han. „Jeg tager kun et glas eller to. Jeg drikker ikke engang en flaske om ugen.“ I virkeligheden drak han en flaske spiritus om dagen!

Mit liv var fyldt med modsætninger. En gang imellem gav han mig blomster eller chokolade. ’Han elsker mig altså alligevel,’ tænkte jeg — og så skammede jeg mig over de forfærdelige ting jeg havde troet om ham. Når han var så rar, måtte det jo være min skyld at han drak, mente jeg. Hvis jeg bare kunne forandre mig, ville han måske ikke drikke så meget.

Han lovede mig at skære ned på sit forbrug, og efter nogle få dage var jeg sikker på at han med min hjælp kunne holde op med at drikke. Men henimod slutningen af ugen indhentede han det forsømte ved at drikke mere end nogen sinde. Jeg blev overvældet af en følelse af håbløshed.

Flere gange opsøgte han Anonyme Alkoholikere (en forening, der søger at hjælpe alkoholikere). De snakkede om alkoholisme, men det syntes han ikke han havde brug for at høre om. Hans problemer lå i det derhjemme, mente han. Atter brast mine forhåbninger. Jeg følte mig fanget i en fælde; jeg var vred.

Mine følelser gik i ring — glæde, skyldfølelse, selvforagt, krænkelse, bitterhed; jeg hadede ham, jeg ønskede at han ville forlade mig og var samtidig bange for at han måske ville gøre det. Det hele virkede så håbløst.

Da jeg havde prøvet at leve med dette i adskillige år, mistede jeg al selvbeherskelse. En dag hvor jeg var dybt fortvivlet, satte jeg mig ind i bilen og begyndte at køre, uden noget mål. Jeg kom til en flod. Den virkede så rolig og fredelig. Mens jeg sad på bredden tænkte jeg på min håbløse situation. Vandets stilhed og ro drog mig som en magnet. Hvis jeg bare kunne lade mig glide ned i vandet . . .

Pludselig hørte jeg en stemme kalde på mig. En kvinde der boede i nærheden havde set mig, og var kommet for at undersøge om der var noget i vejen. Så satte jeg mig ind i bilen igen og kørte hjem.

Kort tid efter blev det værre. Min mand begyndte at tale om at tage sit eget liv, og beskrev endda for mig hvordan han ville gøre det. „Du ville have det meget bedre uden mig,“ sagde han. På en måde var jeg glad for at høre det, men samtidig var jeg helt ude af mig selv.

Næste morgen var jeg klar over at jeg måtte gøre noget. Jeg kontaktede Anonyme Alkoholikere, og de henviste mig til en kvinde i mit kvarter, en der havde stået i en lignende situation. Hun anbefalede en lokal gruppe af familiemedlemmer til alkoholikere. Jeg kom så til nogle møder.

Møderne hjalp mig til at indse at jeg ikke kunne bebrejde mig selv at min mand drak. Han var jo begyndt at drikke før jeg mødte ham. De der kom til møderne så ud til at have fuld kontrol over sig selv. De var glade og talte åbent om deres følelser. De tog én dag ad gangen. Det var det jeg måtte gøre! Og selv om problemerne stadig var der, måtte jeg forstå at hver dag havde bekymringer nok i sig selv. Jeg huskede Jesu ord i Mattæus 6:34: „Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“

Samtidig forekom det mig at nogle af kvinderne dér stadig var temmelig bitre og vrede på deres mænd; de beklagede sig over dem og beskrev deres fejl. I stedet for at deltage i dette, valgte jeg at tie stille.

Jeg lærte imidlertid mange nyttige ting ved at lytte til dem når de snakkede om hvordan det er at være gift med en alkoholiker. Det vigtigste jeg lærte var dette: jeg skulle ikke beskytte min mand mod følgerne af hans drikkeri, som jeg havde gjort indtil da. I stedet måtte jeg hjælpe ham til at forstå hvilke problemer hans drikkeri forårsagede. Det krævede megen styrke at overvinde så mange års negativ tænkning, men jeg var besluttet på at gøre det. Jeg begyndte at følge disse forslag.

Der viste sig en lejlighed ganske kort tid efter. Vi skulle passe vores barnebarn, der var syg og havde feber. Jeg var nødt til at gå et stykke tid, så jeg bad min mand holde øje med drengen. Jeg ringede til ham fra arbejde og advarede ham imod at drikke. Han forsikrede mig om at han ville passe godt på drengen.

Kort efter at jeg var gået, ringede min datter for at høre hvordan drengen havde det. Til hendes overraskelse var det hendes lille søn der tog telefonen. „Bedstefar sover,“ forklarede han. Min datter var skrækslagen! „Ryst ham rigtig meget, og prøv om du kan vække ham.“ Men drengen kunne ikke vække ham — han var bevidstløs af druk. Min datter lagde straks røret på og styrtede over til os.

En times tid senere, da jeg var kommet hjem, vågnede han endelig op. Han spurgte hvorfor vi ikke havde vækket ham. Men han var stadig fuld, så vi sagde ikke meget. Før i tiden ville jeg have ladet det blive ved det. Jeg ville have været alt for bange for at sige noget. Men nu var jeg klar over at jeg ikke skulle beskytte ham mod følgerne af hans drikkeri. Han måtte vide hvad der var foregået. Så næste morgen beskrev jeg i detaljer for ham hvad der var sket. „Er du klar over hvad der kunne være sket med vores lille barnebarn?“ spurgte jeg. Dét ramte ham. „Drengen kunne jo være død,“ indrømmede han.

Og alligevel drak han hele natten ved en lejlighed nogle måneder senere. Men da han var kommet op næste dag, bad han mig køre ham til hospitalet. Han kunne ikke holde det ud længere. Jeg fik ham til at ringe til lægen og ordne det nødvendige. Da vi kom til hospitalet lod han sig indlægge og var under behandling i to måneder.

Nu er der gået flere år, og vores ægteskab bliver bedre og bedre. Det har ikke været let, hverken for min mand eller mig. Vi må hele tiden vogte på vore motiver og tanker.

Der er noget andet der har været en stor hjælp for mig — nemlig mit forhold til Jehova. Det har hjulpet mig til at overvinde den bitterhed og vrede jeg følte, idet jeg vidste at Jehova ikke har behag i disse følelser, uanset hvad min mand havde gjort. (Kolossenserne 3:13, 14) Hvor var det styrkende at lære Jehova at kende som en kærlig og barmhjertig Fader der ikke leder efter vore fejl. Det hjalp meget på min skyldfølelse. — Salme 103:9-12; 130:3, 4.

Eftersom jeg bad dag og nat gav Jehova mig af sin ånd og styrke. Ved regelmæssigt at dele min kristne overbevisning med andre, kunne jeg holde mit håb levende. Jeg er også dybt taknemmelig for de kristne møder jeg deltager i, og det kærlige samvær med kristne brødre og søstre. Uden dem tror jeg ikke jeg kunne have klaret det.

Jeg er naturligvis glad for at jeg lærte at leve med en alkoholiker. At lære at tage én dag ad gangen har været en stor hjælp til at holde bekymringerne på et rimeligt plan. Og især har det gavnet mig at lære at lade være med at beskytte min mand mod følgerne af hans drikkeri. Uden denne viden ved jeg ikke hvad der kunne være sket. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 20]

Jeg måtte hjælpe ham til at forstå hvilke problemer hans drikkeri forårsagede

[Illustration på side 20]

Det vigtigste jeg lærte var at jeg ikke skulle beskytte min mand mod følgerne af hans drikkeri, som jeg havde gjort indtil da