„Hvis du begår nogen dumheder slår jeg dig ihjel“

Et pistolløb stak ind igennem en åbning i bilruden og sigtede mod mit hoved. En stemme sagde:

„Lad være med at se på mig. Luk døren op! Flyt hen på passagersædet.“ Jeg gjorde som der blev sagt. Manden satte sig ind bag rattet i min bil mens han sigtede på mig med pistolen.

„Har du nøgle til banken?“

„Nej, men der kommer lige straks nogen og åbner.“

„Hvis du begår nogen dumheder slår jeg dig ihjel,“ sagde han advarende. Han startede bilen og kørte.

Dette var ved at blive hverdagskost. Jeg var bankassistent i Trust Company Bank. Sidste år i april sigtede en kvinde på mig med sin håndtaske og sagde: „Der er en pistol herinde. Giv mig pengene.“ Det gjorde jeg så.

Få uger senere kom en mand hen til min luge. Hans pistol var synlig. „Giv mig pengene.“ Jeg skubbede en stak sedler hen til ham.

Da havde jeg fået nok. Jeg anmodede om at blive flyttet til en anden afdeling. Min anmodning blev imødekommet. Og nu, denne torsdag morgen den 23. maj, sad jeg i min bil på parkeringspladsen ved den nye afdeling i Columbus i Georgia og ventede på at banken skulle åbne. Klokken var 8.25. Sædvanligvis kommer jeg på arbejde et par minutter før tiden. Så kan jeg nå at læse dagens tekst fra Bibelen. Den morgen var den hentet fra Mattæus 6:13, hvor der står: „Befri os fra den onde.“ På daværende tidspunkt anede jeg ikke hvor stor betydning det skriftsted skulle få for mig i løbet af de følgende to dage.

Jeg havde kun arbejdet to uger i den nye afdeling og havde endnu ikke fået udleveret en nøgle. Min bilrude var rullet lidt ned, og jeg sad og mediterede over det skriftsted jeg lige havde læst da pistolmundingen dukkede op i ruden. To gange før var røvere stukket af med bankens penge. Denne gang var det med mig.

Da kidnapperen kørte begyndte jeg højlydt at bede: „Åh, Jehova, hjælp mig!“

„Hvem er Jehova?“ spurgte han.

„Det er den Gud jeg tilbeder.“

„Kig ikke på mig! Bliv ved med at se ud ad ruden! Jehova . . . det er Vagttårnet, Jehovas Vidner, ikke sandt?“

„Jo.“

„Jeg kender dem fra dengang jeg boede i New York. Jeg er selv katolik. Men du må bede stille. Jeg gider ikke høre på det.“ Han tilføjede dog: „Jeg er ikke ude på at gøre dig noget. Jeg er ude efter penge, ikke efter dig. Begå ingen dumheder, så sker der ikke noget.“

Mens vi kørte begyndte han at udfritte mig om banken. Hvem ville lukke op? Hvad tid åbnede den for kunder? Hvor mange penge lå vi inde med? Jeg besvarede alle spørgsmålene efter bedste formåen, mens jeg bad inden i mig selv. Jeg bad Jehova hjælpe mig sikkert igennem dette.

Efter ti minutters kørsel drejede han ind ad en skovvej. Han forventede tilsyneladende at møde nogen, for han begyndte for sig selv at mumle: „Hvor er han? Hvor er han?“ Han stoppede bilen og steg ud og lod mig stige ud i samme side, mens jeg hele tiden havde ryggen vendt mod ham. Med pistolen i siden på mig førte han mig længere ind i skoven og lod mig kigge ned i jorden så jeg ikke så ham. Det var svært at gå gennem det vilde buskads i pænt tøj og med høje hæle. Han førte mig hen til et træ, så jeg stod med ansigtet ind mod stammen, og klæbede et bredt stykke sort tape over mine øjne og min mund. Han tapede også mine hænder sammen på ryggen og kom tape om mig og rundt om træstammen.

Så begyndte jeg at ryste voldsomt. Han beordrede mig til at holde op. Igennem tapen mumlede jeg at det kunne jeg ikke. „Men så bare vær stille. Der er én der bevogter dig, og hvis du forsøger at komme fri, slår han dig ihjel.“ Derpå forlod han mig. Jeg genkaldte mig dagens skriftsted: „Befri os fra den onde“ og tænkte på hvor godt det passede på den situation jeg var havnet i.

Kort efter vendte han tilbage i en anden bil — jeg ville have genkendt min egen på motorlyden. Måske havde han byttet den ud med sin egen. Han fjernede tapen der holdt mig fast til træstammen men ikke den øvrige tape. Derefter førte han mig gennem buskadset tilbage til bilen. Han åbnede bagsmækken og proppede mig ned i bagagerummet, smækkede i og kørte.

Jeg begyndte igen at bede. Faktisk bad jeg det meste af dagen og tryglede Jehova om styrke til at klare hvad der end måtte komme. Vi kørte en 15-20 minutter før han stoppede og åbnede bagagerummet, tog tapen af min mund og bad om bankens telefonnummer. Jeg gav ham det. Han spurgte mig hvem der var bestyrer. Efter at jeg havde fortalt det, satte han igen tape for min mund. Derefter ringede han til banken og bad om penge — 150.000 dollars, fik jeg senere at vide.

Han bad George — betjenten i banken den dag — stå med pengene i en nærmere angivet telefonboks syd for Atlanta klokken to om eftermiddagen, hvor han ville modtage yderligere ordrer. Han fortalte mig om planerne og forsikrede mig om at jeg snart ville blive løsladt. Men der var længe til klokken to, og jeg lå stadig sammenkrummet i bagagerummet, hvor der blev varmere og varmere. Timerne sneglede sig af sted. En eller to gange så han til mig for at høre hvordan jeg havde det. „Din Gud Jehova passer nok på dig,“ bemærkede han. Altså huskede han min bøn til Jehova fra om morgenen.

Jeg tænkte på min familie. Vidste de overhovedet at jeg var væk? Hvis de gjorde, hvordan reagerede de da? Jeg var mere bekymret for dem end for mig selv. Jeg tænkte på forskellige skriftsteder, blandt andet det der siger at ’Jehovas navn er et stærkt tårn og at den retfærdige løber derind og beskyttes’, og at ’enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst’. Jeg fulgte desuden apostelen Paulus’ råd om at ’bede uophørligt’. (Ordsprogene 18:10; Romerne 10:13; 1 Thessaloniker 5:17) Foruden skriftstederne fra Bibelen kom jeg gentagne gange i tanker om nogle af Rigets sange, deriblandt ’Jehova, vor styrke og vor kraft’ og ’Jehova er vor tilflugt’.

Jeg genkaldte mig oplevelser jeg havde læst i Vagttårnet der viste at Jehova havde hjulpet andre til at udholde særlige prøver. Jeg huskede særlig tydeligt en beretning fra Vågn op! om en søster der var blevet holdt som gidsel under et bankkup.a Hun var blevet holdt stramt om halsen mens røveren truede hende med en håndgranat. Hendes trængsler stod på i timevis; hun befandt sig alene med røveren mens politiet ventede udenfor. Hun klarede prøven ved at bede til Jehova og genkalde sig skriftsteder, og hendes mod blev belønnet idet hun kunne vende uskadt hjem til sin familie.

Endelig stoppede bilen og chaufføren steg ud. Jeg kunne ikke se på mit ur, eftersom jeg havde det om håndleddet og mine hænder var tapet sammen på ryggen, men jeg gættede — korrekt — at klokken var to og at han var gået hen for at kontakte George fra banken. Jeg håbede snart at blive frigivet. Men sådan skulle det ikke gå. Hans planer glippede åbenbart, og vi kørte igen.

Pludselig trådte han speederen i bund! Han kørte ikke kun vanvittig stærkt, men slingrede fra side til side som om han kørte ’slalom’ gennem trafikken. Jeg blev kastet frem og tilbage i bagagerummet. Min krop bumpede op og ned på bunden, og mit hoved slog mod bagagerummets sider. Og da mine hænder og arme var bundet på ryggen kunne jeg ikke værge for mig. Sådan blev det ved i måske ti minutter, men det syntes meget længere.

Kort efter stoppede bilen, og han åbnede bagagerummet for at se til mig. Naturligvis var jeg temmelig medtaget efter de knubs jeg havde fået. Mit hjerte hamrede og jeg havde svært ved at få vejret. Jeg var dækket af sved, men kunne ikke tørre mig. Jeg kunne kun trække vejret gennem næsen som var fri mellem tapen for øjnene og tapen for munden. For et kort øjeblik tog han tapen af min mund så jeg kunne få luft og tale hvis jeg ville.

Han fortalte mig at politiet havde fået øje på hans bil og havde jagtet ham. Det var derfor han kørte så hurtigt og svingede ud og ind for at komme uden om de andre biler. Det var lykkedes ham at ryste politiet af. Han forklarede at han endnu ikke havde fået pengene, men at han ville gøre et nyt forsøg og tilføjede at jeg ikke skulle være bekymret selv om der måske gik lidt tid endnu. Han forsikrede mig igen om at han ikke havde til hensigt at volde mig fysisk skade. Han havde brug for penge, og han håbede at kunne skaffe dem ved hjælp af mig. Da han sagde det drog jeg et lettelsens suk, for jeg havde bedt om at Jehova ville hjælpe mig hvis han ville forgribe sig på mig.

Tiden gik meget langsomt. Han stoppede adskillige gange, måske for at ringe igen eller for at forsøge at få pengene. På et tidspunkt hørte jeg ham fylde benzin på. Jeg lå så ubehageligt at jeg forsøgte at skifte side og kom til at lave lidt støj. Han åbnede straks bagagerummet og advarede mig. Jeg spekulerede på hvad klokken var. Han fortalte mig det ikke direkte på noget tidspunkt, undtagen første gang da klokken var to. Jeg vidste at vi stadig var i Atlantaområdet, for jeg kunne høre flyvemaskinerne lette og lande i lufthavnen.

Senere åbnede han bagagerummet og sagde: ’En time til og du vil blive sat på fri fod.’ Det sagde han adskillige gange, og jeg troede ikke længere på ham. Jeg håbede kun. Det var ikke specielt varmt i vejret den dag, men i bagagerummet var der trangt og støvet og der blev varmere og varmere. Sveden drev af mig og jeg havde efterhånden svært ved at få luft. Jeg begyndte at bede om at måtte få en opstandelse, for jeg var ikke sikker på hvor meget længere jeg kunne få vejret.

Hvis jeg døde, håbede jeg på at Jehova ville hjælpe min familie. Jeg var bekymret for min familie og mig selv. Jeg vidste at hvis jeg døde ville Jehova bringe mig tilbage ved en opstandelse, så jeg ville blive genforenet med min familie i hans lovede retfærdige nye verden. (Johannes 5:28, 29; 2 Peter 3:13) Mine tanker om Jehova og hans løfter holdt mig oppe.

Chaufføren åbnede bagagerummet igen. Det var mørkt udenfor — det havde det været i timevis. Han havde ringet adskillige gange. Ingen af hans forsøg på at få løsepenge var lykkedes. Han sagde at han var træt af at forsøge og ville køre tilbage til Columbus og slippe mig fri. Da vi kom tilbage var jeg helt udmattet. Jeg lå blot i bagagerummet og ønskede at det hele snart ville få ende. Men jeg opbød alle kræfter og tænkte: ’Nej, jeg må være opmærksom og holde mig vågen. Det hele er snart overstået. Han har givet op og kører mig hjem.’

Han ville sætte mig af ved min bil, men han kunne ikke finde den. Så kørte han mig hen til en af Jehovas Vidners rigssale, men der var lys i en lejlighed der blev beboet af en af vore rejsende tilsynsmænd. „Jeg vil ikke sætte dig af hvor der er mennesker!“ Men han lod mig alligevel for første gang komme op af bagagerummet. Der var stadig tape over mine øjne, og mine hænder var klæbet fast på ryggen, men han hev tapen af min mund. Jeg følte mig svimmel og kunne næsten ikke gå — mine ben var følelsesløse. Han lukkede mig igen ned i bagagerummet, kørte længere ned ad gaden, efterlod mig bag en baptistkirke og stak af. Klokken var da halv to natten til fredag.

Jeg følte mig stærkt omtåget. Det sidste jeg husker er at jeg hørte hans bil køre. Da jeg vågnede — tre timer senere — lå jeg i græs og mudder. Jeg fik arbejdet tapen af håndleddene og af øjnene. Jeg kiggede på uret. Klokken var kvart i fem. Jeg havde ligget 17 timer i bagagerummet og været bevidstløs på jorden i 3 timer. På rystende og følelsesløse ben vaklede jeg ned ad gaden. En mand var ved at bakke sin lastbil ud af sin indkørsel. Jeg forklarede ham at jeg havde været kidnappet og måtte ringe til min familie og til politiet. Politiet kom ti minutter senere.

Jeg blev bragt til undersøgelse på hospitalet. I 20 timer havde jeg ikke fået noget at drikke eller spise og var ikke blevet vasket. Jeg havde kun sovet de sidste tre timer. Min krop var fuld af blå mærker, mit tøj var tilsmudset, mit hår i uorden og mit ansigt snavset og skæmmet af klisterbåndsmærker. Men intet af dette lagde en dæmper på glæden ved at gense min mand, Brad, og min mor, Glenda, og de mange andre venner og slægtninge som var mødt op for at byde mig velkommen hjem. Deres venten og bekymring havde været anderledes end min, men måske endnu mere pinefuld.

Fra sygehuset tog jeg hen på politistationen for at besvare spørgsmål og afgive min forklaring. Den 25. maj 1991 skrev Columbus Ledger-Enquirer at kidnapperen var blevet fanget og at han ifølge politiet også ville „blive sigtet for en voldtægt og et groft homoseksuelt overgreb“. Disse ugerninger havde han begået weekenden inden han kidnappede mig. I pressemeddelelsen forklarede politimester Wetherington også hvorfor han havde forbudt medierne at omtale sagen: „Vi var virkelig bekymrede for Lisas liv.“ Alt dette overbeviste mig endnu mere om at min tillid til Jehova havde reddet mig.

Jeg tog hjem og fik mit livs bedste bad, og lagde mig derefter til at sove. Idet jeg slumrede ind i dyb søvn mindedes jeg dagens tekst, Mattæus 6:13, som stadig virkede opmuntrende. Jeg havde erfaret at ’Jehova løser de bundne’, som der siges i Salme 146:7. — Fortalt af Lisa Davenport.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 17]

„Du må bede stille. Jeg gider ikke høre på det“

[Tekstcitat på side 17]

Han åbnede bagsmækken og proppede mig ned i bagagerummet, smækkede i og kørte

[Tekstcitat på side 18]

Min krop bumpede op og ned på bunden, og mit hoved slog mod bagagerummets sider

[Tekstcitat på side 19]

Jeg lå blot i bagagerummet og ønskede at det hele snart ville få ende

[Tekstcitat på side 20]

Da jeg vågnede – tre timer senere – lå jeg i græs og mudder