Australiens forbløffende pungdyr

Af Vågn op!-​korrespondent i Australien

HVAD er pungdyr egentlig, og hvad gør pungdyrene så forbløffende?

Kort sagt er pungdyrene en art af pattedyr, det vil sige varmblodede dyr der giver ungerne die. I modsætning til de fleste pattedyr danner hunpungdyrene ikke nogen moderkage i livmoderen når de er drægtige. De føder en lillebitte unge der er blind, men som dier og beskyttes i en pung der sidder udvendig på moderen. Faktisk er et pungdyr et pattedyr med en pung, og det latinske ord for pungdyr er Marsupialia, afledt af ordet marsupium, der betyder „pung“ eller „lomme“.

Kænguruen er blot én ud af omkring 250 pungdyrarter. Der findes også pungdyr i andre lande end Australien, men det er ikke mange. Blandt andet kan nævnes den nordamerikanske pungrotte, og lignende dyr i Sydamerika. Men langt de fleste pungdyr lever i det australasiatiske område, hvor man har kendskab til omkring 175 forskellige arter. Alt i alt er der 45 kænguruarter i Australien, men den røde kæmpekænguru er den mest kendte. Hannen er den største af pungdyrene. Den kan veje op til 90 kilo og er højere end de fleste mennesker når den står oprejst. Hunnen er imidlertid betydelig mindre og har en bleggrå farve.

Kænguruen kan hoppe op til 11 meter i et enkelt spring. Man har målt at kænguruer har været oppe på en hastighed af 64 kilometer i timen og har sprunget over hegn der var over 3 meter høje. Den røde kæmpekænguru og den lidt mindre, østlige, grå kæmpekænguru findes i store dele af det australske kontinent. Disse kænguruer er et almindeligt og spændende syn for turister der kører tværs gennem de let bevoksede områder og gennem den ufrugtbare ørken i det centrale Australien. Kænguruerne er flokdyr og holder normalt sammen i grupper.

Deres fødsel

Et særkende ved pungdyrene er den måde de føder og passer deres unger på. Tag for eksempel kænguruen. Den føder 33 til 38 dage efter at parringen har fundet sted. Men den lille nyfødte er faktisk ikke meget andet end et foster; en ganske lille, bønneformet skikkelse der vejer omkring 0,75 gram og er mindre end det yderste led af en lillefinger og næsten helt gennemsigtig.

Straks efter fødselen „klatrer“ ungen fra hunnens livmoder op i pelsen. Derefter bruger den kløerne på de små forben til at kæmpe sig de 15 centimeter op i hunnens pung. Der fæstner den sig til en af de fire dievorter, der udvider sig inde i munden på den. Herigennem modtager den nyfødte al den næring den behøver. De næste fem måneder tilbringer ungen i dette hyggelige børneværelse førend den for første gang stikker hovedet op af pungen.

Efter seks måneder vover den unge Joe (som kænguru-ungen kaldes i Australien) sig for første gang udenfor, men vender jævnligt tilbage til pungen for at die og finde tryghed. Til sidst beslutter hunnen imidlertid at Joe er for stor og sørger for at ungen ikke mere hopper tilbage i pungen. På dette tidspunkt er ungen 18 måneder gammel og fuldstændig uafhængig af moderen.

Et andet forbløffende fænomen er at hunkænguruen kan producere to forskellige slags mælk samtidig. Umiddelbart efter at den har født Joe nummer et, parrer den sig igen. Det foster der undfanges ligger i dvale indtil Joe nummer et begynder at foretage sine første korte udflugter fra pungen. Derefter fødes Joe nummer to, der er en lillebitte størrelse, og den fæstner sig til en anden dievorte i pungen.

Men storebror Joe dier stadig mælk fra sin oprindelige dievorte. For at gøre det hele mere kompliceret, har den nyfødte fosterlignende Joe behov for mælk af en anden sammensætning end den som storebror Joe får. Dette er dog ikke noget problem, for hunnen producerer mælk med et højt sukkerindhold til den nyfødte, men fortsætter med at producere protein- og fedtholdig mælk til storebror!

Kænguruen er normalt ikke aggressiv, men somme tider kan man se hanner udkæmpe noget der minder om en boksekamp. Tit er det blot en styrkeprøve mellem to yngre hanner. Til andre tider kan det være to voksne hanner der kommer op at slås om en hun. Disse kampe er alvorligt ment, og de rivaliserende bejlere kradser hinanden med kløerne på forbenene og sparker voldsomt med bagbenene.

Den herlige koala — endnu et forbløffende pungdyr

Lige så kendt som kænguruen og lige så tit afbildet på australske turistbrochurer er det sødeste af alle pungdyrene — koalaen. Denne lille skabning lever kun i træerne og er hovedsagelig aktiv om natten. På grund af dens udseende bliver den ofte forvekslet med en bjørn og undertiden fejlagtigt kaldt en koalabjørn. Men den har ingen som helst forbindelse med bjørnefamilien og den tilhører heller ikke pungrotterne eller pungaberne. Den er noget helt for sig. Der er kun én slags koalaer, og de lever i den østlige del af Australien.

Koalaen virker charmerende på grund af dens bløde, plysagtige udseende, de strålende knapformede øjne, den bløde gummiagtige næse og det konstant forvirrede udtryk. Koalaen er ikke et stort dyr. Den kan blive omkring 60 centimeter høj og veje fra 8 til 14 kilo.

De små koalaer fødes på samme måde som de fleste andre pungdyr, bortset fra at hunkoalaens pung har sin åbning nedadtil. Den nyfødte bliver i pungen i seks måneder, og når den endelig vover sig ud klamrer den sig til sin moders ryg mens hun har travlt med at lede efter træer med velsmagende blade.

Et fantastisk fordøjelsessystem

Koalaerne er kræsne. De lever af bladene på eukalyptustræerne, hvoraf der findes 600 forskellige arter. Men de æder ikke hvad som helst. De fouragerer kun 50 eller 60 af disse arter. Hvis andre dyr skulle æde sådanne blade, ville de højst sandsynligt dø af de giftige olier og andre stoffer som bladene indeholder. Et meget indviklet fordøjelsessystem sætter koalaerne i stand til at fordøje denne specielle føde. Den ensidige kost gør at koalaerne har en meget karakteristisk kropslugt.

Man har hævdet at koalaerne slet ikke drikker vand; man mener at ordet „koala“ er et uraustralsk ord der betyder „jeg drikker ikke“. Nøje iagttagelser har dog vist at koalaerne en gang imellem kommer ned fra træerne for at drikke, og til tider æder de endda lidt jord som supplement til deres mineralfattige kost.

Man kan se kænguruer i mange zoologiske haver rundt om i verden, men det er meget få zoologiske haver uden for Australien der har koalaer. Hvad enten du får mulighed for personligt at se dem eller ej, er vi sikre på at du vil give os ret i at disse pattedyr — med pung og uden moderkage — virkelig er nogle forbløffende dyr.

[Illustration på side 16]

En hunkænguru med Joe i pungen

[Illustration på side 17]

En koala der æder eukalyptusblade

[Kildeangivelse]

Melbourne Zoo Education Service, Victoria, Australia