Vi holdt fast ved vor uangribelighed i Nazityskland

EN KOLD aprildag i 1939 blev jeg sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. Sammen med andre nye fanger blev jeg vist hen til lejrkommandanten, en ondskabsfuld mand der på grund af sin kraftige bygning havde fået tilnavnet „Firkanten“. I sin „velkomsttale“ skældte han os ud og beskrev de grusomheder vi kunne forvente.

„Af mig kan I få lige hvad I vil have,“ råbte han, „et skud i hovedet, et skud i brystet, et skud i maven!“ Og han advarede: „Mine drenge er gode til at skyde. De sender jer direkte til himmelen! I kan kun komme herfra på én måde — og det er som lig.“

Bagefter blev jeg sendt i „isolationen“, der var et indhegnet område inde i lejren. Her havde man samlet Jehovas vidner, sammen med andre fanger som man anså for farlige. Da jeg kom derhen slog en ung SS-mand (SS var Hitlers sortuniformerede elitekorps) mig gentagne gange i ansigtet fordi jeg havde nægtet at underskrive en erklæring om at afsværge min tro.

Otto Kamien fra Herne blev en god ven af mig; han hjalp mig med at sy mit fangenummer og den lilla trekant i min dragt — den skulle vise hvem der var Jehovas vidner i lejren. Han lærte mig også hvordan jeg skulle rede min seng — en fange kunne blive slået eller endda dræbt hvis han ikke havde redt sin seng efter forskrifterne.

Otto sagde til mig: „Fra tid til anden vil de spørge dig om du stadig er et Jehovas vidne. Vær fast og urokkelig og sig højt og tydeligt: ’Jeg er stadig et Jehovas vidne.’“ Han tilføjede: „Hvis du er fast og urokkelig vil Djævelen lade dig være i fred.“ (Jakob 4:7) Ottos opmuntring hjalp mig til at bevare min uangribelighed over for Jehova i de næste seks år, som jeg tilbragte i tre forskellige koncentrationslejre.

Når jeg i dag tænker tilbage på disse svære år, indser jeg mere end nogen sinde at det kun var med Guds hjælp at jeg bevarede min integritet. Men hvad var der gået forud for min arrestation den 20. januar 1938?

Min opvækst

Jeg blev født i 1911. Nogle år før var mine forældre, der boede i Königsberg i Østpreussen, blevet Bibelförscher (Bibelstudenter), som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Jeg havde tre brødre og to søstre, og mor tog os ofte med til Bibelstudenternes møder. Desværre gik der ikke lang tid før min far holdt op med at følge familien i den sande tilbedelse. Med tiden mistede min søster Lisbeth og jeg interessen for Bibelen, mens mine brødre og en lillesøster blev nidkære forkyndere af Riget.

Da jeg var i begyndelsen af tyverne kom Hitler til magten i Tyskland, og folk blev udsat for et voldsomt pres. Jeg arbejdede som mekaniker på et stort autoværksted i Königsberg. Når Føreren holdt taler ved særlige lejligheder skulle alle i værkstedet samles. Det blev også almindeligt at sige „Heil Hitler!“ Til sidst blev jeg indkaldt til militæret og blev derved stillet over for spørgsmålet: Hvis parti ville jeg tage?

Fra Apostelgerninger 4:12 vidste jeg at heil, det vil sige frelse, ikke kom fra Hitler men kun kunne opnås gennem Jesus Kristus. Derfor ville jeg ikke sige „Heil Hitler“, hvilket jeg heller aldrig gjorde. Jeg ignorerede også indkaldelsen til militæret.

I 1936 og 1937 blev min mor, min lillesøster Helene og mine brødre Hans og Ernst arresteret. Fra da af ønskede jeg også at tage standpunkt for den sande Gud. Jeg begyndte at læse i Bibelen om aftenen, og jeg bad Jehova om at hjælpe mig. Lisbeth begyndte også at interessere sig for Bibelen igen.

Jeg tager standpunkt

Da det blev nødvendigt tog jeg et klart standpunkt for Jehova og nægtede at tjene i Hitlers hær, selv om jeg endnu ikke var døbt. Jeg blev arresteret og udleveret til militæret. Fem uger senere idømte en militærdomstol i Rastenberg mig et års fængselsstraf.

Jeg blev sat i enecelle i centralfængselet i Stuhm i Vestpreussen. Når jeg kom ud i fængselsgården fandt jeg stor trøst i at få øjenkontakt med andre trofaste Jehovas vidner fra Königsberg som jeg havde kendt fra barnsben. Mine brødre Paul, Hans og Ernst blev alle sat i det samme fængsel som jeg på grund af deres tro på Gud. Mens jeg sad i enecelle fik Hans nogle gange smuglet et stykke brød ind til mig.

Da min fængselsstraf var ved at udløbe blev jeg igen og igen forhørt af Gestapo i Königsberg. Eftersom jeg stod fast ved min beslutning blev jeg sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. Dér blev jeg sat til at hjælpe med at bygge et autoværksted og arbejdede fra seks morgen til seks aften. Nogle fanger prøvede at flygte på grund af den umenneskelige behandling, selv om de vidste at de ville blive skudt hvis de blev fanget. Jeg så engang en fange begå selvmord ved at kaste sig ind i det elektriske hegn.

Presset øges

I september 1939 brød den anden verdenskrig ud, og presset på os i Sachsenhausen blev øget. Vi blev sat til hårdere arbejde, og vores varme uldtøj blev taget fra os. Den 15. september ville nazisterne statuere et eksempel over for os andre ved hjælp af broder August Dickmann, der havde nægtet at udføre militærtjeneste. Alle blev ekstraordinært kaldt sammen for at overvære hans henrettelse.

Hundreder af vore medkristne var øjenvidner da henrettelsespelotonen skød og August faldt død om. Bagefter blev alle fangerne undtagen Jehovas vidner sendt bort. „Firkanten“ spurgte så hvem der var villige til at underskrive erklæringen — der ikke alene gik ud på at afsværge troen men også på at melde sig som soldat. Ingen skrev under, og „Firkanten“ blev rasende.

Vinteren 1939 var barsk. Vi var underernærede og dårligt klædt på, så døden krævede sine ofre. Mange af vore ældre brødre omkom, men i sammenligning med andre grupper af fanger var dødsprocenten blandt Jehovas vidner lille. Selv den robuste „Firkant“ blev syg og døde i februar 1940.

Overført til en anden lejr

Få dage efter „Firkantens“ død blev 70 af os overført til en lille lejr i Wewelsburg nær Paderborn. Vi havde håbet at forholdene ville blive bedre, men det modsatte var tilfældet. Vi fik mindre mad og hårdere arbejde i et stenbrud. Nogle dage blev vi gennemblødt af regn og sne. I denne særlig svære tid trak jeg om aftenen tæppet op over hovedet og udøste mit hjerte med tårer for Jehova. Hver gang jeg havde bedt følte jeg en indre ro og fred i sindet og modtog derved „hjælp i rette tid“ fra Gud. — Hebræerne 4:16.

Jehova sørgede for vor åndelige sundhed. Vidner fra koncentrationslejren Buchenwald blev sendt til Wewelsburg, og de medbragte åndelig mad i form af bibelsk læsestof. Vi mødtes i små grupper i sovesalen hvor vi sammen holdt et hemmeligt vagttårnsstudium. Selv den fysiske mad i lejren blev lidt bedre.

Jeg takkede Jehova for hans godhed da en medkristen sørgede for at jeg kom til at arbejde sammen med ham på et smedeværksted. I værkstederne, hvor der hovedsagelig arbejdede Vidner, fik fangerne større madrationer. Desuden var maden varm og der var ingen tyrannisk hundsen med arbejderne. Det gavnede mig så meget fysisk at jeg på seks måneder genvandt min styrke — hvor jeg tidligere ikke havde været andet end skind og ben.

Nyt om mine brødre

Mens jeg var i Wewelsburg fik jeg at vide gennem min søster Lisbeth at vor broder Ernst havde bevaret sin uangribelighed over for Jehova til sin død. Han var blevet halshugget i Berlin den 6. juni 1941 efter at have siddet fængslet i fire år. Da andre Vidner hørte nyheden kom de hen og gratulerede mig. Deres positive indstilling rørte mig dybt. Loyalitet betød mere for os end at overleve.

To år senere, den 1. februar 1943, blev min broder Hans skudt i Quednau nær Königsberg. Hans var 34 år og havde været fængslet i fem år. Senere fortalte en der havde overværet henrettelsen at officeren havde spurgt Hans om han havde et sidste ønske. Hans anmodede da om tilladelse til at bede en bøn, og det fik han lov til. Bønnen gjorde så stærkt et indtryk på soldaterne at da officeren endelig gav ordre til at skyde, var der ingen der adlød. Han gentog ordren, hvorpå der blev affyret ét skud der ramte Hans i kroppen. Officeren trak så sin egen pistol og dræbte ham.

Flere eksempler på trofasthed

Man udvalgte 27 af de Jehovas vidner der var blevet overført fra Buchenwald til Wewelsburg til militærtjeneste i forskellige enheder. Alle nægtede at efterkomme indkaldelsen; kun én accepterede „våbenfri tjeneste“. De 26 blev truet med henrettelse, men det var til ingen nytte. Da de vendte tilbage til lejren i Wewelsburg truede kommandanten: „Inden fire uger ligger I tre alen under jorden.“

Disse loyale brødre blev derpå udsat for en særlig hård behandling. SS-folkene udtænkte alle mulige metoder til at undertrykke dem, udmatte dem og pine dem til døde. Alligevel overlevede alle 26! Nogle der ikke var Jehovas vidner blev senere udsat for den samme behandling, og blandt dem var dødsprocenten høj, allerede efter en kort periode.

Mine søstre bevarer deres uangribelighed

I april 1943 blev jeg overført til lejren i Ravensbrück. Den var hovedsagelig for kvinder men havde en lille afdeling for mænd. Jeg blev sat til at arbejde i autoværkstedet, der lå lige foran kvindernes lejr. Kristne søstre der gik forbi lagde snart mærke til min lilla trekant. Hvor var det glædeligt at udveksle en tavs hilsen eller et varmt smil med dem! Snart gik rygtet at jeg var søn af gamle Rehwald. Ja, min mor sad i kvindernes lejr sammen med min søster Helene og min svigerinde, der var hustru til min afdøde broder Hans!

Mine kristne søstre forsynede mig med undertøj og nogle gange med et stykke brød. Engang fik de arrangeret at jeg hemmeligt kunne tale med min kære mor. Hvis vores møde var blevet opdaget ville det have givet os store problemer. Men det blev en lykkelig genforening! Nogle måneder senere, kort før lejren blev befriet, døde min mor. Hun havde bevaret sin uangribelighed til døden.

Endelig befriet

I april 1945 rykkede de russiske og de amerikanske tropper nærmere Ravensbrück. Jeg fik overdraget en traktor og en påhængsvogn for at hjælpe med at tømme lejren. Efter en farefuld tur sagde den befalende SS-officer at amerikanerne var så tæt på at vi alle var frie og kunne gøre hvad vi ville.

Omsider nåede vi til Schwerin i Mecklenburg, hvor vi mødte adskillige Jehovas vidner der havde været i lejren i Sachsenhausen, deriblandt min broder Paul. Han havde overlevet dødsmarcherne fra Sachsenhausen samt andre prøvelser. Nogle dage senere tog vi toget til Berlin og opsøgte en familie der var Jehovas vidner. De tog gæstfrit imod os.

Denne familie gjorde et stort arbejde for at hjælpe de brødre og søstre der var blevet befriet fra lejrene og fængslerne. I 1946 giftede jeg mig med Elli, en datter af denne familie. Det blev endelig arrangeret at jeg kunne blive døbt — noget der ikke havde været muligt i koncentrationslejrene.

Hvor har det været bevægende igennem årene at møde brødre ved stævnerne som jeg har været i koncentrationslejr med! Nogle har sat deres liv på spil for at redde deres brødre, og de var mig specielt kære. Seks i vores familie blev arresteret — min mor, min søster Helene og jeg, samt mine brødre Paul, Hans og Ernst — og vi har tilsammen været indespærret i 43 år. Min søster Lisbeth bevarede også sin uangribelighed til sin død. Hun døde i 1945.

Afhængig af Jehovas styrke

Efter at vi blev gift havde Elli og jeg den forret i nogle år at tjene på Betel i Magdeburg og i pionertjenesten indtil vi fik vore to sønner. Vi er meget taknemmelige for at den ene søn, Hans-Joachim, tjener som ældste og at hans hustru virker som pioner. Ulykkeligvis har den anden søn ikke fulgt vore anvisninger men har forladt den kristne livsvej.

Det er over 45 år siden at jeg sad i koncentrationslejr. Men selv nu har al ufortjent godheds Gud ikke fuldendt min oplæring. (1 Peter 5:10) Jeg er ofte blevet mindet om det apostelen Paulus siger i Første Korintherbrev 10:12: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“

I dag, i en alder af 81, er jeg taknemmelig for at jeg stadig kan tage del i forkyndelsesarbejdet og tjene som ældste i menigheden. Jeg påskønner endvidere at jeg har været i stand til at hjælpe adskillige interesserede frem til indvielse og dåb. Det anser jeg også for at være et udtryk for Jehovas ufortjente godhed. — Fortalt af Josef Rehwald.

[Illustration på side 20]

Josef Rehwald i 1945

[Illustration på side 21]

Familien Rehwald omkring år 1914. Lille Josef på skødet af sin mor

[Illustration på side 23]

Josef og Elli Rehwald sammen med deres søn Hans-Joachim og hans hustru, Ursula, ved stævnet i Berlin i 1991