Unge spørger:

Hvorfor blev netop jeg handicappet?

„JEG var fem år gammel da det skete,“ husker Becky. „Jeg sad bag på en kammerats cykel da en bil kom om hjørnet og ramte os. Jeg brækkede et ben og pådrog mig alvorlige læsioner i hovedet. Lægerne regnede ikke med at jeg ville overleve.“ Men Becky overlevede, og i dag er hun en glad pige på 16. Hun slap dog ikke for varige mén. „Siden ulykken har jeg været svagelig,“ siger hun.

En ung mand ved navn Craig er også handicappet. Han lider af spastisk lammelse. „Det går ud over mine muskler og mit nervesystem,“ forklarer han. „Mine muskler reagerer ikke som de skal på de signaler hjernen sender dem. Derfor har jeg svært ved at gå, tale og holde balancen. Men jeg klarer det lige.“

Har du også et handicap? Statistisk set vil der i år 2000 være cirka 59 millioner handicappede børn og unge i hele verden. (World Health, januar/februar 1985) Men det er ingen særlig trøst at vide at så mange har det ligesom dig når du gerne ville kunne løbe, springe og udfolde dig ligesom andre unge.

De handicappedes problemer

Fysiske handicap er ikke noget nyt. På Bibelens tid fandtes der halte (2 Samuel 4:4; 9:13), blinde (Markus 8:22) og vanføre (Mattæus 12:10). Disse handicappede havde ofte svært ved at klare blot de mest elementære ting. — Jævnfør Femte Mosebog 28:29; Ordsprogene 26:7.

Du kæmper måske også med de begrænsninger du har. For nogle kræver det en stor kraftanstrengelse at komme i tøjet, spise eller gå i skole. Måske er man afhængig af megen hjælp fra andre. „Jeg kan ikke gøre nogen finmotoriske bevægelser i højre side,“ fortæller Becky. „Jeg måtte derfor lære at skrive med venstre hånd. Jeg går nogenlunde normalt nu, men nogle dage halter jeg slemt.“ Eller forestil dig hvordan det er at være dværg. Med et anstrøg af humor siger en ung dværg: „Det er enormt anstrengende at nå lyskontakten. . . . Husene er afgjort bygget til høje mennesker.“ — How It Feels to Live With a Physical Disability af Jill Krementz.

Men du synes måske ikke at de fysiske vanskeligheder er det værste. Bladet Parents siger: „Teenagere er meget følsomme over for andres reaktioner, og det gør tilværelsen særlig svær for unge der ikke er som de andre. . . . De går op i hvad andre mener om deres udseende, og når man viser dem velment venlighed, mistror de ofte én for at vise uønsket medynk.“ Det er kun naturligt at man gerne vil være populær og accepteret; men handicappede føler sig somme tider udenfor. Som Michelle siger: „Hele livet har jeg været anderledes fordi jeg mangler venstre hånd.“

Når man er anderledes risikerer man at man hele tiden bliver drillet. „Jeg fik særundervisning op til femte klasse,“ husker Craig. „Men i femte klasse begyndte jeg at gå i en almindelig skole. Det gik godt indtil en flok drenge en dag grinede ad mig fordi jeg haltede.“ Becky har også nogle triste minder om hvordan nogle skolekammerater plagede hende. Hendes tale havde en skurrende klang fordi stemmebåndene var blevet beskadiget under en operation, og hun fortæller: „I skolen var jeg hende med monsterstemmen.“

Også de voksne kan vise fordomme. Nogle undgår måske at se dig i øjnene. Andre taler måske slet ikke til dig, men henvender sig kun til dine forældre eller venner — som om du var usynlig eller tilbagestående. De mest irriterende er måske dem der uafbrudt overdænger dig med velment medynk og giver dig en følelse af at du er en andenrangs person.

Hvordan Gud ser på handicappede

Hvordan betragter Gud dig? Betyder dit handicap at han er utilfreds med dig? Læg mærke til hvad Jesus sagde da han mødte „en mand som var blind og som havde været det fra fødselen“. Hans disciple spurgte: „Hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?“ Jesus svarede: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet.“ (Johannes 9:1-3) Nej, manden var ikke blind fordi han eller hans forældre havde begået en bestemt synd. Det skyldtes derimod den ufuldkommenhed vi alle har arvet fra Adam. Apostelen Paulus forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

Handicap er derfor ikke Guds straf — han er helt uden skyld i dem. Nogle skyldes uforsigtighed; andre opstår på grund af „tiden og tilfældet“. (Prædikeren 9:11) Desuden er der unge som lider under at deres forældre har mishandlet eller vanrøgtet dem.

Uanset hvad årsagen til dit handicap er, har du ingen grund til at tro at Gud ser ned på dig. Han betragter dig tværtimod som værdifuld, især hvis du tjener ham. (Lukas 12:7) Han tager sig personligt af dig og vil med glæde bruge dig i sin tjeneste. (1 Peter 5:7) Selv en af Guds mest fremtrædende tjenere nogen sinde, apostelen Paulus, havde tilsyneladende et handicap — „en torn i kødet“. (2 Korinther 12:7) Det er en trøst at vide at mennesker ’ser på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet’. (1 Samuel 16:7) Han kender alt til dine evner, og han ved hvad du vil kunne når du får et fuldkomment helbred i hans nye verden. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Et godt forhold til andre

Desværre agter dine skolekammerater og andre dig måske ikke lige så højt som Gud gør. Folk kan være ret barske. Bliv derfor ikke overrasket hvis nogle af dine kammerater er ubarmhjertige mod dig på grund af dit handicap. For det meste er andre nu ikke ude på at gøre dig ondt eller hænge dig ud; de er bare nysgerrige. De kan komme til at sige noget dumt eller sårende enten fordi de ikke ved hvad de skal sige eller fordi de er utrygge ved situationen.

Hvad kan du gøre ved det? Nu og da kan du forebygge pinlige episoder. Hvis du for eksempel mærker at andre virker anspændte eller leder efter ord, så prøv at få dem til at slappe af. Husk at vi alle let kan blive utilpasse ved det ukendte. Hjælp andre til at se længere end til din skavank så de kan lære dit sande jeg at kende. Når situationen lægger op til det, kan du sige noget i retning af: „Vil du gerne vide hvorfor jeg sidder i kørestol?“ Bladet Parents fortæller om en lærer der har fået amputeret et lem og som lægger ud med at sige til nye elever: „I sidder sikkert og spekulerer på hvad der er sket med mig. Kunne I tænke jer at vide det?“

Men uanset hvordan du griber det an, gør andre dig nok ked af det med mellemrum. Becky beretter: „Som yngre blev jeg virkelig knust når jeg blev drillet. Jeg har altid været følsom. Men nu lader jeg mig ikke gå på. Nogle gange kan jeg endda le med.“ Ja, humoristisk sans kan tage brodden af mange sårende bemærkninger. Der er „en tid til at le“. (Prædikeren 3:4) Kong Salomon gav også følgende råd: „Fæst heller ikke dit hjerte ved alle de ord der fremføres.“ (Prædikeren 7:21) Til tider tackler man bedst tåbelige bemærkninger ved at lade som ingenting. „Lad dig ikke gå på af folks bemærkninger,“ lyder Beckys råd.

Håbet giver dig udholdenhed

Faktisk er hele menneskeheden behæftet med skavanker. „Hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu,“ står der i Bibelen. (Romerne 8:22) Men der findes et håb som kan blive dit. Tag eksemplet med en ung pige som vi kan kalde Carol. Hun blev født døv, og efter en cykelulykke måtte hun have et ben amputeret. Hun ville helst dø. Men så begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas vidner og fik at vide at der vil blive indført en retfærdig ny verden hvori „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Hun fik håb om at hun en dag ville blive helbredt for sit handicap — mirakuløst. — Esajas 35:5, 6.

Hvordan ser Carol på tilværelsen efter at hun har lært Gud at kende? Nogle nære kristne venner siger om hende: „Hun er altid glad og går ikke op i sit handicap.“ Interessant nok tilføjer de: „Mange af hendes venner tænker ikke over at hun har et kunstigt ben og en meget svag hørelse.“ Hvorfor ikke? „Hun klarer sig godt med mundaflæsning og høreapparat.“ Carol har selvfølgelig gjort mere end at håbe på fremtiden. Hun har udnyttet de muligheder der er nu fuldt ud. Næste artikel i denne serie vil vise dig hvordan du kan gøre det samme.

[Illustration på side 19]

Nogle synes at det er en god idé at fortælle åbent om deres handicap