Ofre og martyrer — hvad er forskellen?

OP GENNEM historien har menneskenes grusomhed været skyld i uendelig mange lidelser for mænd, kvinder og børn og resulteret i millioner af ofre. Uskyldigt blod er blevet og bliver stadig udgydt på grund af politiske, nationale, racemæssige eller religiøse stridigheder. Had dominerer over kærlighed og forståelse. Snæversyn kvæler tolerance. Og imens fortsætter drabene.

I århundreder var det hære der kæmpede mod hære, og forholdsvis få civile blev indblandet. I vort tyvende århundrede, hvor der benyttes bombning fra luften, langtrækkende artilleri og elektronisk styrede missiler, har antallet af civile faldne været så højt at en undersøgelse siger: „Civile er nu i stor udstrækning krigens hovedofre. I dette århundrede er mange flere ubevæbnede civile end professionelle soldater blevet dræbt i krige.“ Uskyldige mennesker er blevet kanonføde for de krigsmaskiner der holdes i gang af politiske ledere. Alene i vort århundrede er antallet af krigsofre steget kolossalt; over hundrede millioner er døde og i millionvis af mennesker er blevet påført traumer på grund af kvæstelser og tab af dem de elskede.

Ud over ofrene for de konflikter vi oplever i nyere tid er der også martyrerne.a Hvad er forskellen på krigsofre og martyrer? Millioner — jøder, slavere, sigøjnere, homoseksuelle og andre — døde som ofre i Nazityskland blot fordi de tilhørte disse kategorier. De havde ingen udvej, ingen alternativer. Under dette grusomme system var deres død ubønhørlig. Men der var nogle som kunne have undgået at dø. De havde en udvej, men valgte ikke at gå på kompromis med deres principper.

Et kendt eksempel på dette var den katolske præst Maximilian Kolbe, der hjalp jødiske flygtninge under den anden verdenskrig. I 1941 blev han „sendt til [den nazistiske koncentrationslejr] Auschwitz, hvor han frivilligt påtog sig dødsstraf i stedet for den dømte fange Franciszek Gajowniczek. Først lod man ham sulte, derefter gav man ham indsprøjtninger med fenol, hvorefter han blev brændt.“ (Encyclopædia Britannica) Han blev en selvopofrende martyr — en undtagelse fra regelen hvad angår den protestantiske og katolske kirke.

I Nazityskland blev Jehovas vidner i årene 1933-45 udsat for en frygtelig forfølgelse fordi de vovede at holde fast ved deres neutralitet og nægtede at tjene i Hitlers hære. I tusindvis af Jehovas vidner blev sendt til de frygtede koncentrationslejre, hvor mange blev henrettet og andre døde på grund af dårlig behandling. Men de var ikke tvunget til at lide og dø. De havde et valg. Der blev tilbudt dem en udvej. Hvis blot de ville underskrive et stykke papir hvor de afsvor deres tro, kunne de gå derfra som frie mennesker. Størstedelen nægtede at skrive under, og blev således ikke alene ofre for nazisternes terror men også martyrer. Mens alle martyrer er ofre, er det kun nogle få ofre der kunne blive — og valgte at blive — martyrer. De sejrede selv om de stod over for døden.

Mange mennesker der ikke er Jehovas vidner har givet upartiske beretninger som understøtter denne kendsgerning. „Den schweiziske præst Bruppacher skrev i 1939 at ’mens mennesker der kalder sig kristne er gået på kompromis i de afgørende situationer, bevarer disse ukendte vidner for Jehova, som kristne martyrer, en urokkelig afsky mod undertrykkelse af samvittighed og mod hedensk afgudsdyrkelse . . . De bliver forfulgt og lider endog døden fordi de, som Jehovas vidner og repræsentanter for Kristi rige, nægter at tilbede Hitler og hagekorset.’“

Det er dog ikke kun i Nazityskland Jehovas vidner har bevaret deres uangribelighed selv om de stod over for døden. De har også udvist mod i forbindelse med politiske voldsherredømmer som kommunisme og fascisme såvel som modstand fra religiøs side. Selv i de såkaldt demokratiske lande i Vesten er Jehovas vidner blevet udsat for voldelige overgreb. Den næste artikel vil i detaljer beskrive hvordan nogle Jehovas vidner har sejret — ansigt til ansigt med døden.

[Fodnote]

[Illustration på side 3]

Efter den anden verdenskrig blev Jehovas vidner i Østtyskland fejlagtigt dømt for at være amerikanske spioner

[Kildeangivelse]

Neue Berliner Illustrierte

De sejrede — ansigt til ansigt med døden

„Til nazisternes store forbløffelse lod det sig heller ikke gøre at udrydde Jehovas vidner. Jo større pres de blev udsat for, jo mere ubøjelige, ja diamanthårde, blev de i deres modstand. Hitler slyngede dem ud i en eskatologisk kamp, og de bevarede deres tro. . . . Deres erfaringer er et værdifuldt materiale for alle der forsker i overlevelsesteknik under ekstreme forhold. For overleve gjorde de.“ — Historikeren dr. Christine King, ifølge avisen Together.

JEHOVAS VIDNER burde indgå i det tyvende århundredes historie som den mest bagtalte og mest forfulgte religiøse gruppe på jorden. De er blevet misforstået og har ofte fået en dårlig behandling fordi de ganske enkelt har fastholdt deres kristne neutralitet og nægtet at lade sig oplære i krig eller tage del i krig. Deres løsrivelse fra alle politiske bånd har ført til at de i mange lande har pådraget sig de totalitære lederes vrede. Til trods herfor har et af deres bidrag til vor tids historie været deres strenge neutrale standpunkt og urokkelige integritet.a

Den britiske historiker Arnold Toynbee skrev i 1966: „I vor tid har der i Tyskland været kristne martyrer der hellere ville dø end at hylde den omsiggribende nationalisme repræsenteret ved menneskeguden Adolf Hitler.“ Kendsgerningerne viser at Jehovas vidner indtager en særstilling blandt disse martyrer. De følgende oplevelser vil vise hvordan de er blevet udsat for forfølgelse og endda har lidt døden på grund af deres integritet — noget som ikke kun er foregået under nazismen. I mange lande har ingen andre end de vist et sådant mod stillet over for døden.

Beretningen om Ananii Grogul fra Ukraine

„Jeg var 13 år gammel da mine forældre i 1942, under den anden verdenskrig, blev Jehovas vidner. Kort efter blev min fader arresteret, sat i fængsel og senere overført til de sovjetiske lejre i Uralbjergene. I 1944 blev jeg som 15-årig indkaldt til militærtjeneste. Da jeg allerede havde en fast tro på Jehova, nægtede jeg at lære at føre krig. På trods af min unge alder blev jeg idømt fem års fængsel.

Et meget svært år var 1950. Jeg blev igen arresteret og nu idømt en ubetinget fængselsstraf på 25 år på grund af mine aktiviteter som et Jehovas vidne. Jeg var 21. Syv år og fire måneder tilbragte jeg i arbejdslejre. Jeg så mange mennesker dø, opsvulmede af sult og udslidte af hårdt arbejde.

Efter Stalins død i 1953 begyndte forholdene at ændre sig, og i 1957 blev jeg løsladt. Nu havde jeg igen mulighed for at opleve ’frihed’. Men denne gang forviste myndighederne mig til Sibirien for ti år.

Umenneskelig tortur af min søster

I Sibirien blev jeg genforenet med min lillesøster, der nu var blevet invalid. Hun var blevet arresteret i 1950, præcis to uger efter mig. Den måde de behandlede hende på var fuldstændig i strid med loven. De isolationsfængslede hende og slap rotter ind i hendes celle. Rotterne gnavede i hendes fødder og kravlede rundt på hendes krop. Til sidst lod fængselsvagterne hende stå i iskoldt vand op til brystkassen mens de betragtede hvordan hun vred sig af smerte. Hun var blevet idømt 25 års fængsel fordi hun havde forkyndt. Begge hendes ben blev lammet, men hun kunne bruge sine hænder og arme. I fem år lå hun på hospitalet i en arbejdslejr, hvorefter de til sidst afskrev hende som en der var så godt som død. Derefter overflyttede de hende til vore forældre, der i 1951 var blevet forvist til Sibirien for livstid.

Tilbage til Ukraine — mere forfølgelse

I Sibirien mødte jeg Nadia, der blev min hustru og fødte vore børn. Vi fortsatte med forkyndelsesarbejdet i Sibirien. Jeg fik den betroede opgave at fremstille og duplikere bibelske publikationer. Min lillebroder Jacob og jeg var hver nat travlt optaget af at duplikere Vagttårnet. Det foregik i et udgravet rum i kælderen. Vi havde to skrivemaskiner og en hjemmelavet duplikator. Politiet foretog jævnligt razziaer i vores hjem. Men de måtte hver gang gå tomhændede bort.

På et tidspunkt ophævede de min forvisning til Sibirien. Min familie og jeg flyttede da til Ukraine, men forfølgelsen fulgte med. Jeg fik til opgave at virke som rejsende tilsynsmand. For at tjene til familiens underhold måtte jeg tage et arbejde. Flere gange om måneden kom medlemmer af KGB (Komitéen for Statens Sikkerhed) til min arbejdsplads og forsøgte at overtale mig til at gå på kompromis med min tro. Engang mærkede jeg Jehovas hjælp i en særlig grad. Jeg blev arresteret og ført til KGB’s kontor i Kiev, hvor de tilbageholdt mig i seks dage. I al den tid prøvede de at forvirre mig med ateistisk propaganda. På deres ugudelige måde kritiserede de det der stod i Vagttårnet og i andre af Selskabets publikationer. Presset var næsten ikke til at bære. Ude på toilettet faldt jeg grædende på knæ og bad til Jehova om hjælp. Nej, jeg bad ikke om at blive løsladt, men om styrke til at holde ud og ikke forråde mine brødre.

Politichefen kom, satte sig foran mig og spurgte om jeg virkelig var overbevist om det jeg forsvarede. Jeg aflagde et kort vidnesbyrd og sagde at jeg var rede til at dø for sandheden. Hans svar var: ’Du er et lykkeligt menneske. Hvis blot jeg var overbevist om at det er sandheden ville jeg være rede til ikke bare at sidde i fængsel i 3 eller 5 år, men at stå på ét ben i fængselet i 60 år.’ Han sad eftertænksom et øjeblik, hvorefter han fortsatte: ’Det er et spørgsmål om evigt liv. Kan du forestille dig hvad det vil sige at opnå evigt liv?’ Efter en kort pause sagde han: ’Gå hjem!’ Hans ord gav mig en uventet styrke. Jeg var ikke længere sulten. Jeg ønskede kun at komme hjem. Jeg var sikker på at det var Jehova der havde styrket mig.

I de senere år har situationen ændret sig i det tidligere Sovjetunionen. Nu er der en overflod af bibelske publikationer. Vi kan overvære kreds- og områdestævner og deltage i alle grene af forkyndelsesarbejdet, deriblandt forkyndelsen fra hus til hus. Jehova har i sandhed givet os sejren trods mange prøvelser!“

Integriteten sat på prøve i Afrika

I slutningen af 1960’erne blev Nigeria inddraget i en ødelæggende borgerkrig. Da man havde lidt store tab, tvangsudskrev soldater fra det område der havde løsrevet sig — dengang blev det kaldt Republikken Biafra — unge mænd til deres hær. Eftersom Jehovas vidner er politisk neutrale og nægter at lade sig indrullere i nogen hær, blev mange forkyndere i Biafra jaget, slået og myrdet. Et Jehovas vidne fortæller: „Vi var som rotter. Vi måtte gemme os hver gang vi hørte soldaterne komme.“ Men ofte var der ikke tid til at gemme sig.

En fredag formiddag i 1968 forkyndte Philip, en 32-årig heltidstjener, for en ældre mand i landsbyen Umuimo, da biafranske soldater stormede et beboelsesområde som led i en kampagne for at hverve folk til militæret.

„Hvad laver du?“ spurgte delingsføreren. Philip svarede at han talte med folk om Jehovas kommende rige.

„Tiden er ikke til forkyndelse!“ råbte en anden soldat. „Det er krigstid, og vi vil ikke se på at sunde og raske mænd går omkring og laver ingenting.“ Soldaterne klædte derefter Philip af, bandt hans hænder sammen og førte ham væk. Israel, en kristen ældste på 43 år, nåede heller ikke at skjule sig. Han blev pågrebet da han var ved at tilberede mad til sine børn. Klokken 14 havde soldaterne samlet over hundrede mænd. De tvang dem de havde taget til fange til at løbe 25 kilometer til militærlejren i Umuacha Mgbedeala. De der ikke kunne holde tempoet blev pisket.

Israel fik at vide at han skulle bære et tungt maskingevær; Philip skulle trænes til at bruge et lettere maskingevær. Da de forklarede at de ikke kunne gå ind i militæret fordi Jehova forbyder det, gav kommandanten ordre til at de skulle kastes i en fangecelle. Klokken 16 skulle alle der var udskrevet til militærtjeneste, deriblandt de der var i fangecellerne, stille op på række. Soldaterne bad så hver enkelt om at skrive under på at de havde indvilliget i at gå ind i hæren. Da det blev Philips tur henviste han til ordene i Andet Timoteusbrev 2:3, 4 og sagde til kommandanten: „Jeg er allerede en ’god Kristi Jesu soldat’. Jeg kan ikke kæmpe både for Kristus og for en anden. Hvis jeg gør det, vil Kristus betragte mig som en forræder.“ Kommandanten slog ham i hovedet og sagde: „Din udnævnelse som en Kristi soldat er hermed annulleret! Du er nu en biafransk soldat.“

Philip svarede: „Jesus har endnu ikke underrettet mig om at min udnævnelse som hans soldat er annulleret, og min udnævnelse står fast indtil jeg modtager en sådan besked.“ Efter dette løftede soldaterne Philip og Israel op og kastede dem til jorden. Fortumlede og blødende fra øjne, næse og mund blev de slæbt væk.

For henrettelsespelotonen

Senere på dagen stod Israel og Philip foran en henrettelsespeloton. Men soldaterne skød dem ikke. I stedet tævede de dem med de bare næver og slog dem med deres geværkolber. Lejrkommandanten besluttede så at de skulle piskes til døde. Han satte 24 soldater til at gøre arbejdet. Seks skulle piske Philip og seks andre skulle piske Israel. De øvrige 12 soldater skulle sørge for forsyning af stokke og overtage arbejdet når de andre blev trætte.

Philip og Israel blev bundet på hænder og fødder. Israel fortæller: „Det var umuligt at tælle hvor mange slag vi fik den nat. Når én soldat blev træt, tog en anden over. De piskede os selv efter at vi var blevet bevidstløse.“ Philip siger: „Under torturen kom jeg i tanker om Mattæus 24:13, der taler om at holde ud til enden, og det styrkede mig. Smerterne fra slagene fortog sig efter nogle få sekunder. Det virkede som om Jehova sendte en af sine engle for at hjælpe os, som han gjorde det på Daniels tid. Ellers ville vi ikke have overlevet denne frygtelige nat.“

Da soldaterne var færdige, efterlod de Israel og Philip i den tro at de var døde. Det regnede. Først næste morgen kom de to kristne til bevidsthed. Da soldaterne så at de stadig var i live, slæbte de dem tilbage til cellen.

’I lugter allerede som lig’

Deres kød var blodigt og hudløst, med sår over hele kroppen efter piskningen. Israel siger: „Vi måtte ikke vaske vore sår. Efter nogle dage satte der sig hele tiden fluer i de åbne sår. Vi var ikke i stand til at spise på grund af torturen. Der gik en uge førend andet end vand kunne passere gennem vore opsvulmede munde.“

Hver morgen piskede soldaterne dem — de fik hver 24 slag. Soldaterne kaldte den sadistiske piskning for „morgenmad“ eller „varm morgente“. Ved middagstid beordrede soldaterne dem ud på marken, hvor de stod i den tropiske sol indtil klokken 13. Efter at de i nogle dage havde fået denne behandling tilkaldte kommandanten dem og spurgte om de havde ombestemt sig. De svarede nej.

„I kommer til at dø i jeres celle,“ sagde kommandanten. „Faktisk lugter I allerede som lig.“

Philip svarede: „Hvis vi dør véd vi at Kristus, som vi kæmper for, vil oprejse os.“

Hvordan overlevede de denne forfærdelige tid? Israel fortæller: „Philip og jeg opmuntrede hinanden under vore trængsler. I begyndelsen sagde jeg til ham: ’Vær ikke bange. Jehova vil hjælpe os, lige meget hvad de finder på. For mit vedkommende er der intet der kan få mig til at gå ind i hæren. Om det så skulle koste mig livet vil jeg ikke bruge et våben med disse hænder.’“ Philip sagde at han havde truffet den samme beslutning. De genkaldte sig forskellige skriftsteder og drøftede dem med hinanden.

En ny kommandant besluttede at overføre omkring hundrede af de indkaldte til Ibema, en militær træningslejr i Mbano-området, det der i dag kaldes staten Imo. Israel fortæller hvad der skete: „Den store lastvogn stod klar, og alle rekrutterne sad på ladet. Min hustru, June, løb hen til soldaterne og tryglede modigt om ikke de ville lade være med at tage os med. Da de nægtede at lytte til hende knælede hun ned ved siden af lastvognen, bad en bøn og afsluttede med et tydeligt amen. Derefter kørte lastvognen.“

Mødet med en venlig lejesoldat

Militærets lastvogn ankom til lejren i Ibema den følgende eftermiddag. Den der tilsyneladende havde kommandoen over lejren var en israelsk lejesoldat. Da han så hvor forslåede og svage Philip og Israel var, spurgte han dem hvorfor de så sådan ud. De forklarede at de var Jehovas vidner og havde nægtet at deltage i de militære øvelser. Han vendte sig vredt mod de andre officerer og sagde: „Biafra er sikker på at tabe denne krig. Ethvert land der er i krig og som piner Jehovas vidner er sikker på at tabe. Man indkalder ikke Jehovas vidner. Hvis et af Jehovas vidner selv vil indkaldes, er det i orden. Men hvis han nægter, så lad være at tvinge ham.“

Lejrlægen forhørte sig om hvorvidt de to Vidner havde fået et vaccinationskort og en helbredsattest. Da det ikke var tilfældet afviste lejesoldaten alle de indkaldte og gav ordre til at de skulle sendes tilbage til Umuacha.

„Tag af sted og tjen jeres Gud“

Israels hustru og Philips moder besluttede senere at besøge lejren i Umuacha i håb om at høre nyt. Da de nærmede sig hørte de uro i lejren. Ved porten sagde vagten: „Jehovas vidner! Jeres bøn er blevet besvaret. Den gruppe der kørte væk for tre dage siden er blevet sendt tilbage.“

Samme dag blev Philip og Israel løsladt. Kommandanten sagde til June: „Ved du godt at din bøn er skyld i at vores manøvre mislykkedes?“ Han sagde så til Israel og Philip: „Tag af sted og tjen jeres Gud. Bliv ved med at holde fast ved jeres Jehova.“

Israel og Philip kom sig og fortsatte i den kristne tjeneste. Efter krigen var Israel heltidsforkynder i to år og tjener stadig som en kristen ældste. Philip var i ti år rejsende tilsynsmand og er stadig heltidsforkynder. Han er også ældste i en menighed.

De nægtede at give bidrag til våben

Zebulan Nxumalo og Polite Mogane er to unge heltidsforkyndere i Sydafrika. Zebulan fortæller: „En søndag formiddag kom en gruppe mænd til vores hus og bad om 20 rand (omkring 40 kroner) til våben. Vi spurgte respektfuldt om de kunne komme tilbage om aftenen, da vi skulle nå en hel del den søndag og derfor ikke lige havde tid til at drøfte sagen med dem. Til vores overraskelse gik de med til det. Om aftenen kom 15 mænd. Deres ansigtsudtryk viste tydeligt at nu var det alvor. Efter venligt at have fortalt hvem vi var, spurgte vi hvad de ønskede. De forklarede at de manglede penge til at anskaffe sig større og bedre våben så de kunne begynde den politiske modstandskamp.

Jeg spurgte dem: ’Kan man slukke ild med benzin?’

’Nej, det er umuligt,’ svarede de.

Vi forklarede at på samme måde ville vold kun afføde vold og hævnakter.

Flere af de tilstedeværende mænd blev nu vrede. Deres krav blev en udfordrende trussel. ’Denne samtale er spild af tid,’ snerrede de. ’Bidraget er tvungent og der kan ikke forhandles om det. Enten betaler I eller også vil I få konsekvenserne at føle!’“

Zebulan fortsætter: „Netop da, mens situationen var ved at tilspidse sig, kom deres leder ind. Han ville vide hvad problemet var. Han lyttede opmærksomt mens vi forklarede vort standpunkt. Vi benyttede deres egen politiske overbevisning som en illustration. Vi spurgte hvordan en trænet soldat fra deres organisation skulle reagere hvis han blev taget til fange og tvunget til at gå på kompromis med sit standpunkt. De sagde at han skulle være rede til at dø for sin overbevisning. De smilte da vi roste dem for deres svar, uden at tænke over at de havde givet os en fortrinlig mulighed for at illustrere vores sag. Vi forklarede at vi ikke er som de der tilhører kristenhedens kirker. Eftersom vi støtter Guds rige, er vore ’regler’ baseret på Bibelen, der fordømmer mord. Derfor kunne vi ikke drømme om at give noget til køb af våben.

Nu hvor diskussionen havde nået et klimaks kom flere mennesker ind i huset, så vi til sidst talte til et stort publikum. De vidste ikke at vi inderligt bad til Jehova om at diskussionen måtte få et gunstigt udfald.

Der blev dyb tavshed efter at vi havde gjort vort standpunkt klart. Endelig sagde lederen til sin gruppe: ’Mænd, jeg kan godt sætte mig ind i disse menneskers synspunkter. Hvis vi ønskede penge til at bygge et plejehjem for eller hvis en af vore naboer manglede penge til en hospitalsindlæggelse, ville de ikke have noget imod at yde rundhåndede bidrag. Men de vil ikke give penge til at dræbe for. Personligt har jeg intet at indvende imod en sådan indstilling.’

Derefter rejste de sig alle op. Vi gav dem hånden og takkede for deres tålmodighed. Hvad der var begyndt som en farlig situation der kunne have kostet os livet, var nu endt med en stor sejr.“

Pøbeloverfald anført af præster

Fortalt af Jerzy Kulesza, et polsk Jehovas vidne:

„Min fader, Aleksander Kulesza, var et godt eksempel med hensyn til nidkært at sætte Rigets interesser først. Forkyndelsen, de kristne møder, det personlige studium og familiestudiet var for ham hellige foranstaltninger. Hverken snestorm, frost, blæst eller sommervarme var nogen hindring. Om vinteren spændte han sine ski på, tog en rygsæk med bibelske publikationer på ryggen, og begav sig af sted på en tur der varede i flere dage, til nogle af Polens isolerede områder. Han plejede at blive udsat for lidt af hvert, deriblandt voldelige guerillagrupper.

Nogle gange ophidsede præsterne folk til pøbeloverfald på Vidnerne. De spottede dem, kastede sten efter dem eller slog dem. Men de vendte glade hjem fordi de havde udholdt fornærmelser for Kristi skyld.

I de første år efter den anden verdenskrig kunne myndighederne ikke opretholde lov og orden i landet. Der var kaos og ødelæggelse. Politiet og sikkerhedsstyrkerne patruljerede om dagen, mens guerillagrupper og forskellige bander gjorde arbejdet om natten. Tyverier og udplyndringer tog til, og der var ofte lynchninger. De forsvarsløse Jehovas vidner var et let bytte, især fordi nogle af banderne, anført af præsterne, koncentrerede sig om dem. De retfærdiggjorde angrebene på vore hjem ved at påstå at de forsvarede deres forfædres katolske tro. Ved sådanne lejligheder smadrede de vinduer, stjal husdyrbesætninger og ødelagde tøj, mad og publikationer. Bibler kastede de i en brønd.

En uventet martyrdød

En dag i juni 1946, inden vi skulle mødes og cykle til et isoleret distrikt, kom en ung broder, Kazimierz Kądziela, og talte fortroligt med min fader. Min fader bad os om at tage alene ud i distriktet, og det overraskede os. Vi fik senere grunden at vide. Da vi kom hjem fik vi fortalt at familien Kądziela den foregående nat var blevet udsat for et brutalt overfald, og min fader var taget hen for at sørge for de slemt tilredte brødre og søstre.

Jeg fik tårer i øjnene da jeg senere kom ind i det værelse hvor de lå. Vægge og loft var overstænket med blod. Mennesker svøbt ind i bandager lå i sengene, sorte og blå af slag, opsvulmede, med brækkede ribben og lemmer. Man kunne næsten ikke genkende dem. Søster Kądziela, moderen i familien, var blevet frygteligt mishandlet. Min fader hjalp til, og inden han gik udtalte han disse bemærkelsesværdige ord: ’Åh, min Gud, jeg er en sund og rask mand [han var dengang 45 år og havde aldrig været syg], og jeg har ikke fået det privilegium at lide for dig. Hvorfor skulle det gå ud over denne ældre søster?’ Han vidste ikke hvad der ventede ham.

Vi kom hjem til os selv ved solnedgang — vores hus lå 3 kilometer derfra. En gruppe på 50 bevæbnede mænd havde omringet huset. Familien Wincenciuk blev også hentet, så nu var vi ni inde i huset. Hver enkelt af os blev spurgt: ’Er du et vidne for Jehova?’ Når vi svarede ja blev vi slået. Efter tur slog to af disse brutale mænd min fader mens de spurgte om han ville holde op med at læse i Bibelen og forkynde om den. De spurgte om han ville gå i kirke og bekende sine synder. De hånede ham ved at sige: ’I dag vil vi ordinere dig til biskop.’ Min fader gav ikke en lyd fra sig. Roligt som et lam udholdt han deres tortur. Ved daggry, omkring 15 minutter efter at de religiøse, brutale tyranner var gået, døde han af sine kvæstelser. Men inden de gik valgte de mig som deres næste offer. Jeg var dengang 17 år. Mens de bankede mig mistede jeg et par gange bevidstheden. Min krop var gul og grøn fra livet og opefter. Vi blev mishandlet i seks timer. Alt dette gjorde de ene og alene fordi vi var Jehovas vidner!

Støtte fra min trofaste hustru

Jeg var blandt en gruppe på 22 Jehovas vidner der i to måneder sad indespærret i en mørk celle på mindre end 10 kvadratmeter. Vore madrationer blev skåret ned i slutningen af perioden. Vi fik en lille daglig ration af brød og et lille krus bitter kaffe. Der var kun plads til at lægge sig ned og sove på det kolde cementgulv når nogen om natten blev ført ud af cellen for at blive afhørt.

Fem gange, eller otte år i alt, har jeg siddet i fængsel fordi jeg ikke ville ophøre med mine kristne aktiviteter. På grund af en bemærkning i min journal fik jeg en særlig behandling. Der stod: ’Plag Kulesza så meget at han vil miste sit ønske om nogen sinde at genoptage sine kristne aktiviteter.’ Men hver gang jeg blev løsladt fortsatte jeg min kristne tjeneste. Myndighederne gjorde også livet svært for min hustru, Urszula, og vore to små piger. I ti år fratrak retsbetjenten nogle penge fra min hustrus hårdttjente løn. Der blev sagt at det var skat for de bibelske publikationer som jeg illegalt trykte. Alt blev konfiskeret undtagen de ting der var livsfornødenheder. Jeg takker Jehova for min tapre hustru der trofast udholdt alle disse pinsler sammen med mig og gav mig virkelig støtte.

Her i Polen har vi opnået en åndelig sejr. Vagttårnsselskabet har nu et lovformeligt afdelingskontor i Nadarzyn, der ligger lidt uden for Warszawa. Efter årtier med forfølgelse er der nu i Polen over 108.000 Jehovas vidner, fordelt på 1348 menigheder.“

Hvorfor så mange martyrer?

Beretningerne om de Jehovas vidner der har bevaret deres integritet i det tyvende århundrede ville fylde adskillige bind. Tusinder er døde som martyrer eller er blevet fængslet og udsat for ubeskrivelig tortur, voldtægt og plyndringer, for eksempel i Malawi og Moçambique, i Spanien under fascismen, i Europa under nazismen, i Østeuropa under kommunismen og i De Forenede Stater under den anden verdenskrig. Men hvorfor? Fordi ubøjelige politiske og religiøse ledere ikke har villet respektere den bibeloplærte samvittighed hos oprigtige kristne der nægter at lære at slå ihjel og som ikke ønsker at tage del i politik. Det er som Kristus siger i Johannes 15:17-19: „Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden. Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“

Til trods for denne verdensomspændende forfølgelse har Jehovas vidner haft fremgang — en forøgelse fra 126.000 i 54 lande i 1943 til hen ved 4.500.000 i 229 lande i 1993. De har sejret ansigt til ansigt med døden. Og de er besluttede på at fortsætte det enestående arbejde med at lære andre den gode nyhed om Riget at kende. Det vil de gøre indtil Jehova siger stop. — Esajas 6:11, 12; Mattæus 24:14; Markus 13:10.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Martyrdød i Tyskland

AUGUST DICKMANN var 23 år da SS-føreren Heinrich Himmler beordrede ham skudt for øjnene af alle de andre Jehovas vidner i koncentrationslejren Sachsenhausen. Gustav Auschner, der var øjenvidne til henrettelsen, har senere fortalt: „De skød [ham] og sagde at vi alle ville blive skudt hvis vi ikke . . . ville afsværge vores tro. De sagde at vi ville blive ført hen til grusgraven 30 til 40 stykker ad gangen, og at vi alle ville blive skudt. Den næste dag gav SS os en erklæring som vi skulle underskrive; i modsat fald ville vi blive skudt. I skulle have set deres lange ansigter da de måtte gå uden at have fået en eneste underskrift. De havde håbet at den offentlige henrettelse ville skræmme os. Men vores frygt for at mishage Jehova var større end frygten for deres kugler. Der var ikke flere af os der blev offentligt henrettet.“

[Ramme/illustration på side 9]

Den højeste pris

NOGLE GANGE vil dét at sejre betyde at man må betale med den højeste pris — livet. Et brev fra Nseleni-menigheden i den nordlige del af Natalprovinsen i Sydafrika, fortæller en tragisk historie: „Vi skriver dette brev for at fortælle jer om tabet af vor højt elskede broder Moses Nyamussua. Han arbejdede med at svejse og reparere biler. Ved en lejlighed bad en politisk gruppe ham om at svejse deres hjemmelavede geværer. Det sagde han nej til. Den 16. februar 1992 havde den politiske gruppe et møde hvor de kom op at slås med nogle fra en anden gruppe. Da de den samme dags aften var på vej hjem fra kampen, mødte de broder Nyamussua, der skulle på indkøb. De dræbte ham på stedet med deres spyd. Af hvilken grund? ’Du nægtede at svejse vore geværer, og nu er vore kammerater døde i kampen.’

’Det var et stort chok for brødrene,’ fortæller broder Dumakude, menighedens sekretær. ’Men’ tilføjer han, ’vi vil fortsætte i vor tjeneste.’“

[Ramme/illustration på side 11]

Martyrdød i Polen

I 1944, da de tyske tropper var ved at trække sig tilbage og fronten var kommet tæt på en by i den østlige del af Polen, tvang besættelsestropperne civile til at grave antitankgrøfter. Jehovas vidner nægtede at deltage. Stefan Kieryło, et ungt Jehovas vidne der kun havde været døbt i to måneder, blev tvunget ind i en arbejdsbrigade men fastholdt modigt sit neutrale standpunkt. Man prøvede forskellige metoder for at bryde hans integritet.

De bandt ham nøgen til et træ ude i et sumpområde, hvor han blev angrebet af myg og andre insekter. Dette og andre torturmetoder udholdt han, så de lod ham være i fred. Da en højtstående officer inspicerede brigaden fortalte man ham imidlertid at der var en mand der under ingen omstændigheder ville adlyde hans ordre. Stefan blev tre gange beordret til at grave grøften, men nægtede endog at tage skovlen i hånden. Han blev skudt! Hundreder af dem der så dette optrin kendte ham personligt. Hans martyrdød blev et vidnesbyrd om den store styrke Jehova kan give.

[Illustration på side 7]

Ananii Grogul

[Illustration på side 10]

Jerzy Kulesza

Når døden kommer på lette vinger

Det er ikke en krig som præger avisoverskrifterne — skønt den har krævet millioner af menneskeliv. Det er ikke en krig som udkæmpes med krudt og kugler. Men hvad angår de dødstal og tragedier der følger i dens kølvand, er den mindst lige så slem som alle andre krige. I denne krig kommer døden ikke flyvende med tunge fjendtlige bombefly, men båret af malariamyggens lette vinger.

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

DET er nat. Alle sover. I soveværelset svirrer en hunmalariamyg rundt med 200 til 500 vingeslag i sekundet. Den er ude efter menneskeblod. Myggen lander på armen af en dreng. Eftersom den kun vejer ³/1000 gram, registrerer drengen det ikke. Myggen borer sin savtakkede stiksnabel igennem drengens hud og ned i de fine blodkar. Ved hjælp af to pumper i hovedet suger den blod fra drengen. Imens overføres malariaparasitter fra moskitoens spytkirtler til drengens blodbane. Stikket er kortvarigt, og drengen mærker intet. Derefter letter myggen, fyldt med tre gange sin egen vægt i blod. Få dage senere er drengen dødssyg. Han har fået malaria.

Denne hændelse er forekommet milliarder af gange. Resultatet er sygdom og død i et enormt omfang. Malaria er en af menneskehedens mest uforsonlige fjender.

Tålmodig søgen efter fjenden

En af de vigtigste opdagelser i kampen mod malaria blev ikke gjort af Europas førende videnskabsmænd men af en læge i den engelske hær i Indien. Forskere og læger i det 19. århundrede antog i overensstemmelse med de foregående to tusind års tankegang, at folk pådrog sig sygdommen ved at indånde forurenet sumpluft.a I modsætning hertil mente dr. Ronald Ross at sygdommen blev overført fra person til person af myg. Selv efter at det var blevet kendt at malaria forårsagedes af parasitter i menneskets blodbane, fortsatte man med at lede efter smittekilden i sumpenes vand og luft. Ross, derimod, undersøgte myggenes maver.

I betragtning af det primitive laboratorieudstyr han havde til rådighed, var det ikke nemt at studere myggenes maver. Mens han arbejdede sværmede hærskarer af myg omkring ham for, som han sagde, at hævne deres venners død.

Den 16. august 1897 opdagede Ross omsider nogle mikroskopiske organismer i maven på myggene af slægten Anopheles som i løbet af en nat var vokset i størrelse. Det var malariaparasitter!

Jublende skrev Ross i sin notesbog at han havde løst den gåde som vil føre til at „myriader af mennesker“ kan reddes. Han skrev også et skriftsted fra Korintherbrevet i Bibelen: „Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:55, da. aut. , 1948.

Den frygtede malaria

Ross’ opdagelse markerede en milepæl i krigen mod malaria. Den gjorde det for første gang muligt offensivt at bekæmpe sygdommen og de insekter som overfører den.

I størstedelen af historien har malaria forårsaget store menneskelige tab. Ægyptiske hieroglyfindskrifter og papyruser bevidner at malaria gjorde stor skade 1500 år før Kristus. Den hjemsøgte de smukke landsbyer i det græske lavland og fældede Alexander den Store på hans magts tinde. Den tyndede ud i befolkningen i Romerrigets byer og tvang rigmænd til at bosætte sig i højlandet. Under korstogene, den amerikanske borgerkrig og de to verdenskrige, kostede den flere menneskeliv end mange store slag.

I Afrika var malaria medvirkende til at Vestafrika blev kaldt „den hvide mands grav“. Faktisk forsinkede sygdommen det europæiske kapløb om Afrikas kolonisering, og et vestafrikansk universitet har derfor udråbt malariamyggen til nationalhelt! I Mellemamerika satte malaria en stopper for franskmændenes forsøg på at bygge Panamakanalen. Det siges at malaria under konstruktionen af jernbanen Mamoré-Madeira i Brasilien forårsagede ét menneskes død for hver svelle der blev lagt.

En sej kamp

I århundreder har man forsvaret sig imod malariamyggen, uden at vide at den overførte malaria. I det 16. århundrede f.v.t. brugte ægypterne olie fra træet Balanites wilsoniana som myggemiddel. Et tusind år senere skrev Herodot at ægyptiske fiskere svøbte deres net rundt omkring deres senge om natten for at holde insekterne på afstand. Sytten hundrede år senere rapporterede Marco Polo at Indiens velhavere sov på senge med beskyttende forhæng som kunne trækkes for om natten.

Andre steder fandt mennesker frem til effektive naturpræparater mod malaria. I Kina har man i mere end 2000 år med succes bekæmpet malaria med en plante kaldet qinghaosu, et urtepræparat som man i de senere år igen er begyndt at anvende. I Sydamerika brugte indianerne i Peru barken fra kinatræet. I det 17. århundrede kom kinatræet til Europa, og i 1820 udvandt to parisiske apotekere et alkaloid heraf kaldet kinin.

Nye våben

Der gik et stykke tid før man forstod at kinin kunne bruges til forebyggelse og behandling af malaria, men da det skete blev kinin det foretrukne malariamiddel i de næste hundrede år. I begyndelsen af den anden verdenskrig erobrede japanske tropper alle vigtige kinatræplantager i Fjernøsten. Det medførte en alvorlig kininmangel i USA og udløste en intensiv forskning for at udvikle et syntetisk antimalariamiddel. Resultatet var klorokin, et lægemiddel som var sikkert, højeffektivt og billigt at fremstille.

Klorokin blev hurtigt et vigtigt våben i kampen mod malaria. I 1940’erne introduceredes endvidere DDT, en kraftig insektgift. DDT er en forkortelse for diklor-difenyl-triklorætan. Det dræber to gange; første gang når man sprayer med det og derefter som aflejring på væggene.b

Lovende storoffensiv

Efter den anden verdenskrig gik forskere til globalt angreb på malariaen og malariamyggen med DDT og klorokin. Slaget blev udkæmpet på to fronter — med stoffer der dræbte parasitter i menneskelegemet og med insekticider der dræbte myggene.

Målet var den totale sejr. Malariasygdommen skulle udryddes. Kampagnen blev anført af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som gav malariaprogrammet topprioritet. Også de nødvendige pengemidler blev stillet til rådighed. Mellem 1957 og 1967 blev der ofret 1,4 milliarder dollars på en verdensomspændende indsats. De første resultater lovede godt. Sygdommen blev udryddet i Europa, Nordamerika, Sovjetunionen, Australien og flere lande i Sydamerika. Professor L. J. Bruce-Chwatt, der er veteran i malariakrigen, beretter: „Det er svært i dag at beskrive den vældige entusiasme udryddelseskampagnen fremkaldte overalt i verden i disse fredelige dage.“ Malariasygdommen veg på alle fronter; og WHO hævdede pralende: „Udryddelsen af malaria er inden for rækkevidde.“

Malariasygdommen slår igen

Men krigen blev ikke vundet. Generationer af malariamyg som havde overlevet den kemiske krigsførelse blev resistente over for insektgiftene. Det var ikke længere så nemt at slå dem ihjel med DDT. Og malariaparasitterne i mennesker var blevet resistente over for klorokin. Disse og andre problemer førte til alvorlige tilbageslag i lande hvor sejren syntes vundet. Blot fem år senere blev Sri Lanka, hvor malaria i 1963 var blevet anset for næsten udryddet, hjemsøgt af en epidemi der ramte millioner af mennesker.

I 1969 indså de fleste at malariaen var uovervindelig. I stedet for at tale om „udryddelse“ talte man nu om „kontrol“. Dr. Brian Doberstyn, der leder WHO’s malariaprogram, forklarer: „Alt hvad vi nu kan gøre er at forsøge at begrænse omfanget af dødsfald og lidelser.“

En anden talsmand for WHO siger beklagende: „Efter 50’ernes kamp for at udrydde malariaen ved brug af DDT mod insekterne, har det internationale samfund ladet hænderne synke. Fattigdom, manglende infrastruktur, samt resistens over for medicin og insekticider, er skyld i at sygdommen stadig findes. Vi er faktisk blevet besejret af sygdommen.“

En anden faktor er at medicinalfirmaerne har indstillet forskningen. En malariaforsker siger: „Problemet er at det kræver store investeringer, men at der ingen penge er at tjene og derfor intet incitament til at forske.“ Ja, skønt mange slag er vundet, er krigen mod malaria langtfra ovre. Bibelen peger imidlertid på at den tid er nær da „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Indtil da vil døden stadig komme flyvende på lette vinger.

[Fodnoter]

[Ramme på side 14]

Myg kontra menneske

Sygdommen truer næsten halvdelen af menneskeheden og findes i mere end et hundrede lande, især i troperne. Afrika er særlig hårdt ramt.

Man ved at malariamyg (slægten Anopheles) er blevet bragt med fly fra troperne og har smittet mennesker der bor nær internationale lufthavne.

Malariamyggene findes også i Danmark, men stikker sjældent mennesker. Så sent som i begyndelsen af dette århundrede fandtes der malaria, i mild form, i Danmark. Sygdommen var kendt under betegnelsen „Lollandsk feber“.

Malariaofre. Hvert år rammes 270 millioner mennesker af malaria, og op mod 2 millioner dør. Sygdommen er især hård ved gravide kvinder og børn. Hvert minut dør to børn af malaria.

Den angriber også turister i troperne. Hvert år rapporteres der om 10.000 „importerede“ malariatilfælde i Europa og mere end 1000 i Nordamerika. I Danmark importeres årligt omkring 100 tilfælde fra Afrika og Indien. I 1990 var der 119 tilfælde. FSL 10:95

Taktik. Det er som regel om natten at hunmoskitoen smitter mennesker. Men malaria kan også overføres ved blodtransfusion og, om end sjældent, gennem forurenede kanyler.

Først i de senere år har mennesker haft viden og midler til at bekæmpe problemet. Men trods 105 landes forenede indsats for at udrydde svøben, taber vi stadig terræn.

[Ramme/illustration på side 15]

Forholdsregler mod myggestik i troperne

Sov med myggenet omkring sengen. Net imprægneret med insekticider er bedst.

Brug luftkonditionering om natten hvis det er muligt, eller sov i et værelse med net for vinduer og døre. Hvis der ingen net er, bør døre og vinduer holdes lukkede.

Gå med lange ærmer og lange benklæder efter solnedgang. Vær opmærksom på at mørke farver tiltrækker myggene.

Brug myggemiddel på de dele af kroppen som ikke er beskyttet af tøj. Brug et middel der indeholder diethyltoluamid eller dimetylfthalat.

Brug myggespray, myggelys eller insektdræbende midler.

Kilde: WHO.

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts

[Ramme på side 16]

„Ingen ’magiske våben’“

Selv om den totale sejr over malaria synes fjern, fortsætter kampen mod sygdommen. Ved en international malariakonference i Brazzaville i Congo i oktober 1991 opfordrede repræsentanter for WHO til at man gik bort fra den „udbredte fatalisme“ og anbefalede en ny global mobilisering for at få malariaen under kontrol. Vil sådanne bestræbelser blive kronet med held?

„Der findes ingen ’magiske våben’ mod malaria,“ sagde WHO’s generaldirektør, Hiroshi Nakajima, for nylig. „Vi må derfor kæmpe på mange fronter.“ Her er tre fronter som har fået stor offentlig bevågenhed:

Vacciner. Forskere har i årevis arbejdet på at finde en vaccine mod malaria, og medierne har indimellem rapporteret om „gennembrud“ i forskningen. WHO advarer imidlertid imod ubegrundet optimisme, og mod „den vrangforestilling at man vil have en malariavaccine inden for nær fremtid“.

Én af vanskelighederne ved at udvikle en vaccine er at malariaparasitten er utrolig god til at undvige det menneskelige immunforsvars forsøg på at ødelægge den. Selv efter mange års gentagne sygdomsangreb har folk ofte kun udviklet en begrænset immunitet mod sygdommen. Dr. Hans Lobel, der er epidemiolog ved USA’s Center for Sygdomskontrol i Atlanta, siger: „Man udvikler ikke immunitet efter nogle få angreb. [I udviklingen af en vaccine] forsøger man derfor at forbedre på naturen.“

Medicin. På grund af malariaparasittens voksende resistens mod eksisterende medikamenter, anbefaler WHO et nyt medikament kaldet „arteæter“ som er udvundet af det kinesiske urteekstrakt qinghaosu.c WHO håber at qinghaosu vil danne grundlag for udviklingen af en række nye naturpræparater som inden for de kommende ti år vil være tilgængelige på verdensmarkedet.

Sengenet. Denne to tusind år gamle sikkerhedsforanstaltning mod malariamyg er stadig effektiv. Malariamyg angriber hovedsagelig om natten, og myggenettet omkring sengen holder dem borte. Mest effektive er net imprægneret med en insektgift, for eksempel permethrin. Undersøgelser fra Afrika viser at i landsbyer hvor man indfører brugen af sådanne sengenet, falder antallet af malariadødsfald med 60 procent.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 17]

Skal du til troperne?

Hvis du planlægger at rejse til et område hvor der er malaria, bør du træffe følgende forholdsregler:

1. Opsøg din praktiserende læge.

2. Følg de anvisninger du får til punkt og prikke, og hvis du tager et malariamiddel, så fortsæt med det fire uger efter din hjemkomst.

3. Beskyt dig imod myggestik.

4. Kend malariasymptomerne: feber, hovedpine, muskelsmerter, opkastning og/eller diarré. Malaria kan bryde ud op til et år efter at du har forladt et malariabefængt område, også selv om du har brugt malariamidler.

5. Søg læge hvis du får symptomerne. Malaria kan hurtigt forværres og kan føre til døden mindre end 48 timer efter at de første symptomer har vist sig.

Kilde: Verdenssundhedsorganisationen.

[Kildeangivelse på side 13]

H. Armstrong Roberts