Hvad forbinder du med ordet race?

RACE! Hvad forbinder du med dette ord? For nogle er det ensbetydende med diskrimination og undertrykkelse. For andre med had, vold og mord.

Racehad har ført uhyggelige ødelæggelser og menneskelige lidelser med sig — fra raceuroligheder i De Forenede Stater til apartheid i Sydafrika, fra etniske udrensninger i Østeuropa til kampe i Sri Lanka og Pakistan.

Men hvorfor er det sådan? Selv i lande hvor folk lader til at være temmelig tolerante, kan etniske spørgsmål tænde sindene i brand. Hvorfor giver racespørgsmålet anledning til så mange uroligheder og uretfærdigheder? Ja, hvorfor kan folk med forskellig etnisk baggrund ikke komme ud af det med hinanden?

For at besvare disse spørgsmål må vi vide mere om racebegrebet og om forskellene mellem racerne. Vi må også forstå den rolle historien spiller for de nuværende relationer mellem racerne. Lad os først se på hvad videnskaben har at sige om emnet.

Vanskeligt at klassificere mennesker

Folk der lever i forskellige dele af verden har forskellige fysiske karaktertræk, både hvad angår hudfarve, ansigtstræk, hårstruktur og andre ting. Sådanne fysiske forskelle adskiller én race fra en anden.

Når folk taler om hvide og sorte, er det hudfarven de fokuserer på. Men man taler også om latinamerikanere, asiater, skandinaver, jøder og russere. Disse betegnelser refererer ikke så meget til fysiske karaktertræk som til geografiske, nationale eller kulturelle forskelle. For de fleste mennesker er racen ikke blot bestemt af fysiske træk, men også af skikke, sprog, kultur, religion og nationalitet.

Interessant nok viger nogle skribenter tilbage fra overhovedet at bruge ordet „race“. De sætter det i citationstegn hver gang det forekommer. Andre undgår fuldstændig ordet og bruger i stedet betegnelser som „etniske grupper“, „populationer“ og „varieteter“. Hvorfor? Fordi ordet „race“ i sin almindelige betydning har så mange biklange at det ofte vil forvirre debatten.

Ordet race, hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse, bliver i Gyldendals Fremmedordbog defineret som „en gruppe individer inden for en art med visse særlige arvelige fællestræk“. Spørgsmålet er imidlertid om disse fællestræk kan bruges til at afgrænse forskellige grupper inden for menneskearten.

Faktorer som pigmentering, hårfarve og -struktur, samt øjen- og næseform, hjernestørrelse og blodtype har man anvendt til at afgrænse varieteterne med, men ingen af dem har været fuldt tilfredsstillende. Årsagen er at der ikke findes nogen naturligt forekommende gruppe mennesker som er helt ens med hensyn til sådanne træk.

Tænk på hudfarven. De fleste tror at menneskeslægten slet og ret deles op i fem racer efter farven på deres hud: hvide, sorte, brune, gule og røde. Den hvide race siges generelt at have lys hud, blondt hår og blå øjne. Men i realiteten er der stor variation hvad angår hår-, øjen- og hudfarve blandt dem der tilhører den såkaldte ’hvide race’. I bogen The Human Species siges der: „Der er ingen befolkningsgrupper i Europa i dag hvor de fleste tilhører én bestemt type, og det har der aldrig været.“

Nej, for det er vanskeligt at klassificere menneskeracerne, hvilket også fremgår af bogen The Kinds of Mankind: „Alt hvad man tilsyneladende kan sige, er: Ikke alle mennesker ligner hinanden; mennesker ser tydeligvis forskellige ud på en række punkter, men forskerne er stadig ikke enige om nøjagtig hvor mange menneskeracer der findes. De har ikke engang fundet ud af hvilke kriterier der skal anlægges for at fastslå om folk hører til den ene eller den anden race. Nogle har den største lyst til at give op og lade problemet ligge — de mener ikke at der findes nogen løsning på det!“

Dette forekommer måske besynderligt. Videnskaben synes ikke at have problemer med at opdele dyr og planter i arter, racer og underracer; hvorfor har de da så vanskeligt ved at gøre det samme med mennesker?

„Menneskets farligste myte“

Ifølge antropologen Ashley Montagu tror mange at „der er en sammenhæng mellem de fysiske og de mentale træk, at fysiske forskelle også indebærer udtalte forskelle i åndsevner, og at disse forskelle kan måles ved intelligensprøver og disse befolkningers kulturelle præstationer“.

Ud fra forskellene i fysiske karaktertræk tror mange således at visse racer intellektuelt står over andre. Ashley Montagu kalder imidlertid en sådan tankegang for „menneskets farligste myte“. Andre eksperter er enige.

Morton Klass og Hal Hellman forklarer i The Kinds of Mankind: „Individer er forskellige. I alle befolkningsgrupper er der genier og imbecile. Men selv efter megen forskning er det ikke lykkedes pålidelige videnskabsfolk at finde acceptable vidnesbyrd om genetiske forskelle på befolkninger hvad angår evner og intelligens.“

Hvorfor tror mange så fortsat at overfladiske ydre forskelle betyder at racerne er fundamentalt forskellige? Hvordan er racespørgsmålet blevet så afgørende? Det vil vi behandle i den næste artikel.

Hvorfor al den strid om racer?

LIGE siden historiens begyndelse har tanken om „os“ og „de andre“ præget folks tankegang. Mange har overbevist sig selv om at de alene er normale og gør alting rigtigt. Det er det forskerne kalder etnocentrisme, den holdning at ens eget kulturmønster er „rigtigere“ end andres.

De gamle grækere så for eksempel ned på „barbarerne“, et ord hvormed de betegnede alle ikkegrækere. Begrebet „barbar“ kom af den måde fremmede sprog lød på i græske ører, nemlig som uforståeligt plapren „bar-bar“. Ægypterne før grækerne, og senere romerne, følte sig også hævet over andre folkeslag.

I århundreder kaldte kineserne deres land for Zhong Guo, Riget i Midten, fordi de var overbeviste om at Kina var verdens centrum, om ikke hele universets. Da de europæiske missionærer med rødt hår, grønne øjne og rødmosset hud senere kom til Kina, kaldte kineserne dem for „fremmede djævle“. Og da asiater dukkede op i Europa og Nordamerika, gjorde deres skæve øjne og fremmedartede skikke dem til genstand for både spot og mistænksomhed.

Men der er en vigtig kendsgerning som ifølge bogen The Kinds of Mankind må tages i betragtning: „Ét er at tro på sin [racemæssige] overlegenhed, noget andet er at forsøge at bevise den ved hjælp af videnskaben.“ Det er først for relativt nylig at man har gjort forsøg på at bevise at én race er bedre end en anden. Antropologen Ashley Montagu har skrevet „at den forestilling at der findes naturlige eller biologiske menneskeracer som adskiller sig fra hinanden mentalt såvel som fysisk, blev ikke til før i slutningen af det attende århundrede“.

Hvorfor fik spørgsmålet om racemæssig overlegenhed så fremtrædende en plads i det 18. og 19. århundrede?

Slavehandel og race

En vægtig grund er at den profitable slavehandel på det tidspunkt havde nået et højdepunkt, og at hundredtusinder af afrikanere blev tvunget til at udføre slavearbejde i Europa og Amerika. Ofte blev familier splittet, idet mænd, kvinder og børn blev sendt til forskellige dele af verden og aldrig så hinanden igen. Hvordan kunne slavehandlere og slaveejere, hvoraf de fleste bekendte sig som kristne, forsvare disse umenneskelige handlinger?

Ved at forfægte det synspunkt at sorte afrikanere af naturen var laverestående. „Jeg er tilbøjelig til at tro at alle negre, og stort set alle andre menneskeracer, fra naturen er de hvide underlegne,“ skrev den skotske filosof David Hume i det 18. århundrede. Han hævdede at man ikke kunne finde „en eneste genial opfindelse blandt [negre], ingen kunst, ingen videnskab“.

Men han tog fejl. I The World Book Encyclopedia (1973) siges der: „For hundreder af år siden fandtes der højt udviklede negerkongedømmer i forskellige dele af Afrika. . . . Mellem 1200 og 1600 fandtes der et blomstrende afrikansk-arabisk universitet i Timbuktu i Vestafrika hvis berømmelse nåede Spanien, Nordafrika og Mellemøsten.“ Ikke desto mindre var de der medvirkede i slavehandelen, hurtige til at antage det syn filosoffer som David Hume havde på sorte, nemlig at de stod under de hvide, ja at de endda var undermennesker.

Religion og race

Religiøse ledere gav slavehandlerne medhold i deres racistiske anskuelser. Allerede i 1450’erne sanktionerede bullerne fra de katolske paver at man undertrykte og gjorde „hedninger“ og „vantro“ til slaver så deres „sjæle“ kunne frelses for „Guds rige“. Med kirkens velsignelse i hånden havde de europæiske opdagelsesrejsende og slavehandlere ingen skrupler ved at behandle de indfødte brutalt.

„I 1760’erne, og i mange årtier derefter, nød den sorte slavehandel katolske, anglikanske, lutheranske, presbyterianske og reformerte præsters og teologers anerkendelse,“ står der i bogen Slavery and Human Progress. „Ingen samtidig kirke eller sekt søgte at tale sine medlemmer fra at eje eller at handle med sorte slaver.“

Skønt nogle af kirkerne talte om et universelt kristent broderskab, fremmede de også læresætninger som bidrog til racekonflikten. I Encyclopaedia Judaica siges der for eksempel at „det først var efter lange stridigheder og teologiske brydninger at spanierne anerkendte folk fra de indfødte racer de stødte på i Amerika, som mennesker med en sjæl“.

Dette betød at det var ligegyldigt hvordan man behandlede de indfødte rent fysisk blot deres „sjæl“ blev „frelst“ eller omvendt til kristenheden. Og hvad de sorte angik, hævdede mange kirkeledere at de sorte jo alligevel var forbandede af Gud. Bibelen blev misbrugt i et forsøg på at bevise dette. Præsterne Robert Jamieson, A. R. Fausset og David Brown påstod i deres bibelkommentar: „Forbandet være Kana’an [1 Mosebog 9:25] — denne dom er blevet fuldbyrdet ved kana’anæernes udslettelse, [ved] Ægyptens fornedrelse, og [ved] afrikanernes, Kams efterkommeres, slaveri.“ — Commentary, Critical and Explanatory, on the Whole Bible.

Den lære at den sorte races forfader var forbandet, finder ikke belæg i Bibelen. Sandheden er at den sorte race stammer fra Kusj, ikke fra Kana’an. I det 18. århundrede hævdede John Woolman at det at retfærdiggøre de sortes slaveri med denne bibelske forbandelse og derved berøve dem deres naturlige rettigheder, „er en påstand der er for grov til at den kan købes af nogen som helst person der oprigtigt ønsker at lade sig lede af sunde principper“.

Pseudovidenskab og race

Også pseudovidenskab har været taget i anvendelse i et forsøg på at finde støtte for teorien om at sorte er underlegne. Med bogen Afhandling om menneskeracernes ulighed skabte den franske skribent Joseph de Gobineau i det 19. århundrede grundlag for mange senere bøger om emnet. I sin bog opdelte Gobineau menneskeheden i tre adskilte racer i følgende rangorden: hvide, gule og sorte. Han hævdede at hver races særegne egenskaber blev båret i blodet, og at ethvert blandet ægteskab medførte en forringelse og således et tab af overlegne egenskaber.

Gobineau fremførte at der engang havde fandtes en ren race af høje, hvide, blonde mennesker med blå øjne. Dem kaldte han ariere. Han påstod at det var arierne der skabte civilisationen og sproget sanskrit i Indien, og at det var arierne der grundlagde det gamle Grækenlands og Roms civilisationer. Men gennem ægteskab med laverestående lokale folk gik disse ophøjede civilisationer tabt sammen med den ariske races genialitet og fortrin. De der kom de rene ariere nærmest var ifølge Gobineau folkene i Nordeuropa, nemlig nordboerne og, i bredere forstand, germanerne.

Gobineaus grundtanker — opdelingen i tre racer, blodets arv, den ariske race — var fuldstændig uden hold i videnskaben, og er i dag uglesete i det videnskabelige samfund. Ikke desto mindre blev de snart taget op af andre, deriblandt englænderen Houston Stewart Chamberlain. Han var så begejstret for Gobineaus idéer at han tog ophold i Tyskland og forfægtede at der kun gennem tyskerne var håb om at bevare den ariske races renhed. Det giver sig selv at Chamberlains skrifter blev læst vidt og bredt i Tyskland, og følgerne var forfærdende.

Racismens skrækkelige følger

I bogen Mein Kampf (danske titel: Min Kamp) påstod Adolf Hitler at den germanske race var den ariske superrace der var bestemt til at beherske verden. Hitler mente at jøder, som han påstod havde saboteret den tyske økonomi, hindrede dem i at opfylde deres storladne bestemmelse. Dette førte til udryddelsen af jøder og andre minoriteter i Europa, hvilket uomtvisteligt er et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. Dette var de katastrofale følger af blandt andet Gobineaus og Chamberlains raceteorier.

Også uden for Europa trivedes racismen. På den anden side af Atlanten, i den såkaldte nye verden, påførte de samme ubegrundede idéer generationer af uskyldige mennesker lidelser. Selv om de afrikanske slaver i De Forenede Stater fik deres frihed efter borgerkrigen 1861-1865, blev der i mange stater vedtaget love som forhindrede at sorte opnåede de samme privilegier som andre borgere havde. Hvorfor? De hvide tænkte at den sorte race ikke intellektuelt var i stand til at varetage civile og offentlige opgaver.

At den racistiske holdning var stærkt indgroet ses også af de love som forbød ægteskab mellem sorte og hvide. En dommer som dømte et par der brød denne lov, udtalte: „Den almægtige Gud skabte den hvide, sorte, gule, malajiske og røde race og anbragte dem på hver sit kontinent, og der er intet der giver grundlag for at gå imod hans ordning ved at indgå sådanne ægteskaber.“

Det var ikke i det 19. århundrede eller i en fjern afkrog af verden at dommeren sagde disse ord, men i 1958 — kun 100 kilometer fra USA’s hovedstad! Det var først i 1967 at USA’s højesteret ophævede alle love der forbød ægteskaber på tværs af race.

Diskriminerende love, raceadskillelser i skoler, kirker og andre offentlige institutioner, og forskelsbehandling på arbejdspladser og i boligforeninger har udløst uroligheder, protestaktioner og voldshandlinger mange steder i verden. Bortset fra tab af liv og ejendom er det had og den personlige lidelse dette har medført, en skamplet på de såkaldt civiliserede samfunds renommé.

Også hertillands har racismen trivedes. I de danske kolonier forekom negerslaveri. Og under de hjemlige himmelstrøg var jøderne i mange år lagt for had. For et par hundrede år siden var en vis politimester Himmerich populær hos pøbelen i København fordi han „hadede jøderne i den grad, at det ville have været let at fremkalde deres udryddelse“. Racisme har været en af de mest splittende kræfter i menneskesamfundet. Den burde få os alle til at gribe i vor egen barm og spørge: Forkaster jeg enhver lære som hævder at én race står over en anden? Har jeg befriet mig selv for enhver følelse af racemæssig overlegenhed?

Vi kunne også passende spørge: Er der udsigt til at det racehad som florerer i dag, nogen sinde vil blive fjernet? Kan mennesker med forskellig nationalitet, sprog og skikke leve sammen i fred?

[Illustration på side 7]

Sorte blev af mange hvide betragtet som undermennesker

[Kildeangivelse]

Gengivet efter bogen Despotism — A Pictorial History of Tyranny

[Illustration på side 8]

De nazistiske udryddelseslejre var det forfærdelige resultat af racistiske idéer

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. National Archives

Når alle racer lever sammen i fred

GUD har „ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apostelgerninger 17:26) Så kort og klart beskriver Bibelen menneskeslægtens oprindelse.

Det betyder at alle mennesker har et fælles ophav, uanset hvor de bor og hvilke fysiske karaktertræk de har. Trods alle ydre forskelle har mennesker „i hver nation“ samme potentiale hvad evner og intelligens angår. Ja, i Guds øjne er mennesker af enhver race eller nationalitet ligestillede. — Apostelgerninger 10:34, 35.

Hvis det Bibelen siger er sandt, er der håb om at alle de fordomme og uretfærdigheder som skyldes racemæssige forskelle kan blive fjernet. Hvis Bibelen desuden taler sandt med hensyn til menneskehedens oprindelse, er det logisk at samme bog også kan give os oplysninger om hvordan vi kan leve sammen i fred.

Men hvad viser kendsgerningerne? Stemmer Bibelens beretning om menneskets oprindelse med videnskaben?

Videnskabelige vidnesbyrd

I bogen The Races of Mankind af antropologerne R. Benedict og G. Weltfish siges der: „Bibelens fortælling om Adam og Eva, menneskeslægtens fader og moder, sagde for århundreder siden den samme sandhed som videnskaben har fundet frem til i dag: at alle jordens folkeslag tilhører samme familie og har en fælles oprindelse.“ Disse skribenter peger også på at „menneskelegemets indviklede natur . . . ikke bare kan være opstået ved et tilfælde og samtidig være ens hos alle mennesker medmindre de har en fælles oprindelse“.

I skriftet Race and Biology skriver L. C. Dunn, der er professor i zoologi ved Columbia University: „Alle mennesker tilhører tydeligvis én art, idet de er ens hvad alle grundlæggende fysiske kendetegn angår. Medlemmer af alle grupper kan gifte sig med hinanden og gør det.“ Derefter siges der videre: „Men hvert eneste menneske er unikt og adskiller sig på mindre væsentlige områder fra alle andre. Det skyldes dels forskelle i miljø, dels forskelle i de gener de har arvet.“

De videnskabelige vidnesbyrd er klare. Biologisk set kan man ikke tale om en over- og en underrace, en ren eller en besmittet race. Træk som hud-, hår- eller øjenfarve — noget som nogle anser for vigtigt for racen — er ikke målestok for intelligens eller evner. Nej, de skyldes genetisk arv.

Ja, forskellene mellem racerne er minimale, som Hampton L. Carson skriver i Heredity and Human Life: „Det paradoks vi står over for, er at hver menneskegruppe er forskellig fra de andre i det ydre, mens der under disse forskelle er fundamental lighed.“

Hvis menneskeheden er én stor familie, hvad er da årsag til racestridighederne?

Problemets rod

Den grundlæggende årsag til racismen er den dårlige begyndelse som det første menneskepar gav deres efterkommere. Adam og Eva gjorde med vilje oprør mod Gud og blev således ufuldkomne eller defekte. Som følge heraf gik Adams ufuldkommenhed — tilbøjeligheden til at gøre det onde — i arv til hans efterkommere. (Romerne 5:12) Fra fødselen har alle mennesker derfor en tendens til at være selviske og stolte, hvilket har medført racekonflikter og sammenstød.

Men der er andre årsager til racismen. Da Adam og Eva brød med Guds herredømme, blev de underlagt en ond åndeskabning som Bibelen kalder Satan eller Djævelen. Under påvirkning af ham som „vildleder hele den beboede jord“, er der ofte gjort bevidste forsøg på at bedrage folk med hensyn til racespørgsmål. (Åbenbaringen 12:9; 2 Korinther 4:4) Etnocentrisme — den indstilling at ens egen gruppe er de andre overlegen — har bevidst eller ubevidst slået rod og bredt sig blandt millioner af mennesker. Følgerne har været tragiske.

Selviske, ufuldkomne mennesker under Satans herredømme har spredt falske læresætninger om racespørgsmål, hvilket har voldt raceproblemer.

For at menneskeslægten kan blive forenet må alle tro at vi er én stor familie og at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apostelgerninger 17:26) For at alle racer kan leve sammen i fordragelighed må Satans indflydelse desuden fjernes fra menneskers anliggender. Vil det ske? Er der nogen grund til at tro at det vil ske?

Racefordom bringes til ophør

Jesus Kristus afslørede hvordan man kan fjerne racefordomme da han befalede sine disciple at ’have kærlighed til hinanden’ ligesom han havde til dem. (Johannes 13:34, 35) Det var ikke kun en bestemt race som skulle være præget af denne kærlighed. Nej, en af Jesu disciple tilskyndede: „Elsk hele brodersamfundet.“ — 1 Peter 2:17.

Hvordan kommer denne kristne kærlighed til udtryk? Det forklarer Bibelen når den tilskynder: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Tænk hvad det vil medføre når man gør det! Alle vil behandle hinanden med ære og respekt, uanset race og nationalitet. Og man vil ikke se ned på andre, men ’agte dem højere end sig selv’. (Filipperne 2:3) Når der råder sand kristen kærlighed er problemet med racefordom løst.

For dem der er opflasket med racefordom kan det være svært at frigøre sig for sådanne dæmoninspirerede idéer. Men det er muligt! I det første århundrede kunne de der blev bragt ind i den kristne menighed, glæde sig over sand enhed. Apostelen Paulus skrev: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ (Galaterne 3:28) Ja, Kristi sande disciple lever i et ægte brodersamfund.

Nogle vil måske indvende: ’Sådan noget sker ikke i dag.’ Men sagen er at det allerede er sket blandt Jehovas Vidner — en organisation der tæller mere end fire og en halv million mennesker! Sandt nok er heller ikke de fuldstændig befriet for den fordom de er blevet indpodet i denne ugudelige ordning. Et sort amerikansk Jehovas vidne bemærkede nøgternt om sine hvide trosfæller: „Hos nogle sporer jeg rester af raceoverlegenhed, og jeg har nu og da iagttaget at nogle har følt sig ilde til mode i nært selskab med personer af en anden race.“

Han tilføjede imidlertid: „Jehovas vidner har dog i langt højere grad end noget andet folk på jorden aflagt racefordom. De stræber efter at elske hinanden uanset race . . . Ved en lejlighed blev jeg så rørt på grund af nogle hvide Jehovas vidners ægte kærlighed at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.“

Men nytter det noget at nogle få — og dog alligevel millioner — nyder racemæssig enhed, hvis millioner af andre lader sig påvirke af den tanke at én race er en anden overlegen, en tanke Satan har indgivet dem? Nej, det skal indrømmes at det ikke løser raceproblemet. Det er mennesker ikke i stand til. Det kan kun Skaberen, Jehova Gud.

Lykkeligvis vil Jehova nu meget snart — ved hjælp af sit rige under ledelse af sin søn, Jesus Kristus — befri jorden for al uretfærdighed og for alle der selvisk fremmer diskrimination og had, herunder racehad. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Med et fuldkomment undervisningsprogram under Kristi styre vil alle racer blive forenet. Mens denne undervisning skrider frem vil de leve i fuldkommen harmoni uden spor af racediskrimination. Guds løfte vil til sidst blive opfyldt: „Det som var før er forsvundet. . . . Se! Jeg gør alting nyt.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

Længes du efter at leve i et sandt brodersamfund, hvor alle racer kommer fredeligt ud af det med hinanden? Så vil vi indbyde dig til at besøge den lokale rigssal hvor du bor. Her samles Jehovas vidner regelmæssigt for at studere Bibelen. Afprøv ved selvsyn om de ikke viser sand kristen kærlighed — til mennesker af alle racer.

[Illustration på side 10]

Snart vil alle racer leve sammen i fred og fordragelighed