Hvorfor al den strid om racer?

LIGE siden historiens begyndelse har tanken om „os“ og „de andre“ præget folks tankegang. Mange har overbevist sig selv om at de alene er normale og gør alting rigtigt. Det er det forskerne kalder etnocentrisme, den holdning at ens eget kulturmønster er „rigtigere“ end andres.

De gamle grækere så for eksempel ned på „barbarerne“, et ord hvormed de betegnede alle ikkegrækere. Begrebet „barbar“ kom af den måde fremmede sprog lød på i græske ører, nemlig som uforståeligt plapren „bar-bar“. Ægypterne før grækerne, og senere romerne, følte sig også hævet over andre folkeslag.

I århundreder kaldte kineserne deres land for Zhong Guo, Riget i Midten, fordi de var overbeviste om at Kina var verdens centrum, om ikke hele universets. Da de europæiske missionærer med rødt hår, grønne øjne og rødmosset hud senere kom til Kina, kaldte kineserne dem for „fremmede djævle“. Og da asiater dukkede op i Europa og Nordamerika, gjorde deres skæve øjne og fremmedartede skikke dem til genstand for både spot og mistænksomhed.

Men der er en vigtig kendsgerning som ifølge bogen The Kinds of Mankind må tages i betragtning: „Ét er at tro på sin [racemæssige] overlegenhed, noget andet er at forsøge at bevise den ved hjælp af videnskaben.“ Det er først for relativt nylig at man har gjort forsøg på at bevise at én race er bedre end en anden. Antropologen Ashley Montagu har skrevet „at den forestilling at der findes naturlige eller biologiske menneskeracer som adskiller sig fra hinanden mentalt såvel som fysisk, blev ikke til før i slutningen af det attende århundrede“.

Hvorfor fik spørgsmålet om racemæssig overlegenhed så fremtrædende en plads i det 18. og 19. århundrede?

Slavehandel og race

En vægtig grund er at den profitable slavehandel på det tidspunkt havde nået et højdepunkt, og at hundredtusinder af afrikanere blev tvunget til at udføre slavearbejde i Europa og Amerika. Ofte blev familier splittet, idet mænd, kvinder og børn blev sendt til forskellige dele af verden og aldrig så hinanden igen. Hvordan kunne slavehandlere og slaveejere, hvoraf de fleste bekendte sig som kristne, forsvare disse umenneskelige handlinger?

Ved at forfægte det synspunkt at sorte afrikanere af naturen var laverestående. „Jeg er tilbøjelig til at tro at alle negre, og stort set alle andre menneskeracer, fra naturen er de hvide underlegne,“ skrev den skotske filosof David Hume i det 18. århundrede. Han hævdede at man ikke kunne finde „en eneste genial opfindelse blandt [negre], ingen kunst, ingen videnskab“.

Men han tog fejl. I The World Book Encyclopedia (1973) siges der: „For hundreder af år siden fandtes der højt udviklede negerkongedømmer i forskellige dele af Afrika. . . . Mellem 1200 og 1600 fandtes der et blomstrende afrikansk-arabisk universitet i Timbuktu i Vestafrika hvis berømmelse nåede Spanien, Nordafrika og Mellemøsten.“ Ikke desto mindre var de der medvirkede i slavehandelen, hurtige til at antage det syn filosoffer som David Hume havde på sorte, nemlig at de stod under de hvide, ja at de endda var undermennesker.

Religion og race

Religiøse ledere gav slavehandlerne medhold i deres racistiske anskuelser. Allerede i 1450’erne sanktionerede bullerne fra de katolske paver at man undertrykte og gjorde „hedninger“ og „vantro“ til slaver så deres „sjæle“ kunne frelses for „Guds rige“. Med kirkens velsignelse i hånden havde de europæiske opdagelsesrejsende og slavehandlere ingen skrupler ved at behandle de indfødte brutalt.

„I 1760’erne, og i mange årtier derefter, nød den sorte slavehandel katolske, anglikanske, lutheranske, presbyterianske og reformerte præsters og teologers anerkendelse,“ står der i bogen Slavery and Human Progress. „Ingen samtidig kirke eller sekt søgte at tale sine medlemmer fra at eje eller at handle med sorte slaver.“

Skønt nogle af kirkerne talte om et universelt kristent broderskab, fremmede de også læresætninger som bidrog til racekonflikten. I Encyclopaedia Judaica siges der for eksempel at „det først var efter lange stridigheder og teologiske brydninger at spanierne anerkendte folk fra de indfødte racer de stødte på i Amerika, som mennesker med en sjæl“.

Dette betød at det var ligegyldigt hvordan man behandlede de indfødte rent fysisk blot deres „sjæl“ blev „frelst“ eller omvendt til kristenheden. Og hvad de sorte angik, hævdede mange kirkeledere at de sorte jo alligevel var forbandede af Gud. Bibelen blev misbrugt i et forsøg på at bevise dette. Præsterne Robert Jamieson, A. R. Fausset og David Brown påstod i deres bibelkommentar: „Forbandet være Kana’an [1 Mosebog 9:25] — denne dom er blevet fuldbyrdet ved kana’anæernes udslettelse, [ved] Ægyptens fornedrelse, og [ved] afrikanernes, Kams efterkommeres, slaveri.“ — Commentary, Critical and Explanatory, on the Whole Bible.

Den lære at den sorte races forfader var forbandet, finder ikke belæg i Bibelen. Sandheden er at den sorte race stammer fra Kusj, ikke fra Kana’an. I det 18. århundrede hævdede John Woolman at det at retfærdiggøre de sortes slaveri med denne bibelske forbandelse og derved berøve dem deres naturlige rettigheder, „er en påstand der er for grov til at den kan købes af nogen som helst person der oprigtigt ønsker at lade sig lede af sunde principper“.

Pseudovidenskab og race

Også pseudovidenskab har været taget i anvendelse i et forsøg på at finde støtte for teorien om at sorte er underlegne. Med bogen Afhandling om menneskeracernes ulighed skabte den franske skribent Joseph de Gobineau i det 19. århundrede grundlag for mange senere bøger om emnet. I sin bog opdelte Gobineau menneskeheden i tre adskilte racer i følgende rangorden: hvide, gule og sorte. Han hævdede at hver races særegne egenskaber blev båret i blodet, og at ethvert blandet ægteskab medførte en forringelse og således et tab af overlegne egenskaber.

Gobineau fremførte at der engang havde fandtes en ren race af høje, hvide, blonde mennesker med blå øjne. Dem kaldte han ariere. Han påstod at det var arierne der skabte civilisationen og sproget sanskrit i Indien, og at det var arierne der grundlagde det gamle Grækenlands og Roms civilisationer. Men gennem ægteskab med laverestående lokale folk gik disse ophøjede civilisationer tabt sammen med den ariske races genialitet og fortrin. De der kom de rene ariere nærmest var ifølge Gobineau folkene i Nordeuropa, nemlig nordboerne og, i bredere forstand, germanerne.

Gobineaus grundtanker — opdelingen i tre racer, blodets arv, den ariske race — var fuldstændig uden hold i videnskaben, og er i dag uglesete i det videnskabelige samfund. Ikke desto mindre blev de snart taget op af andre, deriblandt englænderen Houston Stewart Chamberlain. Han var så begejstret for Gobineaus idéer at han tog ophold i Tyskland og forfægtede at der kun gennem tyskerne var håb om at bevare den ariske races renhed. Det giver sig selv at Chamberlains skrifter blev læst vidt og bredt i Tyskland, og følgerne var forfærdende.

Racismens skrækkelige følger

I bogen Mein Kampf (danske titel: Min Kamp) påstod Adolf Hitler at den germanske race var den ariske superrace der var bestemt til at beherske verden. Hitler mente at jøder, som han påstod havde saboteret den tyske økonomi, hindrede dem i at opfylde deres storladne bestemmelse. Dette førte til udryddelsen af jøder og andre minoriteter i Europa, hvilket uomtvisteligt er et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. Dette var de katastrofale følger af blandt andet Gobineaus og Chamberlains raceteorier.

Også uden for Europa trivedes racismen. På den anden side af Atlanten, i den såkaldte nye verden, påførte de samme ubegrundede idéer generationer af uskyldige mennesker lidelser. Selv om de afrikanske slaver i De Forenede Stater fik deres frihed efter borgerkrigen 1861-1865, blev der i mange stater vedtaget love som forhindrede at sorte opnåede de samme privilegier som andre borgere havde. Hvorfor? De hvide tænkte at den sorte race ikke intellektuelt var i stand til at varetage civile og offentlige opgaver.

At den racistiske holdning var stærkt indgroet ses også af de love som forbød ægteskab mellem sorte og hvide. En dommer som dømte et par der brød denne lov, udtalte: „Den almægtige Gud skabte den hvide, sorte, gule, malajiske og røde race og anbragte dem på hver sit kontinent, og der er intet der giver grundlag for at gå imod hans ordning ved at indgå sådanne ægteskaber.“

Det var ikke i det 19. århundrede eller i en fjern afkrog af verden at dommeren sagde disse ord, men i 1958 — kun 100 kilometer fra USA’s hovedstad! Det var først i 1967 at USA’s højesteret ophævede alle love der forbød ægteskaber på tværs af race.

Diskriminerende love, raceadskillelser i skoler, kirker og andre offentlige institutioner, og forskelsbehandling på arbejdspladser og i boligforeninger har udløst uroligheder, protestaktioner og voldshandlinger mange steder i verden. Bortset fra tab af liv og ejendom er det had og den personlige lidelse dette har medført, en skamplet på de såkaldt civiliserede samfunds renommé.

Også hertillands har racismen trivedes. I de danske kolonier forekom negerslaveri. Og under de hjemlige himmelstrøg var jøderne i mange år lagt for had. For et par hundrede år siden var en vis politimester Himmerich populær hos pøbelen i København fordi han „hadede jøderne i den grad, at det ville have været let at fremkalde deres udryddelse“. Racisme har været en af de mest splittende kræfter i menneskesamfundet. Den burde få os alle til at gribe i vor egen barm og spørge: Forkaster jeg enhver lære som hævder at én race står over en anden? Har jeg befriet mig selv for enhver følelse af racemæssig overlegenhed?

Vi kunne også passende spørge: Er der udsigt til at det racehad som florerer i dag, nogen sinde vil blive fjernet? Kan mennesker med forskellig nationalitet, sprog og skikke leve sammen i fred?

[Illustration på side 7]

Sorte blev af mange hvide betragtet som undermennesker

[Kildeangivelse]

Gengivet efter bogen Despotism — A Pictorial History of Tyranny

[Illustration på side 8]

De nazistiske udryddelseslejre var det forfærdelige resultat af racistiske idéer

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. National Archives