Når livet ikke er let

SOM ganske ung blev jeg tvunget til at se livets barske realiteter i øjnene. Du er nok enig med mig i at der er megen uretfærdighed til i vor tid. Denne uretfærdighed kommer vi alle til at føle — før eller siden. Vi bliver alle syge. Sandt nok når nogle en høj alder uden alvorlige sygdomme, men de står alligevel til sidst over for døden.

Jeg tænker nok mere på døden end jeg burde. Men lad mig forklare hvorfor. Og lad mig også fortælle hvordan det jeg har oplevet, på en måde har været til gavn for mig.

Da jeg var ni år

Jeg er født i september 1968 i Brooklyn, New York, som den yngste af fem børn. Min far var handicappet, og mor forsørgede os ved at arbejde som kasserer. Omkring det tidspunkt hvor jeg blev ni år bemærkede mor en hævelse på den ene side af min mave. Hun tog mig med til lægen, som kunne mærke en stor knude. Få dage senere blev jeg indlagt på Kings County Hospital.

Da mor var gået begyndte jeg at græde fordi jeg var bange. Dagen efter kørte to mænd i lyseblå kitler mig ind på operationsstuen. Det sidste jeg husker før jeg igen vågnede op på opvågningsstuen var det blændende lys og at noget blev lagt over min mund. Det lykkedes lægerne at fjerne en såkaldt Wilms’ tumor (en cancerform), en af mine nyrer og en del af leveren.

Jeg lå fem uger på intensivafdelingen. Hver dag skiftede lægerne mine forbindinger. Jeg skreg når tapen skulle af. For at lindre mine smerter fik lægerne en til at komme ind og aflede min opmærksomhed. Jeg kan huske at vedkommende talte meget om frøer.

Efter at være blevet flyttet fra intensivafdelingen lå jeg yderligere fire uger på hospitalet. I den periode begyndte jeg at få strålebehandlinger. Det var meget smertefuldt — ikke på grund af strålerne, men fordi jeg var nødt til at ligge på maven, som stadig var øm efter operationen. Jeg fik strålebehandlinger hver dag, fra mandag til fredag.

Efter at jeg sidst i november 1977 var blevet udskrevet, fortsatte jeg med at modtage strålebehandlinger som ambulant patient. Derefter begyndte jeg på kemoterapi. Hver dag, fra mandag til fredag, måtte jeg tidligt op og hen på hospitalet for at få denne stærke medicin. Lægen stak en kanyle ind i en åre og sprøjtede medicinen direkte ind. Jeg græd fordi jeg var bange for kanyler, men mor sagde det var nødvendigt for at jeg kunne blive rask.

Kemoterapien havde nogle forfærdelige bivirkninger. Jeg fik kvalme, ofte ledsaget af opkastninger. Min blodprocent dalede, og jeg tabte alt håret.

Sygdommen sætter grænser

Påskesøndag det følgende forår var vi ved at gøre os klar til at gå i kirke da jeg fik næseblod på grund af min lave blodprocent. Mine forældre prøvede alt for at standse det, men det blev ved med at bløde. Lægerne stoppede min næse til med gaze, men så kom blodet blot ud gennem munden. Jeg blev meget svag på grund af blodtabet og blev derfor indlagt på hospitalet. De der kom for at se til mig var nødt til at bære handsker, ansigtsmaske og kittel for at jeg ikke skulle få infektioner. Efter en uge var min blodprocent steget tilstrækkeligt til at jeg kunne udskrives.

Kemoterapien blev øjeblikkelig genoptaget. Jeg kunne ikke gå i skole, og det savnede jeg meget. Jeg savnede mine venner og det at kunne lege udendørs sammen med dem. Lægerne mente ikke det var godt at jeg gik i skole mens jeg fik kemoterapi, og heller ikke umiddelbart efter at den var afsluttet, så jeg fik hjemmeundervisning.

Den sommer ville jeg gerne besøge mine bedsteforældre i Georgia, nøjagtig som jeg plejede at gøre, men jeg fik ikke lov at tage af sted. Hospitalet arrangerede dog at kræftpatienterne kom på en udflugt til en forlystelsespark i New Jersey. Jeg var totalt udmattet bagefter, men jeg havde moret mig.

Jeg afsluttede kemoterapien i slutningen af 1978, men fortsatte med at modtage hjemmeundervisning — sammenlagt i over tre år. Da jeg vendte tilbage til skolen i januar 1981, havde jeg derfor vanskeligt ved at tilpasse mig. Nogle gange kunne jeg ikke finde mit klasseværelse. Men jeg elskede at gå i skole. Især undervisningen i musik, gymnastik og maskinskrivning. Nogle af eleverne behandlede mig godt, andre gjorde nar af mig.

Et tilbagefald

„Er du gravid?“ spurgte nogle af eleverne mig. Det var fordi min mave var opsvulmet. Lægen sagde at jeg ikke skulle bekymre mig; det var blot fordi leveren var ved at vokse ud igen. Da jeg blev undersøgt i marts blev jeg imidlertid indlagt igen. Jeg begyndte at græde — jeg havde kunnet gå i skole i bare to og en halv måned.

Der blev foretaget en biopsi af en svulst i min lever. Da jeg vågnede op var den første jeg så, min mor. Hun græd. Hun fortalte at jeg havde kræft igen og at svulsten var for stor til at blive fjernet, og at jeg derfor måtte i gang med kemoterapi for at mindske svulsten. Jeg var blot 12 år.

Jeg fik kemoterapi på hospitalet, hvilket betød at jeg var indlagt to eller tre dage ad gangen med få ugers mellemrum. Som sædvanlig led jeg af kvalme og opkastninger. Maden smagte ikke af noget, og jeg tabte igen alt håret. Behandlingen fortsatte gennem 1981, og fra april blev jeg atter undervist hjemme.

Da jeg i begyndelsen af 1982 blev indlagt til operation, var jeg så svag at sygeplejerskerne måtte hjælpe mig op på vægten og ned igen. Kemoterapien havde mindsket svulsten, og kirurgerne kunne nu fjerne den sammen med endnu en del af min lever. Igen var jeg indlagt i omkring to måneder. I midten af 1982 påbegyndtes kemoterapi-behandlingen igen, og den fortsatte til begyndelsen af 1983.

I den periode var jeg ked af det fordi jeg ikke kunne gå i skole. Men så voksede mit hår ud igen og jeg fik det bedre. Jeg glædede mig over at være i live.

Endelig tilbage til skolen

Min privatlærer sørgede for at jeg kunne afslutte de lavere klasser sammen med den klasse jeg i 1981 ganske kort havde gået i. Det var til stor glæde for mig. Jeg nød at være sammen med mine venner, og også at få nye venner. Da afslutningsdagen kom i juni 1984 tog jeg billeder af mine kammerater og lærere, og min familie tog billeder af mig, så vi kunne mindes denne særlige dag.

Den sommer besøgte jeg mine bedsteforældre i Georgia og blev der det meste af sommeren, indtil jeg i slutningen af august vendte tilbage ved skoleårets begyndelse. Ja, endelig skulle jeg i skole. Jeg glædede mig utrolig meget!

Interesseret i religion

En pige der hed Dawn og en dreng der hed Craig var ikke som de andre elever, og jeg følte mig tiltrukket af dem. Da jeg gav dem julegaver sagde de at de ikke fejrede jul. „Er I jøder?“ spurgte jeg. Craig forklarede at de var Jehovas vidner og at julen ikke er en kristen højtid. Han gav mig nogle numre af bladene Vagttårnet og Vågn op! så jeg kunne læse om emnet.

Jeg blev interesseret i at vide mere om deres religion, der virkede så anderledes. I kirken hørte vi altid det samme igen og igen: ’Tro på Jesus Kristus, bliv døbt, og du kommer i himmelen.’ Det virkede for nemt. På dette tidspunkt i mit liv var jeg blevet overbevist om at hvis noget var for nemt, så var det enten fordi man var et geni eller også fordi der var noget galt. Jeg vidste at jeg ikke var noget geni, så jeg sluttede at der måtte være noget galt med kirkens lære.

Craig begyndte at studere Bibelen med mig i spisefrikvartererne. En dag inviterede han mig til et af Jehovas Vidners stævner, og jeg tog derhen. Jeg fandt Craig og sad sammen med ham og hans familie. Jeg var imponeret over hvad jeg hørte og så — folk af forskellige racer tilbad i enhed.

Da Craig og jeg begyndte i skolen igen, kunne vi ikke længere studere fordi vi ikke havde frikvarter samtidig. Craigs mor ringede til min mor for at spørge om hun måtte studere med mig, men mor sagde nej. Senere fik jeg lov til at tage til de kristne møder. Jeg ringede derfor til en rigssal som stod opført i telefonbogen, og fandt ud af at mødet begyndte klokken ni om søndagen. Dagen før mødet gik jeg omkring 30 gader hen til rigssalen for at være sikker på at kunne finde den.

Da jeg kom derhen næste formiddag spurgte en mand mig om jeg var på besøg fra en anden rigssal. Jeg sagde at det var mit første møde, men at jeg havde studeret i en kort periode. Han tilbød mig venligt at jeg kunne sidde sammen med ham og hans kone. Der var stor forskel på mødet og det jeg kendte fra kirken. Det forbløffede mig at så mange var ivrige efter at svare når der blev stillet spørgsmål. Selv små børn svarede, så jeg rakte også hånden op og svarede på et spørgsmål. Fra da af fortsatte jeg med at komme til møderne, og jeg begyndte at få forståelse af Bibelen.

Endnu et tilbagefald

I december 1986, i mit sidste skoleår, var jeg til en rutineundersøgelse. Lægen lagde mærke til noget mistænkeligt ved min højre lunge, så jeg skulle have taget flere røntgenbilleder. Billederne viste at der ganske afgjort var noget galt, og jeg brød sammen i gråd.

Jeg fik foretaget en biopsi; lægen brugte en kanyle til at tage en prøve af svulsten i lungen. Det viste sig at være kræft. Faktisk var der tre svulster, deriblandt en stor svulst i nærheden af en hjertepulsåre. Efter en drøftelse med lægen besluttede vi at jeg forsøgsvis skulle have to slags kemoterapi som skulle mindske svulsten før operationen. Bivirkningerne kendte jeg — fuldstændigt hårtab, kvalme, opkastninger og lav blodprocent.

Først var jeg helt nedtrykt, men derefter bad jeg meget til Jehova, og det styrkede mig. Der var ikke engang seks måneder til min afgangseksamen. Mine lærere var forstående og venlige; de bad blot om en lægeerklæring og tilskyndede mig til at prøve at nå lektierne.

Problemer i skolen

Det var ikke kun det at lave lektier mens jeg var syg der var en prøvelse, men også det at mit hår begyndte at falde af. Jeg købte en paryk, og kammeraterne sagde at mit hår sad godt; de kunne ikke se at det var en paryk. Det vidste en af drengene imidlertid. Hver gang jeg gik ind i klasseværelset skrev han „paryk“ på tavlen, og han og hans venner gjorde nar af mig. Disse drillerier gjorde mig ked af det.

Så skete det en dag, mens der var mange ude på gangen, at én kom bagfra og rev min paryk af. Jeg vendte mig hurtigt og samlede den op. Men der var mange som så at jeg var skaldet. Jeg var sønderknust. Jeg satte mig hen på en trappe og græd. Dagen efter kunne jeg se på nogle af eleverne at de var kede af det der var sket. Nogle af dem fortalte mig at en pige havde betalt en dreng for at rive min paryk af.

Problemer i forbindelse med spørgsmålet om blod

Som følge af kemoterapien faldt min blodprocent drastisk. Som om det ikke var nok fik jeg også næseblod, nogle dage både to og tre gange. Jeg var ikke døbt, men tog et fast standpunkt og sagde at jeg som et af Jehovas vidner ikke ville have blod. (Apostelgerninger 15:28, 29) Min ældste søster fik en af mine små niecer til at sige til mig at hun ikke ville have at jeg døde. Min far var oprørt og krævede at jeg tog imod blodtransfusion. Og min mor blev ved med at sige at Gud ville tilgive mig hvis jeg fik blod.

Samtidig advarede lægerne mig om at den lave blodprocent kunne føre til en hjerneblødning eller et hjerteanfald. Eftersom jeg stod fast fik de mig til at skrive under på en formular der fritog dem for ansvar hvis jeg døde. Snart blev jeg rask nok til at komme hjem og begynde i skole. På grund af min lave blodprocent besluttede lægerne dog at jeg nu i stedet for kemoterapi skulle i gang med strålebehandling. Fra sidst i april til først i juni 1987 fik jeg strålebehandling hver dag efter skoletid.

Dimission, derefter dåb

Dimissionsfesten var en særlig begivenhed. Min søster hjalp mig med at købe en kjole, og jeg fik også en ny paryk. Mor og to af mine andre søstre kom, og bagefter tog vi sammen ud og spiste et mindeværdigt måltid.

På det tidspunkt fik jeg hverken kemoterapi eller strålebehandling. Nogle uger senere ringede lægen dog og sagde at jeg skulle komme til hospitalet til endnu en omgang kemoterapi. Jeg var ikke meget for at tage af sted, for blot en uge efter skulle jeg overvære Jehovas Vidners områdestævne på Yankee Stadium i New York. Mor sagde imidlertid at jeg skulle se at få klaret behandlingen, så det gjorde jeg.

Jeg var meget spændt under stævnet, for om lørdagen, den 25. juli 1987, skulle jeg døbes. Vi havde politieskorte til Orchard Beach, hvor dåben skulle foregå. Efter dåben vendte jeg tilbage til stadion og overværede resten af programmet. Jeg var meget træt om aftenen, men søndag morgen gjorde jeg mig alligevel klar og overværede stævnets sidste dag.

Stillet over for blodspørgsmålet igen

Den følgende eftermiddag blev jeg indlagt med 39,4 i feber, nyreinfektion og ekstremt lav blodprocent. Lægen truede mig med at hvis ikke jeg gik med til at tage imod blod, ville han skaffe en dommerkendelse og påtvinge mig en blodtransfusion. Jeg var skræmt. Min familie lagde pres på mig; min søster tilbød endda at give mig noget af sit blod, men jeg sagde nej.

Jeg bad gentagne gange Jehova om han ville hjælpe mig til at stå fast. Lykkeligvis begyndte min blodprocent at stige, og man forsøgte ikke længere at presse mig til at tage imod blod. Jeg skulle fortsætte med kemoterapien, men havde ikke længere nogen egnede vener tilbage. En kirurg lavede derfor en lille åbning under mit kraveben hvorigennem medicinen kunne indgives.

Da vi talte om at fjerne svulsterne i min lunge, sagde kirurgen at han ikke ville bruge blod medmindre det var nødvendigt. Mor sagde at jeg skulle acceptere det, så det gjorde jeg. Men bagefter havde jeg det dårligt med det; det var jo faktisk det samme som at gå med til en blodtransfusion. Jeg begyndte straks at søge efter en kirurg der ville garantere at han ikke ville bruge blod. Det virkede håbløst, men til sidst fandt jeg en, og operationen blev fastsat til januar 1988.

Lægen kunne ikke garantere at jeg overlevede. Aftenen før operationen kom han ind på min stue og sagde: „Jeg vil forsøge at gennemføre det.“ Jeg var bange; jeg var kun 19 år og ønskede ikke at dø. De tre svulster blev fjernet sammen med to tredjedele af min lunge. Overraskende nok lå jeg kun en uge på hospitalet. Efter to og en halv måned hjemme, hvor jeg forsøgte at komme til hægterne igen, påbegyndtes kemoterapien med de velkendte bivirkninger.

På dette tidspunkt blev min far også syg af kræft, og nogle få måneder senere fandt mor ham død i soveværelset. Efter hans død begyndte jeg på handelsskole og blev undervist i sekretærarbejde. Det gik godt for mig fysisk, skolemæssigt og åndeligt — jeg kunne endda være hjælpepioner.

Endnu et tilbagefald

I april 1990 overværede jeg min ældste broders bryllup i Augusta i Georgia. Mens jeg var der sagde min broder: „Dit ben er hævet.“

„Hvad tror du det er?“ spurgte jeg.

„Jeg ved det ikke,“ svarede han.

„Det er nok en svulst,“ sagde jeg.

Da jeg kom tilbage til New York gik jeg til lægen. En biopsi der blev foretaget under lokalbedøvelse afslørede endnu en Wilms’ tumor, denne gang i min venstre læg. Undersøgelser viste at knoglen ikke var berørt, men svulsten var for stor til at blive opereret bort. Den sædvanlige behandling med kemoterapi blev indledt.

Efter nogen tid kunne jeg ikke holde op med at kaste op; der var ingen passage gennem tarmen. En nødoperation reddede mig dog. Jeg havde imidlertid fået tarmslyng, og en ny operation var nødvendig. Mit hæmoglobintal faldt til omkring 2,4, og lægen blev ved med at sige: „Du bliver nødt til at tage imod blod. Du dør. Du klarer den måske ikke engang natten igennem.“ Jeg havde mareridt om gravsteder og om døden.

I oktober var jeg klar til at få fjernet svulsten. Samtidig tog de cirka 70 procent af min lægmuskel. Det var uvist om jeg kom til at gå igen, men det var nødvendigt for mig at kunne gå hvis jeg skulle rundt i New York. Så med behandling og viljestyrke begyndte jeg at gå — først med gangstativ, derefter med krykker, så med stok og til sidst ved hjælp af en skinne — nu havde jeg hænderne fri til at bruge Bibelen i forkyndelsen. I forbindelse med kemoterapien kom jeg ned på at veje 27 kilo; jeg er 155 centimeter høj og vejer normalt 54 kilo. Efterhånden som jeg tog på igen og mit ben kom sig, lavede lægerne skinnen større. Til sidst, da jeg var oppe på min normalvægt, lavede de en helt ny til mig.

Livet er stadig ikke let

Omkring sommeren 1992 følte jeg mig frisk og så endda frem til muligvis at blive hjælpepioner. I november fik jeg et brev som nærmest fik mig til at svæve. Der stod at min livsberetning kunne være til opmuntring for andre, og jeg blev indbudt til at skrive den ned med henblik på udgivelse i Vågn op! Men allerede den følgende uge blev min opstemthed vendt til fortvivlelse.

En rutinemæssig røntgenundersøgelse af brystet havde afsløret svulster i min raske lunge. Jeg græd og græd, og var slet ikke til at trøste. Jeg havde klaret at miste en nyre, noget af leveren, det meste af min venstre lunge og en del af benet. Men ingen kan klare at miste begge lunger. Igen støttede familien og mine venner mig, og jeg besluttede mig til at tage kampen op mod sygdommen igen.

Kemoterapi blev indledt for at mindske svulsterne. En læge mente at de kunne fjernes og at lungen kunne reddes. I marts 1993 blev jeg kørt ind på operationsstuen. Bagefter fik jeg at vide at de blot havde åbnet mig og taget et overblik, for så at sy mig sammen igen. De kunne ikke fjerne svulsterne uden at fjerne lungen. Siden da har jeg været på intensiv kemoterapi i et forsøg på at udrydde svulsterne.

Kan du forstå at døden optager mine tanker? Ville jeg mon have tænkt så dybt over hvorfor vi dør og hvilket håb der er for fremtiden hvis min tilværelse havde været problemfri? Det er jeg ikke sikker på. Men jeg er sikker på at det der virkelig betyder noget, ikke er om vi lever eller dør nu, men om vi kan opnå velsignelse fra Gud — ham som kan give os evigt liv. Jeg tænker på håbet om liv i hans nye verden, kaster min byrde på ham og holder mig nær til venner der har samme håb, og det har holdt mig oppe. — Salme 55:22; Åbenbaringen 21:3, 4.

Jeg glæder mig over at andre unge har et godt helbred. Det er mit håb at min beretning må få mange af dem til at bruge deres gode helbred, ikke til nytteløse gøremål, men i tjenesten for Jehova. Det bliver storslået at kunne nyde et godt helbred til evig tid i Guds nye verden! Dér vil der ikke være behov for læger, hospitaler, kanyler eller sonder — nej, intet vil minde os om denne syge og døende gamle verden. — Fortalt af Kathy Roberson.

[Illustration på side 21]

Da jeg afsluttede første del af min skolegang

[Illustration på side 23]

I frivillig tjeneste ved et kredsstævne i New York