Jordens vådområder — økologiske skatkamre under angreb

INDIANERNE i Amerika kaldte floden for Vandenes Fader. Geograferne kalder den Mississippi. Men uanset hvad man kalder den, hævnede den sig på dem der havde snøret den ind i et korset af diger og dæmninger og taget dens vådområder fra den. Efter flere ugers heftige regnskyl var floden så fyldt med vand at den brød igennem de skønsmæssigt omkring 75 millioner sandsække der var stablet op for at holde den på plads, og sprængte 800 af de 1400 diger der var bygget for at tæmme den. Rivende strømme bortskyllede huse, veje, broer og jernbaneskinner og satte mange byer under vand. „Dette er formentlig den værste oversvømmelse der nogen sinde har ramt De Forenede Stater,“ skrev The New York Times den 10. august 1993.

Avisen opregnede nogle af skaderne: „I løbet af de to måneder den store oversvømmelse i 1993 hærgede Midtvesten, trak den et frygtindgydende ødelæggelsens spor efter sig. Den krævede 50 menneskeliv, gjorde omkring 70.000 hjemløse, oversvømmede et område der var dobbelt så stort som New Jersey, forårsagede ødelæggelser på ejendomme og afgrøder for cirka 12 milliarder dollars og satte på ny gang i debatten om landets oversvømmelsesberedskab og forvaltningen af det.“

Hvis man havde bevaret vådområderne intakte langs Mississippi som en naturlig overløbssikring, kunne man have reddet 50 menneskeliv og sparet 12 milliarder dollars. Hvornår lærer mennesker at det er bedre at samarbejde med naturen end at forsøge at undertrykke den? Vådområderne langs en flod kan opsuge og tilbageholde de ekstra vandmængder der strømmer ud i floden efter langvarige regnskyl.

Men funktionen som overløbssikring er kun én af de mange forunderlige funktioner som jordens mere end 8.500.000 kvadratkilometer vådområder har. Og disse områder er stærkt truede overalt på jorden.

Levesteder for dyr og planter

Vådområderne er først og fremmest skabt af vandet — dette gælder lige fra de vidtstrakte saltmarsker ved kysten til de mindre ferskvandssumpe, moser og enge inde i landet og de vandfyldte jordfaldshuller på prærien i USA og Canada. Vådområder er biotoper som er dækket af vand året rundt eller ved periodiske oversvømmelser. En særlig type vådområder er dem der findes ved kysterne og som er dannet af tidevandet. Eftersom der i de fleste vådområder er en frodig vegetation i form af græsser, halvgræsser, siv, træer og buske, danner de livsgrundlag for mange forskellige fiske-, fugle- og dyrearter.

Et stort antal kyst- og havfugle yngler i vådområderne. Mere end hundrede arter er under deres træk helt afhængige af sådanne lavvandede områder. Mange vådområder er yngle- og rasteplads for store bestande af gæs og ænder, som for eksempel grågås, gråand, troldand, taffeland og gravand. Nogle steder i verden byder de våde områder også på føde og ly for dyr som alligator, bæver, bisamrotte, mink og elg. Blandt andre dyr som også færdes dér kan nævnes bjørn, rådyr og vaskebjørn. Mange vådområder tjener endvidere som gyde- og yngleplads for en stor del af de fisk der er grundlaget for fiskeindustrien. Man anslår at 200 fiskearter og store mængder af skaldyr er fuldstændig afhængige af vådområderne i hele eller dele af deres livscyklus.

Vådområderne har også økologisk betydning på mange andre måder. De virker som naturlige filtre der fjerner affaldsstoffer fra floder og vandløb, og renser vandet i vandførende lag i undergrunden. Og i perioder med regnvejr og oversvømmelse optager de vand som de senere langsomt afgiver til vandløb, floder og vandførende lag i jorden. Vådområder i tidevandszonen beskytter kysten mod bølgernes eroderende påvirkning.

På grund af det særlige og som regel frodige planteliv har vådområderne stor betydning for naturens kredsløb. For eksempel optager alle grønne vækster kuldioxid i forbindelse med fotosyntesen og afgiver ilt. Denne funktion er afgørende for livet på jorden. Vådområdernes planter er imidlertid enestående fordi de er særligt produktive i denne henseende.

I mange lande har man i århundreder været opmærksom på vådområdernes uvurderlige betydning for produktionen af fødevarer. Kina og Indien er for eksempel verdens førende risproducenter, i nært følgeskab med andre asiatiske lande. Ris dyrkes på særligt anlagte marker i våde områder, og er en af de vigtigste afgrøder i verden. For omkring halvdelen af verdens befolkning er ris hovednæringsmiddel. De Forenede Stater og Canada fik i tide øjnene op for vådområdernes betydning for deres egen produktion af ris og tranebær.

Også dyrelivet deltager i det festmåltid vådområderne byder på. De store mængder frø og insekter er ikke alene til gavn for fuglene men også for de fisk og skaldyr der yngler i disse omgivelser. Siden tager ænder, gæs og andre vandfugle for sig af de smådyr der myldrer omkring i vandet i disse livets oaser. Den økologiske balance opretholdes ved at fuglene danner fødegrundlag for rovdyr som bevæger sig ud i vådområderne på jagt efter et måltid. I vådområderne er der sørget for alle. Ja, disse levesteder har uvurderlig betydning for både dyr og planter.

Kapløbet om vådområderne

Den mand der senere blev De Forenede Staters første præsident indledte i 1763 masseødelæggelsen af kontinentets vådområder. Han oprettede i dette år et selskab der skulle dræne 16.000 hektarer af Dismal-sumpene — et vildmarksområde på grænsen mellem Virginia og North Carolina hvor dyrene havde et fristed. Lige siden er de amerikanske mose- og sumpområder blevet betragtet som plagsomme forhindringer for udviklingen, som smittekilder og ’fjendeland’, der for enhver pris måtte besejres og ødelægges. Landmænd blev opfordret til at dræne vådområderne og opdyrke dem, og fik tilskud til at gøre det. Moser hvor der engang var et myldrende dyreliv, måtte vige pladsen for motorveje. Mange moseområder blev inddraget til byudvikling og opførelse af indkøbscentre, eller de blev udnyttet som bekvemme skjulesteder for affald.

I de seneste årtier har man i De Forenede Stater udryddet 200.000 hektarer vådområder om året. I dag er der kun 40.000.000 hektarer tilbage. Tænk for eksempel på det område med jordfaldshuller der strækker sig fra Alberta i Canada til Iowa i De Forenede Stater, hvor tusinder af vandhuller var yngleplads for millioner af andefugle. Efter sigende var der tidligere så mange fugle at de under deres flugt kunne formørke himmelen som tætte skyer. I dag er antallet af andefugle imidlertid faldet alarmerende.

På længere sigt er problemet at når vådområderne forsvinder, forsvinder også fødegrundlaget for dyrelivet. Hvis der ikke er tilstrækkelig føde lægger andefuglene færre æg og antallet af æg der klækkes bliver væsentlig mindre. Når antallet af levesteder svinder ind, vil flere fugle flokkes på de steder der er tilbage. Derved bliver de et lettere bytte for ræve, prærieulve, stinkdyr, vaskebjørne og andre dyr der har dem på menukortet.

I De Forenede Stater er 50 procent af vandhullerne i det omtalte område med jordfaldshuller forsvundet. I Canada er ’kun’ lidt over 40 procent af disse vandhuller borte, men ødelæggelserne intensiveres. I visse egne af North Dakota i De Forenede Stater er 90 procent af jorden tørlagt, oplyser bladet Sports Illustrated. Mange landmænd betragter vådområderne som uproduktive forhindringer der ligger i vejen for deres landbrugsmaskiner. De tager som regel ikke hensyn til deres økologiske betydning.

I dag giver bekymrede enkeltpersoner såvel som naturfredningsforeninger højlydt udtryk for krav om beskyttelse af vådområderne og deres dyreliv. „Jordfaldshullerne har afgørende betydning,“ siger en talsmand. „Hvis der på længere sigt skal være håb for andefuglene må vi bevare vådområderne.“ „Vandfuglene er et barometer for den økologiske tilstand på kontinentet,“ siger en talsmand for foreningen Ducks Unlimited. Bladet U.S.News & World Report tilføjer: „Nedgangen i bestanden [af andefugle] skyldes angreb på miljøet fra mange fronter: Syreregn, pesticider og frem for alt ødelæggelsen af millioner af hektarer vådområder.“

„Halvfems procent af Californiens strandenge er blevet ødelagt,“ oplyser bladet California, „og hvert år forsvinder yderligere 7.000 hektarer. Elgen findes kun i få spredte områder. For hvert år der går vender færre og færre ænder og gæs tilbage til de svindende overvintringspladser. Mange af de arter der er knyttet til vådområderne er nær ved at uddø.“ Alle de skabninger hvis liv afhænger af verdens vådområder, råber i al stilhed om hjælp.

Vandmangel

Et andet problem har vist sig i takt med at mennesker har ødelagt vådområderne. De har nemlig samtidig ødelagt deres egen livsvigtige ferskvandsforsyning. Vand er grundlag for alt liv. Mange forskere har forudsagt at der vil komme en tid hvor rent vand vil være en af de mest knappe naturressourcer. „Hvis ikke vi begrænser vandforbruget inden år 2000 vil vi dø af tørst,“ lød det på FN’s konference om vand i 1977.

I betragtning af disse dystre advarsler burde almindelig sund fornuft mane til en respektfuld forvaltning af jordens vandforsyning. Mennesket har imidlertid i sine bestræbelser for at fjerne vådområderne bragt forsyningen af denne livsnødvendige væske i alvorlig fare. Vådområderne medvirker til at rense overfladevandet i floder og vandløb. Nogle vandførende jordlag som er forurenede med spildevand og affaldsstoffer, får ikke længere tilført rent vand — til stor skade for mennesket. De vandreserver der før var så rigeligt af i de mange vådområder er blevet drænet bort, hvilket har forværret situationen yderligere.

Vil de ansvarlige høre de desperate råb om hjælp fra alle de livsformer hvis eksistens afhænger af vådområderne? Vil de tage skridt til at redde disse livsformer inden det er for sent? Eller vil de vende det døve øre til disse nødråb og kun lytte til de begærliges jammer?

Et globalt angreb

Da man med støtte fra De Forenede Nationer indledte en verdensomfattende kampagne for at redde vådområderne, blev der henvist til det brasilianske Pantanal-distrikt som er et af verdens største vådområder. Bladet BioScience skrev: „Pantanal er med sin usædvanlige diversitet og sin store bestand af dyr et truet område. Skovfældning, inddragelse af ny landbrugsjord, ulovlig jagt og fiskeri samt forurening af vandet med herbicider, pesticider og spildprodukter fra produktionen af alkohol til brændstof, har medført en fremadskridende nedbrydning af det naturlige miljø og har bragt et af Brasiliens vigtigste økosystemer i fare.“

Bladet The New York Times har peget på de forhold der truer vådområderne omkring Middelhavet. „I de forløbne tre årtier er stadig flere vådområder gået tabt samtidig med at kysterne ved Middelhavet er blevet mere og mere eftertragtede og lange strækninger er blevet fyldt med betonbyggeri, alt sammen i soldyrkningens, nydelsens og profittens navn. Undersøgelser foretaget af FN angiver store tab [af vådområder] i Italien, Egypten, Tyrkiet og Grækenland.“

Vådområderne i den berømte 50.000 hektarer store Doñana-nationalpark i Spanien fungerer om foråret som en storlufthavn for trækfugle der i hundredtusindvis ankommer fra Afrika for at yngle i moser og skove. Det store antal hoteller, golfklubber og landbrug der omgiver parken opsuger imidlertid så meget vand at det truer parkens eksistens. I de forløbne 15 år er der allerede pumpet så meget vand op at vandstanden er faldet mellem 2 og 9 meter, og adskillige lagunesøer er tørret ind. „En fortsat egnsudvikling her vil betyde døden for Doñana,“ siger lederen af den videnskabelige forskning i nationalparken.

Publikationen State of the World 1992 oplyser: „Mangroveområderne, der er en af de mest sårbare og værdifulde typer vådområde, er gået stærkt tilbage i Asien, Mellemamerika og Vestafrika. I Ecuador er for eksempel næsten halvdelen af disse beskyttende sumpskove blevet ryddet, hovedsagelig for at give plads til rejeproduktion. Og der er lignende planer om at rydde det der er tilbage. Indien, Pakistan og Thailand har mistet tre fjerdedele af de oprindelige mangroveskove. Indonesien er tilsyneladende besluttet på at følge trop: I Kalimantan, den største provins i landet, har man planer om at fjerne 95 procent af al mangroveskov til produktion af papirmasse.“

Mangroveskovenes betydning fremhæves i den thailandske avis Bangkok Post for 25. august 1992: „Mangroveskovene rummer forskellige træarter der vokser i den øvre tidevandszone, langs de beskyttede tropiske kyster. Træerne har overlevet de barske forhold under påvirkning af brakvand og tidevand. Deres særligt tilpassede luftrødder og saltfiltrerende pælerødder indgår i et rigt og kompliceret økosystem. Foruden at beskytte store kyststrækninger mod erosion har de afgørende betydning for fiskeriet, træindustrien og dyrelivet.

Mangroveskoven rummer et væld af livsformer. Der er kystfugle, krabbeædende aber, fiskende katte og dyndspringere — fisk der ved ebbe bevæger sig gennem mudderet fra det ene vandhul til det andet.“

Hvad skal det ende med?

Krisen gør sig gældende overalt i verden. Bladet International Wildlife siger: „De moser, enge, mangrovesumpe, saltmarsker, jordfaldshuller og laguner der engang dækkede over 6 procent af landjorden, er i alvorlig fare. Så mange af disse områder er blevet drænet bort på grund af landbrugsinteresser, ødelagt af forurening eller fyldt op med henblik på byudvikling at omkring halvdelen af vådarealerne på jorden er forsvundet.“

Vil vi mennesker lære at holde fred med jorden? Foreløbig er der ikke meget der peger i den retning. Der er dog nogle som kæmper tappert for miljøet og mener at kampen nok skal lykkes for dem. Men Jehova, jordens Skaber, har sagt at deres bestræbelser vil slå fejl. Han har lovet at han vil gribe ind og standse ødelæggelsen af sit fantastiske skaberværk. Han vil nemlig „ødelægge dem der ødelægger jorden“ mens de der vil „tage sig af den“ får lov at overleve. De mennesker der har den rette værdsættelse vil af Gud få jorden betroet som en gave: „Det er jer der bliver velsignet af Jehova, som frembragte himmel og jord. Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Åbenbaringen 11:18; 1 Mosebog 2:15; Salme 115:15, 16.

[Illustration på side 15]

Vådområder i Schweiz

[Illustrationer på side 16, 17]

Til venstre, modsatte side og herover: Vådområder i De Forenede Stater

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts

Til venstre: Mangroveskov i Thailand

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra National Research Council i Thailand

Nogle af vådområdernes beboere: Krokodille, oksefrø, guldsmed, skildpadde der graver hul til sine æg