Noget der er bedre end verdensberømmelse

Mange år efter at jeg blev anerkendt som billedhugger i Europa, sagde en af mine kolleger anklagende til mig: „Du har svigtet kunsten!“ Jeg vil gerne fortælle hvorfor han kom med denne beskyldning, Men lad mig først forklare hvordan det gik til at jeg blev billedhugger.

I LANDSBYEN Aurisina, hvor jeg blev født, arbejdede de fleste af mændene i et gammelt stenbrud. Aurisina ligger i det nordlige Italien, nær Trieste og tæt på det tidligere Jugoslavien. Da jeg blev 15 år, begyndte jeg også at arbejde i landsbyens stenbrud. Det var i 1939, det år den anden verdenskrig brød ud. Arbejdet med sten gav mig ønsket om at blive berømt som billedhugger. Jeg havde også et ønske om aldrig at behøve at dø. Begge disse ønsker virkede uopnåelige.

Da krigen sluttede i 1945, flyttede jeg til Rom for at bo sammen med min søster. Jeg håbede at komme ind på kunstakademiet. Stor var min begejstring derfor da mit håb blev indfriet. Jeg fik tilbudt tre års studium ved akademiet! Forskellige velgørende institutioner hjalp til med at finansiere studiet.

Åndelig sult

Jeg prøvede også at få dækket mit åndelige behov ved at deltage i forskellige gudstjenester, for eksempel hos Frelsens Hær og valdenserne. Jeg overværede endda forelæsninger på et jesuitisk universitet, og på et tidspunkt deltog jeg i et tredages seminar hvor undervisningen blev forestået af en biskop. Under dette kursus måtte vi ikke tale med hinanden. Vi skulle hellige os bøn, meditation, bekendelse og biskoppens lektioner.

Bagefter stod det mig klart at seminaret ikke havde styrket mig i troen. „Hvorfor har jeg ikke fået en stærk tro?“ spurgte jeg biskoppen.

Han svarede: „Troen er Guds gave, og han giver den til hvem han vil.“ Jeg blev så skuffet over svaret at jeg holdt op med at søge efter Gud og udelukkende helligede mig mine studier.

International anerkendelse

Da jeg var færdig med studierne i Rom i 1948, fik jeg et stipendium til et års studium ved Kunstakademiet i Wien i Østrig. Dér bestod jeg min eksamen året efter og modtog et års stipendium til at fortsætte mine studier i Ljubljana i Slovenien (tidligere en del af Jugoslavien). Dengang var det mit mål at flytte til Paris, kunstens højborg.

I 1951 fik jeg imidlertid mulighed for at få arbejde i Stockholm. Jeg flyttede dertil i den hensigt at spare op så jeg havde råd til at fortsætte min karriere som kunstner i Paris. Men så mødte jeg Micky. Vi giftede os i 1952 og slog os ned i Stockholm. Jeg fik arbejde på et lille værksted hvor jeg udhuggede skulpturer i sten, marmor og granit. Nogle af dem er udstillet i Millesgården på Lidingö i nærheden af Stockholm.

I Rom havde jeg lært at støbe bronze efter den gamle cire perdue-metode, og jeg underviste i bronzestøbning ved Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiet i Stockholm. Senere fik jeg mulighed for at få mit eget bronzestøberi ved Skansen i Stockholm. Der fremstillede jeg, ofte i publikums nærværelse, skulpturer i bronze eller bly. Jeg blev også antaget til at restaurere nogle antikke skulpturer som tilhørte den daværende konge af Sverige, Gustav VI. De er udstillet på Stockholms slott og på slottet Drottningholm, der også ligger i Stockholm.

I perioden fra 1954 til 1960 blev mit arbejde rost af kunstkritikere og i medierne. Mange af mine skulpturer blev udstillet i større byer i Europa, deriblandt Stockholm, Rom, Ljubljana, Wien, Zagreb og Beograd. I Beograd købte marskal Tito nogle af dem til sin private samling. På galleriet for moderne kunst i Rom er jeg repræsenteret med en stor kvindetorso i granit, og nogle af mine tegninger er udstillet på Albertina-museet i Wien. Moderna museet i Stockholm har en af mine skulpturer fremstillet i bronze og bly, og på galleriet for moderne kunst i Ljubljana har de en i bronze.

Min interesse for religion vender tilbage

Efter få års ægteskab lagde Micky mærke til at min interesse for religion var ved at vågne igen. ’Hvor er den tro de første kristne var rede til at dø for?’ spurgte jeg mig selv. Jeg begyndte igen at gå til gudstjeneste, eksempelvis hos pinsevennerne og adventisterne. Jeg undersøgte endda islam og buddhismen.

I 1959 besøgte jeg, før jeg skulle deltage i en kunstudstilling i Milano i Italien, min hjemby Aurisina i et par dage. Nogle af landsbyens beboere fortalte mig om en mand der vidste en masse om Bibelen. Han var et af Jehovas vidner. Da jeg fik mulighed for at tale med ham, viste han mig ting i Bibelen som jeg aldrig før havde set. Jeg lærte at mennesket er en sjæl. Det har ikke en sjæl som kan adskilles fra legemet. Og menneskets sjæl kan dø; den er ikke udødelig som andre trossamfund har lært deres tilhængere. — 1 Mosebog 2:7; Ezekiel 18:4.

Denne mand viste mig også at Guds hensigt dengang han skabte Adam og Eva, ikke var at de skulle dø, men at de skulle leve lykkeligt på jorden til evig tid. Det første menneskepar døde fordi de var ulydige mod Gud. (1 Mosebog 1:28; 2:15-17) Jeg lærte at Gud, ved at give sin søn som løsesum, sørgede for at vi mennesker genvandt det der var gået tabt ved Adams ulydighed, nemlig muligheden for et evigt liv. (Johannes 3:16) Det jeg lærte, bragte mig stor glæde. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

Et vendepunkt

Så snart Micky og jeg var vendt tilbage til Sverige, forsøgte vi at komme i kontakt med Jehovas Vidner, men vi kunne ikke finde ud af hvor de holdt til. Et par dage efter ringede det imidlertid på vores dør, og dér stod de minsandten! Jeg gik i gang med at læse de publikationer de efterlod hos mig, og jeg blev hurtigt overbevist om at de indeholdt sandheden. Alligevel ønskede jeg at få min opfattelse bekræftet af en af mine gamle venner, en katolsk ærkebiskop som jeg havde lært at kende under mit studieophold i Rom i slutningen af 1940’erne. Jeg besøgte ham i januar 1961.

På det tidspunkt havde han ansvaret for den katolske kirkes missionærvirksomhed i hele verden. Der ventede mig imidlertid en stor overraskelse! Jeg opdagede til min forbløffelse at ærkebiskoppen manglede selv elementær bibelkundskab. På spørgsmålet om hvad der sker når vi dør, svarede han: „Det viser sig måske at det forholder sig lige omvendt af hvad vi tror på nuværende tidspunkt.“ Og da vi drøftede apostelen Peters henvisning til Bibelens løfte om „nye himle og en ny jord“, var han ikke sikker på hvad der lå i det løfte. — 2 Peter 3:13; Esajas 65:17-25.

Da jeg vendte tilbage til Stockholm, begyndte jeg at læse Bibelen regelmæssigt sammen med det Jehovas vidne min kone og jeg havde lært at kende. Det glædede mig meget at Micky blev mere og mere interesseret i studiet. Den 26. februar 1961 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben, og Micky blev døbt året efter.

Arbejdsmæssige forandringer

I 1956 var vi blevet forældre til en lille pige, og i 1961 fik vi en dreng. Vi havde nu en familie at forsørge, og af den grund havde jeg behov for fast arbejde. Jeg blev meget glad da jeg modtog en anmodning om at fremstille et stort monument i min fødeby. Monumentet skulle rejses til minde om de partisaner der døde under Anden Verdenskrig. Dette projekt ville have været meget indbringende for mig. Men efter at have overvejet de forskellige faktorer — deriblandt at jeg i månedsvis ville være væk fra min familie og menigheden, og at jeg ville opholde mig i et land hvor kommunismen havde fremgang, og hvor det ikke ville være let at tilgodese mine åndelige interesser — afslog jeg tilbudet.

Et andet job gav mig samvittighedskvaler. Jeg blev bedt om at lave en stor udsmykning til et nyt krematorium i Sverige. Da arbejdet var færdigt, blev jeg inviteret med til indvielsen. Jeg opdagede imidlertid at det var biskoppen i Stockholm der skulle afsløre udsmykningen, og da jeg ikke ønskede at være sammen med mennesker hvis lære og skikke var i direkte modstrid med Guds ord, besluttede jeg mig for ikke at deltage i denne ceremoni. — 2 Korinther 6:14-18.

Den usikkerhed der var forbundet med at finde et fast arbejde som billedhugger, bevirkede at jeg efterhånden fandt det svært at sørge tilstrækkeligt for min familie rent materielt. (1 Timoteus 5:8) Jeg overvejede under bøn hvad jeg kunne gøre for at tjene til livets ophold. En dag fik jeg besøg af en arkitekt der viste mig en model af en bygning han havde tegnet. Han bad mig fotografere modellen. Eftersom jeg havde opnået god erfaring som fotograf ved at tage billeder af mine egne skulpturer, sagde jeg med glæde ja tak til dette job. I de år var der en hel del byggerier i gang i Sverige, og der var behov for fotografier af modellerne. Jeg fik en masse arbejde fra mange arkitekter og kunne således forsørge min familie på en god måde.

I denne periode besøgte jeg Det Italienske Kulturinstitut i Stockholm for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Jeg kendte instituttets leder, og det lykkedes mig at få en samtale med ham. Da han fandt ud af at jeg ikke længere arbejdede som billedhugger, udbrød han: „Du har svigtet kunsten!“ Jeg forklarede ham at mine forpligtelser over for Gud og min familie kom først.

Jeg må tilstå at kunsten i en periode var det vigtigste i mit liv. Men jeg indså efterhånden at hvis jeg fortsatte min karriere som billedhugger, kunne det i mit tilfælde sammenlignes med et forsøg på at tjene to herrer på samme tid. (Mattæus 6:24) Jeg var overbevist om at forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige var det vigtigste. Derfor besluttede jeg mig for at opgive min karriere som billedhugger, og Jehova har velsignet min beslutning på en storslået måde. — Malakias 3:10.

Privilegier i den kristne tjeneste

Mange af de immigranter der i begyndelsen af 1970’erne kom til Sverige fra Syd- og Østeuropa, begyndte at vise interesse for sandheden fra Bibelen. I 1973 havde jeg således det privilegium at studere Bibelen med immigranter som talte henholdsvis italiensk, spansk og serbokroatisk. Jeg var med til at oprette nye menigheder og bogstudiegrupper på disse sprog og fik til opgave at arrangere kristne stævner på italiensk og instruere de skuespil der blev vist ved disse stævner. Lejlighedsvis havde jeg også den forret at betjene menigheder i Sverige som rejsende tilsynsmand.

Under mit arbejde med at arrangere stævner for de italienske brødre og søstre i Sverige fik jeg kontakt med Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Rom. De italienske brødre fortalte mig at der, på grund af den eksplosive vækst i forkyndelsesarbejdet, var behov for flere menighedsældste i Italien. I 1987 flyttede Micky og jeg derfor til Liguria, en by i nærheden af Genova. På det tidspunkt var vore børn voksne og fløjet fra reden. Vi tilbragte to vidunderlige år i Italien og var med til at danne en ny menighed i Liguria. Vi erfarede til fulde sandheden i det der siges i Ordsprogene 10:22: „Jehovas velsignelse — den gør rig.“

En gang imellem prøver Micky og jeg at opregne de velsignelser Jehova har skænket os, og listen bliver lang. Ud over at have været med til at oprette nye menigheder har vi hjulpet adskillige, deriblandt vore egne børn, frem til indvielse og dåb og videre frem til kristen modenhed. Jeg fortryder ikke min beslutning om at opgive min karriere som billedhugger. Jeg har valgt at tjene vor elskede Gud, Jehova, en livsvej der har medført en langt større belønning. Min familie og jeg har på den måde, takket være Jehova, fået et sikkert håb om evigt liv. — Fortalt af Celo Pertot.

[Illustration på side 13]

Under arbejdet med en skulptur i 1955

[Illustration på side 15]

Min hustru og mig